Patrice Lewis
Jeg skriver helt øverst oppe fra en tilskuerplads i den enorme gymnastiksal. På gulvet befinder tre klasser af elever sig, der arbejder med forskellige øvelser (gymnastik på måtte, balancebom, ringe, mv.) En af de 50 unger er vor datter. Jeg er her hver uge, og betragter hende lære finurligheder i denne smukke sport.
Vor ældste datter har haft ønske om at gå til gymnastik i årevis - ligesom vor yngste datter har haft ønske om at lære at spille violin. Når man har skole derhjemme, og bor langt ude på landet, som vi gør, da er det ikke let at give sine børn "fordelene" som disse ekstraordinære aktiviteter sommetider kaldes. Efter at have ledt længe og set på forskellige muligheder besluttede vi at bruge en dag om ugen og køre til byen for at give pigerne de lektioner der vil gøre deres liv rigere og deres kroppe sundere. Det er det bedste vi kan gøre.
Grunden til at disse berigende aktiviteter har været i min tanke er på grund af en CNN artikel jeg læste som havde en liste med 15 steder børn bør se, inden de bliver 15 (såsom Monticello, Grand Canyon, og Disney World). Min ældste datter er 15, og hun har lige præcis set NUL af disse, det må jeg indrømme, fantastiske steder.
Men her sidste måned så hun en kalv blive født på vor farm.
Hvilken aktivitet er så mon mest berigende? At se Monticello eller se en kalv blive født?
Svaret er selvfølgelig, dem begge. Eller ingen af dem. Børn vil vokse op uden begge dele, uden at tage 'skade.'
Det morer mig altid at læse hvad "eksperter" tror er nødvendigt for at opfostre stabile, afbalancerede børn - og hvordan få af disse anbefalede ting faktisk er særlig vigtige. Det er også interessant at se eksperterne danse omkring det helt åbenbare, og undgå at nævne det som er absolut nødvendig for at forberede børn til at opnå det maksimale af deres formåen.
Der er ligeså mange forskellige måder at være forældre som der er forældre. En huskeliste med vigtige faktorer kunne omfatte en religiøs grundlære, en sund uddannelse og et kontrolleret TV-kiggeri. Mere specifikke eksempler kunne omfatte musik eller sport, en ærbødighed for Moder Jord, eller for genbrug. (alle har jo deres dagsorden)
Men den mangler stadig det helt åbenbare og naturlige.
Forstår du, de fleste forældre kan betale for lektionerne og passivt se til når deres børn bliver beriget gennem kunst eller sport. Mine døtres liv er i betragteligt grad rigere, fordi de kan udforske deres interesser i musik (klaver og fiddle) og gymnastik. Deres liv er endnu rigere, fordi de kan dyrke, og tilså haven, og dyrke grønsager og se kalve blive født og kyllinger blive udruget.
Men er dette tilstrækkeligt? Er det nødvendigt for at barn at deltage i en berigende aktivitet for at blive en afbalanceret voksen?
Næh. Det som der kræves for at opfostre afbalancerede børn - børn der vil være i stand til at nå deres potentiale - er en fasttømret, stabil, intakt familie. Ganske enkelt.
Sidste år blev min datter veninde med en pige (lad os kalde hende Jane) fra gymnastikholdet. Vor datter bliver ofte tiltrukket af de som har det svært, og Jane forekom genert og sørgmodig. Det viste sig at pigen var i familiehjemmepleje. Da hun først kom til sit nye hjem spurgte familien Jane om hun have nogen aktiviteter hun kunne tænke sig at prøve. Da Jane, tøvende, foreslog gymnastik lod hendes plejeforældre hende omgående blive skrevet op. Jane skulle stadig forlige sig med sit nye held - hun elskede de lektioner - men hun havde endnu ikke lært at smile.
Jovist, bliver Janes liv beriget af gymnastikken. Men langt vigtigere, er hendes liv blevet beriget af en familie der har omsorg. Som 13-årig oplever hun for første gang hvad en stabil, intakt familie er - en familie der passer på hende, har omsorg for hende og søger at opfylde hendes ønsker og behov; en familie der tilbyder en solid baggrund som Jane, så endelig, kan komme op 'at stå' og blive nogen ... i stedet for blot at overleve.
Dette er den barske realitet, hvis man ønsker afbalancerede børn - et absolut behov for en stabil og intakt familie - og som ingen ønsker rigtigt at tale om. Hvad med den biologiske far i hjemmet? Hvad med noget disciplin og nogle grænser? Hvad med manglen på gode argumenter? Hvad med kærlighed og varme og læse sammen ved familiens middagsbord?
Selv blandt børn der går i offentlige skoler (tilfældigvis mener jeg det ikke er en fordel) ser det ud til at de som bliver mindst 'fordærvede' kommer fra stabile familier. Et intakt hjem giver børn en forbavsende fordel. Når deres følelsesmæssige liv ikke smadres af stress og dramaer, er de frie så de kan kanalisere deres energier i udviklingen af deres talenter og interesser, og stå fast på et solidt fundament.
Der er helt klart forskellige variabler på vejen i det at opfostre børn. Intakte hjem er udmærket medmindre forældrene nægter at disciplinere deres børn (som til gengæld giver forkælede møgunger der vokser op som monstre). Familier kan være intakte, men ikke stabile. De som lider under misbrug, kriser, afhængigheder mv. er meget værre stillet end enlige forældre der er rolige og fredelige.
Og frem for alt, livet er besværligt. Ægtefæller forlader deres familier. Sygdom eller død intræffer. Nogle bliver afhængige af stoffer. Arbejdsløshed resulterer i skilsmisser. Enlige kvinder bliver gravide. Endeløse uforudsete eller ukontrollerbare omstændigheder kan øve inflydelse på en families stabilitet. Under sådanne omstændigheder er det bedste du kan gøre, netop at forsøge dig med det bedste.
Men intet at ovenstående kan sætte spørgsmålstegn ved den kendsgerning at en stabil og intakt familie er den allerbedste "fordel" nogen kan give deres barn.
Så trods den kendsgerning, at vore døtre nu får lektioner der beriger dem, trods den kendsgerning, at de får lov at se ting som nyfødte kalve og nyudklækkede kyllinger så er den største gave og fordel jeg kan give mine børn, at fortsætte med at elske og respektere deres far, min mand. Skulle vi nogensinde miste vor indkomst eller vort hjem, så vil de i det mindste have et klippefast fundament der vil give dem den bedst mulig begyndelse på voksenlivet.
Et barn er det vigtigste i et menneskes liv. At berige det barn er så enkelt - som at acceptere sin pligt og sit ansvar. Belønningerne for at give stabilitet, disciplin og kærlighed er meget store.
Men ikke at leve op til den pligt bør slet ikke overvejes som en mulighed.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=284825
Patrice Lewis is a freelance writer whose new book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar