Livet efter TV
Christopher Orlet
Sidste
forår opgav jeg ‘den store TV-pakke.’ Det viste sig at være
bemærkelsesværdigt smertefrit. Ikke kun det, men jeg mener min
Intelligenskvotient er steget nogle point.
Jeg
har nu valgt at fastholde mit selvpåførte forbud mod TV i al evighed.
Sandt nok så har jeg aldrig været en TV-sofakartoffelchip, jeg har været
en af de der sjældne moderne kuriositeter, en midaldrende mand, der er
fuldstændig ligeglad med sport. Resultatet af denne fortryllende
ekcentricitet har været at jeg aldrig har følt mig fristet til at
abbonnere på kabel-tv eller parabol-tv eller smække masser af penge på
diske for at købe et 55’ tommers HD Led-fladskærms-TV, hvilket har
betydet at det har været så meget lettere at forlade det gamle TV uden
at se sig tilbage.
Udover
det, med så få kanaler på Reklame-TV-kanaler så var mine muligheder
begrænset til gamle Westerns, genudsendelser af ældre TV-serier eller et
af de gudfrygtelige reality TV-shows der sendes i bedste sendetid nu
for tiden. Min hustru ser undertiden med; udover det er det eneste
tidspunkt TV bliver tændt for hende når slægtninge kommer på besøg, og
insisterer på at se deres yndlingsserie.
Til
nu har goderne ved en TV-fri eksistens været betragtelige. TV, som
Internettet er berygtet for at sluge ‘Tiden’ så forekommer det mig at
jeg har betragteligt mere fritid, tid til mere vigtige ting som Russell Kirk
talte om (og han mente ikke 23. sæson med The Simpson). Også tid til så
længe negligerede beskæftigelser som - motion, langsomt tilberedte
måltider, endog havearbejde. Oveni har jeg nu fået støvet nogle af
klassikerne af i bogreolen, og lovet mig selv at læse, noget der alt for
ofte blev glemt på grund af en eller anden episode i TV man sad fast i.
Hele
forestillingen om at opgive Tossekassen vækker stadig nysgerrige, om
ikke fjendtlige reaktioner fra familie og venner, som om der var noget
underligt perverst og uamerikansk over det. Jeg aner ikke hvorfor. Det
er jo ikke fordi Politbüroet har vedtaget anti-TV-love. Faktisk var TV
regimets mest effektive middel at sprede deres nederdrægtige propaganda.
Jeg kan kun forestille mig at grunden er at TV betragtes som så
gennemført amerikansk, som baseball, hot dogs og æbletærte. Nuvel jeg
bryder mig heller ikke i særlig grad om baseball og hot dog. Udover det,
uanset om du kan lide det eller ej, så kan man ikke fuldstændigt opgive
TV, da det jo blinker kækt til os fra enhver væg: I restauranter,
apoteket, lægekonsultationen, værtshuse, posthuse, tog, og i foyerer til
kontorbygninger.
Hvis
du spørger mig så er afholdenhed fra TV slet ikke noget radikalt
skridt, men et reaktionært imperativ. Jeg betragter det som en meget
konservativ handling, i den forstand at det konserverer min tid og mine kulturværdier.
Jeg
er sådan set sympatisk indstillet overfor de konservative der holder
fast i at vi lever i en Ny Mørk Middelader (blot med den forskel at vi
er barbarerne) og det er vor pligt at skille os ud fra den nuværende
kulturbarbarisme så meget som overhovedet muligt, og måske gøre det ved
at konservere, bevare, nogle få laser af civilisationen den der føres
videre til næste generation, meget ligesom Benedikt af Nursia og hans medmunke gjorde under plyndringen af Rom (det var da hans medmunke ikke forsøgte at forgive ham.)
Selvfølgelig er TV’s vulgære og i det store og hele barnlige indhold blot de mest åbenlyse krænkelser af intelligens. Den
afdøde samfundskritiker Neil Postman ramte præcist plet da han skrev at
"moderne teknologier ikke kun afleder os fra ‘Højere Ting’ de skaber
også (forvrænger?) hvem vi er og forandrer den måde vi tænker på, og
desværre ikke til det bedre"
TV
ikke alene gør os mindre opmærksomme, det lærer os at sætte pris på
falske følelser, forkvaklet stimulation og for hurtig afgørelse fremfor
logisk og abstrakt tænkning. Tidligere
TV kritiker Rod Dreher siger TV er ved sin natur en kraft mod
tradition, mod sammenhæng, mod stabilitet og vedholdenhed. Hvem kan
argumentere mod det?
Mon
ikke det jeg forsøger at sige er, at jeg føler mig på en måde kaldet
til at oprette mit eget Benedektinerkloster som et bolværk mod
barbarismen, og det første skridt er at nægte at tillade TV og lignende
degraderende former for pop-kultur at komme ind i hjemmet, og i stedet
fylde vore liv med skønhed, med gode bøger, og med åndelige og
opløftende ting. Jeg kan godt leve uden Sporten og Borgen. Faktisk så er der, som Sankt Benedict lærte næsten ingen ende på de ting man kan leve foruden.
Cristopher Orlet
http://spectator.org/archives/2012/04/19/life-after-television
Ingen kommentarer:
Send en kommentar