Iran skal undersøge bomben i Buenos Aires
Hvorfor lader Argentina Iran undersøge 1994 bomben i Buenos Aires, en forbrydelse som Hezbollah helt sikkert begik?
Den 18. juli 1994 udslettede en bilbombe Asociación Mutual Israelita Argentina (AMIA)i Buenos Aires, dræbte 85 og sårede hundreder. Der har ikke været nogen arrestationer efter næsten 20 år, de oprindelige efterforskninger gik i stå, og blev plaget af inkompetence og korruption hvilket førte Argentinas tidligere præsident, afdøde Nestor Kirchner, til at kalde sagen en “national vanære.”
Tilsyneladende er denne besked ikke sivet ind hos hans enke, nuværende præsident Cristina Kirchner, der i sidste måned meddelte at Argentina indgår partnerskab med Den Islamiske Republik Iran - landet der angiveligt er ansvarlig for terrorbomben, og som er i færd med at myrde jøder - om at oprette en uafhængig international “Sandheds Komission,” der som opgave skal undersøge beviser og anbefale hvordan man kommer videre “baseret på love og regulativer i begge lande.”
Timingen af meddelelsen (den Internationale Holocaust Dag) og måden den blev leveret på (Kirchner’s facebook side og Twitter feed) har kun føjet spot til spe. Kirchner kaldte aftalen “historisk,” og “fordi vi aldrig vil tillade at AMIA tragedien kan benyttes som en skakbrik i et spil om geopolitiske interesser langt bort,” tilføjede hun uden nogen form for ironi.
Realiteten er at formålet med aftalen er at få hele sagen begravet en gang for alle. Det er ikke en sandhedskommission, men en handel: I bytte for at Buenos Aires gav Teheran et diplomatisk kup, vil iranerne gøre deres for at hjælpe med til at redde en håbløs argentinsk økonomi, gennem investeringer og handel.
Israels Viceudenrigsminister Danny Ayalon sammenlignede skabelsen af sanhedskommiteen med “at invitere morderen til at deltage i efterforskningen af mordet.” Det er en helt rimelig vurdering. Fra begyndelsen har man ment at det iranske regime var ansvarlig for AMIA angrebet mod det jødiske samfund, ligesom det var ansvarlig for 1992 bomben af den israelske ambassade i Buenos Aires hvor 29 blev dræbt og 242 såret. 
Men det var først i oktober 2006 da argentinske særanklagere officielt hævdede at det var blevet udført af et hold fra Hezbollah, herunder den afdøde chef for terrorgruppens eksterne operationsenhed, Imad Mughniyeh, der ledelse af de højeste myndigheder i Teheran. En argentinsk domstol udstedte arrestordrer på Mughniyeh og seks senior personer fra iran, blandt dem tidligere præsident Ali Rafsanjani og nyværende Forsvarsminister Ahmad Vahidi. Ifølge rapporten som særanklagerne præsenterede dommeren for samledes en gruppen med navnet Special Affairs Committe, der omfatter Den Øverste Leder Ali Khamenei og Rafsanjani, i den iranske by Mashad den 14. august for at godkende angrebet.
Læs denne om Mughniyeh på synopsis
Ahmad Vahidi
Iran har selvfølgelig længe benægtet enhver indblanding i AMIA angrebet, og dets intense diplomatiske bestræbelser for at indskrænke ansvaret synes nu endelig at have givet resultat. Fælles handelsmæssige interesser og de samme ideologiske sympatier har bragt Iran og Argentina nærmere hinanden end nogensinde før - og denne såkaldt sandhedskommite, er kun det seneste bevis på den stadig tættere alliance.
For det første er der den pragmatiske grund til Iran-Argentina forholdet. Den argentinske økonomi er i laser. Kæmpemæssig gæld til Verdensbanken og Paris Club har skåret Argentinas adgang til de internationale kreditmarkeder tilbage, og Iran under kraftig U.S. og EU sanktioner har brug for handelspartnere. “Den argentinske regering er desperat efter penge.” fortalte Pablo Kleinman mig, politisk latinamerikansk analytiker. Og med værdien af den iranske valuta i frit fald på grund af sanktionerne bliver man mere afhængig af Argentians landbrugseksport, der hjælper med at holde fødevarepriserne i Iran nede. “Argentina bejler til et antal tredje verdens lande udover Iran,” sagde Kleinman, “især energirige diktaturer som Angola og Algeriet for at de skal investere.”
Oveni i det økonomiske samarbejde repræsenterer Iran-Argentina aftalen også udveksling af ideologiske overbevisninger. Hvor anti-semitismen engang var fremherskende for Argentians højrefløj, så er det nu en del af venstrefløjen. Og den argentinske venstrefløj, meget lig det meste af Latinamerika fortolker Irans skyggekrig mod USA og Israel som en søjle i den venstreorienterede modstand mod neo-imperialistisk hegemoni. Med andre ord: Terrorangreb mod jøder er en nødvendighed, dog undertiden beklagelig, men en fase i den progressive kamp mod Vesten. (Læs denne på synopsis)
At hælde mod venstrefløjen har vist sig at være et underfundigt træk hos Kirchners. “De havde en meget lillle støttebase, da de kom til magten i 2003,” fortalte Kleinman mig i telefonen fra Buenos Aires. “De regnede med, at hvis de fik greb om venstrefløjen så havde de en base der ville støtte dem, selvom de ikke har nogen historie om støtte til venstrefløjens kampe før de vandt præsidentposten. Men nu, er den hårde venstrefløj en søjle for denne regering og den støtter denne handel med Iran.”
Ydermere så nyder den tættere alliance, som det fortælles, imødekommenhed hos højtstående personer, mest kendt Venezuelas Hugo Chavez og den syriske præsident Bashar al-Assad. “Det var Chavez der rådgav Kirchner om at sætte fart i relationer til Iran, hvis hun ønskede at bane vejen for iranske investeringer,” sagde Kleinman. Faktisk har Cristina Kirchner selv personlig gæld til Chavez, Teherans mellemmand i Latinamerika da man mener han har doneret store summer til hendes valgkampagner.
Men noget af det mest foruroligende i disse seneste udviklinger er at Buenos Aires’ mellemmand i disse forhandlinger med Iran er en jøde der har et berømt navn i menneskerettighedskredse: Udenrigsminister Hector Timerman, søn af den respekterede journalist Jacobo Timerman, der var i fængsel og under tortur af Argentinas militærjunta sent i 1970’erne for sin kritik af regimets krænkelser af menneskerettighederne under den såkaldt Beskidte Krig mod modstandere.
Héctor Timerman i London Feb. 5, 2013. (Justin Tallis/AFP/Getty Images)
Hans 59 årige søn, Hector, har en imponerende karriere: Timerman selv en menneskerettighedsaktivist begyndte som journalist og tjente så som Argentinas generalkonsul i New York fra 2004-2007. Sener blev han ambassadør i Washington. Han blev valgt til disse poster, hævder veteranreporteren Pepe Eliaschev, “fordi som en jøde, mente man han var præcis den rette person, der ville kunne åbne dørene til de jødiske samfun og forretningskredse i United States.”
I december en måned før der kom meddelelse om sandhedskommissionen rakte Timerman ud mod Argentinas jødiske samfund ved at forklare det åbenbare formål med at mødes med sin iranske modpart Ali Akbar Salehi i FN i september. “Det eneste formål som vi har i denne sag er at Iran udlevere de skyldige til dom,” sagde Timerman. “Der er ingen anden interesse. Regeringen og de efterladte slægtninge har samme mål, der er at finde de som er ansvarlige (for angrebet) og få en argentinsk dom mod dem.”
Ifølge journalisten Eliaschev plantede Timerman frøene til aftalen for 3 år siden, da han, kort efter at være blevet Udenrigsminister besøgte Aleppo, Syrien, for at mødes med Salehi i konsultationer sponseret af Assad. Eliaschev lagde til grund for sin rapport i den argentinske avis Peril det han beskrev som et lækket iransk dokument. Timerman benægtede historien og kaldte Eliaschev en “pseudojournalist.” “Han undsagde mig fordi han blev fanget på det forkerte ben.” fortalte Eliaschev mig i et telefoninterview. Eliaschev kendte Timermans far, Jacobo, der havde været hans redaktør en overgang, og som sin far er Hector Timerman en velkendt fortalter for menneskerettigheder og progressivismen.”
Det er interessant at forestille sig hvad hans far ville have tænkt om en menneskerettighedsfortaler der forhandler over ligene af et regime der på enhver måde har været ligeså blodigt som Argentinas militærjunta. I en Tablet profil af Timerman i 2010, forklarede han, at hans far, “på det kraftigste havde mistillid til de jøder som forbliver tavse for ikke at påkalde sig regimets vrede.”
Hans søn har imidlertid påtaget sig opgaven med at ‘sælge’ aftalen med Iran til det jødiske samfund, herunder familierne til ofrene for AMIA bomben. Meningsundersøgelser viser at mere end 80% af Argentinas 200000 medlemmer af det jødiske samfund er imod aftalen. I sidste uge afholdt Timerman et møde i Buenos Aires, hvor han afgav løfter til samfundet og forklarede at kommissionen ikke ville erstatte den igangværende undersøgelse af den argentinske regering.
“Vi forsøger at finde en metode til at sagen kan få fremskridt, en sag der er løbet i 19 år uden at være blevet løst,” sagde Timerman på en pressekonference efter mødet med samfundet og slægtninge til AMIA ofrene.
“Vi har gjort betydelige fremskridt, hvor for første gang de mistænkte irannere vil blive stillet for en argentinsk dommer.” Selvfølgelig vil de ikke det - ikke Rafsanjani, ikke Vahidi, heller ingen af de andre.
Iranerne er det lykkedes at hæmme retfærdigheden for AMIA bomben for næsten 18 år siden. Nu takket været den argentinske regering kan de ånde lettet op.
http://www.tabletmag.com/jewish-news-and-politics/123518/iran-to-investigate-jcc-bombing?all=1
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar