Obama afslører Israels planer

Israel!, vær klar til flere Obama afsløringer                           

John Bolton

Obama administrationen synes at udføre en organiseret kampagne med offentligt pres for at hindre Israel i at angribe Irans programmer for atomvåben, der er under fuld udvikling. Så intens er denne anstrengelse at administrationens embedsmænd nu lækker meget følsomme oplysninger om Israels intentioner og muligheder til nyhedsmedierne.

Præsidentens uvillighed til at indlede en forebyggende militær aktion mod Teherans atomprogram har længe været åbenbar, for slet ikke at tale om hans nærmest rituelle besværgelse om at “alle muligheder er åbne.” Ligeså tydeligt er hans fastholden af at sikre at Israel ikke handler ensidigt mod Iran, en hovedårsag til, at Washingtons forhold til Jerusalem er på det laveste blus siden Israels grundlæggelse i 1948.

Faktisk er den eneste konklusion udfra hr. Obamas handlinger og retorik den at han frygter et israelsk militærangreb mere end han frygter at Iran får atomvåben. 

                   

Nuværende og tidligere Obama rådgivere har gentagne gange fastslået, at en tilfredsstillende forhandlet løsning er mulig, en hvor Iran vil fortsætte med at udvikle en “fredelig” brug af atomkraft under international overvågning. Hvordan de kan klynge sig til dette håb efter årevis med et Iran der har snydt det Internationale Atom Energi Bureau, hvor man er gået så langt som til at ødelægge bygninger og udgrave og fjerne tusinder af kubikmeter klippe og jord for at forsøge at skjule spor af stråling, se det er nærmest ubegribeligt. Team Obama tror stadig at Irans militær-teokrati regime er i stand til at besidde Pandoras æske, men aldrig vil åbne den.

Ligeså foruroligende argumenterer administrationens embedsfolk, før som nu, at et atomudrustet Iran kan inddæmmes og holdes i skak. Skønt Obama selv insisterer på at inddæmning ikke er hans politik, tror jeg at den mulighed er sand, men kun i en begrænset form: Det er ikke hans politik i dag. Det er hans politik for i morgen, da hans Plan B, efter de nuværende sanktioner og diplomati ikke har fået Iran til at holde inde. Dette er måske endnu mere selvbedragerisk end at drømme om et Iran der kun vil benytte “atomer til fredelige formål.”

Afskrækkelse overfor Sovjetunionen virkede upåklageligt, dog nerveprirrende til tider, med nogle meget få centimer fra katastrofen, kun på grund af en sammenstimling af kalkulationer mellem Moskva og Washington. Der er ingen realistisk udsigt til at Teherans religiøse autokrati vil udvikle den samme forsigtigheds kalkulation.

Værre endnu, selvom Iran skulle blive inddæmmet og holdt for sig selv, ville der uden tvivl komme en større spredning i Mellemøsten når først Iran får atomvåben. Udenrigsminister Hillary Clinton selv har sagt, at et atombevæbnet Iran helt sikkert vil medføre at Saudiarabien, Egypten, Tyrkiet og måske andre vil stræbe efter selv at få atomvåben. Således vil der i løbet af relativ kort tid, fem til 10 år, kunne være et halvt dusin eller flere atvomvåbenførende stater i regionen.

Som følge heraf må det at forhindre Iran i at få atomvåben først og fremmest være Amerikas top prioritet. De langvarige diplomatiske fiaskoer, og sanktioner, har ført United States til det punkt, hvor der statistisk ser kun er to alternativer: Enten får Irans mullaher bomben, eller nogen standser dem militært før det sker. Dette er dilemmaet der fører til at Obama presser Israel mod endog blot at overveje det andet alternativ.

Tre år med et nådesløst pres mod Israel har tilsyneladende ikke formået at fjerne forpligtelsen til ikke at benytte magt. Det kan se ud til Obama administrationen har besluttet sig, da man for to måneder siden offentliggjorde det. .

Den første salve var Forsvarsminister Leon Panettas vurdering at at Israel måske ville angribe Iran mellem april og juni i år. Ikke noget med at lade målet vide, hvornår de kunne forvente angrebet!

Næste salve kom fra en forfatter ved Foreign Policy’ tidskriftets hjemmeside om at Israel havde sikret sig rettigheder til base i Azerbaijan ved Irans nordgrænse. der muligvis skal bruges til en kampagne mod Teherans atomvåbenprogram.

 

Natanz værket

Igangsætte angreb blot få hundrede kilometer borte fra adskillige sandsynlige mål - som Isfaham uranberigelsesfaciliteten og Natanz værket - fremfor at skulle iværksætte angreb fra hjemlige lufthavne ville give Israel både mulighed for en stor taktisk overraskelse og også rent logisktisk en fordel.

Man kan formode, med en vis tillid, at Iran ikke har været fokuseret på risikoen ved israelske baser i Azerbaijan, så at høre om det fra US administrationens kilder er gave der næsten er ubetalelig. Man kan også med stor tiltro formode, at hvis lækken ikke er nok til at få Israel ned på knæ, da ville mere officielle åbenbaringer fra Det Hvide Hus kun være et spørgsmål om tid. 

Selv i dette øjeblik kunne Obamas rådgivere afsløre ekstra information til andre regeringer bag lukkede døre. Måske skulle vi spørge Dmitri Medvedev.

Ikke alene er dette den måde man behandler en nær allieret der står overfor en eksistentiel udfordring, det er i direkte modstrid med Amerikas nationale interesser. Israel er ikke truslen, hr. Præsident: Iran er truslen.

 
John Bolton, a senior fellow at the American Enterprise Institute, served as US ambassador to the United Nations in 2005-06. This article also appeared in Jewish World Review.