Serbien og Israel - Under vestlig og islamisk pres

Serbien og Israel - To nationer under islamisk voldelig tvang

Victor Sharpe

I det 14. århundrede begyndte det Byzantinske Imperium af falde fra hinanden, for endelig at falde for de osmanniske tyrkere i 1453. Men i 1389 begyndte den osmanniske tyrkiske sultan Murad 1, at føre sin hærstyrker mod den serbiske prins Lazars hærenheder.

Den serbiske prins havde allerede været aktiv ved at modstå de stadig flere muslimske angreb mod kristne lande på Balkan, og han havde kaldt sine baroner, riddere og krigere sammen for at spørge dem om de skulle kæmpe eller blive slaver, d'himmis for muslimerne. Man besluttede at kæmpe skønt deres styrker ville udgøre 35000 mod en tyrkisk muslimsk horde på 100000. Men det var bedre at kæmpe end at blive slaver.

Stedet der blev valgt til at stå imod de muslimske tyrkere var ved Kosovo Polje (Solsortesletten) i Kosovo - hjertelandet for den serbiske nation. Det var juni måned, 1389, på St. Vitus Dag, (Vidovnan) at de rivaliserende styrker mødtes. 

Slaget om Kosovo, 1389, på "Solsortesletten.”

Prins Lazar gennemgik de tætpakkede rækker af hans infanteri og kavaleris med stolthed, men han så foran sig en muslimsk horde med et hav af svingende flag, hvorpå den Islamiske Halvmåne var broderet. Han bad alle serberne på denne dag om: "Den som er af serbisk herkomst og ikke kommer og kæmper i Kosovo, må hans navn være forbandet så længe som hans slægt skulle vare."

Slaget begyndte ved dagens første lys med serbiske succeser og den store serbiske helt, Milos Obilic, dræbte den tyrkiske muslimske sultan Marad. For en stund var tyrkerne i uorden, men det lykkedes dem at gendanne roen og kun udelukkende ved deres overvægt i antal at slå den serbiske hær.

Det var ikke blot et militært nederlag, men afslutningen på serbisk uafhængighed og begyndelsen på 500 år med kristnes lidelser under det muslimske åg. Værre endnu, Kosovo, det serbiske hjerteland var tabt. For det serbiske folk, står blodet der blev udgydt på Solsortesletten i Kosovo som for evigt serbisk.

Et andet historisk år der plager erindringen hos et andet folk, der også led tabet af deres evige hovedstad er året 70 e.v.t. Det var i det frygtelige år at den romerske general Titus, endelig kom med en overvældende styrke mod den jødiske hovedstad, Jerusalem.

Efter i årtier at have lidt under ydmygende forfølgelse af de romerske prokuratorer, som Rufus, Gratus og Pilatus med deres legioner, rejste jøderne sig endelig mod besættelsen af deres oldgamle land og vandt til at begynde med store sejre. Men datidens supermagt, Romerriger, sendte legioner efter legioner for hensynsløst at slide den jødiske modstand op. 

Jerusalem blev omringet af Titus og hans styrker. Hver træ i 30 kilometers omkreds fra byen blev fældet og en træpalisade blev bygget rundt om byens mure. Både frugt- og oliventræer samt kæmpe lunde med cedertræer - nogle af dem over 1000 år gamle -- blev fældet; træer som jøderne havde plantet og plejet i århundreder. Med dette er der en slående lighed nutiden. I dag er Israels skove der blev plantet for så længe som 100 år siden af jødiske pioner ofte målet for arabiske muslimske brandstiftere, palæstinenserne, der med stor fryd nedbrænder træerne.

Jerusalem blev til sidst ødelagt efter en frygtelig belejring, hvor hundredtusinder døde af sygdom og sult. Eliezer, en af modstandslederne lykkedes det at undslippe med sine tilhængere og deres familier til den enorme klippe Masada der har udsyn over Det Døde Hav.

Der højt oppe på bjerget der havde været vinterpalads for Kong Herodes, holdt de 960 jødiske mænd, kvinder og børn ud i tre år. Men til sidst kaldte Eliezer dem sammen og sprugte om de skulle overgive sig. Fremfor at blive slaver eller korsfæstede tog de deres eget liv.

Før det havde de været vidner til at cirka ethundredtusinde jødiske modstandsfolk blev korsfæstet af romerne i en enorm og afskyvækkende skov af kors rundt om Jerusalem. Til dette var endog endnu flere træer fra Judæa og Galilæa blevet fældet og det engang frugtbare land var blevet til en livløs ørken.

Det var senere i 133 e.v.t. at den Anden Jødiske Revolte under den legendariske kriger, Bar Kochba, brød ud mod den fortsatte romerske udnyttelse og besættelse, der også var succesrig i de første år. Men til sidst omdøbte Kesjer Hadrian og hans legioner det som var tilbage af den jødiske stat i 135 e.v.t - som en ubarmhjertig fornærmelse overfor de jødiske overlevende - det jødiske hjemland - til Palæstina, efter den hadede og for længst udslettede bibelske fjende af jøderne,  filistrene. 

Århundrederne går, men historien har en næsten overnaturlig evne til at gentage sig. Hurtigt frem til det 20. og 21. århundrede og både Serbien og det jødiske hjemland er forbundet med besynderlige omstændigheder. Begge bliver de falskeligt dæmoniseret i den førende presse, som agressorer, når de faktisk er ofrene, og begge er under en hensynsløs agression fra Islam. Men lad os se nærmere på det nye guld i vor tid, og hvordan det former politik og krig: OLIEN, der smører geo-politikkens maskineri og smører hævnlysten og misundelsen som nationer gemmer på mod hinanden.

Behovet for olie skaber og ødelægger stater og folk, og altfor ofte besudles menneskeheden. Det er stadig et nødvendigt onde, men megen af dette sorte guld ligger ved skæbnens ironi under sandet i det arabiske Mellemøsten og Den Islamiske Republik Iran og således forvandles det til et skrækindjagende våben skabt af arabiske despoter og islamo-fascistiske fanatikere.

Bestræbelsen, der sent i det 20. århundrede på at skabe Kosovo som endnu et muslimsk autonom region i hjertet på Balkan, var et testamente for oliens forbandelse. Altid klar til at berige deres økonomier, forenedes europæerne og sørgeligt nok Clinton administrationen for at forsone og bøje sig for arabiske og muslimske konger, emirer, imamer og forskellige diktatorer. Prisen der krævedes af saudierne og Gulfstaterne for eksempel var, som altid, voldsomt; nemlig at bane vejen for mere og mere muslimsk indflydelse over verden.

Saudierne hælder konstant milliarder af deres petrodollars ind i Europa og Nord- og Sydamerika for at bygge storslåede moskeer hvor Wahhabi imamerne kan propagandere ekstremistiske former for Islam. Europæiske og amerikanske universiteter rækker der tiggerskåle frem for at modtage arabiske penge og som gengæld hjælpe med til at sprede falske påstande mod Israel og Vesten, ved at maskere det som Mellemøstlige studier.

Fænomenet med de såkaldte Suverænitets Fonde er værktøjer gennem hvilke europæiske af amerikanske finansielle institutioner modtager indsprøjtninger, der er hårdt brug for, af arabiske penge for at kompensere for deres egen grådighed og mangel på likvider. Og den finansielle hjælp ydes altid for dem med betingelser; således tilføjes endnu et lag af arabisk og muslimsk pres.

Islamisk indflydelse vokser for hver eneste dag der går. Kendsgerninger er skabt på jorden, der forandrer demografien og nationalkarakteren af det ene europæiske land efter det andet. Det var i Europa at arabisk olie medførte at en muslimsk ministat, Kosovo, blev skabt, der hurtigt er blevet et radikalt islamisk brohoved, fyldt med jihadister fra den islamiske verden, og som allerede truer hvad der er tilbage af det kristne Europa. Med tiden vil det uundgåeligt blive et springbræt for terror både i United States og Rusland.

U.S. State Department’s Nicholas Burns lykønskede for nogle år siden Kosovarerne, fordi de havde opnået selvstædngiehd fra Serbien. Dette var et bedrag overfor det serbiske folk som har efterladt et skæmmende ar på United States. For det serbiske folk, er provinsen Kosovo, deres forfædres hjerteland. Den lange lidelse serberne blev tvunget til at være vidner til ved de ukloge og perfide vestlige magter, flåede Serbiens hjerteland bort mens deres hadede historiske fjender de etniske albanere og muslimer tog det i besiddelse. Serberne kalder faktisk Kosovo deres "Jerusalem." Så hellig betragter de deres tabte hjemland.

Vi skal erkende at også Israel er truet af den samme ondskab skabt af arabisk olie. Arabere der kalder sig palæstinensere kræver judaismens evige hellige by Jerusalm og det jødiske hjerteland Judæa og Samaria (bedre kendt ved det fejlagtige arabiske navn Vestbredden). Med  dette lurer virkelig den dystre indflydelse af præsident Barack Hussein Obama, ligesom det serbiske folke hjerteland blev stjålet fra dem med præsident Clinton og hans diplomater, Richard Holbrooke og Madeleine Albrights fulde medviden og brutale magt. 

Undet et hensynsløst U.S pres, gennemgår den israelske regering og premierminister Nethanyahu de samme forsøg på at opsplitte dets bibelske, forfædrenes oprindelige, åndelige og fysiske jødiske hjerteland ligesom det tapre og virkeligt elendigt behandlede serbiske folk led under tabet af deres elskede Kosovo.

Skønt der lever serbere i enklaver i Kosovo oplever de stadig at blive fuldstændigt fordrevet fra deres hjem. Prisen for skabelsen af en muslimsk palæstinensisk stat er forstødelsen -- den etniske udrensning -- af alle jøder fra det berørte territorium. Med andre ord vil det blive endnu værre for jøderne når en ny arabisk stat kaldet Palæstina vil være judenrein -- den tvungne forflyttelse af jødiske landsbyer og deres indbyggere. Denne ubegribelige udbrud af etnisk udrensning, racisme og arabisk apartheid vil blive sanktioneret af præsident Obama og det umoralske FN under dække af de falske 'fredsprocesser.'

Historisk set besidder Jordan næsten 80% af Mandatet Palæstina og dets befolkning består af over 75% palæstinensere. Der er således allerede et de facto Palæstina. Israel er blot 40 miles bred fra Middelhavet til Jordan Floden og indenfor denne smalle stribe af bibel jødisk hjerteland skal der altså skære en ny arabisk og islamisk stat ud. Verden kræver at Israel trækker sig tilbage til den yderst sårbare våbenstilstandlinjen der eksisterede før 5. juni 1967, da landet blot var 9 miles bred, hvor det var tættest befolket.

Disse er de slående ligheder mellem Serbien og jøderne. Serbien mistede oprindeligt sin provins Kosovo efter at være blevet slået i kamp af muslimske tyrkere. Ligesom jøderne, der i deres 2000 årige eksil drømte om at genskabe deres oldgamle hjemland og deres hellige by Jerusalem fra fremmede erobrere, således drømte også serberne om Kosovo og vævede det ind i deres folkemusik og nationale identitet om det tabte serbiske hjerteland. Kosovo blev delvis overdraget til Serbien, men det varede ikke længe.

 

Judæa og Samaria blev befriet af Israel i forsvarskrigen i 1967, Seksdageskrigen. Men verden vender sig mod Israel og 2011 vil lægge et frygteligt pres på den jødiske stat for igen af overgive forfædrenes og det bibelske hjerteland  til en terrorist og islamisk stat ved navn Palæstina; en arabisk stat der aldrig har eksisteret i nedskreven historie.

Senere i 1990'erne da præsident Clinton og hans udenrigsminister Madeleine Albright igangsatte den vanærende krig mod serberne, sagde den serbiske vicepremierminister Draskovitch om Kosovo:

“Vor tro blev født der, ligesom vort sprog, vor nationalitet, vor stolthed. Det er vor pligt at forsvare Kosovo selv om vi alle skulle dø."

Hans ord blev ytret mens amerikanske bombefly, ommalet i NATOS farver bombede Serbien i adskillige måneder, førte til ca. 3000 civile døde og ødelagte broer over Donau Floden i Beograd. Dette var så absolut ikke noget Amerika kunne være stolt over, men det er nu i det store og hele dødt og begravet af de førende medier og af de venstreorienterede professorer der er fremherskende på universiteter og colleges: Institutioner med ringe lærere som den bemærkelsesværdige talk show vært, Michael Savage med al god grund kalder dem.

De samme førende medier fortæller sjældent, om nogen sinde, om Serbiens passion i de mange århundreder der førte frem til vor tid, og den seneste skamfulde handling fra Vesten. Da Serbien var en del af Jugoslavien, var det serberne der kæmpede alene og uden hjælp mod de tyske divisioner under 2. Verdenskrig; bekæmpede dem så de gik i stå. Intet andet folk opnåede alene dette bemærkelsesværdige og heroiske i det besatte Europa. 

Kroatien allierede sig med Hitler og oprettede en Nazistat. Kroaterne udslettede hundredetusinder af serbere og titusindvis af jøder. Hvis du besøger Yasenovatz dødslejren i Kroatien, vil du finde jøder og serbere begravet sammen i massegrave.

 
Kroatisk ustaja (nazi) vagt i mængder af lig i lejren

Den anti-jødiske arabiske mufti af Jerusalem under britisk mandat, Haj Amin el-Husseini, der tilbragte mange dage med Hitler i hans bunker i Berlin og planlagde ødelæggelsen af Mandatet Palæstinas jødiske befolkning, opmuntrede de bosniske muslimer til at danne adskillige SS divisioner, der efterfølgende udførte massemord og deportationer af jøder til de tyske dødslejre. 

Serbien kom ud af 2. Verdenskrig med den værdighed at have slået den tyske invasion og påført svære tab på den tyske hær. Men serberne betalte en frygtelig høj pris, ved at miste næsten 2000000 millioner døde, eller ca 12% af deres befolkning. De serbiske partisaner, der indbefattede mange jødiske krigere, var i stand til at redde livet for tusinder af jøder fra den sikre død ved kroaterne, tyskerne og de bosniske mordere. 
 

Under Balkan krigene i 1990'ern udviste kroaterne cirka 250000 serbere fra deres hjem i Krajina distriktet. Lige så snart muslimerne i Kosovo fik selvstyre i 1974, drev de 400000 serbere ud. På samme tid, kom en kæmpemæssig bølge af etniske albanere der flygtede fra kommunistisk styre over grænsen for at overtage de fordrevne serberes ejendomme og steder. Albanske muslimers fødselsrater var så høj at i løbet af 60 år voksede befolkningen i Kosovo fra 70000 i 1947 til 2000000 i 2004. På lignende måde er den arabisk befolkning i Israel vokset fra cirka 200000 i 1959 til over 1,2 million i 2011.

Serberne er blevet reduceret til blot 10% af deres oprindelige antal i Kosovo. Etnisk udrensning mod serberne begyndte lang tid før pressen i Vesten kørte deres makabre historier om serbisk etnisk udrensning mod de bosniske muslimer. Forudsigeligt ignorerede den førende presse de tidligere angreb af muslimer mod serberne, der netop førte til krigen. 

Læren for Israel er at udenlandske kræfter har konspireret for at ofre serberne og fjerne dem fra deres forfædres hjerteland og give det til muslimerne. Ved at gøre dette, tror de selvsamme vestlige magter at de ved at bukke og indsmigre sig hos de olierige arabere og den muslimske verden kan berige deres egne økonomier. Trods alt besidder Serbien ingen kendte oliereserver.

Også Israel har indtil fornylig været berøvet betydningsfulde oliereserver. Landet kan derfor også ofres. Presset på Israel til at overgive sit gamle historiske, åndelige og bibelske fædreland i Judæa og Samarai (Vestbredden) øges hensynsløst og farligt. (Se denne artikel om nyfundne store oliereserver i Israel.)

Sørgeligt og tragisk har der ikke været en israelsk regering siden premierminister Shamir eller en israelsk leder med den indædte styrke og åndelige selvsikkerhed til, med stor ihærdighed og beslutsomhed, at modstå de kynisk og perfide manipulationer hos vestens ledere. Israel har i desperat grad brug for en leder der kan tale til verden som Draskovitch talte for det serbiske folk. Måske premierminister Benjamin Netanyahu kan være den leder, skønt han ikke til fulde har fjernet frygten fra mange israelere. 

Carloline Glick, skrev den 23 februar 2008 i en udgave af Jerusalem Post en opsummering af den israelske regerings forvirring på den tid:

“Det som serberne fik NATO til at kæmpe for at nå frem til tilbyder Israel NATO på en sølvtallerken."

Hun tilføjede,

“… læren fra Kosovo er ganske klar. Ikke alene burde Israel slutte sig til Rusland, Canada, Kina, Spanien, Rumænien og mange andre og nægte at anerkende Kosovo. Man bør også fastslå, at som en konsekvens af Kosovos uafhængighed afviser Israel indsættelsen af nogen internationale styrker i Gaza eller Judæa og Samaria, og nægte at bøje sin lovlige ret til suverænitet i Judæa, Samara, Gaza og Jerusalem ved en international voldgiftsafgørelse."

Israel gav Gaza til araberne i 2005 med håbet om at araberne ville skabe en fredelig palæstinensisk stat. Det er ikke sket. Hamas besætter Gaza og har  bombarderet Israel med over 12000 missiler siden 2005, og har svoret at ville udslette den jødiske stat.

Serbien og Israelk skal støttes af alle der stadig hylder moral fremfor formålet. Historisk korrekthed skal i alle sådanne sager overtrumfe den såkaldte politiske korrekthed. Som det går Serbien således går det Israel.

Ingen af landene fortjener at blive ofre for international grådighed efter det sorte guld og den nuværende spytslikkende accept hos de olie-importerende stater af de olieproducerende diktaturer og islamiske teokratier. Ikke at modstå islamisk triumfalisme er en fiasko der fører til dhimmitude eller døden. 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Victor Sharpe is a freelance writer, contributing editor, and author of Volumes One and Two of “Politicide: The attempted murder of the Jewish state.”