Der er en interessant observation vedrørende den 1. Verdenskrig i Europa der udmærket kan anvendes også på dagens internationale forhold.
I bogen "Kanonerne i August," påpegede Barbara Tuchman forskellen på, hvad briterne og tyskerne læste op til krigen.
I 1909 skrev Norman Angell, et britisk medlem af Parlamentet en pamflet, "Det Store Illusion," der blev en bestseller. Den argumenterede for, at nu da krig var blevet så forfærdelig og regeringerne var fornuftige og ville forstå dette, da var endnu en større international krig umulig at forestille sig.
Men i Tyskland læste de Friedrich von Bernhardis "Tyskland og Den Næste Krig," hvori han argumenterer for at "krig er en biologisk nødvendighed," baseret på naturens lov, kampen for overlevelse.
Tyskland forberedte sig på krig. Storbritannien var pacifist. Den samme proces gentog sig umiddelbart før 2. Verdenskrig. Og den samme proces blev gentaget i den korte tid før afslutningen af 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig.
Hver gang, selvom de var "mindre forberedte" vandt den demokratiske side dog til sidste. Dog tog det for lang tid for "de fede, materialistiske der havde det godt" demokratier at indse, hvad der foregik og den deraf følgende konflikt tog det længere tid, og kostede langt flere liv, at løse.
I 1940 udgav John F. Kennedy "Hvorfor England Sov," en bog om den britisk forsoningspolitik der hjalp med til at skabe en atmosfære, hvor Nazi agression fik lov at udvikle sig. Selvfølgelig havde hans egen far favoriseret og opmuntret til den form for politik. Selvfølgelig var krigen som han "advarede" om allerede begyndt det foregående år. Men overraskelsesangrebet der dræbte 2400 amerikanere og førte United States ind i krigen skete dog mere end et år senere.
20 år senere blev Kennedy valgt som præsident.
I 2006 udgav Bruce Bawer "Sov Sødt Europa" Den blev nomineret til en National Book Critics Circle Award. Et medlem i panelet beskrev bogen som værende "racistisk," og gruppens præsident beklagede, "Jeg har aldrig følt mig mere forulempet end ved det valg," og kaldte det et eksempel på islamofobi Der er vist ikke brug for at sige, at han ikke fik prisen.
Den som har læst bogen og kommer med sådanne udtalelser lider af en svær grad af den intellektuelle sindssyge der smitter hegemoniet i Vesten. Bawers bog blev udgivet ikke et, men fem år efter konflikten han beskrev allerede ganske bogstaveligt havde vist sig i form af 3000 dræbte amerikanere ved overraskelsesterrorangrebet på New York og Washington. Som en følge heraf er United States indblandet i tre forskellige krige, der har forbindelse med de problemer han diskuterede.
Vi kan kalde denne tilstand efter 11. september snorksoven.
Indtil nu er der ingen der har nævnt det at vælge Bawer som præsident.
Vi er ved at være indfanget af en ny version af Angell's "Store Illusion," en dobbeltægget titel, om nogen. Helt sikkert kunne ingen ønske en radikal islamisk stat! Helt sikkert ville ingen være villige til at ofre livet for noget sådant! Ingen ville heller ikke bevidst foretrække martyriet, og mord for at få sig en bedre brødrister og en hybridbil!
Det er derfor al denne snak om Osama bin Laden der søger skjul bag kvinder, bønfalder for sit liv, tager stoffer og har et pornografisk bibliotek virkelig bekymrer mig. Sådanne ting stammer fra dette behov for at bevise, at den anden side faktisk ikke mener det de siger, de er jo blot luksusbesatte, hedonistiske, materialistiske hyklere. For hvis de er det, så er de jo ingen ægte trussel, vel? De kan jo købes.
Samtidig får enhver der forsker i den ægte politik, den nuværende religiøse tænkemåde, og den faktiske opførsel, ikke en pris, men bliver i stedet forhånet. Eller i bedste fald, ignoreret og udelukket fra adgang til massemediernes publikum.
Alligevel, fremføres der hver eneste dag ganske åbent og offentligt - med en lille omskrivning af von Bernhards tema - at krig er en religiøs nødvendighed (jihad) baseret på Guds lov, og den naturlige kamp om overlevelse.
Blot det at gentage, hvad den anden side siger dagligt, er en tankeforbrydelse.
I oktober måned udgav jeg en artikel om Egyptens Det Muslimske Broderskabs krigserklæring mod United States. Nogle få måneder før den egyptiske revolution gjorde talen af Broderskabets leder det ganske så klart, at det var en radikal, islamisk, anti-semitisk, anti-amerikansk bevægelse der opfordrede til vold.
Ikke en eneste af massemedierne, TV-stationerne eller aviserne har omtalt den tale lige til i dag, trods den omfattende dækning af Det Muslimske Broderskab. Cheferne i det amerikanske efterretningsvæsen synes ikke at kende til den. Til gengæld finder man hundreder (tusinder måske?) påstande om at Broderskabet er verdsligt, moderat, for- demokratiet og mod vold.
For nylig blev jeg interviewet til en stor radiostation. Da jeg fremkom med disse argumenter, var radioværten meget hurtig til at svare, at deres korrespondent i Kairo "taler masser af sprog," har stor erfaring, og ikke har nævnt noget sådant. Så hvorfor skulle han dog tro mig?
Jeg forklarede, at det skulle han heller ikke (dog uden succes i dette tilfælde) Tro på hvad Amerikas fjender læser, siger og gør.Selvfølgelig da skal man først vide hvad det er de læser, siger og gør.
http://pajamasmedia.com/barryrubin/2011/05/16/tell-me-what-theyre-reading-and-ill-tell-you-who-will-win/?singlepage=true
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar