Krig er løsningen
I
de sidste hundrede år har de klogeste og de bedste i den civiliserede
verden været optaget af at skabe fred. I tiden før Nobel Freds Prisen
blev en vittighed, forventedes det at de videnskabelige fremskridt ville føre til moralsk fremskridt.
Nationerne ville acceptere internationale love og alle og enhver ville
finde sammen og erstatte krige med internationale konferencer.
I stedet gav de teknologiske fremskridt os blot bedre metoder til at slå hinanden ihjel. Der har kun været få opfindelser i ‘moralteknologien’ af global harmoni siden Immanuel Kants
“Den stedsevarende fred,” fremlagde en plan om at give
verdensborgerskab til alle flygtninge og forbyde alle hære, invasioner
og overgreb, ja hele molevitten overvåget af et Folkenes Forbund.
Det
var i 1795 og Kant’s plan var i det mindste mere fornuftig end noget
andet vi har haft nu her 200 år senere, fordi den i det mindste var med
baggrund i at begrænse
medlemskabet i denne organisation til kun at omfatte frie republikker.
Hvis vi havde gjort det med De Forenede Nationer, da kunne denne
organisation begribeligvis være blevet noget der kunne ligne en human
organisation. I stedet er den nu et sted hvor diktatorer i verden
standser for at holde taler om menneskerettigheder som et show der er morsommere end det du kan finde de otte blokke borte ved Broadway Comedy Club.
Siden
Folkeforbundet brød sammen har verdens krigsførende folk fået
atombomben, selvmordsbombere, jetflyet, de fjernstyrede missiler,
voldtægtsgrupper, IED, (vejsidebomber) børnesoldater og den ‘skjulte
kriger’ i deres arsenaler. Og de humanitære har myrdet nogle milliarder
træer for at trykke endnu flere nytteløse traktater, konventioner og
fordømmelser; flere døde træer end der er benyttet til at trykke al den
litteratur der er blevet skrevet frem til det 19. århundrede.
Der
er ingen ‘moralteknologi’ der kan forhindre krig. Eller snarere er krig
den moralteknologi der når den anvendes korrekt, sikrer freden.
De humanitære går ned af en blindgyde
i forsøget på at skabe en stedsevarende fred ved at forbyde krig, men
fredsfortalerne, med deres påsyede Mercedes logo, ønsker faktisk ikke
fred, nogle
af dem hader sådan rent refleksivt krig af sentimentale grunde, men
deres ledere og de mest ihærdige aktivister hader ikke krig, de hader de
mennesker der vinder krigene.
Planen
for stedevarende fred er i virkeligheden en plan for stedsevarende
krig. Det nødvendiggør at de civiliserede nationer sørger for at have
overvældende mængder af ildkraft som afskrækkelse mod krig, og som de
forpligter sig til aldrig at ville benytte,
fordi hvis truslen om at ødelægge verden ikke er tilstrækkelig, så vil
deres blufnummer blive afsløret og de vil falde. Og hvis de ikke falder,
så vil verden blive ødelagt fordi de humanitære sagde fred var bedre
end krig.
Det
nødvendiggør også at de krige de faktisk de udkæmper må være begrænset
så meget som muligt til anvendelsen af præcisionsteknologi for kun at
dræbe faktiske bevæbnede fjendtlige kombattanter samtidig med man
minimerer følgeskaderne. Det humanitære objektiv nødvendiggør at den
anden side svarer igen med et modsvar der gør det så vanskeligt som
muligt at dræbe dem uden også at dræbe civile.
Den humanitære puls gør den anti-humanitære impuls uundgåelig. Jo
mere præcist vi forsøger at dræbe terroristerne des mere bliver
terrroristerne bedre til at blande sig med den civile befolkning, og
anvende menneskelige skjolde. Jo mere vi forsøger ikke at ramme civile,
des flere civile tvinges vi til at slå ihjel. Det er den direkte og
modsatte reaktion på den humanitære formel.
I
Afghanistan blev Rules of Engagement taget meget grundigt op for at
minimere afghanske civile tab. Det var så succesrigt at ikke kun
forøgedes skadesraten for de amerikanske soldater dramatisk, fordi de
ikke fik lov til at skyde medmindre der blev skudt på dem først, men
antallet af afghanske civile dræbt af de amerikanske styrker faldt også
dramatisk. Det var en stor triumf. Men sørgeligt nok er antallet af
civile afghanere dræbt af Taliban forøget dramatisk og mere end det
modsvarende tal ved den amerikanske indsats.
Når
Taliban har vundet krigen vil antallet af civile dræbte være enormt,
når nu Obama engang trækker tropperne hjem og de jublende beskæggede
knægte marcherer ind i Kabul og begynder at dræbe enhver kvinde der kan
læse. Men det var dog stadig bedre end de uacceptable niveauer af civile
dræbte under Bush. Det var bedre at Taliban havde frit styre til at
dræbe så mange afghanere de kunne have lyst til, end at amerikanske
soldater skulle kunne bekæmpe Taliban uden de humanitære håndjern.
Sommetider
er det sådan at man må ødelægge landsbyen for at redde landsbyen og det
er sandt uanset om det er amerikanske fly der bomber en terroristrede
eller humanitære der lader Taliban indtage landsbyen og dræbe hver 10.
kvinde i den.
Og
alligevel til trods for denne storslåede indsats, til trods for alle de
soldater der er døde fordi de ikke var sikker på om den mand der
placerede en vejsidebombe nu var terrorist, eller blot en ‘anstændig’
valmuedyrker der undersøgte jordbunden, til trods for alle de dræbte
civile afghanere ved den moralske teknologi, så er vor uvenlige nabo der
skriger op om fred lige så lidt mæt som en kannibal ved en
vegetarbuffet. Giv ham, hende eller ‘det’ fem værdifulde minutter af din
tid og de vil begynde at skrige op om droneangreb, drabslister, og en
teknologiens morderiske vildskab der er så langt væk fra den
overvældende ildkraft (Shock and Awe) man kan forestille sig uden fuldstændig at gå Gandhi.
Om
noget så hader ‘det’ droneangreb mere end Hiroshima. Massedrab
retfærdiggør den lumre foragt for krigsmaskineriet, men noget der blot
ligner et forsøg på at moralisere krigsførelsens udfordringer udfordrer
dets principper og giver anledning til endnu større forargelsesudbrud.
I
fredens navn overlod Israel millioner af menneskers liv til kontrollen
af en terrororganisation der underviste deres børn i at tro at deres
højeste formål i livet var at dø samtidig med de slog israelere ihjel.
Oslo-Aftalerne gjorde stenkastere til riffelskytter og selvmordsbombere.
De tillod den slags mennesker som de fleste af Israels muslimske naboer
har låst inde og derpå smidt nøglen bort, at komme ind i landet og de
gav dem ledelse over økonomien og ungdommen. Hver fredsdue, hver
fredssang, hver fredsaftale, gav anledning til de blodstrømme der
fulgte, ikke kun uundgåeligt, men tvungent.
I
årtier, hver gang Israel var lige på nippet til at gøre det af med
terroristerne så kom der en våbenhvile eller en fredsaftale. Volden
kunne derpå fortsætte fordi våbenhvilerne og fredaftalerne blot var
forlængelse af uafsluttede krige. Det var en omgang baseball der aldrig er hørt op fordi der aldrig er blevet scoret nogen home-run. I stedet blev New York Yankees tvunget til at spille mod Martyrs of Muslimtown i 30 år med en dommer der afbryder hver gang hjemmeholdet er på nippet til at vinde. Hver fredsaftale har ikke betydet fred, de har betydet at Muslimtowns Martyrs har fået endnu nogle år til at dræbe og blive dræbt.
Fred betød at krigen aldrig ville høre op. I stedet for stedsevarende fred, blev det til stedsevarende krig.
I
1992 deportede Israel 400 Hamas terrorister. Man slog dem ikke ihjel,
låste dem ikke inde. Alt man gjorde var at sparke dem ud af et land de
ikke anerkender og lukkede så døren bag dem. Den deportation blev datidens førende menneskerettighedssag.
FN udstedte en ensstemmig resolution der fordømte deportationen. Røde
Kors bragte dem tæpper. Newsweek anklagede Israel for at “Deportere
Håbet om Fred.”
Så
lod Israel de 400 Hamas terrorister, fredshåbet, komme tilbage. I løbet
af de næste 20 år, udgydtes der strømme af blod på grund af dem. Der
var aldrig fred med dem og de gjorde fred umuligt.
Men
de humanitære havde fået deres vilje, som de altid får deres vilje, og
deres vilje er en bus sprængt i luften og et knust cafeteria, den
brændende bygning og selvmordsbomberen der befandt sig i en folkemængde
på en travl handelsgade,
barnets mors så yndigt bundet til hans martyrkostume sammen med Alfred
Nobels store opfindelse, kampflyet der smider sin last af bomber og
TV’et der skriger på krig. Men alt dette var langt bedre end at 400
Hamas terrorister skulle nyde deres Røde Kors krus med sort kaffe på
Libanons bakkeskråninger.
Til
de der synger med på den gamle Lennon sang om at fred altid er bedre en
krig, og gode intentioner altid fører til gode resultater! Den eneste
måde fremad er altså at holde din hånd udstrakt mod fjenden og gøre det
igen og igen uanset hvor meget lægerne må kæmpe med at få den syet på
plads igen efter det sidste ‘håndtryk.’
Fred
er stadig bedre end krig. Det er bedre at Israel og Hamas udkæmper
eskalerende mini-krige hvert 3. år, end at Israel en gang for alle får
gjort has på Hamas? Den pris var ikke værd at betale for 20 år siden da
det ville betyde af 400 terrorister ville være tvunget til at få arbejde
med putte Halal hash i libanesiske hashjoints. Det er helt sikker ikke
det værd i dag.
En
flok fredsduer svæver over Israel med forslag om at indgå forhandling
med Hamas. Men det er Israel der formodes at skulle finde ud af at leve
med sin eksplosive brud. Alle de forslag går ud for en gradvis proces
hvor Hamas vil blive forkælet, omfavnet og fjernet fra terrorlisten og
blive en medlem af det internationale samfund. Det er sådan set helt i
orden - men kun hvis man har blødkogte hjerner.
Hamas
er ikke interesseret. Dets mål er ødelæggelse af Israel. Dette er ikke
en påstand, det er ikke sur irritation over at være under blokade af
Israel eller vrede over de seneste kampe. Det er selve ideologien hos
Hamas der stammer fra Islamisk kerneprincipper over hvilken rolle
ikke-muslimer har i den muslimske verden. Man
er ikke interesseret i en to-stats-løsning, jobskabelsesprogrammer
eller noget af det skinnende meningsløse legetøj som diplomater vifter
med når de ankommer til regionen. Målet er at hæve Islam over alle andre
systemer ved at ødelægge en ikke-muslimsk stat, i det man anser som et
muslimsk territorium.
Stedsevarende
fred er ikke til sådanne konflikter. Fred blev indgået med fornuftige
mennesker der er villige til at give og tage. Den er ikke for de som kun
vil tage.
At
skabe fred er ikke en politik, det er en religion som vi er forpligtet
til at tro på. Det er et umoralsk princip der afslutter krig. At skabe
fred i 2. Verdenskrig kostede flere liv end Hitler kunne have taget af
sig selv. At skabe fred i krigen mod terror har kostet hundrede gange
flere liv end terrorister har kunnet tage af sig selv. .
At
beskæftige sig med fred er en dødens industri. Bag fredstegnet er en
mark af blomster med en grav for hver blomst. Bag fredsaftalen og
våbenhvilen lurer endnu en krig der vil blive værre end den sidste.
About Daniel Greenfield
Daniel
Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a
New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on
the international challenges America faces in the 21st century.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar