Christopher Orlet
I
sit berømte studium Demokrati i Amerika fra 1835, beskrev Alexis de
Tocqueville det han troede var et ægte præstationssamfund. Her var et
land der manglede et aristokrati og adelsmænd. Adams, det nærmeste
Amerika havde på en elite, var netop blevet stemt ud af embedet som
blevet overtaget af bøllen fra Tennessee, Old Hickory, (Andrew Jackson).
I
årevis forekom Tocquevilles analyser næsten profetiske. Syv U.S.
præsidenter blot udklækket i bræddehytter før New England Establishment
fik stablet sig på benene igen.
WASP
(White-Anglo-Saxon-Protestant) styret varede til et godt stykke ind i
det 19. århundrede. Men i 1960’erne fik Amerika valgt sin første
katolske præsident (John F. Kennedy) og dets prestigefyldte colleges og
universiteter blev (i det mindste i teorien) helt åben for alle kloge
unge mennesker - modsat alle de privilegerede unge. Naturligvis ved vi
alle hvad der så skete i 1960’erne. Det hele faldt fra hinanden. Og det
er det sådan fortsat med siden.
Læren
af dette er, at man har brug for mere end hjerne for at være en
effektiv leder/direktør. Den gamle elite vidste dette helt instinktivt.
Matematiske evner var ikke så værdifulde som traditionelle værdier,
pligtfølelse, dømmekraft, empati og allervigtigst en god fremtoning.
Ydermere havde det gamle etablissement noblesse oblige med fra fødslen, de var “avlet til at herske med nåde og visdom,” som forfatteren Chris Hays bemærker.
Til
trods for alle deres fejl så tog de ‘blåblodede’ ansvar for deres
handlinger, ulig nutidens alt- for-smarte-til-at-fejle Regnedrenge der
mener at ansvaret kun gælder de 99%. Hvis man er en
for-stor-til-at-falde virksomhed så har man da stadig ret til en
gigantbonus. Hvis dine skøre risiko-multi-milliard-dollars satsninger på
‘giftige’ spekulationer nærmest får hele den internet-forbundne globale
økonomi til at knække, så nuvel, for at citere Rick Perry: “Ups.” Sådan
fungerer præstationsindstillingen. Eller snarere ikke fungerer.
WASPs havde deres rødder, selvom deres hjemlige græs var den ‘udvalgte’ jordbund i Boston eller Connecticut. Nutidens
status-fikserede elite minder om velhavende sigøjnere. De flakker (på
første klasse, naturligvis) hvor pengene eller magten nu befinder sig.
Jon Corzine kan være den typiske repræsentant for den nye
præstationselite. Corzin forlod sin families gård ved Taylorville,
Illinois, blev U.S. Senator, så guvernør i New Jersey, og så
bestyrelsesformand for Goldman Sachs. Hen ad vejen hjalp han med til at
ødelægge såvel New Jerseys som sit tidligere Wall Street firma, MF
Globals økonomi. Var han nu blevet der på farmen, hvor han retteligen
hører til så ville han have haft en langt mindre destruktiv indflydelse.
Under
det gamle WASP dynasti blev magt og privilegier overdraget fra den ene
generation til den næste. Sådan sker det ikke mere. Meritokraterne
formodes at have Horatio Alger (der
skriver bøger om unge der kæmpede sig frem trods alverdens
besværligheder) livsforløb, skønt det har de sjældent. For hver farmer
Jon Corzine er der hundrede moralsk udfordrede Boaz Weinsteins, (hedge fonde bestyrere) Peter Orszags og Timothy Geithners fra den etniske elite og med Østkyst baggrunde.
I dag har en godt fungerende Tiger Moms
(stærkt debatteret bog om stræbsomme kineseres opdragelses- og krav til
deres børn ) unger en langt bedre chance for at komme ind på et Ivy
Legague universittet end en klogt og fattig ung fra små kår fordi A)
Hendes børn vil have arvet nogle gode gener, og B) Mor har råd til at
hyre de bedste konsulenter, lærere og advokater der præcist ved hvad der
skal til for at komme ind på Princeton. Undskyld, jeg mener Harvard.
(Princeton er militærakademiet - synopsis-kommentar.)
Hvorfor
nogen troede at præstationsindstillingen ville blive et gode for landet
begriber jeg ikke. Var det ikke De Bedste og de Kvikkeste der fik os ud
i rodet i Vietnam? Og var ikke Enron -svindlerne - “de klogeste i miles omkreds?”
Enrons hovedkvarter i Houston, Texas
Sig
hvad du vil om det gamle etablissement, men WASP’erne gjorde hvad der
var til gavn for landet ud af en form for pligtfølelse. Den nye elite
gør, hvad der er godt for deres bankkonti og deres børns bankkonti.
Hvor blev du af Teddy Roosevelt? Vi savner dig så inderligt.
Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.
http://spectator.org/archives/2012/08/23/missing-the-wasps
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar