En hædersmand der bør efterlignes

Glædelig fødselsdag, Mr. Davis!

Garland Tucker

Kun få amerikanere vil vide -- eller blot bekymre sig om -- at den 13. april var 139. året for John W. Davis’ fødsel, den Demokratiske præsidentkandidat i 1924 i USA. Skønt Davis har fortjent masser af ros -- klummeskribenten Walter Lippmann mente at Davis var “en af de nobleste mænd der har været nomineret til præsident” -- så har de fleste amerikanere uden tvivl fuldstændig glemt manden, hvis de nogen sinde har hørt om ham. I en tidsalder som vores - hvor den politiske muddkerkastning vækker foragt og frastøder alle udover de mest brændende tilhængere -- så kan alle lære en lektion eller to af John Davis strålende eksempel. 

 

Hædersmanden John W. Davis

Selvom det kan forekomme komplet umoderne for nutidens ører er de to kvaliteter der oftest er knyttet til Davis mens han levede - nemlig - ærværdighed og gennemført hæderlig opførsel - noget der burde give genlyd. Der synes aldrig at have været blot det mindste spor af selvpromovering i Davis’ lange karriere, for han blev altid sat frem som et eksempel på omhyggelig embedsførelse af de venner der kendte ham godt. Som Washington Post bemærkede, “uanset hvilken cirkel han bevægede sig i, så var der ingen anden der forekom at være så egnet til at sidde ved bordenden som han. Den plads gav hans kolleger ham instinktivt.” .

En stor hemmelighed ved Davis’ lange succesrige karriere - som chefanklager i USA under Wilson og senere som senior partner i sit Wall Street advokatfirma - var hans evne til at oprette en varm imødekommenhed med hans modstandere. Dommer Learned Hand (jovist, det hedder han - synopsis kommentar) talte på mange af sine kollegers vegne da han sagde, “Jeg bryder mig ikke om at John W. Davis kommer ind i min retssal. Jeg er så fascineret af hans charme og veltalenhed, at jeg altid frygter at jeg kommer til at afgøre sagen til hans fordel frem for sagens kendsgerninger.”

En af Davis’ assistenter som hovedanklager, John Lord O’Brian, betonede, at frem for alt havde “Davis ærværdighedens gave.” Og som Præsident Wilsons efterkrigstids ambassadør til Storbritannien da fortsatte Davis med at vinde briternes hjerter - herunder Kong George V der eklærede, “John W. Davis var den mest perfekte gentleman jeg nogensinde har mødt.”  

Det andet holdepunkt hos Mr. Davis var hans integritet: I hans lange offentlige karriere, er der ingen antydning af at en skandale blot var i nærheden af ham. Kort efter at have modtaget Demokraternes nominering blev han konfronteret med det hotteste politiske emne på den tid. Natten før åbningstalen for hans kampagne afleverede Ku Klux Klan - en betydelig national magtenhed i 1920’erne, især indenfor Det Demokratiske Parti (se denne på synopsis) - et brev hvor man tilbød at give omfattende støtte. Davis læste brevet, rev det i to dele, og rakte det tilbage til Klansmedlemmet, og siger “Her er mit svar.”

Kort før sin død som 81 årig spurgte en journalist ham, hvilket råd han kunne tilbyde. Han tænkte sig om et øjeblik, og svarede så, “Lad hvert menneske gøre sig til et ærligt menneske; så vil han være sikker på der vil være en slyngel færre!”

Det er ganske passende at Davis er født på samme dag som hans politiske gudfader Thomas Jefferson. Hans klippefaste værdinormer, fuldstændig i harmoni med Jeffersons konservatisme, var at den private ejendomsret var hellig, lov og orden, og forpligtelsen for regeringen til at sikre mulighed - ikke udkomme. Til det formål skrev han, “Hovedformålet for al regeringsførelse er at bevare borgerens frihed. Hans kontrol over sin egen person, sin egen ejendom, sin gøren og laden, sit arbejdsområde burde kun begrænses i den grad som det offentlige velværd imperativt kræver det. Verden er i større fare for at blive regeret for meget end for lidt.”

Skønt det kan chokere dagens konservative (og liberale for den sags skyld) så troede Davis at den traditionelle rolle for Det Demokratiske Parti (før det tyvende århundrede) havde været at “være imod centraliseringen i regeringen som den sikre vej til tyranni og har krævet bevarelsen af de lokale selvstyrende enheder i staterne.” Faktisk så anså han altid sig selv som “en gammeldags liberal” i det 18. århundredes betydning af udtrykket. Idet han skriver til en nær ven i 1940’erne -- efter udtrykket “liberal” passende er blevet knyttet til de progressive -- kommenterede Davis, “Jeg har haft ære af navnet “liberal” som jeg fortolker til at betyde kærlighed til den største frihed der er i overensstemmelse med offentlig orden. Det store problem med vore moderne ‘liberale’ er at de mener liberalismen betyder overdreven liberalisering med hjælp af andre menneskers penge. “ Ikke nogen dårlig definition for også det 21. århundrede.

Hvorfor er Davis så blevet glemt? I sin bog Simple Justice, vurderer Richard Kluger, at det er fordi Amerika har forladt de klippefaste værdier ved Jeffersons konservatisme. Privat ejendomsret er ikke længere synonym med personlig frihed, Forfatningen og lov og orden er ikke længere noget man betragter som ukrænkeligt, og regeringen er forpligtet til at skabe lighed i udkomme frem for mulighed.

 

Eisenhower og Davis - to store gentlemen

Kluger kan have ret, men der uheldigvis er et andet aspekt ved Davis’ fald i glemslen der bare er for slående til at blive overset.

Selv i 1920’erne havde Davis’ ridderlighed og ærværdighed, skønt den blev beundret vidt og bredt, ikke de store fordele i hans præsidentkampagne. Han talte med overbevisning, men var dog ikke en ‘berusende’ retoriker med sine valgtaler. I hele sin karriere havde han forsøgt at fjerne ethvert spor af følelse fra sine mundtlige argumenter, og stole i stedet på argumenternes logik og fornuft, og kendsgerningerne nødvendighed. Hans karriere indenfor jura, før og efter 1924, gav vidnesbyrd om hans ekstraordinære evne til at overbevise, men kravene og publikum var noget anderledes ved valgforsamlinger end i en retssal. 

 

Davis og Coolidge - på mange måder lignede de hinanden ved deres betoning af kendsgerninger og ordentlighed.

I den henseende har Davis’ fald til glemslen måske mere at gøre med os i dag end med Davis. Vi lever i et samfund der værdsætter - retorik frem for fornuftige argumenter, der værdsætter følelsmæssige udladninger fremfor appeller til fornuften.

Skønt Davis var elsket og respekteret for sin retskaffenhed så var det hans stålsatte holden fast ved sandheder og kendsgerninger der gjorde han havde en præsidentiel kaliber - dog for snart hundrede år siden var det amerikanske folk allerede begyndt at glide bort fra deres betoning af dette vigtigste kriterium.

Kort sagt så respekterede John W. Davis den amerikanske Forfatning og etos på en måde der gør vor tid med politisk hysterikere og forfængelighed til skamme. Hvis kun folket i USA kunne vende tilbage til disse klippefaste værdier der i den grad motiverede Mr. Davis, så kunne folket muligvis også erfare glæden ved at genopdage Mr. Davis - og på det grundlag bygge en bedre nation.

Garland S. Tucker III is president/CEO of Triangle Capital Corporation, a NYSE-listed specialty finance company, and author of The High Tide of American Conservatism -- Davis, Coolidge and the 1924 Election (Emerald Book Co., 2010).

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/04/happy_birthday_mr_davis.html#ixzz1ru5PENVN