Kurderne eller palæstinenserne, hvem fortjener mest en stat?

Hvem fortjener virkelig en stat? Kurderne eller palæstinenserne?

Victor Sharpe

Der er over tyve arabiske stater i Mellemøsten og Nordafrika, men verden kræver, i et samlet slet skjult hadekor mod Israel, at endnu en arabisk stat skal skabes indenfor de få kilometer der skiller Middelhavet fra Jordan Floden.

Israel, et område ikke større end det lille selvstyredømme Wales eller staten New Jersey ville være tvunget til at dele denne skive land med en ny og fjendtlig arabisk enhed der skal hedde Palæstina, samtidig med at man skal se på, at landets nuværende smalle livvidde reduceres til blot sølle selvmorderiske ca 20 kilometer i bredden -- hvad en tidligere israelsk statsmand, Abba Eban, beskrev som grænserne ved Auschwitz.  

Husk på at der aldrig i nedskrevet historie har eksisteret en uafhængig suveræn nation ved navn Palæstina -- og da helt sikkert ikke en arabisk. Udtrykket “Palæstina” har altid været navnet på et geografisk område, som Sibirien eller Patagonien. Det har aldrig været en stat.

Men der er et folk, der som jøderne fortjener et hjemland, og som virkelig kan spore deres forfædre tusinder af år tilbage. Det er Kurderne og det er meget instruktivt at se nærmere på deres bemærkelsesværdige historie i sammenhæng med jødernes. Det er også nødvendigt at genoverveje den historiske uretfærdighed som dette folk har fået påført i århundredernes løb af fjendtlige naboer og imperier.

Lad os gå tilbage til tilfangetagelsen af Israels Ti Stammer, der blev ført bort fra deres land af assyrerne i 721-715 BC. Det bibelske Israel var affolket, dets jødiske indbyggere deporteret til et område i en region i det oldgamle Medien og Assyrien -- et territorium der i det store og hele svarer til moderne dages Kurdistan.

Assyrien blev med tiden erobret af Babylonien, som igen førte til den endelige ødelæggelse af det sydlige Jødiske Kongedømme Juda i 586 BC. De tilbageværende to jødisk stammer blev sendt til det samme område som deres brødre fra det nordlige tistammerige befandt sig i.

Da den persiske erobrer af Babylonien, Kyros Den Store, gav jøderne lov til at vende tilbage til deres forfærdres land, blev mange jøder dog tilbage (og fortsatte med at leve) med deres naboer i Babylon, et område, der ingen omfatter moderne tids Kurdistan.

Den Babyloniske Talmud refererer i en sektion til de jødiske deporterede fra Juda, der modtager rabbinsk tillladelse at at give judaismen til den lokale befolkning. Det Kurdiske Konge Hus og en stor del af befolkningen accepterede i de følgende år den jødiske tro. Da jøderne igen gik i oprør mod den romerske besættelse i det 1. århundrede AD, sendte den kurdiske dronning faktisk tropper og forsyninger for at støtte de trængte jøder.

Dronning Helenas sarkofag omvendt til jødedommen og hjalp jøderne

Ved begyndelsen af det 2. århundrede AD var judaismen fast etableret i Kurdistan og kurdiske jøder i Israel taler i dag en gammel form for aramaisk i deres hjem og synagoger. Kurdisk og jødisk liv blev sammensmeltet i en bemærkelseværdig grad, således at mange kurdiske fortællinger er nært forbundet med jødernes.

Det er interessant at bemærke at adskillige grave af bibelske jødiske profeter kan findes i eller nær Kurdistan. For eksempel profeten Nahum er i Alikush, mens Jonas’ grav kan findes i Naby Yunis, der er det oldgamle Nineve. Daniels grav er i den olierige Kurdiske provins Kirkuk; Habbakuk er i Tuisirkan; og Dronning Hadassah, eller Ester, sammen med sin onkel Mordokaj er i Hamadan.

Efter den forfejlede revolte mod romerne fandt mange rabbier tilflugt i det som nu er Kurdistan. Rabbierne slog følge med de lærde, og i det 3. århundrede AD. blomstrede mange jødiske akademier. Men den senere Sassanid og persiske besættelser af region medførte i en tid forfølgelse for jøderne og kurderne, der holdt ved til den muslimske arabiske invasion i det 7. århundrede. Faktisk slog kurderne og jøderne sig sammen med de invaderende arabere i håbet om at deres handling ville give en lettelse i presset fra ydmygelserne ved Sassanid som de havde måttet døje med.

Kort tid efter den arabiske erobring sluttede jøderne fra den autonome jødiske stat Himyar i det som er nutidens Saudiarabien sig til jøderne i de kurdiske områder. Forholdene blev imidlertid værre under den nu-muslimske arabiske besættelse, og jøderne måtte lide som dhimmis i de  muslimsk kontrollerede område. Jøderne blev fordrevet fra deres landbrugsjorder på grund af nederdrægtige skatter pålagt af deres muslimske overherrer. Således forlod de landet og blev handelsfolk og håndværkere i byerne. Mange af de jødiske bønder der konverterede til Islam gjorde det under tvang eller på grund af de svære omstændigheder og giftede sig indbyrdes med deres naboer. 

Ud af denne befolkning fremstod en stor historisk person. I 1138 blev en dreng født i en familie af kurdiske krigere og eventyrere. Hans navn var Salah-al-Din Yusuf ibn Ayyub -- bedre kendt i Vesten som Saladin. Han fordrev de kristne Korsfarere fra Jerusalem, selvom de muslimske arabere havde mistro til ham på grund af at han var kurder. Selv dengang var araberne klar over den nære slægtskab der eksisterede mellem det kurdiske folk og jøderne.

Saladin benyttede sig af retfærdighed og menneskelighed i både krig og fred. Dette var i kontrast til de metoder som araberne benyttede. Faktisk mener man at Saladin ikke kun var retfærdig overfor kristne, men han tillod jøderne at trives i Jerusalem og man krediterer ham for at finde Det Jødiske Tempels Vestmur, der havde været begravet under tonsvis af grus under den kristne byzantinske besættelse. Den store jødiske rabbi, filosof og læge Maimonidis var en overgang Saladins personlige læge.

Ifølge et hold at internationale videnskabsforskere blev der gjort en bemærkelsesværdig opdagelse i 2001. Under en DNA forskning, fandt et hold af israelske, tyske og indiske forskere at mange moderne jøder har et mere nært genetisk slægtsskab med befolkningerne i de nordlige Middelhavsregioner (kurderne og armenerne) end med araberne og beduinerne i det sydlige Middelhavsområde.

Men lad os vende tilbage til nutiden ,og til hvorfor verden opfordrer til en palæstinensisk arabisk stat, men vender ryggen til Kurdisk nationale selvstændighed og uafhængighed. Det universelt accepterede princip om selvbestemmelse synes ikke at skulle gælde kurderne.

Nutidens kurdiske område

I en artikel i New York Sun fra den 6. juli 2004, med titlen “Kurdisk Stat - en undtagelse,” påviste Hillel Halkin diskriminationen og hykleriet der anvendes mod de kurdiske forhåbninger om en stat. Han skrev, “De historiske uretfærdigheder der er begået mod dem og deres årevis af lidelser kan med god ret knyttes til Irak, hvor de må klare sig -- underlagt den centrale arabisk dominerede regering i Bagdads forgodtbefindende -- med blot selvstyre. En Kurdisk stat er utænkeligt. Dette betragtes også som selvfølgeligt.”

Realpolitikkens brutale kendsgerning er derfor, at de arabere der kalder sig palæstinenser har mange venner i den olierige arabiske verden -- den olie som verden så desperat har brug for. Kurderne, som jøderne, har færre venner, og kurderne har kun lidt eller ingen indflydelse i magtens internationale korridorer.

Hr Halikin påpegede at “Kurderne har en langt bedre sag om en stat end palæstinenserne. De har deres eget unikke sprog og kultur, som de palæstinensiske arabere ikke har. De har haft en opfattelse af sig selv om en særligt folk i mange århundreder, som de palæstinensiske arabere ikke har haft. De er blevet svigtet gentagne gange i de sidste 1000 år af det internationale samfund og dets løfter, mens de palæstinensiske arabere er blevet svigtet af deres medarabere.”

Den gamle ‘løsen’ om at kun når de palæstinensiske arabere endelig får en stat så vil der blive fred i verden er et fatamorgana. Medskribenten Gerald Honigman skriver også om verdens ‘besættelse’ med de arabere der kalder sig palæstinensere, men mange ignorerer kurdernes, berbernes og millioner af andre ikke-arabiske folks åg i Mellmøsten og Nordafrika.

Honigmans bog var del af LSS udstillingen ved den prestigefyldte ASMEA Conference af lærde i november sidste år (og er nu på mindst et dusin større universiteter indtil nu) og har adskillige kapitler med fokus på det kurdiske problem. Det er ikke tilfældigt at forordet blev skrevet af Præsidenten for Kurdistans National Forsamling i Syrien.

Under Saddam Husseins tyranni blev kurderne gasset og nedslagtet i kæmpeantal. De led under etnisk udrensning af tyrkerne og fortsætter med at blive undertrykt af den nuværende tyrkiske regreing, hvis udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, har den frækhed at hævde, på et møde hos Center for Strategic and International Studies, at Tyrkiet støtter verdens undertrykte. Han ignorerede sin egen regerings undertrykkelse af kurderne og ganske forudsigeligt kaldte han de anti-semitiske slyngler i Gaza “undertrykte.” Med baggrund i den rene realpolitik, er kurdernes lovlige og moralske sag så meget meget stærkere end de arabere der kalder sig palæstinensere.

Efter Saddam Hussein blev styrtet viste kurderne stor politisk og økonomisk klogskab. Hvor det er anderledes end Gaza araberne der da Israel ganske tåbeligt overdrog kontrollen til dem valgte ikke at bygge hospitaler og skoler, men i stedet bunkers og missilaffyringsramper. Oveni har de indført Sharia lov med dens indbyggede nedværdigelse af kvinder og ikke-muslimer.

Det kurdiske eksperiment, i det mindste med territoriets quasi-uafhængighed, har vist verden et anstændigt samfund, hvor alle dets indbyggere, mænd og kvinder nyder langt større friheder end man kan finde andres steder i den arabiske og muslimske verden -- og helt sikkert noget sted i Irak, der i ekspresfart bevæger sig ud i et etnisk kaos nu da U.S. militæret er rejst.

Barack Obama, David Cameron, Angela Merkel, Nicolas Sarkozy, og alle lederne af den ‘frie verden’ burde se på Kurdistan med deres enorme oliereserver, som den nye ‘stat’ der er brug for at blive skabt i Mellemøsten. Det er en direkte naturlig retfærdighed der burde være sket for lang tid siden. En palæstinensisk arabisk stat, vil på den anden side, øjeblikkeligt blive et fristed for anti-Vesten terrorisme, en base for al-Queda og Hamas, (Det Muslimske Broderskabs juniorpartner) og et ikke-demokratisk land skåret ud af arven fra jødernes fortid og det bibelsk land Juda og Samaria, hvor det hæmmende slør af Sharia lov uundgåeligt vil blive indført.

Kort sagt vil det blive oprettet med eet formål: At ødelægge det der er tilbage af et forslået Israel.

Endelig, er det også en selvfølgelig retfærdighed for den jødiske stat -- med dens årtusindgamle forbindelse med delt historie med det kurdiske folk, der tæller over 3000000 spredt udover det nordvestlige Irak, det nordlige Irak, Syrien og Tyrkiet -- at kæmpe i verdens forum for en hurtig oprettelse af et uafhængigt og stolt Kurdistan. En længerevarende alliance mellem Israel og Kurdistan kunne være en godtgørelse af historien, en anerkendelse af de fælles lidelser som begge folk har lidt under, og bringe en lysere fremtid nærmere for begge ikke-arabiske nationer.

Mahmoud Abbas, Holocaust benægter og nuværende præsident for Palæstinensisk Myndighed har aldrig, og vil aldrig, annulere offentligt, på engelsk eller arabisk artiklerne i Fatahs’ forfatning, der går ind for “udslettelsen af zionistisk økonomi, politisk, militær og kulturel eksisten” -- eller med andre ord, ødelæggelsen af den jødiske stat og folkedrab på dens borgere. Så meget for den mand præsident Obama og europæerne overøser med penge og ros.

Det er kurderne der helt uden betingelser fortjener en stat. De opfundne palæstinensiske arabere har mistet deres ret ved deres hensynsløse agression, forbrydelser og folkedrabsintentioner mod Israel og jøderne.

Victor Sharpe is a freelance writer and author of the trilogy Politicide: The attempted murder of the Jewish state.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/who_truly_deserves_a_state_the_kurds_or_the_palestinians.html#ixzz1mp0jWYQo