Lincoln og velfærdsstaten
Mary Nicholas
Venstrefløjen ville skrige ‘blodige morder’hvis vi siger at Lincoln ville være imod velfærdsstaten. Men filosofisk set kan der ikke være tvivl om den kendsgerning. Han ikke alene ville stå op imod den, han ville bekæmpe den. Hvorfor? Fordi hans gennemborende grå øjne øjeblikkeligt ville kunne genkende den som endnu en form for slaveri, mere nederdrægtig og underfundig i sin form end den variation han bekæmpede, men under alle omstændigheder - slaveri.
Blandt Lincolns hovedargumenter mod slaveriet var følgende:
Naturlige rettigheder som udtrykt i Uafhængighedserklæringen betød at alle mennesker havde en ret til livet, friheden og en søgen efter lykke, uanset hudfarve. Ingen person (eller parti) havde ret til at behandle en anden person som en ejendom. I sin tale i Peoria i 1859 argumenterede han: 
"Det siges at lige retfærdighed for syden kræver af os at vi indrømmer ret til udvidelse af slaveriet i nye landområder. Det vil altså sige, lige så meget du ikke har indvending mod at bringe mit svin til Nebraska så må jeg heller ikke være imod at du medbringer din slave. Jeg indrømmer hermed at det er fuldstændig logisk, hvis der altså ingen forskel er på svin og negre.”
Lincoln protesterede også i mod slaveriet på grund af menneskets medfødte retfærdighedssans. Han bad sit publikum om at tænke over den halve million frie negre i USA:
“Alle disse frie sorte er efterkommere af slaver, eller har selv været slaver og de ville blive slaver nu, men noget har påvirket deres hvide ejere sammen med det store pekuniære ofre, tilskyndet dem til at lade dem være frie. Hvad er det ‘noget’? Er der noget der kan misforstås ved det? I alle disse tilfælde er det din fornemmelse for retfærdighed og menneskelig sympati, der hele tiden minder dig om, at den stakkels neger selv har nogle naturgivne rettigheder, som de der benægter ham dem, og gør ham til en handelsvare fortjener slag, foragt og døden for.”
I tilgift havde mennesket en ret til at styre sig selv.
“Doktrinen med selvbestemmelse er rigtig - absolut og for evigt rigtigt -- retfærdig anvendelse (af doktrinen) afhænger af, hvorvidt en neger er et menneske eller ikke. Hvis han ikke er menneske, hvorfor i det tilfælde, må den som er menneske selv, gøre lige præcis det han ønsker med ham som følge af sin selvbestemmelsesret. Men hvis negeren er et menneske er det så ikke i den henseende en total ødelæggelse af selvbestemmelsen af sig at han ikke også skal bestemme over sig selv? Når den hvide mand styrer sig selv er det selvbestemmelse; men når han styrer sig selv og også styrer et andet menneske, så er det mere en selvbestemmelse -- det er despotisme.”
Lincoln troede på at alle mennesker havde ret til frugterne af deres arbejde.
“At mennesker der er flittige, ærlige og ædru i deres stræben efter egne interesser, efter et stykke tid burde opbygge kapital, og derefter have lov til at nyde den i fred, at bruge den til at redde sig fra aktuelt arbejde og ansætte nogen anden til at arbejde for sig er rigtigt.”
Det er ganske slående at bemærke Lincolns respket for selve arbejdet. Under sin indsættelsestale stod en mand frem og sagde, “Hr. Lincoln De må ikke glemme at Deres far lavede sko til vor familie.” Og hele Senatet lo, idet det mange gjorde grin med Abraham Lincoln....Lincolns så på manden og sagde,
“Sir, jeg ved min far plejede at lave sko i Deres hjem til Deres familie, og der vil blive mange her ....fordi den måde han lavede sko kan ingen andre gøre. Han var en Skaber. Hans sko var ikke blot sko, han lagde hele sin sjæl i det arbejde. Jeg ønsker at sprøge Dem, har De nogen klager? Fordi jeg ved selv, hvordan man laver sko, hvis De har nogen klager kan jeg lave et andet par sko til Dem. Men så vidt jeg ved har ingen nogensinde klaget over min fars sko. Han var et geni, en stor skaber og jeg er stolt over min far.
Hele Senatet var lamslået.
“vi ønsker virkelig at give lov til at den ringeste mand skal have en lige chance for at blive rig som alle andre. (Bifald). Når man begynder som fattig, som de fleste gør i livets rejse, er et frit samfund det han ved kan forbedre hans forhold; han ved at der ikke er nogen fastlåst kondition for arbejdet, i hele hans liv.”
Endelig var Lincoln imod slaveriet fordi han troede på det formindskede landets generelle velfærd.
“Vi tror at udbredelsen og vedligeholdelsen af slaveriet som institution formindsker den generelle velfærd. Vi tror, nej, vi ved at det det eneste der nogensinde har truet selve Unionens evige bevarelse”
Skønt der ikke er nogen eksakt definition på velfærdsstaten har Hayek beskrevet en “velfærdsstat der som mål har ‘social retfærdighed’ og som bliver ‘primært en omfordeler af indkomst. Han advarede om at dette “vil føre tilbage til socialismen og dennes tvunge og i al væsentlighed tilfældige metoder.”
Lad os analysere Lincolns argumenter med hensyn til velfærdsstaten:
Naturgivne rettigheder: Alle mennesker har ret til liv, frihed og stræben efter lykke. Velfærdsstaten resulterer i et tab af valgmuligheder, frihed og stræben efter lykke. Som Hayek forudså:
“Hvis regeringen ikke ønsker kun at facilitere opnåelsen af visse standarder hos individerne, men at sikre at alle kan opnå dem, så kan den kun gøre det ved at fratage individerne valgmuligheder.....”
Behandler velfærdsstaten personen som ejendom? Vi kan se denne brug af mennesker som ejendom i Demokraternes behov for og brug af en permanent underklasse: Gave-uddeling for stemmer. Venstreorienterede behandler vælgerne i deres ‘menighed’ - deres politiske mave -- som deres ejendom der kan benyttes som det passer den. Ikoniske eksempler omfatter distrbutionen af “Obamaphoner” “se denne på synopsis) eller “Obama penge,” eller i de mere ynkelige tilfælde med Demorkaterne der misbruger stemmerettigheder hos uheldigvis handicappede indivder.
Kritisk set, og det vigtigste, så er velfærdsstaten som slaveriet et overgreb på modtagerens menneskelige værdighed. Men menneskelig værdighed er “knyttet til at tage ansvar for gennemførelsen af egne affærer.” (Paul Rahe, Soft Despotism: Democracy's Drift: Montesquieu, Rousseau, Tocqueville, and the Modern Prospect) Ikke kun opmuntrer velfærdsstaten borgerne til ikke at tage ansvaret for sig selv og egne forhold, den er proppet med tilskyndelser til ikke at arbejde og opfostre familier. Vi kan spørge om den faktisk ikke er i færd med aktivt at smadre disse målsætninger.
Krænker velfærdsstaten vor medfødte fornemmelse for retfærdighed? Når frugten af et menneskes arbejde indsamles i form af skatter og derpå omfordeles til andre for at de kan nyde fødevaremærker, sundhedshjælp, uddannelse, telefoner, subsidieret promiskuitet, boliger, ombygningen af millionærers hjem på Jerseys fine kyster og Hamptons (Utroligt nok, gik Thomas DiNapoli, overkontrolløren for New York ind for en 90-100%’s tilbagebetaling fra FEMA (regeringens nødhjælpskontor) med baggrund i at forbundsregeringen jo kunne “trykke penge.”) den krænker vore medfødte fornemmelse for retfærdighed og økonomisk retfærdighed. Ingen taler om et sikkerhedsnet for mennesker i svære tider; moderne regeringer har alle sørget for folk under disse forhold.
Mennesket har en ret til at ‘regere’ sig selv. Vor regering benytter nu sine magtbeføjelser til at sikre at mennesker får det de mener de har brug for. Mere og mere behøver vi nu ikke længere selv udøve vor selvbestemmelser over livets vigtigste udfordringer: Sundheden, beskæftigelse, bosted, og pension og som Hayek fastslår, “vi skal acceptere beslutningerne taget for os af en udnævnt myndighed på baggrund af dens evaluering” af vore behov.” Dette er ikke længere selvbestemmelse, men blød despotisme,.
Som vi har set var Lincoln en ihærdig troende på at borgerne var i stand til at nyde frugten af deres arbejde. Hvilket arbejde går velfærdsstaten ind for? Det perfekte eksempel er Obamas plan om sænke beskæftigelsesbetingelserne for velfærd. Denne sænkning er per definition det samme som at der ingen frugter af menneskets arbejde findes, fordi der ikke er arbejde. Velfærdsstaten underviser dermed duelige mænd og kvinder til at acceptere det ikke at arbejde som en betingelse for dens tjenester. Giver dette “den fattigste mand en lige chance for at blive rig sammen med andre”?
Velfærdsstatens fangarme hæmmer den generelle velstand. Det er i velfærdstatens interesse at subsidiere dysfuntionelle velfærdsfamilier. Som Greenfield bemærker resulterer liberales omsorg for dem i at en hel klasse af regeringsarbejdere kan holdes beskæftiget: Socialarbejdere, ansatte i regeringens klinikker, skoler og rådgivere. Det er til disse regeringsarbejderes fordel ikke at løse disse menneskers problemer, det vil ville jo samtidig betyde tab af et arbejde hos regeringen. De skal derfor holdes ‘nede.’
Således løser velfærdsstaten ikke nogen af de virkeligt monumentale problemer der er ved at flå vort samfund i stumper og stykker -- opløste familier, skoler der svigter. Den hæmmer den generelle velstand. Det uundgåelige spørgsmål er dette: Er den en boomerang?
Komplikationerne ved velfærdsstaten bliver undersøgt i den nylig dokumentar Runaway Slave der lader formode at den har skadet og endda “slaveholdt” afro-amerikanere. Den har holdt dem i en permanent velfærdsstatsafhængig tilstand, en permanent underklassse, en form for tyranni. Når noget holder en hvilken som helst gruppe af landets borgere i en slags tyranni så repræsenterer det en form for tyranni på hele nationen.
Det er klart at Lincoln ville være imod velfærdsstaten, netop fordi den er en anden slags slaveri. Den første af slagsen var krystalklar. Der var lænker og kæder og ofte fysiske restriktioner (skønt de værste virkninger var på sjælen). Slaveherrerne var brutale. Ved den nye form for slaveri er det ikke så krystalklart, og herrerne eller eksperterne forekommer at have god vilje - de “bekymrer sig.” Men stadigvæk berører de inderste dele af sjælen -- menneskets værdighed - og repræsenterer intet mindre end et overgreb på den.
http://www.americanthinker.com/2012/12/lincoln_and_the_welfare_state.html#ixzz2EM14OsNi
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar