Argentina’s Præsident Kirchner smadrer økonomien
Hvorfor Argentina har kurs mod en krise.
Jaime Daremblum
Tilbage
i februar efter de argentinske myndigheder uforklarligt konfiskerede
indholdet i et U.S. militærfly der leverede forsyninger til en
rutinemæssig politiøvelse, opsummerede en lokal embedsmand fra Buenos Aires bystyre den dystre tilstand i hendes lands udenrigspolitik, med: “Vor eneste ven lige nu er Hugo Chavez.”
Den
16. april forgiftede præsident Christina Kirchner endnu en bilateral
aftale da hun meddelte nationaliseringen af flertallet af værdierne i
Argentinas største olieselskab, YPF, der ejes af det spanske selskab
Repsol. Hendes træk gav anledning til øjeblikkelig vrede i Madrid og
trusler om gengældelse. I mellemtiden har det spanske teknologiselskab
N2S straks annulleret planerne om at oprette en afdeling i Argentina. “Argentina
ligner faktisk et meget attraktivt marked for os og vi troede de mente
det alvorligt med deres forpligtelse til at tiltrække sig udenlandske
investeringer - indtil mandagens beslutning.” N2S’s ordførende direktør Francisco de la Pena fortalte New York Times,
“Jeg er sikker på, at en masse andre spanske virksomheder er ligeså
skuffede og bekymrede over, hvad der netop er sket, som vi er.”
Beslutningen
kan muligvis have overrasket hr. de la Pena, men den har ikke
overrasket nogen der har holdt øje med præsident Kirchner igangsætte det
ene økonomisk ødelæggende magtindgreb efter det andet. Som den
braislianske journalist Miriam Leitao skrev som kommentar til overtagelsen af YPZ, “Argentinas kapacitet med at begå fejl synes ubegrænset.”
Det
er trods alt Kirchner der er den samme leder som i 2008 nationaliserede
såvel hendes lands private pensionssystem som dets største flyselskab
(Aereolineas Argentinas). Hun er den samme leder der i 2010 fyrede
Argentinas centralbank guvernør Martin Redrado, fordi han nægtede at
overføre 6,7 milliarder dollars i udenlandske reserver for at hjælpe
Buenos Aires forfaldne gæld. Hun er den samme leder der har skabt en galopperende inflation, og en massiv kapitalflugt, hvilket er øget med 89% mellem 2010-2011. Og hun er den samme leder der systematisk har manipuleret med de økonomiske data samt inflationstallene, til et punkt hvor The Economist fornylig meddelte at man ikke længere ville offentliggøre officielle argentinske statistikker. (“Vi er trætte af at blive en del at det som synes at være et bevidst forsøg på at bedrage vælgerne og svindle investorerne,” sagde det ærværdige tidsskrift i en leder.)
Selvsamme The Economist bemærker
at Argentina nu er netto energiimportør, trods dets rigelige
ressourcer. Mens regeringen har kastet skylden for underskuddet på
energikontoen på YPF’s tøven overfor at investere mere rigeligt i den
hjemlige produktion, da er uafhængige analytikere i det store og hele
enige om at “den
ægte årsag til Argentinas nedtur i energihandelsbalancen er de
labyrintiske priskontroller og susbsidier, der gør investeringer
uprofitable og tilskynder til overdrevent forbrug.”
Ved
at nationalisere YPF håber Kirchner at kunne fremme Argentinas
finansielle stilling og også score politiske point gennem at dæmonisere
en udenlandsk energigigant. Men hendes timing kunne ikke være værre, når
man tager i betragtning at hendes lande (med ordene af Financial Times
kommentatoren John Gapper) “har alvorlige økonomiske problemer, ingen
adgang til internationale kapitalmarkeder og lurende
investeringsudfordring.”
Hvordan
vil Argentina nu få udenlandske multinationale selskaber til at
investere i den kapitalhungrende energisektor (eller nogen anden sektor
for den sags skyld)? Hvordan
kan man forvente at man kan fastholde tilliden i det globale
forretningssamfund, når man truer privat ejendom, som var de statens
sparebøsser? Som Mexicos præsident Felipe Calderon erklærede efter YPF manøvren. “Ingen der er rigtig klog vil investere i et land der eksproprierer investeringerne.”
Selvfølgelig,
hvis man blot ser på Argentinas årlige BNP vækst, der toppede med 9% i
både 2010 og 2011, så kan man undre sig over, hvad al denne postyr er
godt for. Vandt Kirchner ikke med lethed et genvalg sidste efterår, med
flere end 54% af stemmerne? Og fortjener hun ikke kredit for sit lands
hurtige økonomiske ekspansion? Svarene er ja, og nej.
Vi skal huske at Kirchner i genvalget var oppe mod en svag, splittet opposition, og at hendes popularitet siden har været faldende.
Men hensyn til økonomien da er Argentinas nylige vækst sket gennem
tårnhøje globale priser på soja, der igen er blevet igangsat af den
grådige kinesiske efterspørgsel. Landet har også haft gavn af den stærke
vækst i Brasilien, dets største handelspartner. Nu da både den
brasilianske som den kinesiske økonomi går langsommere da vil Argentinas
vækst i betragtelig grad falde.
Ydermere
fordi Argentinas Kirchner-æra ekspansion har været fulgt af de øgede
tocifrede inflationstal, så er levestandarden for de fattige og
middelklassen ikke blevet bedre. “Fattigdomsniveauet er højere nu, end
under de værste perioder i 1990’erne,” fortalte Argentinas økonomiminister Domingo Cavallo New York Times tidligt i 2011. “Uden tvivl, forøger inflationen fattigdommen.”
Præsident
Kirchner har stolet på et troldspejl af økonomisk vitalitet for at
skjule effekterne af hendes fiaskopolitik. Men mens Argentina fortsætter
med at miste investeringer og lider af udmarvende inflation, vil flere
og flere af hendes landsmænd vågne op til den barske virkelighed om at
de er meget fattigere - og meget nærmere en krise - end de var klar
over.
Jaime
Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States
from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies
at the Hudson Institute.http://pjmedia.com/blog/argentinas-president-kirchner-flunks-economics/?singlepage=true
Ingen kommentarer:
Send en kommentar