fredag den 30. november 2012

Krig er svaret!

Krig er løsningen

                
Daniel Greenfield            

I de sidste hundrede år har de klogeste og de bedste i den civiliserede verden været optaget af at skabe fred. I tiden før Nobel Freds Prisen blev en vittighed, forventedes det at de videnskabelige fremskridt ville føre til moralsk fremskridt. Nationerne ville acceptere internationale love og alle og enhver ville finde sammen og erstatte krige med internationale konferencer.

I stedet gav de teknologiske fremskridt os blot bedre metoder til at slå hinanden ihjel. Der har kun været få opfindelser i ‘moralteknologien’ af global harmoni siden Immanuel Kants “Den stedsevarende fred,” fremlagde en plan om at give verdensborgerskab til alle flygtninge og forbyde alle hære, invasioner og overgreb, ja hele molevitten overvåget af et Folkenes Forbund.
 
Det var i 1795 og Kant’s plan var i det mindste mere fornuftig end noget andet vi har haft  nu her 200 år senere, fordi den i det mindste var med baggrund i at begrænse medlemskabet i denne organisation til kun at omfatte frie republikker. Hvis vi havde gjort det med De Forenede Nationer, da kunne denne organisation begribeligvis være blevet noget der kunne ligne en human organisation. I stedet er den nu et sted hvor diktatorer i verden standser for at holde taler om menneskerettigheder som et show der er morsommere end det du kan finde de otte blokke borte ved Broadway Comedy Club.

Siden Folkeforbundet brød sammen har verdens krigsførende folk fået atombomben, selvmordsbombere, jetflyet, de fjernstyrede missiler, voldtægtsgrupper, IED, (vejsidebomber) børnesoldater og den ‘skjulte kriger’ i deres arsenaler. Og de humanitære har myrdet nogle milliarder træer for at trykke endnu flere nytteløse traktater, konventioner og fordømmelser; flere døde træer end der er benyttet til at trykke al den litteratur der er blevet skrevet frem til det 19. århundrede.

Der er ingen ‘moralteknologi’ der kan forhindre krig. Eller snarere er krig den moralteknologi der når den anvendes korrekt, sikrer freden. 
 

De humanitære går ned af en blindgyde i forsøget på at skabe en stedsevarende fred ved at forbyde krig, men fredsfortalerne, med deres påsyede Mercedes logo, ønsker faktisk ikke fred, nogle af dem hader sådan rent refleksivt krig af sentimentale grunde, men deres ledere og de mest ihærdige aktivister hader ikke krig, de hader de mennesker der vinder krigene.

Planen for stedevarende fred er i virkeligheden en plan for stedsevarende krig. Det nødvendiggør at de civiliserede nationer sørger for at have overvældende mængder af ildkraft som afskrækkelse mod krig, og som de forpligter sig til aldrig at ville benytte, fordi hvis truslen om at ødelægge verden ikke er tilstrækkelig, så vil deres blufnummer blive afsløret og de vil falde. Og hvis de ikke falder, så vil verden blive ødelagt fordi de humanitære sagde fred var bedre end krig.

Det nødvendiggør også at de krige de faktisk de udkæmper må være begrænset så meget som muligt til anvendelsen af præcisionsteknologi for kun at dræbe faktiske bevæbnede fjendtlige kombattanter samtidig med man minimerer følgeskaderne. Det humanitære objektiv nødvendiggør at den anden side svarer igen med et modsvar der gør det så vanskeligt som muligt at dræbe dem uden også at dræbe civile.

Den humanitære puls gør den anti-humanitære impuls uundgåelig. Jo mere præcist vi forsøger at dræbe terroristerne des mere bliver terrroristerne bedre til at blande sig med den civile befolkning, og anvende menneskelige skjolde. Jo mere vi forsøger ikke at ramme civile, des flere civile tvinges vi til at slå ihjel. Det er den direkte og modsatte reaktion på den humanitære formel.

I Afghanistan blev Rules of Engagement taget meget grundigt op for at minimere afghanske civile tab. Det var så succesrigt at ikke kun forøgedes skadesraten for de amerikanske soldater dramatisk, fordi de ikke fik lov til at skyde medmindre der blev skudt på dem først, men antallet af afghanske civile dræbt af de amerikanske styrker faldt også dramatisk. Det var en stor triumf. Men sørgeligt nok er antallet af civile afghanere dræbt af Taliban forøget dramatisk og mere end det modsvarende tal ved den amerikanske indsats.


Når Taliban har vundet krigen vil antallet af civile dræbte være enormt, når nu Obama engang trækker tropperne hjem og de jublende beskæggede knægte marcherer ind i Kabul og begynder at dræbe enhver kvinde der kan læse. Men det var dog stadig bedre end de uacceptable niveauer af civile dræbte under Bush. Det var bedre at Taliban havde frit styre til at dræbe så mange afghanere de kunne have lyst til, end at amerikanske soldater skulle kunne bekæmpe Taliban uden de humanitære håndjern.

Sommetider er det sådan at man må ødelægge landsbyen for at redde landsbyen og det er sandt uanset om det er amerikanske fly der bomber en terroristrede eller humanitære der lader Taliban indtage landsbyen og dræbe hver 10. kvinde i den.

Og alligevel til trods for denne storslåede indsats, til trods for alle de soldater der er døde fordi de ikke var sikker på om den mand der placerede en vejsidebombe nu var terrorist, eller blot en ‘anstændig’ valmuedyrker der undersøgte jordbunden, til trods for alle de dræbte civile afghanere ved den moralske teknologi, så er vor uvenlige nabo der skriger op om fred lige så lidt mæt som en kannibal ved en vegetarbuffet. Giv ham, hende eller ‘det’ fem værdifulde minutter af din tid og de vil begynde at skrige op om droneangreb, drabslister, og en teknologiens morderiske vildskab der er så langt væk fra den overvældende ildkraft (Shock and Awe) man kan forestille sig uden fuldstændig at gå Gandhi.

Om noget så hader ‘det’ droneangreb mere end Hiroshima. Massedrab retfærdiggør den lumre foragt for krigsmaskineriet, men noget der blot ligner et forsøg på at moralisere krigsførelsens udfordringer udfordrer dets principper og giver anledning til endnu større forargelsesudbrud.

I fredens navn overlod Israel millioner af menneskers liv til kontrollen af en terrororganisation der underviste deres børn i at tro at deres højeste formål i livet var at dø samtidig med de slog israelere ihjel.

Oslo-Aftalerne gjorde stenkastere til riffelskytter og selvmordsbombere. De tillod den slags mennesker som de fleste af Israels muslimske naboer har låst inde og derpå smidt nøglen bort, at komme ind i landet og de gav dem ledelse  over økonomien og ungdommen. Hver fredsdue, hver fredssang, hver fredsaftale, gav anledning til de blodstrømme der fulgte, ikke kun uundgåeligt, men tvungent.

I årtier, hver gang Israel var lige på nippet til at gøre det af med terroristerne så kom der en våbenhvile eller en fredsaftale. Volden kunne derpå fortsætte fordi våbenhvilerne og fredaftalerne blot var forlængelse af uafsluttede krige. Det var en omgang baseball der aldrig er hørt op fordi der aldrig er blevet scoret nogen home-run. I stedet blev New York Yankees tvunget til at spille mod Martyrs of Muslimtown i 30 år med en dommer der afbryder hver gang hjemmeholdet er på nippet til at vinde. Hver fredsaftale har ikke betydet fred, de har betydet at Muslimtowns Martyrs har fået endnu nogle år til at dræbe og blive dræbt.  

Fred betød at krigen aldrig ville høre op. I stedet for stedsevarende fred, blev det til stedsevarende krig.

I 1992 deportede Israel 400 Hamas terrorister. Man slog dem ikke ihjel, låste dem ikke inde. Alt man gjorde var at sparke dem ud af et land de ikke anerkender og lukkede så døren bag dem. Den deportation blev datidens førende menneskerettighedssag. FN udstedte en ensstemmig resolution der fordømte deportationen. Røde Kors bragte dem tæpper. Newsweek anklagede Israel for at “Deportere Håbet om Fred.”

Så lod Israel de 400 Hamas terrorister, fredshåbet, komme tilbage. I løbet af de næste 20 år, udgydtes der strømme af blod på grund af dem. Der var aldrig fred med dem og de gjorde fred umuligt.
 

Men de humanitære havde fået deres vilje, som de altid får deres vilje, og deres vilje er en  bus sprængt i luften og et knust cafeteria, den brændende bygning og selvmordsbomberen der befandt sig i en folkemængde på en travl handelsgade, barnets mors så yndigt bundet til hans martyrkostume sammen med Alfred Nobels store opfindelse, kampflyet der smider sin last af bomber og TV’et der skriger på krig. Men alt dette var langt bedre end at 400 Hamas terrorister skulle nyde deres Røde Kors krus med sort kaffe på Libanons bakkeskråninger.

Til de der synger med på den gamle Lennon sang om at fred altid er bedre en krig, og gode intentioner altid fører til gode resultater! Den eneste måde fremad er altså at holde din hånd udstrakt mod fjenden og gøre det igen og igen uanset hvor meget lægerne må kæmpe med at få den syet på plads igen efter det sidste ‘håndtryk.’

Fred er stadig bedre end krig. Det er bedre at Israel og Hamas  udkæmper eskalerende mini-krige hvert 3. år, end at Israel en gang for alle får gjort has på Hamas? Den pris var ikke værd at betale for 20 år siden da det ville betyde af 400 terrorister ville være tvunget til at få arbejde med putte Halal hash i libanesiske hashjoints. Det er helt sikker ikke det værd i dag.

En flok fredsduer svæver over Israel med forslag om at indgå forhandling med Hamas. Men det er Israel der formodes at skulle finde ud af at leve med sin eksplosive brud. Alle de forslag går ud for en gradvis proces hvor Hamas vil blive forkælet, omfavnet og fjernet fra terrorlisten og blive en medlem af det internationale samfund. Det er sådan set helt i orden - men kun hvis man har blødkogte hjerner.

Hamas er ikke interesseret. Dets mål er ødelæggelse af Israel. Dette er ikke en påstand, det er ikke sur irritation over at være under blokade af Israel eller vrede over de seneste kampe. Det er selve ideologien hos Hamas der stammer fra Islamisk kerneprincipper over hvilken rolle ikke-muslimer har i den muslimske verden. Man er ikke interesseret i en to-stats-løsning, jobskabelsesprogrammer eller noget af det skinnende meningsløse legetøj som diplomater vifter med når de ankommer til regionen. Målet er at hæve Islam over alle andre systemer ved at ødelægge en ikke-muslimsk stat, i det man anser som et muslimsk territorium.
 

Stedsevarende fred er ikke til sådanne konflikter. Fred blev indgået med fornuftige mennesker der er villige til at give og tage. Den er ikke for de som kun vil tage.

At skabe fred er ikke en politik, det er en religion som vi er forpligtet til at tro på. Det er et umoralsk princip der afslutter krig. At skabe fred i 2. Verdenskrig kostede flere liv end Hitler kunne have taget af sig selv. At skabe fred i krigen mod terror har kostet hundrede gange flere liv end terrorister har kunnet tage af sig selv. .

At beskæftige sig med fred er en dødens industri. Bag fredstegnet er en mark af blomster med en grav for hver blomst. Bag fredsaftalen og våbenhvilen lurer endnu en krig der vil blive værre end den sidste.
       
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.
   

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails