Balkan - forfejlede indsatser

Forfejlet social omformning på Balkan

DOUG BANDOW

 

Intervention på Balkan har altid været en fejltagelse for U.S.

Den Kolde Krigs afslutning fjernede den allervigtigste hindring i Washingtons tendens mod imperiet. Siden da er intet andet land gået i krig så ofte som Amerika.  Den eneste konflikt med nogen grad af nødvendighed var Afghanistan -- oprindeligt for at komme efter al Queda. Ingen af de indledte eventyr er gået særlig godt.

En af Washingtons store fiaskoer har været Balkan. Regionen er ikke af nogen geopolitisk betydning for Amerika og burde være overladt til NATO’s europæiske medlemmer. Hvis de, som Otto von Bismarck, ikke anså Balkan for at være en eneste Pommersk grenaders knogle værd, så havde U.S. helt sikkert ingen grund til at blande sig.

For et dusin år siden bombede Washington alligevel Serbien, der hverken havde angrebet eller truet noget NATO medlem. Vestens nationer der i mange århundreder udkæmpede bitre krige med baggrund i muligheden af opsplitning gik i krig for at støtte Kosovo Territoriets uafhængighed.

Kosovos status, historisk set er serbisk, men med et flertal af etniske albanere.. Beograd nægter at acceptere amputationen af 15% af sit landområde, Rusland har blokeret for Kosovos optagelse i FN, og et flertal af lande, herunder fem medlemmer af de 27 EU-lande nægter at anerkende Kosovo. Volden er fornylig dukket op igen i det nordlige Kosovo, hvor det etniske serbiske flertal forbliver loyal overfor Beograd.

Uheldigvis har de internationale styrker, både KFOR, en NATO enhed under tysk kommando, og EULEX, en europæisk politimission fortsat Vestens politik med at “serberne altid taber.” Da det serbisk dominerede Jugoslavien brød sammen for to årtier siden accelererede den tyske regering processen ved, for tidligt, at anerkende udbrydernationerne Slovenien og Kroatien. Ved således at anerkende, uden garantier, for Kroatiens store etniske serbiske befolkning, var man sikker på en blodig krig, da disse serbere søgte at komme tilbage.

Resultatet var en konflikt, hvori U.S. støttede det kroatiske flertal og trænede Kroatiens militær, der begik krigsforbrydelser og en storstilet etnisk udrensning.

Washington benyttede også luftvåbnet til at holde det muslimsk dominerede Bosnien sammen trods ønsket fra såvel serbere som kroater om at lade være. Det kunstige land forbliver et europæisk protektorat under ledelse af en “højrepræsentant” hvis hovedopgave er at undertrykke enhver folkelig mening der er modsat hans herrers vilje i Bruxelles.

Allieret sympati for de som havde ønske om at komme ud af områder med serbisk flertal fortsatte for Makedonien, Montenegro og Kosovo. At Milosevic regeringen var brutal kan ikke diskuteres, men alt for mange overgreb foregik rundt og omkring. Og Vesten fortsatte stædigt med at vende de blinde øje til når serberne blev myrdet og forvist.

Intet andet sted har det været mere tydeligt end i Kosovo. Skønt en U.S. diplomat kaldte Kosovo Befrielses Hæren - der stadig er under anklage for at sælge organer fra serbiske fanger - “terrorister” så undertrykte de allierede enhver uoverensstemmelse og lånte oprørerne deres luftvåben, bombede i 78 dage og dræbte i hundredvis eller tusinder af serbiske civile, muligvis ligeså mange som antallet af kosovarer der døde på to år i guerrillakrigen før NATO’s intervention.

Det albanske flertal gengældte dengang tidligere serbisk brutalitet ved at smide rundt regnet en kvart million etniske serbere, romaer, og ikke albanske-muslimer ud. Tidligere i år har Det Europæiske Råds Parlamentariske Forsamling indrømmet, at den allierede intervention havde “ført til utallige menneskerettigheds krænkelser og har ikke givet varige løsningsmodeller for de bagvedliggende problemer.”

Så fulgte år med en stilstand, under dække af ‘fup’ forhandlinger, hvori de allierede krævede at Kosovo skal være uafhængigt, med den mindre detalje, at Serbiens skal kapitulere uden diskussion. Beograd nægter  at føje sig bliver anklaget for obstruktion, og i 2008 erklærede Kosovo sig selvstændigt.

Dette ‘land’ har modtaget ringe international bedømmelse og dets premierminister blev angrebet af Europarådet for at stå i spidsen for en “mafialignende” organisation. Det kan ikke overraske at serbere der bor i byen Mitorvica, nord for Ibar Floden ikke ønskede at være en del af en flertals etnisk albansk stat. De skabte parallelle institutioner med forbindelse til Serbien, og fortsætter med at være imod styret i Pristina.

Washington and Bruxelles forbliver uforsonlige. Vesten har bestemt sig for Kosovos grænser. De etniske serbere formodes at gøre det som de bliver bedt om og underkaste sig nåden hos de som er anklaget for at skære serbiske fanger i småstykker for at sælge organerne. Hvad nu, hvis nogle af de mennesker der styrer i Pristina er de samme som dræbte serbere i guerillakrig? Og er de samme mennesker der i 2004 opmuntrede til endnu en voldsrunde mod den belejrede mindretalsbefolkning?

Den tyske forbundskandsler Angela Merkel belærte fornylig Beograd om behovet for at anerkende Kosovo, hvis man ønskede at slutte sig til EU. Skønt fem EU medlemmer nægter at følge med her, har forbundskansler Merkel insisteret på at Serbien ratificerer sit medlemskab for at få en plads i Bruxelles.

Næsten ligeså empatisk var Europa Kommissionen der udgav en ny rapport der konkluderer at “Serbien ville være i en position til at påtage sig forpligtelserne i mellemperioden.” Der var imidlertid et vigtigt “men.”

Beograd skulle samarbejde “aktivt med EULEX for at dette kan udøve sine funktioner i hele Kosovo.” Kommissionen føjede til: “ Alle parter skal være med til at udviske spændingen i det nordlige Kosovo, og tillade en fri udveksling af mennesker og varer.” Dette overdrager de etniske serbere i det nordlige Kosovo til en regering de aldrig har accepteret.

Status for Kosovo fik fornylig en ny drejning. Beograd indførte en embargo på varer til Kosovo tilbage i 2008; og så denne sommer besluttede Kosovos regering at gøre gengæld ved at forbyde serbiske produkter, selv i det nordlige Kosovo. De krævede en udvidelse af Pristinas greb om grænsen mellem Serbien og Kosovo for at blokere for den interne serbiske handel. De lokale serbere svarede igen med vejblokader, som de tilbød at opløse, hvis KFOR og EULEX holdt inde med at transportere Kosovo regeringens toldere til nord.

Det var et forståeligt krav. Tidligere amerikansk diplomat Gerald Galucci bemærkede at KFOR’s mandat er fredsbevarende, ikke politik, styrken “formodes at forhindre, at der opstår sikkerhedsproblemer og inddæmme eller forhindre provokationer såsom Pristinas plan for politiet.” Men nu er NATO ‘fredsbevarende’ styrke “trådt udenfor sit FN Sikkerhedsråds mandat ved at beslutte sig for at sætte magt bag Pristinas krav om institutioner,” forklarede han.

KFOR hævdede at man blot ønskede at fremme “ubegrænset bevægelsesfrihed,” men hvad det egentlig betød var at forstærke de etniske albaneres styre over de etniske serbere. Faktisk havde nogle allierede embedsmænd håbet på at løse problemet på en anden måde. En tidligere kommandør for KFOR, franskmanden Generalløjtnant Xavier de Marnhac påpegede at de etniske albanere, gennemsnitligt, er yngre end de etniske serbere, derfor “vil der være en form for biologisk afslutning på problemerne her, fordi som man ved, vil en af befolkningsgrupperne simpelthen skrumpe ind.” Dette betyder imidlertid at man skal vente. For at få fart i processen benyttede KFOR tåregas og peberspray mod de demonstrerende serbere, og gjorde dermed sig selv til en de facto sikkerhedsstyrke for Pristina.

Men serberne nægtede at trække sig tilbage og barrikaderne består. Resultatet er dødvande. Kosovos Indenrigsminister, Bajram Rexhepi, erklærede: “Vil vil ikke vige fra vore lovlige bestræbelser på at kontrollere hele vort territorium.” Dragisa Milovic, borgmester i den serbisk dominerede kommune Zvecan sagde: “Vi ønsker at være en del af Serbien - hverken mere eller mindre.”

Svaret er forhandlinger, alvorlige samtaler uden et forudbestemt resultat. En åbenbar aftale ville for Kosovo være at overlade de serbisk dominerede områder til Serbien i bytte for Beograds anerkendelse af Pristina. Goderne ved at få afsluttet den kolde krig mellem Kosovo og Serbien er åbenbare. Selv om Vesten forbliver forpligtet til at sørge for Kosovos uafhængighed, er der ingen grund til at støtte op om Pristinas allermest ekstreme territoriale ambitioner. Hvis selvbestemmelse er godt for etniske albanere må det også være godt for etniske serbere.

Arkitekterne bag nutidens geopolitiske rod er selvfølgelig dybt rystede over et hvilket som helst forslag der skal reparere på deres makværk. At gøre det, argumenterende Morton Abrahamowitz og James Hooper fra Century Foundation and Public International Law & Policy Group, ville henholdsvist “friste skæbnen, og mere vold ved at åbne for en opdelingsmulighed for de etniske grupper i Serbien.” Det samme princip, som de er imod, ville gælde Bosnien, hvor både serbere og kroater ville foretrække at forlade den unaturlige nation som er blevet dem påtvunget udefra.

Imidlertid er det lidt for sent at bekymre sig om “etnisk begundet opdeling.” Trods alt var det netop Amerikas og Europas bevidste politik i 1990’erne: Kroater, slovenere, bosniske muslimer, makedoniere, montenegrinere og kosovoalbanere fik alle deres egne nationer, med opmærksomheden rettet, hverken mod den større føderale stat eller de forskellige minoriteter deri. Ingen tænkte overhovedet på den præcedens der ville blive skabt, i Europa eller andre steder.

Ydermere har årevis af insisteren fra Washington og Bruxelles overfor de ignorante lokale om at de skal klappe i fejlet. Så længe de allierede forsøger at påtvinge urealistiske afgørelser, bevare kunstige stater, og holde fast i splittede regeringsf0rmer politik, vil regionen forblive ustabil.

Som min kollega fra Cato Institute, Ted Galen Carpenter påpegede, er problemet at regeringerne og nationerne der støttes og fremmes af Vesten mangler legitimitet hos store dele af deres befolkninger. Forsoning vil stadig være noget langt borte så længe udlændinge insisterer på social omformning uden hensyn til de lokales følelser. En politik med tvungen sameksistens vil helt sikkert kun give vrede og ende i vold.

Under alle omstændigheder har Amerika ingen grund til at være blandet ind i denne kamp. Washington behøver ikke vælge blandt Balkans konkurrerende etniske fraktioner. De har alle demonstreret xenofobisk nationalisme. Alle har behandlet deres mindretal med brutalitet, mens de samtidig insisterer på at deres rettigheder skal respekteres. Hvis serbiske styrker har begået overgreb så skyldes det i det store og hele at de havde muligheder for at gøre det.

U.S. burde give Bruxelles, Berlin, Paris og andre lov til at overtage problemet. Som Carpenter bemærkede: “Det bredere budskab til europæerne burde være: Overvej endog ikke at ringe til Washington for at få hjælp til at klare jeres egen dårskab - især efter i forspildte jeres sidste chance for en fredelig, retfærdig løsning på Kosovo problmet.”

At intervenere på Balkan har altid været en fejl. Med U.S. så travlt optaget andre steder, er det på tide at erklære at denne region er et europæisk ansvar. 

ABOUT THE AUTHOR

Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and the Senior Fellow in International Religious Persecution at the Institute on Religion and Public Policy. A former Special Assistant to President Ronald Reagan, he is author of Beyond Good Intentions: A Biblical View of Politics (Crossway).


http://spectator.org/archives/2011/11/03/failed-social-engineering-