Glædelig fødselsdag, Mr. Davis!
Garland Tucker
Kun
få amerikanere vil vide -- eller blot bekymre sig om -- at den 13.
april var 139. året for John W. Davis’ fødsel, den Demokratiske
præsidentkandidat i 1924 i USA. Skønt Davis har fortjent masser af ros
-- klummeskribenten Walter Lippmann mente at Davis var “en af de nobleste mænd der har været nomineret til præsident”
-- så har de fleste amerikanere uden tvivl fuldstændig glemt manden,
hvis de nogen sinde har hørt om ham. I en tidsalder som vores - hvor den
politiske muddkerkastning vækker foragt og frastøder alle udover de
mest brændende tilhængere -- så kan alle lære en lektion eller to af
John Davis strålende eksempel.
Hædersmanden John W. Davis
Selvom
det kan forekomme komplet umoderne for nutidens ører er de to
kvaliteter der oftest er knyttet til Davis mens han levede - nemlig -
ærværdighed og gennemført hæderlig opførsel - noget der burde give
genlyd.
Der synes aldrig at have været blot det mindste spor af selvpromovering
i Davis’ lange karriere, for han blev altid sat frem som et eksempel på
omhyggelig embedsførelse af de venner der kendte ham godt. Som Washington Post bemærkede,
“uanset hvilken cirkel han bevægede sig i, så var der ingen anden der
forekom at være så egnet til at sidde ved bordenden som han. Den plads
gav hans kolleger ham instinktivt.” .
En
stor hemmelighed ved Davis’ lange succesrige karriere - som
chefanklager i USA under Wilson og senere som senior partner i sit Wall
Street advokatfirma - var hans evne til at oprette en varm
imødekommenhed med hans modstandere. Dommer Learned Hand
(jovist, det hedder han - synopsis kommentar) talte på mange af sine
kollegers vegne da han sagde, “Jeg bryder mig ikke om at John W. Davis
kommer ind i min retssal. Jeg er så fascineret af hans charme og
veltalenhed, at jeg altid frygter at jeg kommer til at afgøre sagen til
hans fordel frem for sagens kendsgerninger.”
En
af Davis’ assistenter som hovedanklager, John Lord O’Brian, betonede, at
frem for alt havde “Davis ærværdighedens gave.” Og som Præsident Wilsons
efterkrigstids ambassadør til Storbritannien da fortsatte Davis
med at vinde briternes hjerter - herunder Kong George V der eklærede,
“John W. Davis var den mest perfekte gentleman jeg nogensinde har mødt.”
Det
andet holdepunkt hos Mr. Davis var hans integritet: I hans lange
offentlige karriere, er der ingen antydning af at en skandale blot var i
nærheden af ham. Kort efter at have modtaget Demokraternes nominering
blev han konfronteret med det hotteste politiske emne på den tid. Natten
før åbningstalen for hans kampagne afleverede Ku Klux Klan - en
betydelig national magtenhed i 1920’erne, især indenfor Det Demokratiske
Parti (se denne på synopsis)
- et brev hvor man tilbød at give omfattende støtte. Davis læste
brevet, rev det i to dele, og rakte det tilbage til Klansmedlemmet, og
siger “Her er mit svar.”
Kort
før sin død som 81 årig spurgte en journalist ham, hvilket råd han kunne
tilbyde. Han tænkte sig om et øjeblik, og svarede så, “Lad hvert menneske gøre sig til et ærligt menneske; så vil han være sikker på der vil være en slyngel færre!”
Det
er ganske passende at Davis er født på samme dag som hans politiske
gudfader Thomas Jefferson. Hans klippefaste værdinormer, fuldstændig i
harmoni med Jeffersons konservatisme, var at den private ejendomsret var
hellig, lov og orden, og forpligtelsen for regeringen til at sikre
mulighed - ikke udkomme. Til det formål skrev han, “Hovedformålet
for al regeringsførelse er at bevare borgerens frihed. Hans kontrol
over sin egen person, sin egen ejendom, sin gøren og laden, sit
arbejdsområde burde kun begrænses i den grad som det offentlige velværd
imperativt kræver det. Verden er i større fare for at blive regeret for
meget end for lidt.”
Skønt
det kan chokere dagens konservative (og liberale for den sags skyld) så
troede Davis at den traditionelle rolle for Det Demokratiske Parti (før
det tyvende århundrede) havde været at “være imod centraliseringen i
regeringen som den sikre vej til tyranni og har krævet bevarelsen af de
lokale selvstyrende enheder i staterne.” Faktisk så anså han altid sig
selv som “en gammeldags liberal” i det 18. århundredes betydning af
udtrykket. Idet han skriver til en nær ven i 1940’erne -- efter
udtrykket “liberal” passende er blevet knyttet til de progressive --
kommenterede Davis,
“Jeg har haft ære af navnet “liberal” som jeg fortolker til at betyde
kærlighed til den største frihed der er i overensstemmelse med offentlig
orden. Det store problem med vore moderne ‘liberale’ er at de mener
liberalismen betyder overdreven liberalisering med hjælp af andre
menneskers penge. “ Ikke nogen dårlig definition for også det 21. århundrede.
Hvorfor er Davis så blevet glemt? I sin bog Simple Justice,
vurderer Richard Kluger, at det er fordi Amerika har forladt de
klippefaste værdier ved Jeffersons konservatisme. Privat ejendomsret er
ikke længere synonym med personlig frihed, Forfatningen og lov og orden
er ikke længere noget man betragter som ukrænkeligt, og regeringen er
forpligtet til at skabe lighed i udkomme frem for mulighed.
Eisenhower og Davis - to store gentlemen
Kluger kan have ret, men der uheldigvis er et andet aspekt ved Davis’ fald i glemslen der bare er for slående til at blive overset.
Selv
i 1920’erne havde Davis’ ridderlighed og ærværdighed, skønt den blev
beundret vidt og bredt, ikke de store fordele i hans præsidentkampagne.
Han talte med overbevisning, men var dog ikke en ‘berusende’ retoriker
med sine valgtaler. I hele sin karriere havde han forsøgt at fjerne
ethvert spor af følelse fra sine mundtlige argumenter, og stole i stedet
på argumenternes logik og fornuft, og kendsgerningerne nødvendighed.
Hans karriere indenfor jura, før og efter 1924, gav vidnesbyrd om hans
ekstraordinære evne til at overbevise, men kravene og publikum var
noget anderledes ved valgforsamlinger end i en retssal.
I den henseende har Davis’ fald til glemslen måske mere at gøre med os i dag end med Davis. Vi
lever i et samfund der værdsætter - retorik frem for fornuftige
argumenter, der værdsætter følelsmæssige udladninger fremfor appeller
til fornuften.
Skønt
Davis var elsket og respekteret for sin retskaffenhed så var det hans
stålsatte holden fast ved sandheder og kendsgerninger der gjorde han
havde en præsidentiel kaliber
- dog for snart hundrede år siden var det amerikanske folk allerede
begyndt at glide bort fra deres betoning af dette vigtigste kriterium.
Kort
sagt så respekterede John W. Davis den amerikanske Forfatning og etos
på en måde der gør vor tid med politisk hysterikere og forfængelighed
til skamme. Hvis kun folket i USA kunne vende tilbage til disse
klippefaste værdier der i den grad motiverede Mr. Davis, så kunne folket
muligvis også erfare glæden ved at genopdage Mr. Davis - og på det
grundlag bygge en bedre nation.
Garland S. Tucker III is president/CEO of Triangle Capital Corporation, a NYSE-listed specialty finance company, and author of The High Tide of American Conservatism -- Davis, Coolidge and the 1924 Election (Emerald Book Co., 2010).
Read more: http://www.americanthinker.com/2012/04/happy_birthday_mr_davis.html#ixzz1ru5PENVN
2 kommentarer:
Fantastisk blog! Interessant og inspirerende!
www.marcusandreassen.blogspot.com
Tak Marcus. Og så pæne ord fra en ganske ung mand! Det glæder mig usigeligt du kan lide nogle af de lidt specielle artikler her.
Jeg har lagt en kommentar på din blog om din helt utrolige fotokunst. Betagende billeder.
Send en kommentar