Irernes kamp for Unionen 1861-65

Om at huske Irland og kæmpe for Unionen

           
Thomas J. Craughwell

Civil War historikere og entusiaster vil kunne diskutere om, hvem der var den største Confederate general, eller om Mary Todd Lincoln var syg i sindet eller blot en anelse sær.

Men når det drejer sig om at sætte navn på den tapreste Union Kampenhed, da vil de fleste være enige om at det var Irish Brigade. Den bestod af 63., 69, oh 88. New York Infantry Regiments, og med tiden 116. Pennsylvania og 28. Massachusetts

.

28. Massachusetts’ banner

Den Irske Brigade kæmpede i hvert eneste større slag på den østlige del af krigsskuepladsen, fra Bull Run til Apottomattox. Og de havde flere tab end nogen anden brigade - cirka 4000. Deres mod i kamp, der sommetider lignede ufornuft, vandt dem deres fjender fra Sydens beundring respekt og fik Abraham Lincoln til at udtrykke, at om han dog blot havde to eller flere flere sådanne irske brigader.

Dog var det i måneder op til Civil War et åbent spørgsmål, hvorvidt de irske immigranter i Nord ville kæmpe for Unionen. Alle fra sognepræster til udgiverne af irske aviser opfordrede irerne til at stå udenfor krigen. Og de havde deres grunde. Amerika havde ikke været særlig imødekommen de overfor de irske katolske immigranter. Begyndende i 1830’erne da immigrationen fra Irland var blevet konstant, opfattede en betragtelig del af de indfødte protestantiske amerikanerne irerne som en trussel. Den anti-irske fraktion blev endnu mere oprørt da, mellem 1847-1851, der ankom næsten 848000 irere til New York City - 163000 af dem alene i 1851.

Samuel F. B. Morse, opfinderen af telegrafen sluttede sig sammen med prominente borgere i New York og grundlagde Native American Democratic Association, en politisk organisation beregnet på at begrænse indvandringen fra Irland ved at kræve en 21 årig venteposition før immigranterne kunne blive amerikanske borgere, og hindre dem i politiske embeder for enhver der “vedstår sig samhørsforhold eller pligt under nogen form til nogen udenlandsk prins, potentat eller magt” - med andre ord, intet politisk embede eller nogen der anerkendte den åndelige myndighed hos Paven.

I 1850’erne var Nativisterne eller Ved Ingenting, som de blev kaldt (fordi medlemmerne blev instrueret om at sige, når der blev spurgt ind til partiets hemmelige aktiviteter, “Jeg ved ingenting”), en godt organiseret politiske bevægelse. Deres kandidater blev valgt som borgmestre i Boston, Philadelphia, New York, Baltimore, Chicago, New Orleans og Washington D.C. De dominerede statens politik i alle New England staterne og i Pennsylvania, Indiana og Californien. Men de var ikke kun begrænset til politik - i byer og større landsbyer fra Bath, Maine til Galveston, texas, ødelagde Nativistiske pøbler katolske kirker og institutioner og nedbrændte hjem af amerikanske katolikker.

Nogle få uger før det første skud blev affyret ved Fort Sumter, (læs denne artikel på synopsis) udgav redaktørerne af New York Times, den førende Republikanske avis i byen på den tid, en leder der knyttede katolicismen -”paveriet” som de kaldte det - sammen med slaveriet som to institutioner, “uadskillelige med tidsånden, og friheden og civilisationen.” Udgiverne gik videre med at sige at de så frem til en “snarlig ødelæggelse” af dem begge.

Anti-irsk, anti-katolsk hykleri var ikke det eneste problem. De fleste irere, især de som flygtede fra hungernøden, havde aldrig beskæftiget sig med andet end landbrug. Da de ankom til Amerika bosatte de sig dog alligevel i byerne. Uden nogen særlige evner klarede irerne sig selv ved at udføre farligt, tungt, ensformigt arbejde som kun få indfødte amerikanere ville gøre. Mændene gravede kanaler, lagde jernbaner, og lastede og lossede skibene i havnen; kvinderne og børnene arbejdede som hushjælpere og tjenere, eller i fabrikker og spinderier. På den tid var irerne så udpræget de ringest betalte arbejdere i United States; den eneste gruppe der fik mindre i betaling var frie sorte. Og det var det som bekymrerede irerne: Hvis Unionen vandt krigen og Lincoln fik befriet slaverne, så skulle de konkurrere om arbejdet med 4 millioner nyligt frigivne mænd og kvinder der ville arbejde for endnu lavere lønninger end de gjorde.

To rebeller og en ærkebiskop

Tre irere overbeviste deres landsmænd og medimmigranter om at de skulle kæmpe for Unionen. John Hughes, ærkebiskop for New York, havde været en landarbejder i Det Gamle Land og en grøftegraver i Maryland indtil Moder Elizabeth Ann Seton hjalp ham ind på Mount St. Marys Læreanstaltten. Hughes betragtede krigen som en lejlighed for irerne til at udstille deres mod og deres hengivenhed overfor deres nye hjemland.

Mere indflydelsesrige blandt irerne, end ærkebiskoppen, var Oberst Michael Corcoran, kommandør for det rent irske milits regiment 69.New York.

.

I efteråret 1860 kom dronning Victorias ældste sønd, Edward, Prins af Wales, til New York - det første besøg af et medlem af det britisk kongehus. Til ære for prinsen organiserede byen en stor militær parade. Corcoran nægtede af føre mændene fra 69. Corcoran skrev til sin øverste officer, “Jeg kunne ikke med god samvittighed beordre et regiment bestående af irsk-fødte borgere til en parade til ære for en suværæn under hvis styre Irland blev gjort til en ørken og hendes sønner tvunget i eksil.” Corcorans benægtelse gjorde ham til en darling for de irske immigranter over hele landet, men det gav ham også en krigsretssag. Hans sag var stadig under behandling da krigen brød ud. Efter at Corcoran havde opfordret alle sunde irske mænd til at melde sig, blev anklagerne mod ham sløjfet. 

 

Michael Corcoran

Den Irske Brigades fødsel var afstedkommet af Kaptajn Thomas Francis Meagher. I 1848 forsøgte Meagher at stille en oprørshær på benene for at drive englænderne ud af Irland. Hans revolution svigtede, Meagher blev fundet skyldig i forræderi og idømt udvisning til Tasmanien på livstid. Han flygtede til New York hvor irerne bød ham velkommen som en nationalhelt. Ved slaget ved Bull Run i maj 1861, havde Meagher været vidne til modet hos irerne ved  69. New Yorks mod, de havde dækket tilbagetrækningen af Union Army; de var blandt de sidste Union tropper til at forlade slagmarken, og ulig så mange af deres kammerater der smed der udstyr og sprintede op ad vejen til Washington D.C. trak 69. sig tilbage i god ro og orden. Det forekom Meagher at flere irere ville melde sig, hvis de vidste at de kunne tjene sammen med andre irere, under Corcoran og Meagher, med en garanti for at have en katolsk feltpræst.

I september 1861 kom Meagher med en offentlig bredside og opfordring til irske rekrutter, “intelligente, aktive, tapre unge mænd - mænd med en anstændig karakter, og med en sund indtilling til pligter og farerne ved tjenesten.” Tusinder meldte sig, og fra disse udvalgte Meagher 3000. Den Irske Brigade var født.

Thomas Francis Meagher

Brigadens flag, eller farver, var et banner med smaragdgrøn silke med en gylden harpe i centrum, en gylden solnedgang foroven og gyldne trekløvere spredt underneden. Der mellem harpen og trekløverne var et motto på gælisk, “Riambh nar druid o sbairn lann,” el “De vil ikke trække sig for et hav af spyd.” Brigaden fik også knyttet en felpræst til sig, en 28 årig Fader William Corby, der kom fra et lille katolsk college i South Bend, Indiana ved navn Notre Dame.-

Nogle af officererne og de mænd som meldte sig til Den Irske Brigade havde militærerfaring, de fleste efter at have tjent i den britiske hær eller i Battalion of St. Patrick der havde kæmpet i Italien for Pave Pius IX mod Guiseppe Garibaldi. Der var også Fenianere (medlem af en irsk oprørsbevægelse) i rækkerne, irske nationalister der anså Amerikas Civil War som en perfekt optræning til en fremtidig krig for at befri Irland fra det engelske styre. Men de fleste af mændene i Den Irske Brigade var arbejdere - stærke, seje´, kampduelige, ikke megen forfinede fornemmelser, men modige, og viste det sig yderst pålidelige i kamp.

Det første blod

69. New York, regimentet som Meagher byggede sin Irske Brigade op om havde kæmpet ved Bull Run. Hele brigaden fik sin første smag for kamp i 1862 under general George B. McClellans mislykkede Peninsula Kampagne. Den 1. juli mens aftenen faldt på over Malvern Hill, indtog irerne deres position på højdredraget. Da Confederate styrkerne styrtede frem fyrede irerne runde efter runde ind i deres rækker, ladede igen og fyrede igen, så hurtigt at deres rifler blev så varme at man ikke kunne røre dem og de måtte lægges til side, så tog de ‘friske’ våben fra de døde og sårede.

Confederates trak sig tilbage om omgrupperedes for et endeligt angreb. Trods den lammende Union ild, nåede nogle Confederates Union linjerne. Nu var kampen mand til mand da der belv benyttet musketter som køller og bajonetter som daggerter. Endelig da mørket faldt på opgav Confederates kampen. McClellan havde en sejr, men rundt om højdedraget Malvern Hill lå døde og døende irere. Ved Malvern Hill mistede brigaden 188 mænd.

Blandt heltene fra Malvern Hill var 17-årige menig Peter Rafferty fra 69. New York. Han blev ramt i låret, men nægtede at forlade kampvalen og blev ved med at kæmpe. Han blev ramt anden gang - en kugle knuste hans kæbe og endnu en røg gennem hans tunge. Alligevel fortsatte Rafferty med at kæmpe. Han blev taget til fange af Confederates og indsat i Libby Prison i Richmond. Byen var oversvømmet af sårede - lægerne havde ingen tid at spare for krigsfangerne. Efter at have ligget i dagevis uden behandling, blev Rafferty til sidst plejet af Barmherjtighedens Søstre, der havde forladt deres kloster for at passe de glemte mænd. Efter 65 dage i fængsel blev Rafferty løsladt i en krigsfangeudveksling. For sin tapperhed på Malvern Hill blev han belønnet med Medal of Honor.

“Kæmp imod og hold ud, Drenge!”

Når talen falder på Den Irske Brigade dukker der altid to slag op - Fredericksburg og Gettysburg - dog af forskellige årsager. I december 1862 var Frederickburg en attraktiv by med træ og røde murstenshuse bygget på en blød skråning der gik ned til Rappahannock River. I de sidste uger af november og de første uger af december havde General Robert E. Lee med 75000 mand besat højdedraget og omhyggeligt placeret sine mænd og artilleri. Army of the Potomac, 120000 mand under ledelse af General Ambrose Burnside var pakket sammen på den anden siden af Rappahannock. Der var rygter i lejren hos Den Irske Brigade at Burnside havde planlagt at de skulle angribe højdedragene ovenfor Frederikcksburg. En ængstelig irsk menig søgte råd hos Fader Corby. “Fader,” sagde den unge mand, “de vil føre os i front af de kanoner som vi har set de har placeret, i de sidste tre uger.” “Vær ikke bekymret,” svarede præsten, “dine generaler er klogere end som så.”

Chaplains of the Irish Brigade, Fr. Corby front row right

Fader Corby overvurderede generalerne. Den 13. december 1862 satte Burnside en plan i gang der var ligeså enkel som selvmorderisk: Han ville sende sine divisoner op ad bakkedraget, angribende mod de åbne kanonløb og riffelild. Et af bakkedragene som Burnside ønskede at indtage var Marye’s Heights, opkaldt efter Maryie familien, hvis smukke plantageejendom stod på toppen. General James Longstreet havde kommandoen over the Heights; sammen med artilleribatterierne på toppen havde han sendt regimenterne fra Georgia og South Carolina infanteriet for at forsvare stenmuren som løb langs bakkens bund. For at angribe Marye’s Heights ville Union tropperne skulle kæmpe sig vej først over stenmuren.

I løbet af to eller tre timer om eftermiddagen den 13. december havde Longstreets mænd drevet tilbage og ødelagt to Union brigader (med cirka 1500 mand i hver) og to Union divisioner (med næsten 12000 mand i hver); da fik Den Irske Brigade ordre til at gå ind i kampen. Det næsten udelukkende irske 24. Georgia Infantery forsvarede stenmuren. “Hvilken skam!” råbte en af irerne fra Georgia. “Her kommer Meagher’s drenge.” Mens Union irerne gik fremad kom brølet fra Confederate musketerilden og flåede op i deres rækker. Major James Cavanaugh drev på irerne, “Kæmp imod og hold ud!” råbte han. Cavanaugh kom indenfor 30 meter fra muren før han faldty med en kugle gennem låret. En eksploderende granat forkrøblede sergent William H. Tyrrell. Ikke længere i stand til at stå op, gled han ned på sit ene gode knæ, greb regimentsfanen indtil 5 riffelkugler ramte ham og han faldt forover - død.

Irerne foretog angreb efter angreb mod den dødbringende ild. Efter slaget skrev Confederate generalen George Pickett til sin forlovede. “Din soldats hjerte stod stille da han betragtede disse sønner af Erin frygtløst løbe mod deres død. Det fremragende angreb på Marye’s Heights af deres Irske Brigade kan ikke beskrives. Vi glemte de kæmpede mod os, og hyldestråb efter hyldestråb over deres frygtløshed løb frem og tilbage i vore rækker.”

 

George Pickett

På fem timer mistede Union 7000 mand på Marye’s Heights; Longstreet mistede 1700 i forsvaret. Af de 1200 mand i Den Irske Brigade der angreb Marye’s Heights blev 545 dræbt, såret eller savnedes - med andre ord mistede irerne næsten 50% af deres styrke. År senere var Fader Corby stadig bitter over spildet af liv på Marye’s Heights: “Det sted som Meaghers brigade blev sendt ud i var ganske enkelt et slagterhus uden nogen form for beskyttelse for vore rækker ….Det er vel unødvendigt at sige, vor brigade blevet skåret i småstykker.”

Tilgivelse under ild

Ved Gettysburg var Den Irske Brigade nede på 530 mænd. Om eftermiddagen den 2. juli 1863 kom ordren til forberedelse til kamp. Mens mændene efterså deres våben klatrede Fader Corby op på en klippe for at tale til mændene. De skulle netop i kamp, og der var ingen tid for ham at høre på bekendelser fra hver enste mand i brigaden, forklarede han, men i en sådan nødssituation havde Den Katolske Kirke givet en præst mulighed for at give en general tilgivelse. Han instruerede dem om at huske på deres synder, bønfalde om Guds tilgivelse og stille recitere Angers Handlingen ligesom hvis de var til konfession. Derpå tog Fader Corby fra sin lomme i den sorte frakke en violet præstekrave. Mens han påførte sig den om halsen tog mændene fra Den Irske Brigade - katolikker som ikke-katolikker - deres huer af og knælede i græsset.

Idet han løftede sin højre hånd gjorde han korsets tegn over brigaden og reciterede absolutionens ord: “Må, vor Herre Jesus Kristus tilgive dig, og Jeg, ved Hans myndighed, tilgive dig fra ethvert bånd af ekskommunikation og påbud, forsåvidt det ligger i min magt og du kræver det; derfor tilgiver jeg dig for dine synder, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Amen.”

Brigade Monument at the Gettysburg battleground

Et medlem af Den Irske Brigade, oberst St. Clair Mulholland fra 11. Pennsylvaina skrev senere at skønt det var almindeligt, at  der blev givet absolution til soldater der skulle i kamp i de katolske lande i Euopa, så var dette den første gang det var sket i United States. Blandt de knælende mænd huskede Mulholland, “var der en dyb tavshed.....dog over på venstre side derude ved Peach Orchad og Little Round Top.....steg larmen fra slaget og gav genlyd i træerne.”

Denne handling af Fader Corby blev en af de meste mindeværdige øjeblikke i krigen for mændene i Den irske Brigade, og for deres kammerater der var vidner - blandt dem General George Meade. Det er blevet et ikonisk øjeblik, udødeliggjort af Paul Woods maleri ‘Absolution Under Ild’, en del af kunstsamlingen ved University of Notre Dame; og med i filmen fra 1993, Gettysburg; og bronzemindesmærket i legemstørrelse af Fader Corby, der står på nøjagtig det sted, hvor han gav Den Irske Brigade absolutionen. 

  

Hvorfor de kæmpede

Den Irske Brigade overlevede ikke krigen. Den 4. juli 1865 marcherede brigaden gennem Manhattan i en tumultarisk parade, hvor hyldende folkemængder stod i gaderne. Næste dag blev Den Irske Brigade opløst.

Den levede, og i en vis forstand, videre i 69. New York Regiment der havde været kernen i brigaden. I 1917 da United States forberedte sig på at gå ind i 1. Verdenskrig, opfordrede 69. folk til at melede sig som frivillige. Ifølge regimentets katolske feltpræst, Fader Francis Duffy, var 95% af de 2002 mænd der meldte sig irske katolikker. Blandt de nye rekrutter var digteren Joyce Kilmer. I 1941 da 69. forberedte sig på 2. Verdenskrig udgjorde irske katolikker stadig 70% af regimentet - og blandt dem var Christopher Kilmer, digterens søn.

I 1861 vidste irerne, at de fleste af deres Yankeee naboer foragtede dem. Hvorfor kæmpede de så? De kæmpede fordi de anerkendte at der var muligheder i United States som ikke eksisterede i Irland. De kunne sende deres børn til offentlige skoler eller sogneskoler. De kunne praktisere deres katolske tro frit. Når de var blevet statsborgere kunne de stemme. Familer der var i stand til det kunne lægge lidt til side så de kunne sende deres sønner til et katolsk college såsom Georgetown udenfor Washington D.C, eller Holy Cross i Worcester, Massachusetts.

At en søn af en landarbejder kunne få en universitetsuddannelse og gå ind på professioner som medicin eller jura havde været utænkeligt i Det Gamle Land. Til trods for hykleriet og volden fra nativisternes side, anerkendte irerne at Amerika gav løfter om frihed der var ukendte i Europa og muligheder som ville være utænkelige i Irland - og mændene i Den Irske Brigade var villige til at kæmpe for at forsvare de muligheder og fastholde den frihed.

                
                                    
Thomas J. Craughwell is the author of the forthcoming The Greatest Brigade: How the Irish Brigade Cleared the Way to Victory in the Civil War (July 2011).

Synopsis-kommentar: For fuldstændighedens skyld skal dog også nævnes at på Confederate siden var der også en Irsk Brigade. Se deres kampsang her: