Hvide er de nye sorte
Gerald Nachman
Det må begynde at lysne for den aldrende hvide befolkning.
Efter præsidentvalget erklærede Bill O’Reilly at ældre hvide mænd som han var blevet en minoritet, en gruppe uden indflydelse. Som
du nok kan begribe følte jeg mig først dårligt tilpas ved dette, indtil
jeg indså, at nu er jeg faktisk blevet en del af den -
snart-nye-hippe- etniske gruppe.
Måske
hjalp vi ikke med til at genvælge Barack Obama, men vi vii ikke være
tavse. Til nu, som Obama, kan vi kun håbe på forandring.
Ældre
hvide mænd har besvær med at få respekt i medierne nu om stunder, men
vores pludselige postition som outsidere burde forandre alt det. At være
ældre og hvid, og mand gør os til en triple minoritet, med stadig mindre
indflydelse for hver dag der går. Vi står der udenfor og ser på al
morskaben som de ny-populære, der før var udenfor - hispanic, kvinder,
sorte, asiater, bøsser, indfødte amerikanere - nu har med deres fester
døgnet rundt.
Denne
nye elite har helt sikkert ikke brug for os og de ignorerer os, ler af
os, latterliggjorte af alle undtagen af skinheads (hvilket gør os til
endnu mere afskum). Vi bliver overhovedet ikke bemærket, men jeg kender
Amerika så det holder ikke længe. Tidligere foragtede etniske grupper
vil helt sikkert få ondt af os på et tidspunkt. Det nye Republikanske
Parti og Demokratiske parti, i deres bestræbelse på at inkludere alle,
for at vise deres diversitet, vil helt sikkert bringe mandlige
gnavpotter tilbage ind i kampen, om så blot for at ydmyge os.
Jeg
er sikker på der er midaldrende hvide mænd i horisonten, der for at
citere Dr. King vil blive anerkendt for deres karakter, ikke deres
mangel på hudfarve. Jeg er sikker på der er gode mænd derude, hvide og
over 65, der vil blive budt velkommen i de førende medier igen; selv
Demokraterne kan måske give os en minoritetsstemme ved fremtidige
konventer.
Alt
dette er ikke nyt for mig. I 20 år har jeg erkendt at jeg nu er en del
af en modkultur, en der engang herskede. Jeg lytter til Frank Sinatra,
jeg har bælte på, endog slips og sutsko, mit hoved er ikke kronraget og
de der med skægstubbe der er tre dage gamle er ikke mig. Jeg spiser ikke
burgere, jeg cykler ikke, er ikke iført cowboybukser eller
baseballkasket, jeg går ikke i danseklubber, smider om mig med bandeord,
indleder ikke tilfældige bekendtskaber eller har en flaske vand med
mig. Jeg har aldrig læst en tegneserie, og jeg ejer ikke en Kindle. Jeg
er ikke veganer - chokerende jovist, men sådan er det altså.
Nu
og da, hvis ingen ser det, bestiller jeg en bøf, bruger smør, ikke
olivenolie, og indtager produkter der indeholder sukker. Jeg ryger ikke
hash eller tager stoffer medmindre man regner aspirin og næsespray som
stoffer, det som ældre hvide mænd bruger af og til.
Som
medlem af den fremstormende modkultur, abonnerer jeg på aviser og
tidsskrifter, ser film på TV, bruger ikke iPhone og har heller ikke en
facebookprofil, Twitter eller Linkedln. Jeg downloader ikke sange på en
IPod. OK, nuvel jeg har dog en mobiltelefon, men jeg kan ikke huske
nummeret og den ligger i handskerummet og benyttes kun i nødstilfælde.
Jeg er ikke bange for at indrømme at jeg ser CBS Evening News, Jay Leno
og genudsendelser.
Trods
det jeg føler mig sat udenfor det amerikanske politiske, sociale og
kulturelle liv, så forbliver jeg en stolt ældre mand, der nok skal få
succes igen. En dag kunne det hænde at en ældre hvid man bliver valgt
som præsident, men det først efter en kvinde, en asiat, en hispanic og
en bøsse har haft embedet. Muligvis sådan cirka 2050, vil en ældre hvid
mandsperson vende tilbage til Regnbue Huset (tidligere Det Hvide Hus, og
måske endda vil der blive valgt en til Højesteret igen. Det er altså
ikke helt udelukket. Dette er trods alt Amerika, hvor enhver kan blive
præsident, trods race, alder eller køn.
Gerald
Nachman is a writer in San Francisco and most recently the author of
Right Here on Our Stage Tonight!: Ed Sullivan’s America (University of
California Press).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar