G. Murphy Donovan
“Bloggen Feministing, er førende med skriverier om kvinders problemer i de førende medier." – Columbia Journalism Review
Der var engang da amerikanske feminister havde ædle mål; seksuel lighed, for politisk stemmeret, og en række af bekymringer om piger og kvinders rettigheder. I tidens løb, er denne dagsorden blevet eroderet til ukendelighed af særlige procedurer og selvpåført vulgaritet. Uden omsvøb er man nu stolt over blot at være på spindesiden. Hvis man tror at, Vagina Monologerne er kunst, men at bryster skal pakkes sammen, så kunne du være en amerikansk feminista. I spørgsmål om national sikkerhed er mange progressive kvinder mere naive end deres mandlige modparter, selvom det næsten forekommer at være umuligt. En medvirkende presse tilbyder ofte et forum for mange af det svage køns argumenter.
Tag en klumme fra februar måned fra Washington Post: "For kvinder i Amerika, er lighed stadig en illusion," af Jessica Valenti, der har bloggen Feministing. Hun begynder med at trivialisere de omfattende epidemiske voldtægter i Afrika, den kønslige lemlæstelse i Arabien, og det verdensomspændende kvindelige slaveri, ved at antyde at disse barbariske handlinger er at sammenligne med den tilstand kvinder i Amerika befinder sig i.
....alt for mange af os i USA ignorerer undertrykkelsen ved vor egen dør. Vi lider under den massive bedrageriske forestilling, at kvinder i Amerika har opnået lighed...kvinder voldtages stadig, de sælges ved trafficink, de krænkes og der diskrimineres mod dem -- ikke blot i resten af verden, men her i USA.
En læser har knap tid til at spekulere over forskellen på voldtægt og krænkelse før Valenti tumler ind i et vildnis af udvalgte statistiske beviser.
Hun fortæller os at "sidste år rapporterede Justitsministeriet om ....182000 seksuelle overgreb" i Amerika, men at det faktiske antal med større sandsynlighed var mere end en million "fordi ofrene ofte ikke betegner deres oplevelse som voldtægt." Skal vi således tro at Justitsministeriet har begået fejl i en virkelig stor skala? (en af forfatterne af rapporten der gengives af Valenti var en kvinde.) Valenti nævner ikke, at ethvert tal mellem hendes meget høje og Justitsministeriets lavere dog stadig er en brøkdel af en procent af befolkningen på over 150 millioner amerikanske kvinder. Således bliver et tal til det du ønsker det skal være, hvis du benytter det ude af kontekst.
Hendes argumentation går videre med at beklage sig over antallet af kvinder i Kongressen, (17%) antallet af U.S. Counties der ikke giver ret til abort (85%), og fiktionen om, at kvinder tjener "76 cents mod mandens en dollar." Alt dette karakteriseres som en "epidemi af sexisme."
Valentis statistikbrug fortjener at blive opfrisket med virkelighedens kontekst: Amerikanske kvinder er der flest af i befolkningen, kvinderne udgør flertallet af de registrerede vælgere, og de udgør også flertallet i den professionelle arbejdsstyrke. De har altså antallet, stemmerne, og pengene. Flere kvinder end mænd stemmer. Hvis kvinder ikke vil stille op til Kongressen, hvis fejl er det så? Hvis stemmemønstret skal betyde noget, så beviser det at amerikanerne ikke deler fr. Valentis illusion om kvinder som ofre.
Når man nu nævner de smertelige emner så kan abort være en lovlig rettighed, men at udnytte den er ikke. Selv abort fortalerne argumenterer for, at omstændighederne skal være tilstede for at gøre abort mindre sandsynlig. At klinikkerne er der er ikke en kvalifikation i sig selv for at det er en ret eller en hæmsko.
Endelig er klagen over uligheden i løn endnu en social vampyr; dette emne vil bare ikke dø. Feminister som Valenti bemærker sjældent at løn spørgsmålet er umuligt at have med at gøre i militæret, i uddannelsen, eller på regeringsplan hvor løn er forbundet med grad og stilling og ikke kønsbestemt.
Den kvindelige demografi hos minoriteterne underminerer også lønuligheden; sorte kvinder for eksempel, er bedre uddannede og betales mere end sorte mænd i stor målestok. I det sjældne tilfælde (8000 om året ud af en befolkning på 79 millioner arbejdende kvinder) af kønsrelaterede lønsprøgsmål i den private sektor, er de lovlige virkemidler tilstrækkelige og benyttes flittigt.
Det som kan ærgre allermest, og som er med i Valentis jamren er det at hun foreslår at, hvis der var mere rimelighed i kønsdemografien så ville verden på en eller anden måde, ipso facto, være et bedre sted. Der følger så ingen bevis for denne fabel.
Kabul faldt i september 1996, til teokrater nogle få måneder før Madeline Albrights embedsperiode begyndte. Alle pigeskoler i Afghanistan blev efterfølgende lukket, mens Amerika var helt opslugt af præsident Clintons udnyttelse af en ung kvindelig ansat og den medfølgende rigsretssag. På den tid gjorde hverken Albright eller Clintons hustru meget ud af den personlige krænkelse af kvinder i Det Hvide Hus, eller statssponseret misbrug i udlandet. Faktisk så udstillede den penisfikserede præsidents opførsel feministerne på venstrefløjen for hvad det drejer sig om; en meget selektiv bekymring, mere om partipoliti på yderkanterne, end udnyttelse eller magtmisbrug.
Der er ingen bevis med Fru Albright som Udenrigsminister eller nu med fru Clinton som samme, at kvinders rettigheder eller "ligeret" har nogen topprioritet i udenrigspolitikken. Kvindehad, polygami, forhold mellem nært beslægtede, slaveri, børneægteskaber, afstraffende voldtægtsbander, offentlig piskning, æresdrab, steninger og lemlæstelse af kønsorganer forsætter uhindret i de arabiske og i den muslimske verden (1,6 milliarder mennesker). I Ægypten alen, den mest folkerig arabiske nation har World Health Organization regnet ud at så mange som 40 millioner kvinder (95,8%) er offergjorte ved delvis eller fuld omskærelse. Se det er en foruroligende statistik.
Samtidig på Valentis blog, under regelmæssige indlæg såsom Fredags Feminist F***Dig kan man læse et velskrevet forsvar for en pakistansk jihadist, kendt som Lady al Queda, Aafia Siddiqui, en tidligere studerende ved MIT og Brandeis University. Efter at have været gået under jorden i fem år blev fr. Siddiqui fanget i Afghanistan, hvor hun forsøgte af skyde en U.S. officer. I juli 2008 blev Siddiqui dømt for mordforsøg og sendt i fængsel. Posteringen den 1. marts på Feministing sluttede med følgende hyldest: "Den tilslørede terrorist; hvor sexistisk er mon det?"
Uvidende apologeter for pakistanske og afghanske teokrater ville få gavn af at konferere med Christina Lamb, en journalist der dækkede Afghanistan under det sidste terrorstyre. Han talte med en teenager på et fodboldstadium, og gengav dette grumme billede af Talibans tidsfordriv:
Jeg har set mere end et hundrede henrettelser. Jeg plejede at komme fordi det var underholdende....den bedste tid var under Ramadan fordi så ville der være mindst en amputation, en hængning om dagen undertiden tre eller fire....vi kunne købe pistacienødder eller appelsiner.
Persone kunne blive skudt, hængt eller ofret...du ved, ligesom et får. Hænderne ville være bundet og de blev lagt på en blok, derpå blev deres bryst skåret op med en lang kniv og indvoldene krænket ud.
Kvinder blev bundet til målstolperne og skudt, eller hvis de havde begået utugt, så blev de stenet..., jeg så nogle homoseksuelle der fik hænderne bundet og en mur væltet ned ovr sig. Det var interessant....
Så fik Taliban ofrenes familier til at træde frem og se på og indsamle ligene.
Persone kunne blive skudt, hængt eller ofret...du ved, ligesom et får. Hænderne ville være bundet og de blev lagt på en blok, derpå blev deres bryst skåret op med en lang kniv og indvoldene krænket ud.
Kvinder blev bundet til målstolperne og skudt, eller hvis de havde begået utugt, så blev de stenet..., jeg så nogle homoseksuelle der fik hænderne bundet og en mur væltet ned ovr sig. Det var interessant....
Så fik Taliban ofrenes familier til at træde frem og se på og indsamle ligene.
Det stadium der nævnes, og hvor denne "underholdning" fandt sted blev færdigt i 1996 med hjælp af amerikanske skattepenge -- midt under Clinton administrationen. Lamb berettede om disse jihadist overgreb i Sewing Circles of Heart (side 246-249), en klassisk kronik om det åg kvinder lever under ved islamiske radikale. En af hendes korrespondenter var en ung afghansk pige der blev tvunget til at iføre sig burka, og nægtet at få lov at undervise. I et udsmuglet brev til Christina Lamb, sammenligner hun kvinder status under de islamiske religiøse love som "insekter i støvet."
Se, hvor sexistisk er så det?
FamilySecurityMatters.org Contributing Editor G. Murphy Donovan is a former Intelligence officer, former senior research fellow at RAND Corp, and former Director Research and Russian Stufies, ACS/I, HQ USAF. His work has appeared in numerous strategic and Intelligence journals. He frequently writes about journalistic agnotology at Jenkins Hill on Blogspot.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar