Morgendagen tilhører mig
Hvis Cabaret skulle genskabes i dagens Hollywood, ville man så turde erstatte nazisterne med jihadister?
Mark Tapson
For nogle få måneder siden overværede jeg en privat fremvisning i Pasadena af filmen fra 1972 Cabaret, der mistede Academy Awarden for den bedste film til Godfather,
men dog fik en Oscar til kaminhylden til instruktøren Bob Fosse, for
ikke at glemme Liza Minelli, Joel Gray og fem andre. Fremvisningens gæst
var filmtossen Alex Kozinski, hvis dagligdagsjob er chefanklager for
U.S. Courts of Appeal i Ninth Circuit, og hvis forældre begge er
overlevende af Holocaust. Hans ven, producenten af Cabaret, Manny Wolf, var klar til at give os filmanekdoter og besvare spørgsmål bagefter.
Første gang jeg så Cabaret
var jeg for ung til at værdsætte de dystre undertoner ved fortællingens
historiske kontekst. I filmen, baseret på Christopher Isherwoods bog, The Berlin Stories,
er de optrædende og værterne i en natklub i Berlin i 1930’erne
beskæftiget med en overdådig, desperatagtig, bekymringsfri dekadence mod
den ildevarslende baggrund af National Socialist Partiets
tilstedeværelse, og det voksende fjendskab rettet mod jøderne.
I den måske mest berygtede scene betager en rødmosset ung mand gæsterne i en biergarten med en smuk tenorgengivelse af “Morgendagen tilhører mig.” Sangen er propfuld af ungdommelig idealisme om en strålende fremtid. Men når kameraet derpå går over til at afsløre swastikaarmbindet på hans Hitler Jugend uniform, da bliver scenen pludselig gysende. Sangen stiger til et foruroligende momentum da de Ariske gæster rejser sig for ihærdigt af synge med:
I den måske mest berygtede scene betager en rødmosset ung mand gæsterne i en biergarten med en smuk tenorgengivelse af “Morgendagen tilhører mig.” Sangen er propfuld af ungdommelig idealisme om en strålende fremtid. Men når kameraet derpå går over til at afsløre swastikaarmbindet på hans Hitler Jugend uniform, da bliver scenen pludselig gysende. Sangen stiger til et foruroligende momentum da de Ariske gæster rejser sig for ihærdigt af synge med:
Nu Fædreland, Fædreland vis os tegnet
som dine børn har ventet på at se
Morgenen vil komme da verden er min
Morgendagen tilhører mig
Morgendagen tilhører migI morgen tilhører mig!
Sangen når sit højdepunkt med den unge nazist der løfter armen til kampsymbolet Hitlergruss, den stive Hitler salut der er det ægte symbol på folkedrabsfascismen.
“Lad Jeres bekymringer blive udenfor,” meddeler Joel Gray natklubbens publikum. Cabaret’s overpyntede ceremonimester lover dem at “her, er livet smukt.” Men ved slutningen af filmen er klubbens døre ikke længere en barriere mod det ækle ved den snigende totalitarisme og jødehadet. Filmens afslutningsbillede er en forvrænget gengivelse af cabaretens gæster, hvoraf man kan se et antal Nazi brunskjorter.
Morgendagen tilhørte ikke Nazismen, fordi de allierede styrker rejste sig mod den - imidlertid noget sent - og derpå knuste den militært. Dets vanvittighed blev i det store og hele knust i Adolph Hitlers bunker. Men ikke før folkedrabsrædslerne havde hærget hele det europæiske kontinent.
“Lad Jeres bekymringer blive udenfor,” meddeler Joel Gray natklubbens publikum. Cabaret’s overpyntede ceremonimester lover dem at “her, er livet smukt.” Men ved slutningen af filmen er klubbens døre ikke længere en barriere mod det ækle ved den snigende totalitarisme og jødehadet. Filmens afslutningsbillede er en forvrænget gengivelse af cabaretens gæster, hvoraf man kan se et antal Nazi brunskjorter.
Morgendagen tilhørte ikke Nazismen, fordi de allierede styrker rejste sig mod den - imidlertid noget sent - og derpå knuste den militært. Dets vanvittighed blev i det store og hele knust i Adolph Hitlers bunker. Men ikke før folkedrabsrædslerne havde hærget hele det europæiske kontinent.
.
I
dag er en ny Jøde-hadende totalitær styrke på fremmarch, denne gang
ikke kun i Europa, men over hele kloden. Eller snarere, er det en gammel
der faktisk rækker 1400 år tilbage i tiden, men som raser i dag med en
nyfunden intensitet. I det store og hele forsøgte Nazisterne at holde
deres Endelige Løsning hemmelig, men disse totalitære bekymrer sig ikke
engang om at skjule deres folkedrabs- imperialistiske- og
overherredagsorden. I kølvandet på det på grotesk vis misvisende navn “Det Arabiske Forår” råbte for eksempel utallige tusinder af Muslimske Brødre der på Tahrir Pladsen “En skønne dag vil vi dræbe alle jøder.”
De
behøver ikke camouflere deres budskab, fordi ligesom da vi stod overfor
Nazismen, så er alt for mange af os enten bevidst blinde overfor
truslen eller i hemmelighed støtter vi den, især blandt eliten hos
regeringen, akademiet og medierne, der har så travlt med at frasige sig
den mystiske trussel med “Islamophobia.”
Som lærer på Gloria Center og PJ Media klummeskribenten Barry Rubin påpeger, “så er den største trussel med had, ‘racisme’ umenneskeliggørelse af ‘andre’ og truslen om forfølgelse idag - som statistikker for Europa og Nordamerika viser - ikke ‘Islamophobia’ men anti-semitismen.”
Og Stormtropperne er nutidens jødehadende jihadister.
Det islamiske jødehad er fuldstændig grænseløst i en grad så det som slagtemål har jødiske børn og gravide kvinder. En rabbi og hans gravide hustru blev tortureret til døde i Mumbai massakren for tre Thanksgiving siden (terroristerne havde af deres chefer fået at vide at livet hos de jødiske mål var 50 gange mere værd end livet hos ikke jøder). De hårdhjertede palæstinensiske uhyrer i Israel der forlod Fogel familiens hus efter at have hakket dem til døde for et år siden, gik tilbage ind i huset for at afslutte arbejdet da de hørte skrigene fra det tre måneder gamle spædbarn som de havde overset. En jihadist morder i Toulouse i sidste måned havde som mål, blandt andre, en syvårig jødisk pige - som han jagtede og greb i håret så hun kunne stå stille og modtage hans skud - og en jødisk far og hans to meget unge sønner - den ene af dem, i en grum ironi, var blevet opkaldt efter rabbien i Mumbai massakren.
Som lærer på Gloria Center og PJ Media klummeskribenten Barry Rubin påpeger, “så er den største trussel med had, ‘racisme’ umenneskeliggørelse af ‘andre’ og truslen om forfølgelse idag - som statistikker for Europa og Nordamerika viser - ikke ‘Islamophobia’ men anti-semitismen.”
Og Stormtropperne er nutidens jødehadende jihadister.
Det islamiske jødehad er fuldstændig grænseløst i en grad så det som slagtemål har jødiske børn og gravide kvinder. En rabbi og hans gravide hustru blev tortureret til døde i Mumbai massakren for tre Thanksgiving siden (terroristerne havde af deres chefer fået at vide at livet hos de jødiske mål var 50 gange mere værd end livet hos ikke jøder). De hårdhjertede palæstinensiske uhyrer i Israel der forlod Fogel familiens hus efter at have hakket dem til døde for et år siden, gik tilbage ind i huset for at afslutte arbejdet da de hørte skrigene fra det tre måneder gamle spædbarn som de havde overset. En jihadist morder i Toulouse i sidste måned havde som mål, blandt andre, en syvårig jødisk pige - som han jagtede og greb i håret så hun kunne stå stille og modtage hans skud - og en jødisk far og hans to meget unge sønner - den ene af dem, i en grum ironi, var blevet opkaldt efter rabbien i Mumbai massakren.
Alligevel
ignorerer medierne og regeringsembedsmænd dette, eller kommer med
undskyldninger for jihad, i den politiske korrektheds navn og i
tolerance for den intolerante. Svaret er i form af et knæfald
i medierne der næsten altid med sympati skildrer de muslimske udøvere
af voldelig jihad som nogle der føler sig uglesete, fremmedgjorte, eller
er under stresspåvirkning - som om den naturligst konsekvens af noget
sådant er opsøge og massakrere uskyldige, herunder jødiske børn.
Om mordene i Toulouse kom EU’s ‘Udenrigs’ minister Catherine Ashton med en afskyelig moralsk sammenlingning mellem dem og “det som sker i Gaza” - som om jøderne er ligeså skyldige. (se denne artikel på synopsis).
Frankrigs præsident Sarkoy forsikrede offentligheen om at den selverklærede jihadists handlinger intet havde at gøre med den muslimske tro. Således kan ondskaben rase uhindret videre.
Frankrigs præsident Sarkoy forsikrede offentligheen om at den selverklærede jihadists handlinger intet havde at gøre med den muslimske tro. Således kan ondskaben rase uhindret videre.
Hvis
Cabaret skulle omformes efter nutidens Hollywood, ville producerne da
vove at erstatte de oprindelige Nazi stormtropper med jihadister? Ville
de være villige til at skildre disse nye Nazister som de overherre
folkedræbere så de åbenlyst erkender de er? Selvfølgelig ikke. Moralsk kujoneri hersker stadig i Hollywood. Filmverdenen betrager en anti-McCarthy film som Good Night, and Good Luck som en meget modig frembringelse.
Som Cabarets ceremonimester beder Hollywood os stadig om at lade vore bekymringer være udenfor biografen og så lade som om livet er smukt.
Men ligesom i filmen er bevidst uvidenhed ingen barriere for spredningen af den nye/gamle antisemitiske totalitarismes ildebrand. Hvor mange jødiske børn skal dø før vi endnu en gang sætter navn på fjenden - Islamisk fundamentalisme og deres medløbere - og rejser os for at knuse dem?
Hvornår sætter vi det helt rigtige navn på - et sammenstød mellem civilisation og barbariet - og mønstrer de med et ret sind for at forsvare føstnævnte og udslette sidstnævnte?
Men ligesom i filmen er bevidst uvidenhed ingen barriere for spredningen af den nye/gamle antisemitiske totalitarismes ildebrand. Hvor mange jødiske børn skal dø før vi endnu en gang sætter navn på fjenden - Islamisk fundamentalisme og deres medløbere - og rejser os for at knuse dem?
Hvornår sætter vi det helt rigtige navn på - et sammenstød mellem civilisation og barbariet - og mønstrer de med et ret sind for at forsvare føstnævnte og udslette sidstnævnte?
Hvem vil morgendagen tilhøre?
Mark Tapson, a Hollywood-based writer and screenwriter, is a Shillman Journalism Fellow at the David Horowitz Freedom Center. He writes about the politics of pop culture for FrontPage Magazine, PJ Media, Big Hollywood, Townhall, and others. Among the film projects Mark has worked on are The Stoning of Soraya M., the controversial miniseries The Path to 9/11, and a documentary for renowned terrorism expert Steven Emerson.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar