Er Trump fredens kandidat?
Med Demokraterne der hyler op om at Vladimir Putin har hacket sig ind i og lækket de 19000 DNC emails for at hjælpe Trump, så fik the Donald en lys ide: Måske russerne kunne genskabe Hillary Clintons slettede emails.
Det er ikke sjovt og tæt på at være “forræderisk” lød det chokerede modsvar.
Trump fortalte The New York Times, at en russisk intervention mod Estland ikke nødvendigvis ville bevirke et U.S. militær modsvar.
Endnu mere chokerende. Ved at foreslå at U.S. ikke vil leve op til sin NATO forpligtelse under Artikel 5, for at bekæmpe russerne for Estland, deklamerede vor udenrigspolitiske elite, - har Trump undermineret sikkerhedsarkitekturen der har holdt freden i 65 år.
Mere interessant var dog reaktionerne for 'Middelamerika.' Eller for at være mere præcis - den manglende reaktion. Amerikanerne synes hverken chokerede eller rædselsslagne. Hvad antyder dette?
Bag krigsgarantierne som Amerika har udstedt til snesevis af nationer i Europa, Mellemøsten og Asien siden 1949, er den solide offentlige støtte der eksisterede under Den Kolde Krig skrumpet.
Vi fik en antydning af dette i 2013. Barack Obama hævdede at hans “røde linje” for brug af enhver brug af giftgas i Syrien var blevet overtrådt, men han fandt ingen offentlig støtte for luft- og missilangrebene mod Assads regime.
Landet som et hele sagde til ham ‘Glem det.’ Det gjorde han så.
Vi har været i krig siden 2001. Og når man ser på ruinerne i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Yemen og dertil lægger de tusinder af døde og sårede og de milliarder der er brugt og forsvundet kan nogen så hævde at vort Krigs Parti har tjent os godt?
Ved at bringe Estland ind i NATO, ville ingen præsident i Den Kolde Krig have drømt om at udstede en så sindssyg krigsgaranti.
Eisenhower nægtede at intervenere for at redde oprørerne i Ungarn. JFK nægtede at hindre bygningen af Berlin Muren. LBJ gjorde intet for at hæmme Warszawa Pagtens i at knuse foråret i Prag. Reagan aldrig så meget som overvejede at gå militært ind for at standse at Solidaritet blev mast.
Var alle disse præsidenter så håbløse isolationister?
Næppe, de var realister der anerkendte at, skønt vi bad for at de ‘fangne nationer’ en dag kunne blive frie, ville vi ikke risikere en Verdenskrig, eller en atomkrig for at det skulle ske. Punktum.
I 1991, fortalte præsident Bush ukrainerne, at enhver uafhængighedserklæring fra Moskva ville være en handling af “selvmorderisk nationalisme.”
I dag ønsker Beltway høgene at bringe Ukraine ind i NATO. Dette ville betyde at Amerika skulle gå i krig med Rusland, om nødvendigt, for at bevare en uafhængighed som Bush betragtede som “selvmorderisk.”
Er vi gået helt fra forstanden?
Den første øverstkommanderende for NATO, General Eisenhower sagde, at hvis U.S. tropper stadig befandt sig i Europa efter 10 år, ville NATO være en fiasko. I 1961 opfordrede han JFK til at begynde at trække U.S. tropperne ud, medmindre europæerne blev militært uafhængige af United States.
Havde Ike ikke ret? Selv Barack Obama er højligt irriteret over “gratisterne” på Amerikas forsvar.
Er det virkelig så oprørende at Trump spørger om hvor længe USA skal være ansvarlig for at forsvare rige europæere der nægter at indkalde soldater eller betale for deres eget forsvar, når Eisenhower jo netop stillede det samme spørgsmål for 55 år siden?
I 1997, advarede geostrategen George Kennan mod at flytte NATO ind i Østeuropa, og at det “ville være den mest fatale fejl i amerikansk politik i æraen efter Den Kolde Krig.” Han forudså et beslutsomt nationalistisk modsvar?
Havde Kennan ikke ret? NATO og Rusland er i færd med at opbygge styrker i Baltikum, hvor der ikke er nogen vitale U.S. interesser, og hvor vi aldrig har kæmpet før - af selvsamme grund.
Der er intet bevis på at Rusland har til hensigt at marchere ind i Estland, og ingen grund til at gøre det. Men hvis det skete, hvordan ville NATO så smide de russiske tropper ud, uden luft- og missilangreb der ville smadre det lille land?
Og hvis vi slog russere ihjel i Rusland, kan vi så være sikre på at Moskva ikke ville vende sig mod taktiske atomvåben? Trods alt kan Rusland ikke bakke længere tilbage. Vi står ansigt til ansigt med dem.
På dette område synes Trump at tale for det tavse flertal og han stiller i den grad spørgsmål der er brug for at debattere.
Hvor længe er vi forpligtet til at gå i krig for at forsvare de små Baltiske republikker mod et Rusland der kunne løbe dem over ende i løbet af 72 timer?
Hvornår, om nogen sinde, vil vor forpligtelse høre op? Hvis den er evig, er så et sammenstød med et revanchistisk og anti-amerikansk Rusland ikke uundgåeligt?
Er U.S. krigsgarantierne i Baltikum i det hele taget troværdige?
Hvis Kold Krigs generationerne af amerikanere ikke var villige til at gå i krig med et kernevåben udstyret Sovjet over Ungarn, og Tjekkoslovakiet, er de nye her i det nye årtusind så klar til at udkæmpe en krig med Rusland over Estland?
Det der i den grad er brug for er - Diplomati.
Aftalen: Rusland sikrer at de baltiske nationer kan forblive uafhængige. NATO forsvinder fra Ruslands nærområde.
Skulle Rusland bryde sin forpligtelse, er økonomiske sanktioner svaret, ikke endnu en krig i Europa.
Pat Buchanan
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar