Lisa Fabrizio
Hvor mange rockstjerne præsidenter kan vi overleve?
Min far havde en enestående karakter. Jeg har aldrig mødt en mand der var mere stålsat på sin livsvej og mere uvllig til at ændre på den, især når det drejede sig om hans udseende. De dårlige råd han fik om at opdatere sin garderobe - faktisk fra min mor - endte med han købte en rædselsfuld Nehru jakke der sent i 1960’erne. Den klædte ham overhovedet ikke; heller ikke på den der skræddersyede måde, da blot det at føje sig overfor en eller anden triviel modelune ville have undermineret hans skær af myndighed og formindsket vor tillid til hans klippefaste pålidelighed.
Jeg har altid følt at der er noget betryggende ved en mand der afviser modeluner mens jeg aldrig helt har stolet på en der er slave af moden. De må være noget fra min familie, fordi min lilleøster sagde engang at Ronald Reagan - der, skønt han var en velklædt filmstjerne, aldrig ændrede på sit udseende med de skiftende stilarter - dermed altid fik hende til at føle sig “sikker.” På samme måde har jeg rent instinktivt milstillid til nogen der har fået påklistret det barnagtige øgenavn “rockstjerne”; en hyldest til det cool og seje, der i sandhed er et symbol på alt der er galt i Amerika.
Jeg formoder det har noget at, at man er med på noderne når man er teenager og gruppepresset kræver at man er en smule tåbelig, men når din bankkonto er overtrukket eller Skattefar kommer og banker på din dør, hvem vil du så gerne se klare det? Ønsker du en udklædt mode stjerne eller ønsker du en nørd med en lommeregner? Eller når bussemanden sniger sig ind på dig, der midt om natten, er det så rocksstjerne du gerne vil have skal beskytte dig?
George W. Bush, med hans kedelige ferier i Crawford, Texas og hans forkærlighed for at gå i seng cirka kl. 22.00 var selve indbegrebet af at være “ligetil,” men selv de mest nidkære venstreorienterede var dog glade for at han var lederen 9/11. Det kan meget vel have været den cool rocksterne der gav ordre til at dræbe Osama bin Laden på en nærmest videospilagtigt måde, men det var det langsomme, tunge og sommetider smertefulde forarbejde af den sløve Bush der skabte forarbejdet.
Siden de kulturomvæltende dage i 1960’erne er vor nation blevet nærmest skizofren i sit valg mellem stil og substans, begyndende med den første paparazzi præsident, John F. Kennedy og hans hustru Jackie; Førstedamen der indtog rollen som stil trendsetter. Skønt JFK var langt mere troværdig end den nuværende cool kat i Det Hvide Hus, så følte mange at valget af ham var mere et produkt af markedsføring af hans attraktive familiebaggrund og hans rødmossede New England gode udseende.
Efter JFK kom den kedelige karrierepolitiker Lyndon Johnson efterfulgt af Richard Nixon en mand så kedelig, at da han optrådte i Laugh-In under 1968 præsidentkampagnen så er jeg ganske sikker på at han ikke anede hvad “Sock it to me” betød. (lige på og hårdt)
Så fulgte den gådefulde Jimmy Carter, med en personlig stil der var chokerende bondeagtig, men hvis politik dog var det som liberales drømme går ud på.
De to perioder med Reagan medførte til fulde en syntese af elegance og tyngde der muligvis ikke er blevet fremvist siden George Washington, og måske aldrig igen vil hædre det højeste embede i vort land. Han tiltrak naturligvis de “smukke mennersker” fra Hollywood, dog blev de forbeholdne overfor hans sociale liv og havde ingen indflydelse på hans præsidentskab, ikke som den næste rockstjerne Bill Clinton - den første “sorte præsident.”
Clinton der fulgte i hælene på George H. Bush - der var så utjekket at hans øgenavn var “poppy” - var den første der benyttede det cool og seje for at fremme sin karriere; så velkendt benyttede han Hollywood producere til at lave videoer til sine kampagner. Mens Reagen faktisk var en filmstjerne, da spillede Clinton sådan set kun en i Det Hvide Hus.
Så fulgte George W. Bush, der som jeg har nævnt, aldrig ville blive antaget som værende cool, sej, med på noderne, eller på nogen måde en rockstjerne. Sammen med sin hustru, en skolelærerinde helt ned på jorden, der ikke desto mindre førte sig frem med en usædvanlig ynde, så var han omtrent ligeså spændende som blødt franskbrød, men han var fundamentet bag nationens behov for følelsesmæssig stabilitet og lederskab på en tid da dette virkelig var nødvendigt.
Næ, nogle mænd er bare ikke beregnet til at være “hip” det er heller ikke denne falske egenskab som vælgerne bør søge hos en mand der skal lede os ud af vor dødbringende moralske og økonomiske nedtur. Vi har danset og småtrippet rundt om vore problemer nok i de sidste fire år. Det er på tide at vi indgår i en reel handel for Amerika.
Lisa Fabrizio is a columnist who hails from Connecticut (mailbox@lisafab.com).
http://spectator.org/archives/2012/05/02/square-deal-for-america
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar