Amerikanere Reddede Ho Chi Minh's Liv
Den 6. juli 1945, for 65 år siden sprang et hold bestående af en amerikansk OSS officer med to betroede mænd ned på en i forvejen forberedt landingszone udenfor Tran Quang, nær den lille landsby Kim Lung i den nordlige del af Vietnam der er kendt som Tonkin. De havde kodenavnet the Deer Team. En fransk officer og to af hans vietnamesiske betroede mænd gjorde dem selskab. Hele operationen havde som formål at følge op på den kontakt man havde med, og hjælpe en vietnamesisk uafhængig organisation der forkortet belv kaldt "Viet Minh" og dets leder Ho Chi Minh -- tidligere kendt som Nguyen Ai Quoc, blandt andre navne.
Forud for gruppen var det, i maj måned, en Air Ground Aid Section (AGAS) officer, løjtnant Dan Phelan der ledte en allieret luftindsats operation. Denne amerikanske løjtnant var posteret nordøst for landingszonen. Forberedelserne til landingszonen havde været under ledelse af en kinesisk/amerikansk løjtnant Frank Tan og hans radiooperatør, Mac Sinn. De var del af en længerevarende efterretningsoperation kendt som GBT, der var begyndt tidligere i Stillehavskrigen med hjælp af nogle Texaco ansatte.
Ho Chi Minh var tidligere i februar 1945 rejst til Kunming, Kina, med det særlige formål at skabe yderligere kontakt med amerikanerne gennem de gode kontorer hos GBT. Han gik fra sit hovedkvarter ved Kim Lung, til C'hing-hsi ved den kinesiske grænse, en afstand på godt over 160 kilometer og undgik de japanske patruljer.
Derpå blev han kørt med lastvogn til Kunming, hvor han mødtes med forskellige amerikanske efterretningsofficerer gennem sin GBT kontakter.
Derpå blev Ho flyttet op ad rangstigen til et møde med den velkendte Generalmajor Claire Chennault øverstkommanderen for 14. Air Force og tidligere chef for det berømte Flying Tigers. Chennault gav Ho et foto med autograf der glædede Viet Minh lederen meget. Han fik også en symbolsk gave i form af en seks Colt 45, semiautomatiske pistoler og ammunition fra OSS' lager. Det var han endnu gladere for.
Fra dette tidspunkt er der i kendsgerningerne ved historien er der en del forskelle om de amerikanske deltagere, herunder kaliberstørrelse og typen af pistolerne og tilstedeværelsen af sergent 1. Class William Zielski, som man ikke kan se på noget foto. Dette er for ikke at sige noget om vietnamesernes og franskmændenes meninger. De er nemlig uenige om alt, fra detaljerne om, hvad der blev sagt og gjort til motiverne for de handlinger der blev igangsat. Det følgende er nogle af de ting, hvor der dog er et vist sammenfald i enigheden.
Måske det vigtigste resultat af Deer Teams besøg i Ho Chi Minhs primitive lejr var den livreddende behandling som et af gruppens medlemmer Paul Hoagland, en amerikansk læge gav "Onkel Ho." Hans hud var gul, hans fremtoning helt udtæret, den tilsyneladende gamle mand (Ho var 55) havde vanskeligt ved at rejse sig fra sin seng for at hilse på de besøgende.
Den amerikanske officer der var chef for Deer Team, major Allison Thomas, beordrede Hoagland til at pleje Viet Minh lederen. Militærlægen kunne senere sige at han havde stillet den rigtige diagnose ved at vurdere at Ho's symptomer med høj feber og diarre kunne være en kombination af malaria, måske noget denguefeber og så selvfølgelig dysenteri. Hoagland havde kinin og sulfapræparater i sin taske og efter at have kogt te-vand for at give væske sagde han, at Ho ville klare sig.
Først og fremmest takket være sulfapræparaterne og kininen blev Ho rask forbavsende hurtigt. Senere spøgte han med at han aldrig mente han egentlig var rigtig syg. Uanset den aktuelle tilstand så viste mandens udholdenhed sig at være noget helt ekstraoridnært. År senere hævdede propagandaen fra Viet Minh, at amerikanerne ikke var i stand til at hjælpe, men at det var en lokal landmand der blot fulgte onkel Ho's instruktioner og havde samlet urter i skoven -- og det var hele grunden til deres leders helbredelse.
Optræningen af de frivillige i Viet Minh - forsamlet 10 kilometer borte ved Tan Trao -- i militær organisering og våbenbrug var noget af en udfordring. Yderligere 3 OSS specialsoldater belv kastet ned i løbet af en uge sammen med en hel del udstyr. Den fransktalende løjtnant (snart kaptajn) Rene Deforneaux, den næstkommanderende, råbte instruktionerne på engelsk. Disse ordrer blev derpå oversat til gebrokkent vietnamesisk af sergent Henry Prunier, der var ankommet i første hold sammen med Thomas. En entusiastisk, dog lettere forvirret gruppe af Viet Minh frivillige skulle gøre deres bedste for at finde ud af ordrerne.
Sandheden var at flertallet af disse guerillas allerede havde lært at håndtere rifler og morterer fra tilfangetagne franske artilleri. Typisk vietnamesisk, så var de alt for høflige til at fortælle amerikanerne det. Under alle omstændigheder, så gav det Viet Minh krigerne en lejlighed til at vise deres velvilje overfor disse amerikanere der jo helt klart var venner med deres "onkel." Fra sidelinjen, i sit usædvanlige hvide koloniherretøj, sort slips og sort hat, stod den uanfægtede Kammerat Van - bedre kendt senere hen som General Vo Nguyen Gap.
Nogle dage efter ankomsten blev major Thomas "bedt" om at overvære en vigtig konference med Onkel Ho. Der krævedes ikke et geni for at regne ud, at noget var galt. I en fast men ikke-krigerisk tone, informerede den stadig sløje Ho Thomas om at han ville sende den amerikansk-uniformerede franske M5. (special operationel) officer løjtnant Montfort tilbage. De to sergenter (Phac og Logos) kunne blive. Som det viste sig under det som blev omtalt som "en let afhøring" indrømmede Phac at han også var hos M.5. og faktisk var løjtnant. De tre sluttede sig til en gruppe af flygtning der blev "eskorteret" til den kinesiske grænse.
Der er stadig tvivl om, hvorvidt Thomas kendte til Montforts forhistorie. Han må have vist at han var hos M.5., men udover det insisterede Thomas på at han kun vidste at Monfort var fransk officer, der på grund af sin kunnen i mange sprog, kunne være behjælpelig i arbejdet med vietnameserne. Ho, på sin typiske facon, gav amerikanerne en undskyldning, men ikke desto mindre gjorde han det klart at han ikke ville se mere af den form for "klogskab."
De to andre OSS sergentern, Lawrence Vogt og Aaron Squires, der var ankommet med Defourneaux udgjorde det nødvendige mandskab til at genoptage en hurtig optræning. I tilgift, et forbedret system med at finde allierede flyvere der var blevet skudt ned under operationer i området blev fulgt op af AGAS og GBS netværkerne. Viet Minh krigerne blev relativt gode til at benytte de amerikanske våben. Selv Kammerat Van forekom at være tilfreds, skønt han aldrig viste det.
Det eneste ægte problem for Thomas og Deforneaux var at Viet Minh faktisk ikke rigtigt ønskede at komme i fuld guerilla operation mod japanerne. Det kom til nogle få spredte episoder. Et unødvendigt og blodigt angreb belv senere ledet af Giap ved Thai Nguyen efter at Japan havde overgivet sig. Men der var ganske tydelige tegn på at Viet Minh ledelsen mest af alt ønskede at spare deres mænd og udstyr med henblik på deres virkelige mål - at sende de franske kolonister hjem.
Den pointe blev uden praktisk betydning i midten af august med de to U.S. atombomber over Hiroshima og Nagasaki og japanernes efterfølgende kapitulation. The Deer Team havde fuldført sin opgave. Efter at have rejst til Hanoi med Ho og en sejrrig parade med Viet Minh styrkerne brød holdet op og blev udskibet for eventuel demobilisering.
Hvad der kunne været sket, hvis den militære tilnærmelse med Ho og Giap var blevet udnyttet er et spørgsmål man kun kan gisne om. Mange siger det var en umulig situation. USA var allieret med Frankrig og Frankrig ønskede at genskabe sit tidligere kolonistyre i Indokina. Onkel Ho og Viet Minh ville aldrig tillade at det skulle ske, de ville heller ikke gøre en ende på, eller moderere deres kommunistiske ambitioner.
Ikke desto mindre trådte OSS til i den våde sommer i 1945 og udførte opgaven. Det ville blive gentaget i andre former af nye bureauer og enheder som U.S. Specialstyrkerne udførte på deres dødsensfarlige, men meget sjældent værdsatte og hyldede missioner i andre krige andre steder.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar