Den nye humanismes fejl

Den nye humanisme

Roger Scruton

Familien jeg voksede op i var, når det drejer sig om religion, en typisk efterkrigstids engelsk familie. Ingen havde noget imod, at børn fik en kristen oplæring i skolen, og at der var morgenbøn. Der var ingen indvending mod kirken og søndagskolerne - faktisk, selvom om disse institutioner kunne være triste i sig selv, da mente mine forældre at deres børn kun ville kunne ville blive bedre mennesker gennem dem. Hjemmet var dog religionsfrit: Ingen bøn over maden, ingen bønner ved sengetid og Bibelen stod nærmest limet til boghylden mellem Oxford Leksikonnet og Winston Churchill's "History of the Second World War." Vore forældre mente de var humanister. De var blevet opdraget som kristne, men havde gennemlevet 2. Verdenskrig og misten troen på en Gud der kunne tillade noget sådant. De betragtede humanismen som en ekstra mulighed nu hvor troen var i opløsning. Der var ingen grund til at fejre det, og ingen grund til at andre skulle påføres den, humanismen var blot den bedste måde at få tilværelsen til at give mening - i fraværet af Gud.

Overalt mødte jeg humanister som mine forældre. Jeg blev venner med dem i skolen og fik undervisning af dem på Cambridge. Da jeg mistede den kristne tro, som var begyndt at spire hos mig i skolen, da var det min tur til at blive humanist, og jeg havde det egentligt ret godt med, at der trods alt var denne anden og mere nuancerede vej til at kende og leve efter moralske principper. Når jeg nu ser tilbage, da må mine forældres humanisme være en slags forsvarsreaktion på vegne af de religiøse værdier. De og deres samtidige troede, at mennesket selv er kilden til egne idealer og også genstanden for dem. Der er ikke brug for Gud mente de, for at kunne leve med forestillingen om det bedre liv. Alle de værdier der var tilnyttet de kristne kirker er også tilgængelige for humanisten. Tro, håb og barmhjertighed kan eksistere som menneskelige vilkår, og det uden at man har fokus på noget himmelsk: humanister kan opbygge en tilværelse med næstekærlighed, kan udøve dyder og tøjle sig selv så de bliver retfærdige, eftertænksomme, udviser selvbeherskelse og er modige, ligesom grækerne havde undervist i, længe før Kirken havde lagt sin skygge over menneskesindet. En humanist kan være patriot; han kan tro med Jesus ord på, at "der er ingen større kærlighed en denne, at ofre livet for sin næste." Han er fjende af falske tilkendegivelser og eftergivende moral og langt mere ihærdig på moralens vegne, idet han tror at det er det væsentligste til ophøjelse af humanismen, og beviset på at vi kan være kilden til vore egne idealer.

Denne smukke form for humanisme har sine rødder i Oplysningstiden, i Kant's forsvar for moralloven, og i progressiviteten hos de godhjertede Viktorianske vismænd. Selve erindringen om det fører til, at jeg har en interesse i det som kalder sig "humanismen," og som nu er begyndt at gøre reklame for sig selv i Storbritannien. Denne humanisme er selvbevidst erklæret "ny" ligesom New Labour; den har sit eget tidsskrift New Humanist og sine egne vismænd, den mest prominente er Richard Dawkins, forfatteren til "Det selviske gen" og vicepræsident for den britiske humanistiske sammenslutning. Den fører reklamekampagner og læserbrevskampagner og er nærmest militantisk i sin indførelse af det som den opfatter som sandheden og i sin forpligtelse til at få folk til at omvende sig. Dens vision er dog ikke som mine forældres. Den nye humanisme bruger kun lidt tid på at fremhæve mennesket som idealet. Den siger intet, eller næsten intet, om tro, håb og barmhjertighed; patriotisme skøjtes der udenom; og den er tilbageholdende i forsvaret for familien, den offentlige mening, og seksuel selvbeherskelse, de ting som var tilskyndende for mine forældre. Fremfor at idealisere menneskelighed nedgør den nye humanisme Gud og angriber troen på Gud som den siger er en menneskelig svaghed. Mine forældre holdt også op med at tro på Gud, og mente det var en svaghed hvis man gjorde. Men de var tøvende overfor om man skulle fratage mennesker denne moralske mulighed, hvis de mente de havde behov for den.

The British Humanist Association kører for tiden en kampagne mod religiøs tro. Den har købt rklameplads på vore bybusser, der nu kører rundt i gaderne med sloganet "Der er sandsynligvis ingen Gud, så hold op med at være bekymret og nyd livet." Mine forældre ville have været frastødt af en sådan erklæring. Udfra en ægte præmis ville de have sagt - det er en falsk og ondsindet konklusion. Skulle de have haft ønske om at udbasunere deres tro - og det var en del af hele deres humanistiske grundsynspunkt, at det bør man ikke gøre, snarere langt hellere med sin levevis være et eksempel - ville de have udtrykt sig således: "Det kan godt være der ikke er nogen Gud; så du kan godt begynde at være bekymret og husk så lige at selvbeherskelse afhænger af dig selv." The British Humanist Association ser åbenbart intet forkert i henvisningen til nydelse; den har åbenbart ingen samvittighedskvaler over det der ganske klart står mellem linjerne i teksten, nemlig at der ingen andre højere idealer, end - nydelse. Dens udgivelser antyder at der kun er en ting der stiller sig hindrende i vejen for menneskets lykke og det er Gud. Lad os fjerne denne tro og så kan vi løbe rundt i en have, hvor alt er tilladt, vi kan spise al den frugt som vi indtil nu har ment burde være forbudt. Humanisterne jeg kendte som en ung mand ville have reageret med foragt over dette hedonistiske budskab og mod en filosofi der tager sigte på at gå i kamp med Gud og derved erstatte ham.

Busreklamerne passer fint ind i det moderne Storbritanniens tankegang, og ikke engang muslimer klager over dem. En kristen buschauffør har nægtet at være chauffør på sin bus, og nogle få hundrede har skrevet til ankenævnet for reklamer, som dog har tilbagevist deres klage, og længere er protesterne ikke kommet. Når jeg, set i lyset af denne reklamekampagne, ser tilbage på den humanistiske bevægelse jeg lærte at kende da jeg voksede op er der en ting der er slående: Den gamle humanisme drejede sig ikke om at dekonstruere Gud; det drejede sig om at skabe et bedre menneske. Det var en positiv bevægelse der søgte ihærdigt at beskæftige sig med ting af værdi, og det selvom der ikke er en Gud til at sige god for dem. Hovedfrygten var, at hvis mennesket blev berøvet sin religiøse tro da ville deres idealer også forsvinde. Derfor søgte man at betone menneskelig værdighed som den moralske grænse.

Den gamle humanisme var ikke nydelsessøgende, så meget mindre en filosofi der kun var glædes og lykkecentreret. Inspirationen kom fra Oplysningstidens filosoffer, Milton, Blake og D.H. Lawrence og fra hele kunstarven i Vesten. Den humanist, der havde mest indflydelse på mig på Cambridge, troede at i intet andet værk var menneskeheden blevet mere velsignet med ægte idealer end i Mattæuspassionen af Bach og i Tristan og Isolde af Wagner, det ene værk af en hengiven kristen, det andet fra et værk er ikke nævner Gud eller guder, men blot dvæler ved den ophøjede erotiske kærlighed når denne er forenet i et fælles offer. Skønt jeg var skeptisk overfor den slags humanisme da tvivlede jeg aldrig på selve det ædle formål. Det ophøjede formål var at mennesket var mere end blot et dyr og at moral står over tilfældig begær. Man betragtede kunst, musik og litteratur ikke kun som nydelser men som kilder til åndelig styrke. Man havde samme mening om religion. Den gamle skoles humanister var ikke troende. Evnen til at stille spørgsmål, at tvivle, at leve i evig uvished, mente de, er en af de ædleste gaver som menneskelig intellekt kan besidde. Dog respekterede de religion og studerede den på grund af de moralske og åndelige sandheder der måske kunne skildre den 'Gud' som engang havde fremført dem.

Når jeg således betragter den nye humanisme set med mine gamle briller på slår det mig, hvordan man mangler positivitet, men også dens behov for at kompensere for denne mangel ved at rette opmærksomheden mod en indbildt fjende. Jeg siger "indbildt" da det jo er åbenbart at religion er i kraftig tilbagegang i Storbritannien. Vi behøver ikke konsultere ærkebiskoppen af Canterbury; svaret står jo på busreklamerne i overmål. En svag fjende er præcis hvad disse negative filosoffer har brug for. Som så mange andre moderne ideologier forsøger den nye humanisme at forklare sig selv gennem hvad den er imod, fremfor hvad den er for. Den er for ingenting elller i hvert fald noget der er ingenting. Lige siden Oplysningstiden har der været en tendens til at vedtage denne negative holdning til menneskelighed snarere end at forsøge at udleve Oplysningstidens præcise krav om moral, som netop beder os om at påtage os ansvaret for os selv og holde op med at flæbe.

Efter at have smidt lænkerne og derpå erfaret at vi ikke har opnået tilfredshed har vi fået en klagende tendens til at tro at vi er ofre for en fremmed magt, det være sig aristokratiet, borgerligheden, kapitalismen, gejstligheden eller blot troen på Gud. Derpå opstår den holdning at nu skal denne fremmede magt ødelægges og så vil lykken kunne nydes som fra en sølvtallerken i en Glædens Have. Det er derfor, ifølge min mening, Oplysningsfilosofien, der lovede et frihedens og retfærdighedens styre som resulterede i en uendelige række af krige.

Jeg har aldrig forestillet mig, da jeg nu endelig lagde den gamle humanisme bag mig, at jeg skulle komme til at savne den. Nu må jeg erkende, at den ikke alene var ganske ædel, men samtidig et seriøst forsøg på at genskabe troen på ædelmodighed uden den teologiske dimension som troen engang havde været afhængig af. Den var, da den var fremherskende, i sig selv et bevis sit eget ideal: Et eksempel på hvordan mennesker kan give sig selv værdinormer og efterfølgende leve efter dem.