Hjælpeløs
For nogle uger siden købte jeg en bog om forsider fra aviserne under 2. Verdenskrig. Jeg har læst den med begejstring lige siden. Nyhederne er både oprørende og opmuntrende, selvfølgelig. Men det er følelsen af Vestens beslutsomhed mod Aksemagterne der er så magtfuld. Der er et formål med beretningerne om United Kingdom, USA og Sovjetunionen der gik sammen for at bekæmpe nazisternes og japanernes krigsmaskiner. Der blev kæmpet, produceret, rationeret, pålagt begrænsninger, opmuntret, sørget, alt sammen med en beslutsomhed om at ville vinde.
Derudover, var man ikke i tvivl om på hvis side aviserne stod.
Det er så ganske anderledes nu om stunder. De større aviser forekommer at ville vind og sol lige mellem os og terroristerne. Overskrifterne er mindst ligeså barske overfor vore væbnede styrker som overfor terroristerne. Som min hustru sagde, "Jeg er ikke i tvivl om hvis side aviserne står på. Fjendens."
Det bedrøvelige ved at læse disse gamle avishistorier sammenlignet med dagens nyheder har mere at gøre med en følelse af dagsorden og beslutsomhed. Fra tiden efter Pearl Harbor, var USA fast besluttet på at ville vinde. Ikke kun sådan lige at klare os, men helt klart at vinde. Fra den 1. september 1939, var briterne fast besluttede på at ville vinde, og således at "....styrke os til vor pligt således at hvis det britiske Imperium og Commonwealth varer ved i tusind år, da kan mænd stadig sige - dette var deres prægtigste time." (Jeg får kuldegysninger når jeg læser det.)
Nu er vi hjælpeløst kørt fast i Afghanistan, vi har ondt af militærets kæmpende mænd og ydmyger den øverstbefaldende general for hans stabs trivielle usømmeligheder. Nu forlader vi Irak, i en situation (lad os dog være ærlige her), et gennemført voldeligt rod, som vi står hjælpeløse overfor.
Hjemme er vi hjælpeløse overfor katastrofen i den mexikanske Gulf, trods tilbud om hjælp fra udlandet. Hjælpeløse ved at vi ikke kan løfte os ud af en lang og ond recession. Hjælpeløse med at få gang i byggeriet igen så folk kan få et hjem. Hjælpeløse overfor at sætte mennesker i arbejde.
Bare så hjælpeløse. Vi er gledet et langt langt stykke nedad. Hvad er problemet? Vi er stadig et stort folk. Vi har store mænd og kvinder der kæmper for os, fantastiske arbejdere på gulvet. Problemet er den uklare lyd af trompeten som den har været i meget lang tid.
Landet fortjener langt bedre. Kan vi på mindste måde sige at dette "er vor prægtigste time"? Selv med den aller bedste vilje?
Tiderne er virkelig bedrøvelige.
Læs også denne gribende beretning af Ben Stein: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/08/et-klap-pa-skulderen-kan-foandre-alt.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar