Araberne i Sydamerika

Araberne i Sydamerika

Mike Konrad

De fleste amerikanere er ikke klar over dette, men der er et stort arabisk samfund i Latinamerika. Alt i alt er cirka 5% af Latin Amerika af arabisk oprindelse, hvilket svarer rundt regnet til mellem 25-30 millioner mennesker. Dette kan variere fra det lave 2% i Uruguay til til forbløffende 9% i Argentina; men dog hører man sjældent om det, undtaget ved de tilfældige anholdelser af al-Queda medlemmer. Det er der god grund til.

De latin-amerikanske arabere er i overvældende grad kristne; sædvanligvis er de syriske ortodokse eller romersk-katolske, de oldgamle liturgiske kirker der tilpasser sig så fint i regionen. De som ikke er har ofte konverteret til Evangelisk Kristendom

Islam, skønt den findes, er ikke så almindelig blandt dem. Overordnet set er muligvis 97% af de latin-amerikanske arabere kristne, dog kan det variere fra land til land.

Grunden til vi så sjældent hører om disse arabere er at de for det meste er vestliggjorte kristne, Det var denne kristendom der blev det værktøj, hvormed de blev assimileret og fik succes.  

Araberne i Sydamerika synes at tilhøre eliten. På mange måde er deres succes en afspejling af jødernes i USA, og har undertiden overhalet dem.  

Den rigeste mand i verden er en libanesisk-mexikaner, Carlos Slim. En præsident i Argentina, Carlos Menem, var af syrisk afstamning. Tre præsidenter i Ecuador har været af libanesisk oprindelse, ligesom en præsident i Colombia, Julio Tubay. En vicepræsident i Uruguay og endnu en i Brasilien stammede fra Libanon. Mindst to Central-amerikanske præsidenter var af palæstinensisk oprindelse, og listen er på ingen måde komplet. Den berømte skuespiller Salma Hayek blev født som libanesisk-mexikaner. Shakira er delvist libanesisk og så videre. Doktorafhandlinger er blevet skrevet på latin arabisk, men sørgeligt nok kun få på engelsk.

Carlos Slim Carlos Menem

Araberne begyndte at ankomme midt 19. århundrede, Nogle såsom de libanesiske Maronitter var katolikker, der flygtede fra folkemordsovergrebene af tyrkerne og drusiske muslimer, hvilket kunne have udslettet dem om det ikke havde været for fransk intervention i 1860. Senere hen ville Maronitter flygte på grund af PLO forsøg på at udslette dem. Andre såsom palæstinensiske kristen flygtede fra Osmannisk tyrkisk undertrykkelse og militærtjeneste, hvor det ikke var sikkert at være dhimmi i en muslimsk hær. Syriske kristne flygtede af de samme årsager.

Næsten absolut intet af dette kan man give zionisterne skylden for, som det jo for tiden er på mode. Den arabiske flugt begyndte langt tidligere. I tilfældet palæstinensiske-kristnes flugt fra tyrkisk styre betød det at en betragtelig andel af kristne flygtede ud af Det Hellige Land før Israel-Muslim konflikten endog var begyndt. Jo, nogle få flygtede i 1948 og 1967, men de er ikke typiske for demografien.

I Brasilien er den arabiske tilstedeværelse så allestedsnærværende at en libanesisk ret, Kibbe, kan findes overalt, solgt af gadesælgere. En fast-food restaurant kæde ved navn Habib’s har 300 udsalgssteder over hele landet og specialiserer sig i libanesisk mad. Arabisk mad bliver nu anset som en del af det brasilianske køkken, ligesom vi amerikanere har adopteret den italienske pizza.

I Chile, der har taget imod en stor palæstinensisk-kristen indvandring, stod en familie, Yarur, på et tidspunkt for 60% af Chiles tekstilfremstilling. Palæstinensiske-kristne udgør nu 3% af Chiles befolkning, en anelse mere end procentdelen af jøder i USA. Endnu 2% af Chiles befolkning udgøres enten af libanesiske eller syriske kristne. Det fleste taler nu kun et sprog, spansk, med mange der gifter sig udenfor deres samfund i andre etniske grupper for at fuldstændiggøre dynamikken i samfundets udvikling. Processen er gået begge veje, og Chiles syrisk-ortodokse kirke rapporterer nu at “der også er et stigende antal af ikke-arabiske chilenere der slutter sig til den ortodokse kirke.”

Araberne er så fuldstændig integreret i Chile, at en reklame der ærer deres historie kørte under Chiles 200 årsdag i 2010.

Chiles palæstinensere, der udgør mellem 450-500000 er det største antal af kristne-palæstinensere på planeten, og slår i antal deres kristne fætre i Judæa og Samaria (den såkaldte Vestbredden) i forholdet 3 til 1. Chilenske palæstinensere er for 99%’s vedkommende kristne og de udgør cirka halvdelen af verdens kristne palæstinensere. Kun Mellemøsten har flere palæstinensere, men disse er for det meste muslimer. Chile er verdens centrum for Palæstinensisk Kristendom. Hvad kan vi lære af alt dette?

Det første er at i modsætning til såvel fordom som politisk korrekthed så er de latin-amerikanske arabere bevis på at det ikke er araberne der er problemet. Det er Islam. Når araberen er skilt fra Islam, så lykkes tingene bare for ham, når han forbliver i Islam så går det galt. Selv i Mellemøsten, udover olierigdommen, er muslimerne næsten altid fattigere end de kristne. Det er kun efterspørgselen på olie der holder dem oven vande.

Latin Amerika var indtil fornylig meget sjældent en model for god regeringsførelse; og dog har Latin-araberne haft velstand og udvikles. Han har det medfødte talent. I løbet af denne samme periode var fattigdom normen i den arabiske verden udover nogle få olieplutokratier. Den eneste forskel mellem de to var den religiøse tilknytning, og dette kan bare ikke ignoreres. Det er heller ikke racemæssige fordomme da vi jo taler om det samme folk. Den eneste afgørende forskel er at Latin Amerikas arabere er i overvældende grad kristne.

Irernes, sicilianernes og jødernes succes i Amerika demonstrerede, at deres elendige fattige tilstand i Europa var resultatet af undertrykkelse, og ikke et eller andet racemæssigt eller religiøst karaktertræk. Den helt afgørende forskel var - Frihed versus Tyranni.

Men de latin-amerikanske regeringer var ofte lige så korrupte som de arabiske. Den afgørende forskel mellem latin-arabere med succes og den-gamle-verdens arabere var religion, og vi er tvunget til at konkludere at Islam er kilden til arabisk tilbageståenhed.

Dette er bare så åbenbart, dog tales der ikke om det.

Kristendommen var, indtil det 7. århundrede, den dominerende religion blandt araberne. Med tiden er den gået kraftigt tilbage. I dag er 90% af syrerne og palæstinenserne muslimer. Libanon der plejede at være kristen, er nu flertalsmuslimsk, og med de kristne på flugt. Det er ofte blevet forklaret med at kristne har en lavere fødselsrate, men kendsgerningen er at de fleste er flygtet. Skulle de syrisk-ortodokse og Maronitterne i Latin Amerika igen komme tilbage til Mellemøsten, Syrien og Libanon da ville disse steder have flertal af kristne; men ingen latinsk araber med sund fornuft ville ønske at komme tilbage, især nu da stabilt demokrati er normen i deres latin-amerikanske hjemlande.

Mellem 25-30 millioner meget succesrige Latin-arabere der fik velstand under en række regeringer der gik fra tyranni til frihed, fra det europæiserede Argentina til Mestizo Mexico, beviser at det eneste der kan holde en araber i skak, tilbage, er Islam.

Imidlertid er der ved at fremstå noget som er foruroligende.

Iransk og islamisk olierigdom er valset ind i Sydamerika sammen med en kampagne for islamisering og med anti-zionisme. Når nu langt, langt de fleste er kristne, da kunne man forvente at Latin-araberne var immune over for islamisk overtalelse. og alle ting viser, at det er de. Dog, selvom saudierne og iranerne ikke kan få mange konvertittet hos disse Latin-arabere, så har de med succes fået konvertitter til en voldsom anti-zionisme.

Saudierne har finansieret bygningen af Kong Faud Moskeen i Buenos Aires, selvom kun cirka 1% af Argentina er muslimsk, og de store flertal af dem ikke er praktiserende, ifølge de argentinske akademikere Pedro Brieger og Enrique Herszkowich, der skrev, “et realistisk gæt for den muslimske befolkning Buenos Aires er den kunne være cirka 4500, langt færre end det antal som nogle muslimske embedsmænd anslår.”

Fra denne moske har Islamisk Center for Republikken Argentina (CIRA) allerede været værktøjet i annulleringen af et populært verdsligt arabisk-argentinsk program for at give plads til et saudi-finansieret muslimsk show ved navn El cálamo y su mensaje (Pennen og dens budskab). Showet er nu på Argentinas offentlige TV, skønt det arabisk-argentinske samfund ikke ønskede var være del af det og har protesteret for at få det fjernet.

Iranerne har nu indført Hispan TV, et iransk propagandanetværk rettet mod Latin Amerika. Irans engelske pendant, PressTV, blev forbudt at sende fra Storbritannien her for nylig på grund af dens overdrevne propaganda. Men HispanTV fortsætter.

Vi burde ikke være overrasket over at erfare at Chiles palæstinensiske samfund er begyndt at være radikaliseret mod Israel, og er gunstigt indstillet overfor den islamiske palæstinensiske sag. Skønt deres forfædre flygtede fra Islam, er de nu blevet Vestens kristne ansigt med pro-palæstinensisk propaganda i Sydamerika.

Det som også skal erindres er, at i Latin Amerika, samtidig med der er jødiske samfund, især i Argentina, så er de ingen steder i nærheden af den indflydelsen som AIPAC eller ADL har, og derfor kan den islamiske propaganda flyde uhindret ind -- og i Venezuelas tilfælde, med støtte af Chavez’ regering.

Hvis nogen tror Zionist grupper har for megen magt i Amerika, så burde samme undersøge Sydamerika, hvor de arabiske løgne fremføres uden modargumenter og så kan de se forskellen. Den er ganske grim, og grum.

Vesten skal kæmpe for Latin Amerika. De islamiske grupper er næsten kommet uhindret ind for at propagandere i regionen. Mens USA og Israel sov, er propagandamaskinen marcheret ind.

Vi kan ikke give Hugp Chavez, og hans partnerskab med Iran skylden for alt dette. Politik, ligesom naturen, opsuger et vakuum, og vi så det ikke ske. Muslimerne vidste de havde slægtninge i Vesten - dog vantro - og sendte følere ud.  Al-Jazeera rapporterer regelmæssigt om sydamerikanske nyheder. Hvorfor ikke vore netværker?

USA og Israel skal gå med i en samlet indsats. De skal minde latin-araberne om, hvorfor de først og fremmest flygtede til Sydamerika. De skal være lige så politisk ukorrekte om det som muslimerne er. USA skal frasige sin religiøs neutralitet om dette emne, ellers taber vi.

Lige nu er Chiles palæstinenserne en elite, og de burde løsrives af deres anti-zionisme. De har potentialet til at være en kæmpehjælp, eller skade, for Israel, da de er flagbærerne af den palæstinensiske sag i Sydamerika. Der burde indledes seriøse forhandlinger.

Jødiske organisationer kunne overveje at støtte nogle kristne i de områder der kæmpes i for at motivere dem til at udvandre til Chile. Disse kristne står i en væmmelig situation mellem to lejre - hvor hører de til. Uanset hvilken side der vinder sejr i Det Hellige Land, så skal de kristne vide at de vil være en minoritet. Velstand i Chile kunne være et attraktivt alternativ.

Brasilien er gået forbi Storbritannien i økonomisk indflydelse. Chile er nu i 1. klasse. Argentina er nær ved at komme med. Sydamerika er i fremgang. Kontinentet burde ikke overlades til at muslimsk propaganda præger dets verdenssyn.

Gud ske tak og lov er arabernes historie i Sydamerika en hjælp. De skal blot mindes om, hvorfor de først og fremmest kom til Sydamerika.

For os i Vesten da burde vi blive langt mere bekendt med at Sydamerika er det levende bevis på at Islam er det der ‘ødelægger’ araberne, I Sydamerika er araberne der blev befriet for Islam  steget frem til en misundelsesværdig elitestatus. Dette burde basuneres ud over verden ...og til den islamiske Ummah.

Sydamerika udstiller for verden et andet syn på hvad det betyder at være araber: Succesfuld, rig, elite og respekteret. Alt dette udspringer af deres Kristendom. Der er ingen som helst grund til at den muslimske verden ikke skulle få årsagen til deres egen fiasko at vide, og løsningen: Kristendommen.

Der et et strålende lyspunkt i alt dette. Der er en ganske massiv Evangelisk vækkelse over hele Sydamerika. Den har endog ‘indtaget’ nogle arabiske krisnte.

Brasilien er klar til at gå væk fra katolicismen. Chile er nu 15% Evangelisk. Selv det katolske Argentina bliver berørt. Disse Evanglikerer er meget pro-Israel, og Israel er begyndt at lægge mærke til det, skønt det er noget sent.

The author goes by the pen name of Mike Konrad.  He is American -- not Hispanic, Latin, or Jewish -- and runs a website latinarabia.com, where he examines this Latin-Arab subculture.   The website is in preliminary stages.  He first has to improve his Spanish.

http://www.americanthinker.com/2012/09/the_arabs_of_south_america.html#ixzz25Io79hzw