Dårlig økonomi - fordi vi er dovne?

En Amerikansk Gorbachev

                       
Stephen Green                            
                            

Stor ros til Glenn for at finde dette vedrørende præsidentens bekymring for vor “dovenskab” som amerikanere.

Dette er åbningssalutten for det uundgåelige råddenskab ved en socialistisk økonomi! Når produktiviteten begynder af falde og der er færre ressourcer der kan omfordeles bemærker lederskabet ,at folket ikke arbejder så hårdt som de plejede. Den tydelige konklusion er at folket er blevet dovent og nomenklaturet begynder derpå en kampagne for at få folket til at arbejde hårdere og mere effektivt.

Se blot på nogle politiske plakater fra USSR i 1920’erne og 30’erne som eksempler. Det er en slående observation fra Ric’s Rulez. Men jo mere jeg tænker over det, des mere undrer jeg mig over om han muligvis har overset problemet.

I 20- og 30’erne var Sovjetunionen stadig et imperium på vej fremad. Det blev industrialiseret meget hurtigt, (skønt for en rædselsvækkende pris) hvor man centraliserede kontrollen over bønderne (igen for en rædselsvækkende pris). Hvis et imperium ikke har noget i mod at dræbe nogle timillioner af sin egen befolkning -- eller “lade nogle æg gå i stykker” for at benytte Lenins mindeværdige talemåde -- så er det dog forbavsende så meget man kan nå.

Og takket været Walter Duranty og mange andre indflydelsesrige kommunistiske propagandister var Sovjetmodellen noget man misundte i Vesten. Om blot USA havde haft den form for gratis publicity.

Nej den Sovjet model som Ric fik mig til at tænke på var Mikhail Gorbachev’s
                            

Da Gorbachev overtog magten i 1985 var en af hans første handlinger som Generalsekretær for Kommunist Partiet af Unionen af Sovjet Socialistiske Republikker (kommunister holder meget af deres titler) at igangsætte en anti-alkohol kampagne. Amerikanere, vi æder for meget og ser for meget TV. Russere, de drikker indtil de ikke kan holde op igen. Og så er det de hiver proppen op af den virkelig billige sprut. “Vodka” stammert fra det russiske ord for “lille vand,” og de gør ikke grin med det.

Alkoholisme er, og var en kæmpe svøbe i Sovjet samfundet, og kan knyttes til de høje tal med mishandling af børn, selvmord, skilsmisser, pjækkeri og ulykker på arbejdspladserne, og bidrog til en øgning i dødeligheden der især rammer mænd og som blev afsløret i 1970’erne.

Sådan fremmer og leder man ikke et imperium i fremmarch. Da Gorbachev kom til var Sovjetunionen faktisk allerede i sit andet årti med et langsomt, men sikker fald ned i historiens aksehob.

Nuvel, vi er altså her i Amerika, et kvart århundrede senere, og vi er alle fede og lykkelige. Og jeg mener ikke kun vi er overvægtige og uvidende som folk. Det jeg mener er at vi amerikanere er overvægtige og uvidende som et folk. Vi tror vi kan puste os op med et  enormt kalorieforbrugende- , et højt på sukker forbrugende regeringssystem - og så stadig forblive en supermagt med ægte muskler.

Vi tror vi kan bruge zillioner og fylde vor hjerner med skidt som PhD’ afhandlinger i “Ting Ingen kan Tjene Penge på” og så på besynderlig vis stadig være en økonomisk kolos.

Det vi har brug for en en mager, ‘ond’ regering. Det vi har brug for er børn der er villige til at studere hårdere for at blive ingeniører.

Det vi i stedet har fået er Barack Obama og de 99% - der er ligesom Jason og Argonauterne fra nutidens Grækenland. (Legenden om Jason og Det Gyldne Skind)

Sovjetunionen, som enhver anden socialistisk stat, ville med tiden kollapse under vægten af sine interne modsætninger. På vejen mod afgrunden var der så Gorbachev der formanede sit folk til at blive ædru og begynde at sætte nok bestræbelse ind på at hindre  den vaklende, elendige bygning i helt at falde sammen. Det ville de ikke. Det kunne de ikke. Og blot 6 år senere faldt hele korthuset virkelig sammen.

Har vi lært noget som helst af Ruslands tragiske eksempel? Selvfølgelig ikke. 

 

Vi straffer det at arbejde og belønner slendrian. Vi er over de som producerer velstanden og vi nærer parasitterne. Vi sender vore børn ud i den virkelige, den kolde verden, bevæbnet med værdiløse universitetsuddannelser og en medfølgende megagigantisk gæld. Derfor kommer vor egen Gorbachev og fortæller os at vi er fede og vi er doven og vi skal tage os sammen, rette ryggen og redde vor engang så store lands vaklende bygning.

Nuvel hr. Præsident - hvordan gik det til at vi blev fede og dovne? Hvor fik vi dog den ide om at alt vi har brug for vil der blive sørget for? Hvordan krøb den holdning dog ind i vore bittesmå hoveder at - måske skulle vi ikke tage nogle risici eller ikke forsøge at tjene nogle formuer. Hvor forsvandt arbejdsetikken hen?

Dette er det Amerika - eller i det mindste noget der ligner - som de Progressive har ønsket i et århundrede: Forkælet, ukonkurrencedygtigt og ikke elsket. Vi kan godt leve med ikke at være elsket. Det er vi efterhånden vant til nu. Men så længe vi forbliver ikke konkurrencedygtige, så kan forkælelsen ikke vare ved. Den samme Præsident der benævner os som dovne  har samtidig oprettet 20000 højtbetalte jobs.

Tror du vi klarer den i de næste seks år? Vi har akkumuleret mere end 4 billioner i ny gæld på blot 3 år, og vi er på vej mod et billiondollars underskud, år efter år, - for evigt.

Som alle ved - som enhver udenfor Washington ved - det kan ikke fortsætte således, det skal standses. Vi er ved at nærme os det punkt.

Russerne var heldige; deres imperium forsvandt med en hvisken. Lad os håbe vi ikke går bort i et brag. Måske er det det bedste at Amerika endelig har fundet sin Gorbachev.

                             
       
Stephen Green

http://pjmedia.com/vodkapundit/2011/11/14/an-american-gorbachev/?singlepage=true