Kønnenes kamp - alle fire køn

Kønnenes kamp (Alle fire køn)

           
 William Tucker
       
Obama administrationens sygelige hjerte       
                    

Den første aften da jeg kom til college i 1960 besluttede en flok af os, der netop var ankommet til orienteringen for førsteårgangsstuderende at gå over skolegården og udfordre de netop ankomne i en anden soveafdeling.

Da vi ankom viste det sig at den eneste beboer var en beboer fra en af de højere klasser, der også var opsynsmand for soveafdelingen, og tilmed en gigantisk fodboldspiller. Han dukkede op som svar på vore spottende råb, så blev der udvekslet meninger og før nogen rigtig reagerede så havde flokken af os fået lagt fodboldspilleren ned, en eller anden skaffede en saks og vi klippede ham meget korthåret.

Meget muligt du vil kalde dette “bøllemanerer.” Den gigantiske fodboldspiller kunne have klaret enhver af os. Jeg ‘krympede’ mig noget den næste dag, da jeg så den barberede kriger gå over området og frygtede han ville genkende mig. Det var den slags rigelige overmodig der var så almindelig på alle universitetsområder med unge mænd dengang.

 

Vi anede så at sige ikke at en sådan hændelse en dag kunne diskvalificere os, dersom vi ville have ønske om at være præsident. 

Mitt-Romney-på-Cranbrook problemet (læs denne på synopsis) og præsident Obamas besynderlige ‘omfavnelse af bøsseægteskabet har hurtigt vendt et valg, fra at skulle handle om arbejdsløshed og den skrantende økonomi, til en debat om skæbnen hos mennesker der mener de blev socialt krænkede da de var unge. Det forekommer næsten absurd at et sådant afgørende valg endog diskuterer et sådant emne, men så længe vi nu behandler det, så lad os se på nogle få ting.  

For det første - lad os erkende - barndommen er som en jungle. Vi kommer ind i denne verden ikke lige præcis civiliserede og barndommen og ungdommen er den periode, hvor disse ting skal rettes til med ihærdighed. Jeg husker under mine første tre år i skolen det altoverskyggende emne med, ikke at lære at læse eller udforme askebægre i sløjdklassen, men hvem der havde fået “lus” af en pige der gik to klasser over os. Hun var en storlemmet pige der hed “Elizabeth” forkortet til “Lizard” (øgle.) Det allermest frygtelige der kunne ske var få “Lizards Lus.” Rygtet gik på at hun gik i bad som en dreng.

Seksuel tvetydighed er noget der altid har skræmt børn og primitive samfund. Stammekulturer har sædvanligvis indarbejdet tabuer om hvad mænd og kvinder kan gøre, hvilken bygning de kan gå ind i, endog hvad de må røre ved. Sådanne samfund har grundige indvielsesceremonier for at sikre sig at de unge mennesker antager den rette seksuelle rolle mens de nærmer sig kønsmodenheden. 

Det var Margaret Mead, der i et øjebliks svaghed engang sagde, “De mest stabile samfund er de der har den skarpeste opdeling af mænd og kvinder.”
(læs denne om Mead på synopsis)

 

Dog skaber hvert samfund et lille antal personer der føler sig skidt tilpas med de traditionelle roller og går mere hen mod det som antropologen Edward Carptenter, tidligt 20. århundrede, kaldte “overgangskønnet.” De fleste samfund har skabt plads til dem, ofte med betragtelig ære til del. Mænd der føler sig ukomfortable med den traditionelle manderolle bliver ofte ‘heksedoktorer’ eller præster eller undervisere, der afviser den traditionelle manderolle, men som hædres for deres forskelle og respekteres for deres visdom. Kvinder har gjort det samme. Athena, gudinden for Athen, blev født direkte ud af Zeus’ hoved uden spor af moderskab i sig, og var altid repræsenteret iført hjelm og sværd.

.

Oraklet i Delphi, der faktisk styrede Klassisk Grækenland, var en bondepige der havde hørt stemmer fortælle hende at hun skulle afvise kvinderollen og leve blandt vestale jomfruer (eller tempelprostituerede, det har ingen afgjort endnu) udspyende profetier. Jeanne D’Arc var endnu en ung heltinde hvis indre stemme tilskyndede hende til at påtage sig manderollen og redde Frankrig. Hun blev et nationalt symbol.

Alt i alt kan et samfunds progressivitet muligvis måles ved dets evne til at tolerere seksuel tvetydighed og give fleksibilitet i seksualrollerne. Vi er muligvis så tolerante som noget samfund nogensinde har været i den henseende. Men at lade homoseksuelle gifte sig på linje med traditionelle ægteskaber er noget ganske andet. Ægteskabet er en ceremoni beregnet til at knytte de to halvdele af menneskeheden sammen. Homoseksuelle ægteskaber efterlader dem længere væk, og isolerede. Få samfund har givet lov, alene fejret det, som det kan se ud til vi er i færd med.  

Der er en særdeles god grund. Hvert samfund beriges ved det at mand og kvinde knyttes sammen som det absolut bedste for artens videreførelse. Dette er ikke uden stor betydning. Evolutionsteorien er med baggrund i den præmis at alle organismer er drevet af en irrationel trang til at reproducere sig og “sprede sine gener.” Forældre og andre slægtninge ønsker ikke at se deres børn eller fætre og kusiner blive homoseksuelle, fordi det betyder at de med en vis sandsynlighed ikke vil får børnebørn eller andre nære slægtninge. Dette vil være det grundlæggende biologiske svar uanset hvor mange “Stolte-Forældre-til Bøsse-Børn” organisationer der oprettes.

Men selvfølgelig er vi et superprogressivt samfund der kan se stort på al denne biologi med det simple spørgsmål, “Hvem siger man skal være gift med nogen af det modsatte køn for at få børn?” Det er derfor homoseksuelt ægteskab, uanset hvor uskyldigt det umiddelbart kan forekomme uundgåeligt udfordrer hele ægteskabets princip. Hvis  to mennesker kan binde sig sammen i en institution med det formål at opfostre børn, hvorfor så ikke 3 eller 4 eller blot alene? For mandlige homoseksuelle kan dette medføre noget kompliceret ju-jitsu, men for lesbiske eller blot for kvinder, der ikke bryder sig særlig meget om mænd, da er det forbavsende let. Hvorfor ikke blot vælge en attraktiv mand, blive gravid, få et barn og glemme alt om denne sociale konvention med at blive gift?

Man behøver ikke lede længe for at se resultaterne. På forsiden af Time magasinet i denne uge. Det kontroversielle billede viser en blond ung supermor der ammer det som synes at være en fireårig dreng. Overskriften hævder det hele har noget at gøre med “Er du Mor nok?” men den underliggende besked er klar. Dette er den nye amerikanske familie. Denne kvinde er “Julia” Obama administrationens-skabte “nye kvinde” der har ikke har brug for forældre eller ægtemand eller støttende slægtningen, men kan gifte sig med regeringen i stedet.

Hvem er så denne unge mand? Hvorfor er han Den Nye Kvindes seksuelle modpart, en barnliggjort totalt afhængig mand? (Det er ikke et tilfælde at det er en dreng iført kamptøj hun giver mad. Hvis det var en pige i strutskørt ville hele budskabet falde til jorden).

Dette er en feministisk drøm, en verden uden voksne mænd. Og er der den ringeste chance for at denne lille dreng vil vokse op til at blive en ægtemand og en far? Glem alt om det. Vi har allerede skabt denne form for matriarkat i den afrikansk/amerikanske subkultur gennem velfærdssystemet. Lad os nu gøre det samme i endnu større skala.

Dermed er vi inde ved hele den syge tankegang i Obama administrationen. Det er derfor præsidenten og hans stab vil fortsætte med at gå ind for bøsseægteskaber og for enlige mødre i alle former som en afvigelse af den traditionelle ægtemand-og-hustru familie, og overøse dem med regeringsgoder. Sammen udgør de et vælgerkorps der kan forkaste det grundlæggende mand/kvinde forhold, det som har været selve grundstenen i ethvert samfund i menneskets historie.

Homoseksuelle og mennesker med en dobbeltseksualitet kan, og spiller, en succesrig, endog ledende rolle i det traditionelle heteroseksuelle samfund. Rock Hudson spillede rollen som en førende mand, og en hjertetyv for millioner af kvinder, skønt han var homoseksuel. Rosie O’Donnell og Ellen DeGeneres underholder millioner i store heteroseksuelle forsamlinger. Elton John og Lady Gaga har tjent formuer på at synge om heteroseksuel kærlighed. Hele kunstverdenen har altid været fyldt med mennesker, der spillede en rolle i det offentlige, samtidig med de levede fuldstændig anderledes i privatlivet.

Spørgsmålet er ikke om noget individ skal hyldes eller fordømmes for deres seksualitet. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt den homoseksuelle norm kan sættes lig det heteroseksuelle bånd. Når ethvert samfund når dette punkt, så er det på tide at sige fra.

Derfor ja, lad os glemme alt om økonomien for en stund, og indlede en valgkampagne om hvorvidt kønsroller kan forsvares -- om drenge kan være drenge, eller om kandidaterne skal ‘svines til’ og ugleses for at have udvist traditionel mandlig opførsel i deres ungdom. Det er muligvis alligevel det alvorligste.
      

   
William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.

http://spectator.org/archives/2012/05/16/the-battle-of-the-sexes-all-fo