Polygami - næste skridt??

Også polygami?

David J. Rusin

Præsidentkandidaten Rick Santorum blev hånet da han sammenlignede legaliseringen af ægteskab mellem personer af samme køn med polygami, men uanset om sammenligningen er fornuftig, da er tankerne om førstnævnte som en vej til sidstnævnte noget der får mange islamister til at smile. Hvis definitionen på ægteskab kan udvikle sig til spørgsmål om køn, hvorfor så ikke også antal?

Islam sanktionerer polygami - mere specifikt, polygyni, - hvor man tillader muslimske mænd at have op til fire hustruer på en gang. Skønt det at gifte sig med en anden kvinde mens man forsat er gift med den første er forbudt over hele den vestlige verden, herunder i alle 50 stater i USA, så kan en muslim omgå loven ved at gifte sig med en kvinde i et myndighedsgodkendt ægteskab, og så føje flere til ved religiøse foreninger, udenfor licens, og uden lovens godkendelse.

Mens muslimerne er blevet flere og flere i Vesten så er antallet af muslimske polygamister også steget. Frankrig hjemsted for den største islamiske befolkning i Europa, var som det er anslået i 2006, vært for mellem 16000 - 20000 polygame familier - næsten alle muslimske - omfattende 180000 personer, herunder børn. I USA kan antallet af sådanne muslimer allerede have nået lignende antal med de fundamentalistiske mormoner; så mange som 100000 muslimer lever i multihustru familier, og fænomenet har især fået tilslutning blandt sorte muslimer.  

Den stadigt øgende tilstedeværelse af islamisk polygami i Vesten har givet anledning til en række tilpasninger. Adskillige regeringer anerkender nu sådanne ægtskaber når de lovligt er indgået i indvandrernes oprindelsesland. I United Kingdom, har disse polygame mænd ret til at modtage ekstra velfærdsydelser - et arrangement som nogle ministre håber at kunne kvæle - og en skotsk domstol tillod engang en muslim, at beholde sit kørekort selvom han havde kørt for stærkt, fordi han skulle betjene sine hustruer.

Den ultimative tilpasning ville omfatte at man sætter de polygame og de monogame ægteskaber i samme juramæssige kategori, men islamister har været relativt stille på dette område, en tavshed som nogle siger skyldes tilfredsheden med status quo, eller et ønske om ikke at tiltrække sig negativ offentlig opmærksomhed.

Der har selvføglelig været undtagelser, Storbritanniens Muslimske Parlament (jovist et sådant findes - synopsis-kommentar) kom med indsigelser i 2000 og udfordrede U.S. forbuddet mod polygami, men det kom der kun lidt ud af. I tilgift har Australiens mest indflydelsesrige islamiske personer for adskillige år siden bedt om en anerkendelse af de polygame ægteskaber.

Medlemmer af GB’ muslimske parlament udenfor Parlamentet i en demonstration

Med den juramæssige definition på ægteskab der er i de forskellige U.S. stater, som det er tilfældet i andre nationer, burde vi da ikke forvente øgede krav om at vi anerkender polygame ægteskaber? Debra Majeed, en akademisk fortaler for islamisk polygami har forsøgt at nedtone sådanne forbehold ved at hævde at “modstanderne af ægteskab mellem personer af samme køn, fremfor for fortalere for polygyni som den praktiseres af muslimer, er de sædvanlige kilder til argumenter om at når en dår åbnes for en gruppe så vil det opmuntre til en mere synlig praksis hos den anden.” Dog ser det ud til at nogle amerikanske muslimer tilsyneladende ikke har opfattet memoet.

Fordi de åbenhjertige bemærkninger kan være ganske så afslørende så overvej en tweet mellem Moein Khawaja, ordførende direktør for Philadelphia afdelingen af det radikale Council on American-Islamis Relations (CAIR). Efter staten New York gjorde ægteskab mellem samme køn lovligt i juni 2011, udtrykte Khawaja det som mange islamister må have tænkt: “Det er let at støtte bøsseægteskab idag, fordi det er mainstream. Lad os se de samme mennesker gå i kamp for polygami, det er samme argument.”

“Det samme argument” temaet er kommet til kød og blod i en artikel fra oktober 2011 med titlen “Polygami - er det nu på tide?” i Muslim Link, en avis der udkommer i Washington og Baltimore områderne. “Der er rygter i de polygame samfund, mens landet går hen mod legaliseringen af bøsseægteskaber,” forklarer avisen. “Som borgere i USA, argumenterer man, burde de have samme ret til lovligt at gifte sig med hvem de ønsker, eller så mange de ønsker.” Historien citerer adskillige muslimske fortalere for polygami. “Vedrørende legaliseringen, så mener jeg de burde,” siger Hassan Amin, en imam fra Baltimore der udfører polygame religiøse foreninger. “Vi burde stræbe efter at få det legaliseret, fordi Allah allerede har legaliseret det.”

Gang på gang forbinder artiklen normaliseringen af ægteskab mellem personer af samme køn og så islamisk polygami. “Mens staterne nærmer sig legalisering af bøsseægteskaber, da forekommer kriminaliseringer af polygami så aldeles uholdbar i forfatningsmæssig henssende.” vurderer man. “Det være sig bøsseægteskab eller polygame ægteskaber, rettighederne for folket burde ikke være med baggrund i populariteten men snarere ifølge den forfatningsmæssig lov, der jo skal beskytte dem.”

Ifølge en undersøgelse udført af Link da lider polygami ikke under nogen mangel på popularitet blandt amerikanske muslimer. 39% rapporterede om deres intention om at indgå i polygame ægteskaber, dersom det bliver lovligt, og “næsten 70% sagde de mente at U.S. burde legalisere polygami nu da man er begyndt at legalisere bøsseægteskaber.”

Uheldigvis er der ingen detaljer om metodologi eller omfanget at undersøgelsen og overordnet data om muslimer i Vestens holdning til polygami er mangelfuld og ofte modstridende. Resultaterne fra en frisk meningsundersøgesle af brugerne på SingleMuslim.com, hvoraf mange bor i Vesten viser en betydelig støtte til den religiøse institution - polygami, mens resultaterne af en mere umiddelbar professionel spørgeundersøgelse blandt franske muslimer indikerer et mindre udtalt ønske og legalisering.  

Ikke desto mindre gør antallet af muslimer der går ind for polygami, og den mulighed der fremkommer ved at omdefinere betydningen af ægteskabet det meget sandsynligt, at der vil fremkomme direkte appeller om en officiel anerkendelse i løbet af det næste årti, da flere muslimer slutter sig til ikke-muslimer der allerede mundtligt fremlægger at polygamister ikke fortjener færre rettigheder end bøsser.

Mens tiden går så hold øje med islamisterne og deres allierede der forbereder sig på en ideologisk kanmp.

Til en begyndelse hører man en masse om den hævdede sociale nødvendighed for at anerkende islamisk polygami. De besværligheder der rammer den, anden, tredje og fjerde hustru der ikke kan få lovens beskyttelse bliver regelmæssigt fremhævet, mens polygami samtidig fremhæves som en løsning på manglen af ægteskabsduelige sorte mænd i Amerika på grund af stoffer, vold, og fængselsophold. Fordi det er velkendt at polygamisterne, der ikke er lovligt gift, misbruger velfærdsordningerne - for eksempel, muslimske kvinder i polygame ægteskaber kræver ofte ydelser som tildeles enlige mødre - så ville det være et chok at bevidne en legalisering indført, blot som et middel til at undgå bedrag.  

Disse rent ‘praktiske’ argumenter suppleres med de mere håndgribelige forsøg på at fremhæve de formodede ‘dyder’ ved islamisk polygami, som i en skole i Georgia, hvor en sharia-hyldende muslim fortæller eleverne, at “hvis vort ægteskab har problemer, da kan min mand tage sig en anden hustru frem for at lade sig skille fra mig, og så ville der stadig blive sørget for mig.” Venstreorienterede akademikere som Miriam Cooke, der  har falbudt fiktionen om at polygame ægteskaber frisætter gifte muslimske kvinder så de kan få elskere, har vel også en rolle at spille.

De gode nyheder for modstandere af polygami er, at en eventuel lovgivning så langt fra er sikker i USA eller andre steder. Repræsentanter for Staten vil ikke have travlt med at introducere pro-polygami love når, ifølge en Gallup meningsundersøgelse fra sidste år, næsten ni ud af ti amerikanere stadig anser den praksis som moralsk forkert.

Meninger kan selvfølgelig skifte, som de har gjort vedrørende ægteskab mellem personer af samme køn. Uheldigvis for de som støtter polygami, da kan lighedsargumenter, der anvendes med en vis virkning af bøsseægteskabsfortalerne, lyde noget hult dersom de anvendes overfor polygami - der næsten altid er i form af polygyni (kun for mænd) - hvilket i bund og grund ville være det samme som at gå ind for kønnenes ulighed.  

At skulle overbevise de amerikanske dommere om at lempe på restriktionerne vil også være en kamp op ad bakke - og ikke kun på grund af U.S. Højesterets afvisning i 1879 af den “religiøse pligt” der forsvarede ægteskab med flere partner i Reynold versus United States. I den senere tid har højesteretsdomstole i staterne udtrykkeligt holdt fast ved linjen mod polygami i deres afgørelser i sager med ægteskaber mellem personer af samme køn. Se Goodridge v. Department of Public Health (Massachusetts, 2003) og In re Marriage Cases (California, 2008); den sidste afgørelse beskriver både polygame og incestuøse foreninger som “skadelig for de fælles gavnlige og sunde familierelationer der fremmes ved den forfatningsmæssige ret til at gifte sig.”

Juridisk kritik af polygami er ikke et særtilfælde for USA. I en sag vedrørende selverklærede fundamentalistiske mormoner har Højesteret i British Columbia fastholdt Canadas forbud mod polygami i november sidste år, efter at chefanklageren, med New York Times omtale, “fandt at kvinder i polygame forhold har større rater af hjemlig, fysisk og seksuel misbrug, de dør som yngre og er mere tilbøjelige til at få mentale sygdomme. Børn fra disse ægteskaber, sagde han, var i større risiko for at blive misbrugt og overset, større risiko for at præstere dårligere i skolen, og lider ofte af følelsesmæssige og socialt relaterede opførselsproblemer.”

Et fokus på polygami i den islamiske verden giver ikke et mere lykkebringende indtryk. Med baggrund i hendes erfaringer fra Afghanistan har den kvindelige universitetsprofessor Phyllis Chesler kaldt denne praksis “ydmygende, ond, (og) uretfærdig overfor hustruerne,” og bemærker at “den igangsætte rivalisering fyldt med frygt blandt halvbrødre af de forskellige hustruer der har livslange skænderier over deres arveandele.” På lignende vis har den egyptisk-fødte menneskerettighedsaktivist Nonie Darwish sat lyset direkte på polygamiets “ødelæggende virkning på de sunde funktion og på troskabsstrukturen” indenfor de muslimske familier.

De nyeste studier har understøttet disse beretninger. Ifølge en ny forskning er israelske arabiske kvinder i polygame ægteskaber dårlige stillet end de i monogame. En separat undersøgelse har afdækket lignende negative effekter blandt muslimer i Malaysia. Oveni det har et akademisk dokument, udgivet i år, konkluderet at polygame samfund i det store og hele halter bagud i forhold til deres monogame modparter og finder at årsagerne til dette, herunder de forøgede spændinger, og den kriminelle aktivitet der er skabt gennem et overskud af enlige, mænd med lav status.

Der er så mange andre argumenter mod polygami som støtter af en legalisering ville skulle overvinde, såsom at udvidelse af ægteskabsbegrebet til at omfatte tre eller flere personer ville kræve omfattende ændringer af familielovgivning i Vesten. Imidlertid vil hverken bureaukratiske forhindringer eller offentlig udstilling af de sociale dårligdomme der følger med polygami hindre polygame muslimer i at stræbe efter det de ønsker.

Anerkendelse af polygame ægteskaber ville være en kæmpe sejr for de skjulte jihadister - og tiden er på det nærmeste optimal for at de kan foretage deres næste træk. Hvor ironisk at love der gavner bøssepar kan hjælpe islamisterne - tilhængerne af en ideologi der foragter homoseksuelle - i deres kampagne for at indføre sharia i Vestens verden.

— David J. Rusin is a research fellow at Islamist Watch, a project of the Middle East Forum. This article initially appeared in the April 16, 2012, issue of National Review.

http://www.nationalreview.com/articles/296493/polygamy-too-david-j-rusin?pg=2