Multikulturalisme = Racisme

Hvorfor multikulturalisme er racisme?

“Giftormen i multikulturalismedoktriner er løgnen om at alle kulturer har lige værdi, og på lignende vis går ind for individuel frihed og demokrati.” - Dr. Salim Mansur

Phyllis Chesler

Dr. Salim Mansur’s nye bog Delectable Lie: A Liberal Repudiation of Multiculturalism har fået positive tilkendegivelser, og er blevet bakket op af en håndfuld, i overvejende grad konservative kritikere og respekterede intellektuelle.

Efter min mening er bogen blevet undervurderet. Det er en ægte juvel. Og trods en senere serie af andre vigtige bøger om dette problem, herunder Ibn Warraq’s Why the West Is Best, er Mansur’s værk enestående.  Mansur giver os værdifuld information om multikulturalismens historie i Canada, hvilket er vigtigt fordi Canada - hvor Mansur bor, skriver, underviser - kan meget vel være det første demokrati i Vesten der lovmæssigt har indskrevet denne politik. Vi lærer, på nært hold, hvad den politik har medført.

.

I 1971, i en tid med fremkomsten af “identitets politik” vedtog premierminister Pierre Trudeau multikulturalisme politikken. I 1988 blev den yderligere føjet ind som Canadian Multiculturalism Act. Mansur observerer:

Eksplicit i denne ide om multikulturalisme var det officielt sanktionerede synspunkt at alle kulturer er af samme gavn og fortjener den samme respekt.

I tilgift forklarer, Mansur, og forbinder et antal vigtige omstændigheder som ingen tidligere har gjort - i det mindste ikke, alle på et sted.

Mansur lærer os, at historisk set var de europæiske, og Tredje Verdens immigranter der i det 19. og 20. århundrede kom til Nordamerika meget anderledes end immigranterne der kom sent i det 20. og 21. århundrede. Tilbage i tiden foretog en immigrant en lang og sommetider farlig rejse til Den Nye Verden. For at planlægge og udføre denne forandring da begyndte immigranterne sædvanligvis at skære deres bånd til deres hjemlands traditioner over, endog til deres familier; de ønskede at assimilere sig og blive “canadiere” eller “Amerikanere” eller “Engelske.” Besøg i hjemlandet var ikke let eller endog ikke mulig. Båndene blev skåret over ofte under ‘smerte’ - og nye liv langt borte fra forfølgelse, blev begyndt.

Dette er ikke længere således, eller sandt. Det som kunne have taget uger eller måneder i rejsetid kan nu udføres på timer. Moderne store jetfly betyder at man kan have morgenmad i Centralasien og sent aftensmad i Den Nye Verden. Satellit TV betyder at en immigrant kan fortsætte med at se nyhederne og blive underholdt på deres hjemlands sprog.

Tilbage i tiden betød assimilation at en ny immigrant ville lære engelsk sammen med amerikansk eller canadisk historie og værdinormer. Ikke således i dag. De gode intentioner med multikulturalismepolitikken tillader nu, endog insiterer man på, at en immigrant lærer mest om hjemlandet værdier, det land man forlod, end om det nye land. Hun eller han kan bruge hele deres liv på udelukkende at tale deres modersmål og kun komme sammen med andre der er som dem selv. (læs denne artikel på synopsis) 

 

Hvordan kunne dette dog ske?

Mansur forklarer at canadierne allerede var blevet vænnet til kravene fra befolkningen i Quebec, der ønskede at skille sig ud, og som endelig blev en tosproget (fransk og engelsk) provins i Canada. Canadierne følte sig også skyldige over deres egen historie, vis-vis Canadas oprindelige folk og rædselsslagne over Nazi-æraens racisme der førte til udslettelsen af seks millioner jøder. Således svor de canadiske ledere at undgå denne pest, de sorger og det forkastelige i at forfølge nogen, fordi de var “anderledes,” især hvis hudfarven var mørk, deres karaktertræk ikke kaukasisk, deres religion en anden en kristen, og især hvis deres oprindelsesland tidligere havde været koloni.

Ifølge Mansur, da kendte ingen unge canadiere meget til Canadas historie i midt 1990’erne.

Som Mansur udtrykker det:

“For at rette op på Vestens racisme før i tiden har akademikerne afvist Vestens historie som værende i al væsentlighed “hvid historie” der skulle erstattes af “ikke hvide folks historie.” Dette førte til de såkaldte akademiske “historiske krige,” under kraftig indflydelse af den dagsordenorienterede Edward Said, der stadig hyldes. Hvid skyld, balkanisering, og ophøjelsen af barbarismen begyndte. Stammekultur trumfede borgerskab, grupperettigheder trumfede individuelle rettigheder. “Primitive” stammer følte ikke noget ansvar for for at gengælde respekten eller ændre holdning til de ydmygede hvide der viste dem en således respekt.”

Som Mansur bemærker, da respekterede anti-Vesten folkeslag “ikke de individ-orienterede verdslige værdier ved liberale demokratier ... folk i minoritetskulturer er blandt de som kræver mest lige respekt for deres kulturelle normer.”

Mens dette foregik, da tillod de samme moderne kommunikations- og transportmuligheder, der har tilladt Tredje Verdens immigranter aldrig at forlade hjemlandet det også at internationalisere det der kunne være forblevet en lokal uoverensstemmelse i tidligere tider.

For eksempel fik “palæstinenserne” vendt en lokal uoverensstemmelse om eksistensen af en lille jødisk stat til et internationalt problem, de bortførte fly, besatte universiteter, satte sig på menneskerettighedsgrupper, og selve FN. På lignende vis minder Mansur os om en forfærdelig Sikh sekts angreb på et Air India rutefly i 1985, hvorved 329 indisk-canadierne og besætning blev sprængt i luften på vej tilbage til Canada.

Mansur beskriver eksporten af Tredje Verdens religiøse og territoriale krige til Den Nye Verden. Det mulitkulturelle Canada dømte ikke, men snarere frigav de hovedmistænkte i terrorangrebet. Med Mansur’s ord:

Den skrækkelige historie om Air India bomben ... kan ikke påføres multikulturalismen. Det kan imidlertid heller ikke benægtes, at multikulturalismen gav det politiske miljø, hvori den blodige konflikt i et land langt borte, Indien, fandt en jordbund, hvorved den kunne vokse og med dødelige konsekvenser.

Mansur forstår at, som konklusion, at multikulturalismen er ironisk paradoksal, en racistisk doktrin. Han citerer forfatteren Kim Bolan, der mener at canadierne kan have underbetonet betydingen af denne forbrydelse fordi, “den primært berørte folk der ikke opfattedes som vore egne - brune mennesker med stærk accent, som vi ikke accepterer som canadiere....Men de er vore egne. Vore egne ofre. Vore egne terrorister.”

Mansur forstår aldeles udmærket, at politisk korrekte multikulturelle samfund - og samfund med grundlag i “identitetspolitik” - i sidste ende “afkøler ytringsfriheden” og “insisterer på ensartethed i meninger.” Mansur oplister derpå de mange navne på muslimske og eks-muslimske dissidenter, sammen med vantro der er blevet myrdet, fået dødstrusler, blevet censureret, og udvist fordi de har krænket, i første række, muslimske følelser.

Nogle af disse navne er velkendte (Salman Rushdie, Theo van Gogh, Ayaan Hirsi Ali), men han oplister også omhyggeligt navnene på de som ikke er så kendte, f.eks. Rushdies japanske oversætter, Hitoshi Igarashi, der blev dolket til døde. Rushdie’s italienske og norske oversættere Ettore Capriolo og William Nygaard, der blev alvorligt såret i knivangreb. En tyrkisk pøbel, der ledte efter Rushdi’es oversætter, Aziz Nesin, satte ild til en bygning og myrdede 37.

Mansur’s liste fortsætter og fortsættet - og det som er vigtigt er at han - men ikke de førende medier i Vesten - har fokus på den meget høje pris der betales for at fortælle sandheden, især når muslimske og eks-muslimske dissidenter betaler prisen i lande med muslimsk flertal.

Mansur gør dette for at han kan sætte scenen for de meget omtalte sager i Canada med “krænkede” canadiske muslimer som Syed Soharwardy og Mohamed Elmasry. Soharwardy lagde sag an ved tre forskellige canadiske Menneskerettigheds kommissioner mod den canadiske udgiver og forfatter Ezra Levant der havde vovet at gengive de danske “Muhammad” tegninger, og også mod Mark Steyn.

I to år var Levant travlt beskæftiget i “forsvaret af sine forfatningsgaranterede ret til at ytringsfrihed.” Udredningen kostede Alberta Human Rights og Citizenship Commission 500.000.000 dollars og den kostede Levant næsten 100.000.000. Elmasry fra Candian Islamic Congress lagde også sag an hos tre forskellige canadiske grupper. Han var “krænket” af en artikel af Steyn, udgivet i Maclean’s. Til sidst blev alle seks anklager afvist.

Forestil dig den selvcensur der må eksistere blandt mindre profilerede sandhedsfortællere, der ved de ikke har råd til at betale for at kæmpe mod den canadiske stat.

Mansur’s konklusioner? Multikulturalismen er virkelig en form for “blid hykleri” eller som Pascal Bruckner har udtrykt det: “En racisme hos anti-racister; den holder folk i lænker til deres rødder.”

Immigranter bliver fastlåst til deres “gruppe” og bliver ikke opmuntret eller forventes at blive “individer” og borgere i det moderne demokrati.

Mens canadierne har travlt med at klappe sig selv på ryggen i selvbegejstring for at have skabt et retfærdigt, rimeligt, tolerant og multikulturelet samfund - så prøv at gætte? Efter mere end 40 år med multikulturel politik, har canadierne fornylig stemt for deres endnu eksisterende fordomme. Mens “72% af canadierne har en positiv holdning til Kristendommen, var det kun 2% der anså Islam som gunstig. Kun 30”% betragtede Sikhismen som favorabel (tallende for Hinduismen, Buddhismen og Judaismen var henholdsvis, 41%, 57% og 53%).”

Mellem 62% til 74% af den canadiske befolkning tror nu at “love og normer ikke  burde modificeres for at passe til minoriteterne.”

Mansur forkaster multikulturalismen, ikke kun fordi den har fejlet, men fordi den har - og kan kun - føre til “flertallets tyranni” hvilket vil true frihden og “sikkerheden” hos “enkeltindividet.” Mansur betragter “individet” som den “ultimative minoritet mod flertallet der kan blive til en pøbel.” Denne frihed og sikkerhed er det som er kendetegnet ved et “liberalt demokrati” og det bør ikke opgives. Han slutter:

“Giftormen i multikulturalismedoktriner er løgnen om at alle kulturer har lige værdi, og på lignende vis går ind for individuel frihed og demokrati. De koordinerede angreb af islamisterne på de livsvigtige og livsbekræftende værdier baseret på individets rettigheder og frihed er et bevis på denne løgn.”

Europæiske og nordamerikanske regeringer burde konsultere Mansur og andre muslimer, eks-muslimer og vantro der deler hans synspunkter. Snart vil de ikke have andet valg.

Dr. Phyllis Chesler is the author of 14 books and an emerita professor of Psychology and Women’s Studies. She once lived in Kabul, Afghanistan. She may be reached through her website www.phyllis-chesler.com.