Mozart Versus Paven
I 1630’erne skrev den
italienske komponist Gregorio Allegri et værk med titlen Miserere. Det omfattede to kor, et på fem og et på fire, Miserere varede
fra 10-15 minutter. Det blev sjældent opført - det var reserveret til
brug mellem de to hellige uger (ugen før Påske) gudstjenester i Det
Sixtinske Kapel.
For
at bevare eksklusiviteten ved Miserere, afgjorde Paven, at det ikke
måtte skrives ned eller opføres andre steder, under straf -
ekskommunikation fra Kirken. Det forbud holdt ved i over 100 år, med
den eneste undtagelser af tre opførelser med tilladelse af Paven, og for
områdeledere (såsom den Hellige Romerske Kejser Leopold 1).
Det fik en dreng på 14 år gjort en afslutning på. Den knægt var Wolfgang Amadeus Mozart.
Mozart
var allerede en erfaren og knalddygtig musiker og komponist. Som 8
årig - seks år tidligere - havde han komponeret sin første symfoni, et
ud af 600 stykker musik han i årenes løb komponerede i sit korte 36 årige
liv.
Men
i 1770 gjorde Mozart noget andet, han optrådte i rollen som en
Elizabethtidens båndoptager. Mozart overværede den første af to
Miserere opførelser, og gjorde det ethvert barnegeni ville gøre: Han
skrev det ned, fra hukommelsen, efter kun en gennemhøring. Hans version
var ikke helt perfekt, men småfejlene blev hurtigt rettet - Mozart
skulle blot lytte endnu en gang og så var det klaret.
Et
år senere gav Mozart (eller måske solgte) han sine noder til en engelsk
musikhistoriker ved navn Charles Bruney, der udgav kompositionen. Nu
var kirken ikke i stand til på effektiv vis at forbyde opførelser af
Miserere, og man ophævede derfor forbuddet. I stedet fik Pave Clement XIV
nu rettet sin opmærksomhed mod Mozart som blev kaldt til møde i
Vatikanet.
Gud
ske tak og lov overgik Pave Clement XIV’s sunde fornuft enhver vrede - i
stedet for at ekskommunikere den geniale komponist lovpriste Paven hans
geni. I dag er Miserere stadig populær - som selvfølgelig Mozarts værk.
Bonus fakata:
Mozart døde blot nogle få uger før sin 36 års fødselsdag. Han blev
begravet i en almindelig grav, og som en myndighed påstår var der ingen
sørgende tilstede. Men lad det nu ikke være til ugunst for Mozarts ry
mens han levede; det er i overensstemmelsem med de begravelsessædvaner der fandtes i Wien sent i det 18. århundrede.
http://nowiknow.com/mozart-versus-the-pope/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar