Hellige køer
Hurtigt overskygget af den bratte hurtige afsked med Osama bin Laden var sidste uges helt store historie det kongelige bryllup mellem Kate og William af Great Britain, hvilket er med til at vise at gode historier slutter på mange forskellige måder. Ligeså tilfredsstillende faldet af en af verdens ondeste terrorister er for utallige amerikanere, da blev endnu flere millioner oppe til tidligt om morgenen for at se den britiske vielse i weekenden.
Nuvel, jeg så ikke med på nogen direkte dækning af brylluppet, men de få klip jeg tilfældigvis så, viste det lykkelige par udveksle løfter med det samme blik af stoisk udholdenhed, som i: "Ja så, trods alt er det urimeligt kedeligt, men det er hvad de gamle forventer så vi kan ligeså godt more os over det og holde ud!" Faktisk, i en af handlingerne lo de nærmest, som om de behandlede hele skuespillet som en kæmpe parodi på noget, rigtig, rigtig vigtigt. Og som det viser sig, så er det måske lige præcis det det var: En parodi.
Det royale par har 'leget House of Windsor i de sidste år tid; boet sammen af og til lige siden deres universitetsdage. Nu til dags har denne form for førægteskabeligt partnerskab uheldigvis været benyttet i årtier; millioner af mennesker over hele verden har valgt at leve uden at være gift i en stræben efter - ja jeg ved det ikke. Nogle af de mere ærlige påstår, at ægteskabet er gammeldags og en ubrugelig konvention, unødvendig for den moderne lykke, mens andre mener, at en 'prøvetid' er nødvendig; en slags generalprøve inden det ægte, for at se om de to medvirkende vil være "kompatible" i længere tid.
Det som dog forundrer er ikke det manglende hensyn til de bibelske forbud mod en sådan opførsel, da stadig færre mennesker har noget ønske, eller grund, til at være opmærksomme overfor Guds ord. Men hvorfor søger så utallige par kirkens velsignelse ved et kirkebryllup efter de i årevis har dyrket førægteskabelig kæleri? Disse spørgsmål bliver endnu mere påtrængende når de knyttes til den sidste kongelige familie i verden som nogen faktisk viser opmærksomhed; en familie der forekommer djævleblændt forhippet på at bryde alle rekorder for plebejisk opførsel.
Sikke dog en forskel fra de dage da medlemmer af den kongelige familie blev anset som forbilleder for britiske gode manerer. Man kan tænke på den unge prinsesse, og senere, Dronning Elizabeth, hvis forældre så velkendt nægtede at forlade England under 2. Verdenskrig. Lyt til en BBC udsendelse fra 1940 hvor hun henvender sig til sine undersåtter: "Vi forsøger at gøre alt i vor magt for at hjælpe vore tapre søfolk, soldater og piloter og vi forsøger også at bære vor del af faren og sorg som krigen medfører.
http://spectator.org/archives/2011/05/04/sacred-cows
Lisa Fabrizio is a columnist who hails from Connecticut (mailbox@lisafab.com).
Men selvfølgelig er den slags nobel pligtfølelse af en anden tid. Nu for tiden har vi imidlertid lumre fotos af prinsesse Kates hofdame, hendes allestedsnærværende søster Pippa, og så nogle andre fortællinger om uartigheder hos forskellige royale slubberter.
Men forvent ikke nogen form for irettesættelse fra lokale religiøse autoriteter. Det siges at Dr. John Sentamu, Ærkebiskop af York og Church of Englands næsthøjest placerede senior gejstlig faktisk har støttet Kate og Williams førægteskabelige bofælleskab. Ved at ignorere den kristne lære om seksuelle forhold uden for ægteskabet, sagde Dr. Sentamu at han havde giftet mange sådanne par, og tilføjede, "Vi lever i en tid hvor nogle mennesker, som min datter plejede at sige, ønsker at smage om mælken er god før de køber koen. For nogle mennesker er det det der er afgørende."
Bemærkelsesværdige bemærkninger fra Ærkebiskoppen jovist, men måske er det ikke så overraskende da Prins William med tiden vil blive hans chef, når opg hvis han bliver kongen, han viol også arve stillingen som Suveræn Guvernør af Chruch of England, en titel der er blevet overdrage tsiden Henrik den 8; en fyr der havde sine egen personlige stupide (bovine)problemer.
Således var der endnu et kongeligt bryllup, og med det alt det tilhørende pladder. Men lad os inderligt håbe at, med ordene af en anden berømt englænder, det ikke viser sig at blive "en fortælling fortalt af en idiot, fuld af støj og vrede; som intet betyder." (Fra Shakespeare skuespillet Macbeth -synopsis kommentar).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar