Hvorfor nogle af mine bedste venner er Trump støtter
Del 1 af 2.
Trump støtter er måske den eneste vælgergruppe i denne nations historie der er blevet så nederdrægtigt og vedholdende nedgjort, og det på en meget koordineret facon, af begge politiske partier. Samtidig vides der ikke særlig meget om dem, trods den seneste strøm af artikler der forsøger at forklare fænomenet. Problemet med det er at skribenterne indrømmer at de ikke selv kender nogen Trump støtter.
Nuvel, jeg kender tilfældigvis en hel del af dem personligt. .
For lige at slå det fast. Jeg kan ikke stemme fordi jeg ikke er amerikansk statsborger, endnu, og det trods mine bedste og årtier lange bestræbelser - men lad immigrationssystemets noget besynderlige prioriteter ligge til en anden gang.
For det andet. Jeg vil gerne danne mig min holdning om kandidaterne og deres støtter uafhængigt af andre, uden at skulle tage imod råd fra klogeåger i medierne eller Facebook beskeder fra pro-Cruz bekendte.
For det tredje så kan jeg lide såvel Cruz som Trump. Jeg er ikke så ‘forelsket’ som nogle er. Jeg er blot pragmatiker. Jeg holder af enhver der kan standse Amerikas rutschetur mod socialismen eller endnu bedre helt ændre den kurs. Jeg indser også at Amerika er nået det punkt, hvor det at have store ideer ikke længere er nok.For at ryste systemet og få gang i økonomien skal den næste præsident også være en virkelig stor forandrer og en der ryster ‘posen.’
Da jeg altså ikke kan stemme, er jeg blot en objektiv observatør af amerikansk politik, og jeg kan bedømme processen ud fra min erfaring som tidligere Sovjet borger, der under den ‘glorværdige’ Sovjetunionen af Socialistiske Republikker blev tvunget til at stemme i valg med kun en kandidat, som jeg ikke kendte eller sådan set var ligeglad med.
Den 100% stemmeafgivelse i Sovjet var sådan set det totale apati. De fleste smed blot stemmesedlen i boksen uden at have læst den. De lejlighedsvise sjældne tegn på passion var stemmesedler, hvor navnet var streget ud og man med store bogstaver skrev - BLODSUGERE HELE BANDEN. De stemmesedler blev så sorteret fra så KGB kunne foretage skriftanalyse. Det at stemme var blevet et periodisk ritual af lydighed og overgivelse til den magtfulde stat og en påmindelse om at vi alle var lige slaver i vor herrers øjne.
Den erindring, erfaring gør amerikanske valg endnu mere interessante. Først er der primærvalgene, hvor kandidater fra hvert politisk parti stiller sig op i en slags cirkelformet ring, hvor de så forsøger at skyde hinandens karakter og ry ned. Kun få af dem bliver stående, deres tilhængere begynder at kæmpe og dæmonisere de andre på de sociale medier til et punkt, hvor en objektiv betragter må erkende, at hver kandidat kunne se ud til at være en korrupt og umoralsk slyngel og sådan set det værste menneske på jorden.
Så endelig, vil de to overlevende kandidater fra hvert deres parti, alvorligt såret og blodige, begynde at banke løs på hinandens sår under det ‘store’ valg, og deres tilhængere fortsætter med at bekæmpe og dæmonisere hinanden på de sociale medier. Den der stadig står oprejst i november måned erklæres så Lederen af Den Frie Verden.
Sådan ser det ud for de fleste udlændinge, især hvis de ikke er bekendt med forskellene mellem de to partier og kun får deres viden fra de førende medier der altid fremhæver det ene parti og lader som om de er fair over for det andet, Demokrati er den værste form for regering, når man ser bort fra alle de andre, sagde Winston S. Churchill og han havde virkelig sine egne politiske sår som bevis på den påstand.
Dette års valg passer især på denne karikatur. Den kraftigste ild fra alle mediernes skydehuller og smuthuller rettes mod Republikanernes førende kandidat Donald Trump og hans støtter. De blive beskrevet som værende uden uddannelse, uden dannelse, vrede, hævngerrige, racistiske, fremmedfjendske og direkte dumme.
Skribenterne bag disse udgydelser skriver som regel fra Boston -New York -Washington korridoren, og så hævder de, at de bare ikke kender nogen der kan lide Trump. Men hvordan kan de dog skrive om noget de ikke kender? Når valget er flydende, når tingene sker hurtigt lige nu og her, og når der ikke eksisterer nogen pålidelige historiske data, så må vi stole på de personlige erfaringer og hvad anekdoterne beretter. I fraværet at sådanne, udfylder disse skribenter blot ‘hullerne’ i deres viden med deres egne fordomme, nærmest på samme måde som Middelalderens kortmagere markerede ikke udforsket område med “her er der drager.”
Sandsynligheden for at Trumps støtter befinder sig lige rundt om dem, selv i deres egne familier er til stede, og grunden til disse skribenter ikke kan se det er deres eget snobberi. Ingen bryder sig om at blive kaldt dum, få sin intelligens betvivlet eller formodes at være et umælende flokdyr, og mange har bare ikke tid til at standse og forklare deres grunde hver gang en #Nevertrump aktivist føler, at nu skal der hældes skidt og møg ud over Trumps vælgere. Mange vælger så at være tavse.
Denne undersøgelse forklarer, hvorfor mange meningsundersøgelser undervurderer støtten til Trump. Trump har konstant stået bedre i meningsundersøgelser baseret på anonyme tilkendegivelser online, og telefoniske undersøgelser, fordi hans støtter ikke gerne offentligt viser hvem de er. Med andre ord. offentlig udskamning, afskrækker ikke Trumps støtter, men forårsager at de holder lav profil.
Beskriver dette ikke også, hvordan flertallet af amerikanere har haft det i de seneste årtier, konstant blevet udskammet til tavshed af de “progressive” medier, af uddannelsessystemet og det kulturelle etablissement? Jeg ved det alt for godt fordi jeg har arbejdet i New Yorks “progressive” miljø. Mine kolleger ville spørge mig om livet i USSR, og jeg fortalte dem præcist, hvad jeg mente om socialismen og politisk korrekthed indtil jeg indså at de fleste af dem ikke brød sig om mine svar, og dermed skadede jeg mig selv. Nogle gav mig frygtsomme blikke, andre holdt inde med at tale med mig. Jeg kunne ligeså godt have sagt at livet i USSR var som livet i New York, hvor folk må lære at tie stille og se sig over skulderen før de siger noget der kunne ligne en politisk udmelding. Tænk at være emigreret til et frit land og opleve noget sådant. Jeg følte historien gentage sig. Indtil nu.
Tænk lidt over denne historie: Der boede et apatisk tavst flertal, nedgjort af dets ledere og de officielle medier, og de troede det aldrig ville høre op. Men en dag hændte miraklet, de hørte pludselig en stemme der netop gav udtryk for deres forbudte tanker - noget de havde været bange for at ytre offentligt, selvom det sådan set blot var almindelig snusfornuft - ord ikke floromspunden retorik og formfuldendte sætninger, men leveret ganske råt for usødet som fra et almindeligt menneske - direkte og sande ord, givet ud fra et sundt sind og fra den største talerstol i nationen. Millioner af mennesker genkendte den som deres egen stemme - tavst i begyndelsen, men og mere tydelig som tiden gik - til et punkt hvor de gik på gaden for at forsvare ham trods en voldelig og farlig opposition fra den yderste venstrefløj.
Jeg skriver naturligvis om Mikhail Gorbachev og den reaktion han i begyndelsen fik fra Sovjetlederne da han indledte sin Perestroika og Glasnost i USSR. Jeg erindrer det meget klart, fordi jeg var en af dem. Gorbachev var ikke perfekt på nogen måde, og alligevel påbegyndte han en proces der rystede de korrupte i det etablerede, og afsluttede styret af det magtfulde Kommunistparti, fik liberaliseret økonomien og åbnede landet for en ærlig debat om problemerne. Parallellerne med Donald Trump, hans budskab og hans appel til Amerikas tavse flertal er slående.
At Sovjetunionens problemer viste sig nærmest uforsonlige var ikke Gorbys fejl, landet havde i lang tid været uden mulighed for at komme sig efter 70 år med et hensynsløst socialistisk eksperiment. Amerika er ikke kommet så langt ud, men den vilde popularitet af socialisten Bernie Sanders med det “skrigende mindretal” at unge vælgere kan være en indikation af, at dette valg kan være Amerikas sidste før vejen fører ud over klippekanten.
Fordi Trump giver det tavse flertal en stemme det kan være grunden til han fører. Nogle andre faktorer vil blive tydelige hvis vi ser på hans individuelle støtter. Jeg ved hvem de er, fordi de ikke er bange for at åbne sig for mig. De ved at ulig de etablerede skribenter, vil jeg ikke kalde dem øgenavne eller forsøge at udskamme det tavse flertal til tavshed. Af samme grund benytter jeg ikke deres rigtige navne.
Følg med i del 2 snarest her på synopsis.
Følg med i del 2 snarest her på synopsis.
Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from the former USSR, is the author of Shakedown Socialism, of which David Horowitz said, "I hope everyone reads this book." In 1994 he moved to the U.S. with the hope of living in a country ruled by reason and common sense, appreciative of its freedoms and prosperity. To his dismay, he discovered a nation deeply infected by the leftist disease of "progressivism" that was arresting true societal progress. American movies, TV, and news media reminded him of his former occupation as a visual propaganda artist for the Communist Party. Oleg is the creator of a satirical website ThePeoplesCube.com, which Rush Limbaugh described on his show as "a Stalinist version of The Onion." His graphic work frequently appears in the American Thinker.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar