Storbritanniens nye muligheder efter Camerons NEJ

Lad Storbritannien komme med i NAFTA

Clyde Prestowitz

Her sidste weekend i Bruxelles afsluttede den britiske premierminister David Cameron endelig den 50 år gamle britiske debat, hvorvidt man ønsker at være en del af Europa eller ej. Cameron's konklusion, selvfølgelig, var Nej!

Dette er slet ikke overraskende da briterne aldrig rigtig har haft deres hjerter med i det europæiske projekt. Da Fællesmarkedet (EEC) blev oprettet i 1958, blev Storbritannien inviteret med. Svaret var “takker, men Nej!”

Så i 1972, da Fællesmarkedet så ud til at blive en ægte succes, ændrede London holdning og blev indrømmet medlemskab under påskud af, at Storbritannien hørte til Europas hjerte. Men så påbegyndtes en lang serie af forhandlinger om særlige undtagelser og betingelser for briterne, og i den interne debat blev vægten af Storbritanniens betydning altid smidt på vægtskålen som argument for mindre økonomisk integration og absolut ingen politisk integration.

Edward Heath premierministeren der endelig, efter mange års kamp, fik GB med i EEC

Med EURO’en skæbne, og måske hele EU hængende i en tynd tråd, og med udsigten til en aftale og en plan for 26 af de andre medlemmer af EU (Ungarn meldte også fra - synopsis-kommentar) for større finansiel integration og disciplin for at bekæmpe den nuværende europæiske gældskrise, benyttede Cameron sin vetoret for at hindre planen da han ikke mente at han havde fået tilstrækkelige undtagelser således at finansmarkedet i London kunne holdes udenfor. Dette forhindrer effektivt de andre lande i at komme fremad med planen og tvinger dem til at forsøge at implementere den gennem en besværlig procedure med nye forhandlinger om en traktat. Det kan i sidste ende vise sig måske umuligt.

Selvfølgelig betyder det ikke, teknisk set, at UK vil blive smidt ud af EU. Men det er vanskeligt at forestille sig at resten af EU, herunder UK, kan indgå i nogen seriøse diskussioner i fremtiden. Således står spørgsmålet tilbage om Storbritannien har så meget at skulle have sagt.

Jeg foreslår at United States, Canada og Mexico inviterer Storbritannien med i NAFTA. Såp kunne vi ændre navnet fra North American Free Trade Area til blot Northern Free Trade Area eller North Atlantic Free Trade Area. Det ville være yderst fornuftigt for Storbritannien da dets opfattelser af et uhindret frit marked og frihandel er meget tættere på nordamerikanernes, end på de mere regulerende og merkantilistiske opfattelser hos kontinental europæerne.

Storbritannien har allerede en omfattende handel med Nordamerika og er omdrejningspunktet hos meget af den Nordamerikanske finansindustri. Man deler jo helt åbenbart et fælles sprog med United States og Canada og det største avismogul ejer Wall Street Journal.

To forkæmpere for det frie marked - Reagan og Thatcher med håndtaske

Så er der spørgsmålet om valuta. Det som fik Cameron til at sige stop var uvilligheden hos hans kontinentale europæiske partnere til at give særlige undtagelser til City, undtagelser som bedømmes som nødvendige for at fastholde Londons plads som et af verdens store finans centre. Ironisk nok vil City’s fremtidige rolle, uden en ægte aktiv medvirken i EU, være ganske så usikker.

Dette problem ville imdlertid med lethed kunne løses, hvis det nye Northern Free Trade Area antog en fælles valuta (U.S. dollar og Canadisk dollar + Mexicos peso + sterling pundet = Dolep).

Selvfølgelig er der en mulighed for at canadierne og mexikanerne ikke er villige til dette, i så fald kunne Washington tilbyde statstilhørsforhold til Storbritannien, eller separat til England, Wales og Nordirland. U.S. flaget skulle da have enten 51 eller 54 stjerner og der ville aldrig igen være noget problem med at tyskerne eller franskmændene eller bureaukraterne i Bruxelles beder London om at føje sig efter deres melodi.

Bedst af det hele, er at denne løsning ville give United States flere tidszoner end Rusland.