Efter 61 år giver Korea Krigen lærerige erfaringer
Mens vi mindes vore militærfolk der gav deres liv under konflikten burde vi også tænke på årsagerne til at den fandt sted, og hvordan vi kan mindske sandsynligheden for endnu en Krig i Korea og andre steder.
For 61 år siden den 25. juni 1959 invaderede Nordkorea "uventet" Sydkorea. Mens vi husker på vore mange militærfolk, der gav deres liv under konflikten burde vi måske også tænke på årsagerne til at det skete, og måske også på, hvordan vi kan minimere sandsynligheden for endnu en krig i Korea, og andre steder.
Begivenhederne der førte til invasionen er nu gammel historie, og derfor betragtes de som værende af kun lidt evalueringsværdi for nutidige begivenheder. Stalin, Mao, og Kim Il Sung er døde og borte men deres ånd overlever, og forsætter med at hjemsøge os; dertil har vi også andre vi skal tage hensyn til, hovedsageligt i de arabiske lande.
Kina og Rusland er ganske så anderledes i dag end de var i 1950, skønt Den Demokratiske Folkerepublik Korea forbliver en gåde - under ledelse af Kim Jong-Il med en tilsyneladende men dog sikker efterfølger i dennes søn Kim Jong-un. Overdragelsen til efterfølgeren kan muligvis vise sig ikke at være så glat og smertefri og kan føre til misregimente. Således også med Folkerepublikkens elendige økonomiske situation koblet med landets mulige atomarsenal og generelle besynderlighed.
Mange dokumenter blev kendt under den "globale opvarming" af relationerne mellem United States, Sovjetunionen og Kina. Mange, om ikke de fleste er blevet oversat og studeret af lærde. De viser at Nordkoreas Kim Il-Sung havde ønske om at genforene den koreanske halvø gennem magt og det siden 1948, men at Stalin havde været imod, indtil han blev overbevist om at det ville kunne fungere meget hurtigt. Han forsynede landet med betragtelig militær assistance. Kinas Mao blev ikke som sådan konsulteret under perioden der førte op til invasionen. Til sidst blev han dog, og var enig i invasionen trods hans større interesse i at invadere Taiwan, som Stalin pragmatisk var imod. Til sidst påtog Kina sig byrden, ikke med den indledende invasion, men da United States og Republikken Koreas styrker gik til modangreb og pressede sig ind i Nordkorea og snart stod ved den kinesiske grænse.
I løbet af de to år før den nordkoreanske invasion brugte Kim il-Sung meget tid i Sovjetunionen for at forsøge at overtale Stalin og fremhæve fordelene ved en invasion. Man har hævdet at i 1949 begyndte Stalin af have svære bekymringer over et angreb på Nordkorea fra Syd:
Mens Stalin forsøgte at forhindre en krig i Korea i 1949 lagde Nordkoreas ledelse stadig mere pres på Kreml og krævede tilladelse til at befri Syd. Den 7. marts 1949 da han talte med Stalin i Moskva sagde Kim il-Sung: "Vi tror at situationen gør det nødvendigt og muligt at befri hele landet gennem militære midler." Sovjetlederen var uenig og henviste til Nords militære svagheder og til USSR-USA aftalen om den 38. breddegrad og om mulig amerikansk intervention.
Stalin tilføjede at hvis blot modstanderen ville angribe Pyongyang da ville Nordkorea kunne forsøge sig med militær slagkraft ved at igangsætte et modangreb. Derpå forklarede chefen i Kreml, "dit træk vil blive forstået og støttet af alle."
Omstændighederne skiftede og man blev snart enige om, at en falsk påstået invasion fra Syd ville kunne tjene som en nyttig anledning til en invasion fra Nord.
Stalin anså enhver forbedring i U.S.-Kina relationerne som meget farlig for Rusland og at denne kunne potentielt ruinere hans strategiske kalkulationer. En overtagelse af Syd af Nord ville yderligere skabe en distance mellem Øst og Vest såvel som forstærke Kinas afhængighed af USSR. Det ville også være nyttigt for Sovjetunionen i tilfælde af en 3. Verdenskrig. Ikke desto mindre manglede man at overbevise Stalin om, at Nord kunne vinde en hurtig sejr, og at der ikke ville være nogen U.S. intervention.
Da Kim il-Sung i al hemmelighed besøgte Moskva mellem den 30. marts og 25 april, forsikrede han Stalin om at hans angreb ville lykkes på tre dage: Der ville ikke være oprør blandt de 200000 partimedlemmer og han var overbevist om at United States ikke ville gribe ind. En tale holdt af Udenrigsminister Dean Acheson den 12. januar 1950 var et afgørende bevis. Der havde Acheson udeladt Sydkorea fra en liste af nationer som United States ville forsvare dersom de blev angrebet. Stalin gav derfor lov til aktionen.
Skønt Stalin føjede sig for Kims bønfaldelser om tilladelse til at angribe, insisterede han på en grundig forberedelse. Hele tiden var der udvekslinger af telegrammer mellem Moskva og Beijing. De nævnte ikke, at Stalin havde givet sin godkendelse til invasionen. Stalin betragtede den langt større bymæssige kommunisme i USSR som anderledes fra, og som værende overlegen over den mere landlige kommunistiske situation i Kina og havde intet ønske om at Kina skulle være med:
Stalin . . . ønskede selv at udarbejde planerne for Koreakrigen uden kinesisk indblanding og indvendinger og derpå præsentere Beijing for en fait accompli, hvor Mao ikke ville have noget andet valgt end at være enig i invasionen og assistere ved den. Når han var i Moskva insisterede Mao på befrielsen af Taiwan. Stalin var negativ overfor ideen. Det ville være vanskeligt for Stalin at overbevise Mao, der i Moskva, om at hjælpe koreanerne før kineserne selv havde fuldført genforeningen af deres eget land.
Selvom Kim besøgte Beijing cirka en måned før den 25. juni og invasionen så var det for at informere Moa om hvad der skulle ske, mere end at søge assistance. Mao havde Taiwan at bekymre sig om og krig i Korea var allerede uundgåelig. Mao gav sin velsignelse noget forbeholden.
Stalin’s rolle, ulig Mao’s, var helt anderledes tydelig lige fra begyndelsen:
Stalin’s afgørende støtte til Kim blev vist på to måder. For det første, straks Kim vendte hjem fra Moskva begyndte Sovjetvåben "i stort antal" af ankomme til den nordkoreanske havneby Chongyin, knap en dags sejllads fra Vladivostik. For det andet, og næsten samtidig ankom til Pyongyang en nye hold af militære rådgivere fra Sovjet, herunder mindst tre generalmajorer med kamperfaring, opgaven var at holde øje med forberedelserne til krigen. Pyongyangs militære mandskabsproblemer var allerede blevet løst, for tidligt i 1950 havde Mao sørget for at cirka 15000 tusind etniske kamperfarne koreanere der havde kæmpet i Kinas Befrielseshær var blevet overført til Nordkorea. Disse tropper var en opfølgning på to divisioner af koreanere der tidligere var sendt af sted i 1949.
Udskrivningsplanen for militæret var blevet udarbejdet af Sovjetrådgivere og benævnt "modangrebsplanen" ved at benytte spændingen ved den 38. breddegrad som en forvarsel for krig. Nomenklaturet for modangrebsplanen var ifølge en tidligere senior nordkoreansk general "et falsum, misinformation for at dække for vort formål." Sovjetrådgiverne accepterede åbenbart Kims tro på en opstand i Syd, for formelle militære operationer blev kun forventet at skulle vare 3 eller 4 dage med erobringen af Seoul. Den totale sejr var forventet indenfor en måned. Kim fastsatte personligt tidspunktet for invasionen til kl. 04.00 søndag den 25 juni, 1950 men hans Sovjetrådgiver var ligeledes også meget nært knyttet til dette aspekt i planlægningen.
Beslutningen om angreb var blevet taget og det kom den 25. juni. Seoul faldt i løbet af tre dage, som Kim il-Sung havde forventet; imidlertid kom den folkelige opstand ikke. Præsident Truman besluttede næsten øjeblikkeligt at intervenere. Udenrigsminister Achesons tale kom ikke i betragtning. United States havde vanskeligt ved at overtale FN sikkerhedsrådet om at fordømme invasionen og opfordre til at U.S. fik hjælp af det mindst mulige antal internationale styrker, hvilket dog skete. Rusland kunne med lethed at stemt imod, men det gjorde man ikke; man havde for travlt med at boykotte Sikkerhedsrådet på grund af dettes benægtelse af at lade Kina på plads i stedet for Taiwan (det skete først i oktober 1971). Kunne dette være en snedig plan for at sikre sig at Kina var travlt optaget af Korea og i linje med Stalins plan om et spil med verden? Stalin var en snu slyngel; han kunne have givet lektioner til Machiavelli.
Mao, der var blevet marginaliseret i den første beslutningsproces indså meget hurtigt implikationerne ved den (uventede) amerikanske intervention. Så tidligt som 7. juli, to dage efter det første sammenstød mellem amerikanske og nordkoreanske styrker ved Osan, indbød premierminister Zhou EnLai til et særmøde i Kinas Central Militær Kommission for at vurdere de kinesiske muligheder i konflikten. Således begyndte processen hvorved Kina, og ikke Sovjetunionen kom til at betale den højeste pris for Kim's og Stalins beslutning om at igangsætte krigen.
Den 15. september 1950 påbegyndte General MacArthur sin ekstraordinære risikofyldte, men også særdeles succesrige landsætning ved det NKPA (Nordkoreas Folkehær) besatte Inchon. At komme til Inchon over havet fra havnebyen Pusan, der stadig var under Sydkoreas kontrol og befandt sig på den sydøstlige kyst var et eventyr med enorme risici. Invasionen over havet var den eneste mulighed fordi NKPS kontrollerede det meste af landet nord for Pusan. Det måske mest problematiske aspekt var navigationen af krigsskibe gennem den lavvandede og på visse steder smalle Flyvefisk Kanal og passagen af øer der måske var besat af NKPA tropper (Nord Koreas Folke Hær). Tidevandet her varierer mellem 30 fod og undtagen ved højvande er en passage af en invasionsflåde mulig. Var det ikke lykkedes med at komme igennem kanalen den 15 september, den dag med det højeste tidevand ville man være blevet forsinket en månedstid; og så ville det måske ikke have været muligt. Overraskelse spillede en stor rolle i succesen den 15. september. Seoul blev hurtigt generobret, og U.S. og ROK styrkerne genindtog hele Sydkorea med NKPA hæren der flygtede tilbage til Nord. Alt så rosenrødt ud. General MacArthur meddelte at U.S. styrkerne ville være hjemme inden jul; således kom det ikke til at gå.
Præsident Truman gav General MacArthur myndighed til at krydse den 38. breddegrad, men gjorde samtidig opmærksom på indikationerne ved at Kina eller Rusland gik ind i krigen. Korea blev anset som værende med i kampen mod Verdenskommunismen og som muligvis det første sammenstød i Den Tredje Verden. General MacArthurs tropper gik straks over grænsen mod nord. Den 8. Army drog afsted op langs kystvejen til Yalu Floden mens X Korpset havde amfibielandsætninger ved Wonson og Iwon på Østkysten og fortsatte mod grænsen til Kina. Krigen syntes snart at være forbi. Dog så langt fra.
Der havde været indikationer fra Kina om at landet ville sende tropper om nogen andre styrker end sydkoreanske passerede den 38. breddegrad. Imidlertid var Kina blevet isoleret politisk og en advarsel som landet forsøgte af komme med gennem indiske diplomatiske kanaler blev ignoreret. General MacArthur så bort fra risici og drog af sted:
Det bedste tidspunkt for (kinesisk) intervention var forpasset, sagde de, og selvom kineserne besluttede at intervenere ville de allierede luftstyrker og ildkraft forkrøble deres evne til at gå frem eller forsyne dem med nye styrker. Holdningen hos mange militærobservatører, nogle af dem havde hjulpet kineserene i kampen mod japanerne i 2. Verdenskrig, var at de enorme infanteristyrker der skulle sættes ind i felten ville være elendigt udstyret, under dårlig ledelse, og kraftigt underforsynet. Disse "eksperter" tog helt fejl af den revolutionære nidkærhed og den militære erfaring hos mange af de kinesiske soldater der var blevet omfordelt fra den koreanske grænse. Mange af soldater var erfarne veteraner fra den succesrige borgerkrig mod Nationalistkinas styrker. Skønt disse tropper virkelig var dårligt udstyret, var de topmotiverede, kamptrænede, og under ledelse af veteranofficerer, i nogle tilfælde med 20 års kamperfaring.
General MacArthur var uden for enhver tvivl et militært geni, som det blev demonstreret ved han hans meget chancefyldte, men succesrige invasion i Inchon, der havde mødt modstand i det militære etablissement i Washington. Imidlertid havde han en uheldssvanger tendens til at stole rigtig meget på sine stabsofficerer ("Bataan Banden," medlemmer der havde været sammen med ham under 2. Verdenskrig i Stillehavet) der fortalte ham det han ønskede at høre og forstærkede hans sommetider fejlbehæftede synspunkter. General Charles Andrew Willoughby, General MacArthurs G2 (efterretningschef) var blandt dem. Han havde tilbøjelighed til at fortælle MacArthur ting og sager, og når MacArthur accepterede dem ikke komme med nogen information der gik imod dem. Selvom det ofte var det 'behageligste' da er "ja-sigere" mindre værdifulde end officerer der giver information der er frisk og stiller en modsætning op. Det samme gælder præsidenter. Der var tilsyneladende også en fokus på forventningen om af USSR, Kina og Nordkorea ville 'opføre' sig "fornuftigt" og en tendens til at negligere aspekter deres ideologi og kultur.
Det som kan forekomme fornuftigt for ledere af frie folk er ofte meget anderledes end det man synes er fornuftigt hos en diktator der er langt mere interesseret i at bevare og udvide sin magtbastion. Disse faktorer skal man hele tiden huske på med Korea - eller nogen andre - konflikter, herunder i de arabiske lande. Hverken United States eller USSR, Kina eller Nordkorea havde krystalkugler, og de havde alle deres ideologier at tage hensyn til. Krigstågen begrænsede alles udsyn, noget der er ret så almindeligt. Problemerne er langt mere komplicerede.
Den massive kinesiske intervention kom meget hurtigt efter Inchon invasionen, den 1. november 1950, og så gik det galt; for en stund da U.S. og ROK styrkerne blev slået tilbage:
De kom 'ud' af højdedragene nær Unsan, Nordkorea og truttede i trompeter i det gryende lys den 1. november 1950, affyrede granater og deres morterer mod de overraskede amerikanske soldater fra 8. Cavalry Regiment, 1. Cavalry Division. De som overlevede de første angreb rapporterede om, hvor rystende hele skuet med masser af kinesisk infanteri havde været for dem. Tusinder af kinesere havde angrebet de spredte U.S. og sydkoreanske enheder der var kommet ind i Nordkorea fra nord, nordvvest og vest. Kineserne syntes at dukke op ud af intet mens de sværmede rundt om flankerne og over forsvarsværkerne hos de overraskede FN tropper. I løbet af timer kollapsede 15. Regiment af ROK styrker og det 8. Cavalry højre flanke, mens 1. og 2. Bataljoner af det 8. Cavalry faldt tilbage i uorden til byen Unsan. Om morgenen med deres positioner løbet over ende og deres våben tavse forsøgte mændene fra 8. Cavalry at trække sig tilbage, men en kinesisk vejblokade tvang dem til at forlade deres artilleri, og mændene søgte mod højdedragene i små grupper. Kun nogle få spredte overlevende lykkedes det at komme tilbage for at fortælle beretningen. Den tilbageværende batlajon af 8. Cavalry blev ramt tidligt om morgenen den 2. november af den samme "menneskebølge" der angreb under stor larm. I forvirringen blev en kinesisk enhed forvekslet med sydkoreanere og fik lov til at passere en kritisk, vigtig bor nær bataljonens kommandopost. Da den først var kommet over broen, blæste fjendens kommandør til angreb, og kineserne der smed håndgranater og morterer løb kommandoposten over ende.
Det blev en bitter og blodig tilbagetrækning gennem og imellem sneklædte bjerge i minustemperaturer som mange tropper ikke var blevet tilstrækkeligt beskyttet imod med vinterudstyr. I april 1951 erstattede General Ridgway General MacArthur, der havde helt andre holdninger til hvordan militære operationer skulle udføres end mange i Pentagon havde, og af større vigtighed, end Præsident Truman. Undertiden forekom MacArthur noget forvirret over hvem der var øverstkommanderende. Forandringer i kommandoveje i krigstid kan være farligt. Således havde det allerede været med den massive kinesiske intervention.
I august 1951, var der gået et år og to måneder efter invasionen og cirka et år efter kinesernes indrykning i Nordkorea fra Yalu.
General Ridgway’s hovedkvarter i Tokyo kom med en udtalelse med det formål at vise en uoverensstemmelse mellem Moskva og Peking. Rusland, lød det i udtalelsen havde lokket kineserne ind i Koreakrigen for "at hæmme Kinas styrke...fordi et stærkt Kina ved Ruslands sydlige grænser er Kremls mareridt...Kina kæmpede og blødte mens Rusland så på. For Mao Tse-Tung kunne dette næppe ligne et varmt kammeratskab....Det kan betyde at Kina måske går samme vej som Jugoslavien....De Røde har haft så travlt med at lede efter revner i demokratiernes strukturer at de ikke har bemærket, at den gren de sidder på svinger i vinden og langsomt bliver svækket ..De kan ikke overleve."
General Ridgway havde erstattet General MacArthur nogle få måneder forinden og dette kan kun have været ønsketænkning.
Tilbagetrækningen fra Yalu var vanskelig og blodig, men masser at tab af liv. Konflikten endte med en våbenstilstand, der stadig er i kraft, dog af tvivlsom betydning, men grænsen mellem ROK og Nordkorea i det store og hele trukket ved den 38. breddegrad med nogle øer i nord der ønskes af Nordkorea.
Nordkorea er ikke vor ven, og det er Kina og Rusland ej heller. De ser ud til udelukkende at gå efter deres egne særinteresser som de opfatter dem og vil gøre hvad som helst for at få dem indfriet. Hvis Obama administrationen ikke erkender dette, og handler på basis af dem så har vi, Sydkorea og mange andre også nogle alvorlige livstruende problemer. Faktisk kommer de til udtryk overfor os med de seneste provokerende angreb fra Nordkorea mod Sydkorea,
I mange henseender er tingene endnu mere komplicerede og langt mindre forståelige nu end under det som førte til Korea konflikten i 1950. Dengang havde vi indsigter i hvad der kunne ske i "Eremit Kongedømmet" Nordkorea; det er dog stadig tilfældet. Dengang syntes mange klart at erkende at Nordkorea, Kina og Rusland var vore fjender; færre synes nu at have en klar opfattelse med hensyn til Rusland og Kina.
I tilgift har Kina udviklet sig ret så dramatisk som verdens økonomiske stormagt, og overgår Rusland; landet er en, om ikke , hovedbanken for United States. Landet leveret også mange af det "billige varer" der ønskes af amerikanske forbrugere og af så mange andre. Som konsekvens er United States blevet langt mere tjenstivrig og underdanig overfor landet end nogensinde før.
Som tingene er ændret er Nordkorea blevet til en øget international trussel med landets handel med offensivt militærudstyr med Iran og andre. Der er også problemer, nu som kommende, med meget af den arabiske verden og det kunne se ud som vi kun har ringe indsigt i, hvordan vi skal klare dem til vor bedste fordel. Vi er på 'dybt hav' med Libyen og Egypten der kan blive en stort problem med fremkomsten af Det Muslimske Broderskab. Vi har nu en ny forsvarsminister og vor præsident, der hovedsageligt af politiske årsager, reducerer vor tilstedeværelse i Afghanistan.
Nordkoreas angrebsmål 2011 bombardementerne
Når det drejer sig om Korea, afhænger meget uheldigvis af Kina og vor stadig større underdanighed overfor landet. Hvis Nordkorea påbegynder en ægte krig - måske ved at rette et missilangreb mod Seoul og byens millioner af indbyggere - er det sandsynlige svar fra Kina ukendt, og måske endda ikke til at forudse udover at landet vil gøre hvad der forekommer at være i landets bedste interesse, defineret som interesserne hos herskerne. Landets svar kan man ikke anse som naturligt værende det som vi ville anse som fornuftigt, fordi Kinas svar vil være en funktion af (A) Hvordan hun opfatter de forudgående begivenheder og af endnu større vigtighed (B) Hvad de kinesiske lederes mener er deres egen interesse.
Jeg har en svækket tillid til at folkene i Udenrigsministeriet og andre steder, der burde overvåge situationen, har mange nyttige virkemidler når det drejer sig om den sag.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar