Daniel Greenfield Bio ↓
Engang for længe siden beordrede en gammell Kalif sin gamle tjener, at han skulle lære et æsel at tale så han kunne mores sig. Hvis han nægtede ville han blive dødsdømt. Hvis det ikke lykkedes ville han også dø. Den gamle tjener rystede opgivende på hovedet og bad om et års tid for at kunne fuldføre opgaven. Da de andre tjenere spurgt hvorfor han havde accepteret opgaven, varede han: “Et år er lang tid. Enten dør Kaliffen, æslet dør, eller æslet lærer at tale.”
Det er godt nok nogle år siden, og æslet lever knap og nap endnu. Obama har gjort dét med et halvt dusin lande som Jimmy Carter gjorde med Iran. Islamisterne er i fremgang og Kalifatets ånd er sluppet ud af flasken. På vejen kan de muligvis falde sammen, men for øjeblikket er det en stadig større politiske magt i regionen. Den håndfuld muslimske lander der kunne være blevet beskyldt for at have moderate regeringer er nu borte.
En ‘bande’ af “islamist hviskere” i pressen, den førende blandt dem Thomas Friedman har travlt med søge sig skjulesteder. I sin seneste klumme forklarer han, at de islamistiske sejre kun skete fordi diktatorerne forhindrede “uafhængige, sekulære, demokratiske partier” i at få lov at udvikle sig. Det han ikke magter at forstå er at diktatorerne var den eneste magtfaktor der fastholdt en form for sekularisme, ikke fordi de var firtænkende ateister, men fordi mange af dem stammede fra militæret og ønskede en stat der fungerer i stedet for et teokrati.
I Tyrkiet var militæret garanten for sekularismen indtil de europæiske Friedsmans besluttede at det var meget bedre at støte det islamisk AKP og dets demokratiske forpligtelse til at gøre Tyrkiet til en islamist stat. Nu er generalerne låst inde og en snerrende tosse der har ført landt mod fallit for at overføre penge til sine partnere og skabe et midlertidigt økonomisk opsving truer Europa.
Shahen af Iran, Ben Ali og Mubarak er blot nogle få af de virkelig fejlfyldte herskere der ikke desto mindre fastholdt en vis grad af social frihed, fremfor demokrati og betalte prisen når de idioter vi valgte besluttede, at regionen ville få det bedre uden dem og kom i islamisternes besiddelse.
Verdslighed og demokrati er modsætninger når flertallet af befolkningen støtter islamisterne. De verdslige aktivister som Friedman og Vestens medier omfavnede er en elite uden kontakt med virkeligheden der mere ligner Twitter end den almindelige egypter. De har mere til fælles med de diktatorer de førte kampagne mod for at få dem styrtet, og i mange tilfælde har de familiemæssige forbindelser med den herskende klasse. Var det lykkedes for Vesten at få ført El-Baradei frem i spidsen uden valg, så kunne de have fået magten, eller må de forblive i den islamistiske skygge.
Men vær aldrig bange, for Friedman lover, at når engang de liberal uafhængige sekularister får tilstrækkelig tid til at lære, hvordan valg foregår, så vil islamisterne skulle “konkurrere med lovlige verdslige partier.”
At læse Friedman er som at diskutere med en modstander af en fuldstændig miskrediteret teori der bliver ved med at hævde, at med tiden vil den endelig bestå eksamen. Men tror det overskægsmykkede vidunder på the Times virkelig at islamisterne vil vente på at sekularistern skal konkurrere med dem? Friedman og resten af koblet afviste den mening, at Egypten ville følge Iran, men nu kunne han lige tage et glimt på Irans historie. Islamistisk demokrati begynder når det gamle regime falder og afsluttes når de får magten.
In FriedmanLand (TM), hvis islamisterne snørrer valgene så vil folket rejse sig og styrte dem. Men hvor godt gikkdet i iran? Forskellen mellem islamisterne og Mubarak er det den, at de joviale skæggede knægte er ligeglade med, hvor mange lig der dynges oven på hinanden, og de eneste de står til ansvar overfor er endnu mere ekstreme end dem selv.
Medierne opererer stadig under det bedrag at islamisterne vil holde fast i demokratiet når de først har fået goder ud af det, og det viser blot mediernes gennemførte uvidenhed. Selve essensen i islamisternes dagsorden er at nægte folket frihed til at leve på den måde folket lyster. Og når det nu er sådan, hvorfor skulle de da tillade nogen partier der ikke strengt følger Koranens program at lege med i deres nye sandkasse, når det ville være en krænkelse af deres principper?
Finansanalytikere er dukket op for at informere os om at Det Muslimske Broderskab er for forretningmindet, hvilket er sandt på samme måde som Irans leder er for forretning, og Mubarak var for forretning og Vladimir Putin og herskerne i Folkerepublikken Kina. Hvilket vil sige de elsker penge og kører et oligarki der vil kontrollere meget af landets industri eller indkræve bestikkelser fra de virksomheder de ikke kontrollerer. For en finansanalytiker er dette gode nyheder, men han kunne måske ønske at se lidt nærmere på hvad BNP i Persien kunne have været i dag, hvis det ikke var blevet kørt over af sortklædte parasitter og deres yndlingsbøller.
Saudiarabien og resten at stammeoliestaterne er gode eksempler på pro-forretnings islamisterne, men den profit der bliver kanaliseret ind i paladserne, til prosituerede og brød og cirkus for deres folk er investeret i terrorisme og opkøb af Vestens nyttige idioter så de kan gøre tjenester for dem. En finansanalytiker kunne begynde med at se på den økonomiske omkostning ved deres terrorinvesteringer i den frie verden, for ikke at nævne den demografiske jihad med dens allestedsværende voldtægt, mord og sociale omkostninger.
De fleste af de nye ansøgere til Kalifatet er ikke i samme finansielle position som Saudiarabien. Tyrkiet har sin nærhed med Europa. Egypten har ikke meget at byde ind med. Nogle af de mest lukrative finansielle interaktioner var med Israel og landet fik gavn af amerikansk hjælp. Uanset hvor blødt Det Muslimske Broderskab starter ud og selvom de skulle ride med Obama i de næste fire år, så vil den pengestrøm tørre ud.
For Israel er æslets død, både godt og skidt. Skidt fordi det med sandsynlighed ville få en krig på halsen, slemt fordi der vil være et fald i interessen for at tvinge den jødiske stat til at få æslet til at tale. Lige siden Oslo har Israel forventet at formilde det vilde dyr med forsoningens musik og hvis æslet blev ved med ikke at ville tale, så var det dog stadig Israels fejl. Men det er vanskeligt at forvente at nogen kan få et dødt æsel til at tale, og at Broderskabet, der ikke anerkender Israel, vil være villige til at samtale om noget som helst udover en våbenhvile.
Et tidernes tegn er at selv Fried er tvunget til at indrømme at han forstår “Israel ikke tager territorium i denne usikre periode med en del palæstinensisk bevægelse. Dette er en af de sjældne lejligheder, hvor nogen på New York Times har anerkendt at forhandlinger med det halve at en stat, som ikke er en stat, er fuldstædnig uden mening. Men Friedman bliver hurtigt sig selv ved at fremhæve af PA’s Salam Fayyad er en pinata fuld af vidunderlige muligheder, som fred, glæde og solskin.
“Israel har et arabisk forår i sin egen baggård personificeret af premierminister Salam Fayyad,” påstår Friedman. “Han har været den mest radikale arabiske leder af alle.” Hvis det at være en udnævnt leder der aldrig har stillet op til embedet eller gjort meget andet end at organisere Myndigheden under overvågning af Vestens regeringer gør en person til en ‘åbenbaring’ så har Tom sat ambitionen for lavt.
“Fayyad kom ikke til magten gennem popularitet og han har ikke vundet et valg. PA holder slet ikke valg, hvilket er den opførsel som Friedman forhåner hos nogle arabiske ledere, men hylder hos andre. Fayyadismen er ikke nogen national bevægelse som Times gerne vil have du tror, det er blot en ønsketænkning hos nogle få klummeskribenter der så desperat lader som om det samme lamme PA er ved at komme ud af sin puppe og vil flyve afsted så smuke som en Admiral sommerfugl.
Friedman beklager sig over at Nethanyahu ikke giver Fayyad myndighed til at gøre sit magiske allerbedste, og at de åh så yndige sikkerhedstjenester der myrder israelere på deres frivagter ikke får nok ansvar. Men Tom har grund til at være bekymret. Hamas vil tage Ramallah når man beslutter sig til det, og hvis Broderskabet tager Cairo, så vil PA miste enhver ven man havde der. Og når først Hamas kontrollerer det hele så vil æslet have det godt, og virkelig være død. Der vil ikke være nogen fredsproces at beklage sig over eller forsøge at genrejse. Ligesom den norske blå Papegøje (i en Monty Python sketch, stendød og som dyrehandleren forsøgte at sælge ) der er fastgjort til pinden vil alle Friedmans forsøg på at sælge Palæstina være. Den vidunderlige demokratiske verdslige uafhængige stat der skulle have Oslo med i Gazastriben.
For to år siden skrev jeg en artikel og foreslog at Nethanyahu spillede Kaliffens spil, og ventede på Obama administrationens krav, og så håbe på at uret ville løbe ud med dens tidsplan. Mens Friedsmans håbede at æslet ville lære at tale, og mange amerikanske jøder håbede at Kaliffen ville blive tvunget bort fra tronen, så kunne det se ud til at det er æslet der er ved at dø.
Det døde æsel betyder problemer for flere end blot Israel. Myten om en moderat muslimsk verden med normalitet fortsætter. En verden hvor Iran og Saudiarabien var undtagelserne fremfor reglen. Men hvis betragtelige dele af den muslimske verden bliver til direkte teokratier med den nuværende behandling af kvinder, så kan spillet være forbi.
About Daniel Greenfield
Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.http://frontpagemag.com/2011/12/02/the-donkey-is-dead/2/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar