En verdensberømt pædofil død, 50 år gammel

Michael Jackson, den verdensberømte pædofil, død som 50 årig

Rick Moran

Nu ikke tale dårligt om de døde siger du?

Man må godt tale dårligt om de døde, hvis de har gjort noget "dårligt" mens de var i live. Der er vist ikke noget mere "dårligt" end at foulempe et barn.

Til de som siger Michael Jackson ikke blev dømt for seksuel misbrug af mindreårige, vil jeg blot stille det enkle spørgsmål: Ville du lade din teenager eller dit før-teenager barn tilbringe en nat i Jackson hjem uden opsyn?

Ja, ikke sandt.

Måske, hvis man er ivrig efter udgyde en sådan ære over ens søn, så ønsker du også, at benytte dit barn for at opnå en gigantisk betaling, som nogle forældre tilsyneladende i årenes løb gjorde med deres børn ved, at tillade dem at blive med Jackson, og derefter få betaling for at holde mund om misbruget.

Når det drejer sig om Jacksons indflydelse på verden så siger det noget ganske forfærdeligt om os alle, at så mange kunne blive hengivne fans af denne mand med så lidt talent. Som barn med "The Jackson Five," havde Michael en pæn lille stemme og var meget sød når han rystede sine hofter som en voksen (sekulariseringen af børn på Michaels alder mens han optrådte med sine brødre er tilegnet en artikel for sig). Men som voksen var Jacksons stemme - OK til pop, men så heller ikke mere - den var tynd som et halmstrå med en irriternde falsk vibrato og et hvinende "hiccup" som formodentlig gjorde de kvindelige fans skøre.

Hans "dans" var unik, men meget ensidig. Jeg finder det utroligt, at nogle vil kunne sammenligne ham med folk med ægte talent som Gene Kelly eller Fred Astaire. Det behøves ikke nævnt, at de to giganter ikke behøvede at gribe sig i skridtet på scenen for at ophidse deres fans.

Gregiry Hines var en formidabel danser. Næsten alle Motown kunstnere fra 60-. 70'erne var gode sangere. Michael Jackson ,den totale underholdningspakke, var en god showman, men næppe noget jordskælvsagtigt talent. De hyldester der nu hældes over ham i dag er en fascinerende øvelse i ønsketænktning - måske enda bedragerisk tænkning. At udnævne nogen til "King of Pop" og ytre sig svulstigt om, hvordan hans talent har haft indflydelse på verdens musik er en kæmpemisforståelse. Det var ikke Jacksons "talent" der gav inspiration til fremtidige popartister, men snarere hans "stil" - en fuldstændig anderledes gang suppe. Den var helt igennem original, men værdig til den slags saligprisninger vi læser og hører om idag? Næppe.

Han var altså ikke "uden talent," men en performer med begrænsede evner der gennem dygtig marketing, en udnyttelse af trends (såsom at producere videoer der når langt videre end koncertoptagelser ,der var standard dengang hos MTV) og en ekcentrisk personlighed, nåede toppen i verdens popmusik på præcis det rigtige tidspunkt.

En sammenligning med Elvis Presley er brugbar her. Presley var også performer med begrænsede evner, men Amerika var klar lige på det tidspunkt i historien da hans chokerende enestående stil (og det at han havde Tom Parker, en mand der var i tiden, som manager) medførte den usædvanlige succes. Elvis var også en fremragende showmand, og hans senere karriere blev støttet loyalt af hens aldrende kvindelige fans der aldrig blev trætte af at se ham vride de gamle favoritter på en scene i Las Vegas.

Måske er det selve popmusikkens natur i dag at ophøje disse performere til uanede højder, som det ikke var muligt med ægte talenter som Sinatra, Garland, Sammy Davis Jr., og andre hvis popstil vil holde for evigt - selv lang tid efter deres fans er borte. Jeg siger dette ikke som en hån, fordi jeg nød virkelig Thriller, Billie Jean og Beat It sammen med anden popmusik fra vor tid. Skønt begrænset med deres artistiske succes så har performere som Jackson afspejlet deres tid ganske fuldkomment som al god popmusik gør. Men det betyder ikke, at vi skal sætte Jackson op på en kunstnerisk piedestal. Så langt fra.

Jeg har medfølelse med Jacksons familie. At miste en bror eller en søn er altid en tragedie. Men jeg sympatiserer ikke med Jacksons forrykte fans. At lade sig opsluge i en andens liv, en der med vilje manipulerer med følelserne er en form for narcissisme. Jeg vil nok som de fleste beklage Jacksons bortgang da jeg har mange ikoner fra min ungdom der har forladt os. Farrah Fawcett, der også døde i går, frembringner den samme længsel i mit hjerte efter at vende tilbage til min sørgmodige erindring om tider der var mere simple, da man havde mindre ansvar og jeg havde en optimisme og en tillid til at hele verden lå for mine fødder og jeg blot skulle samle den op.

Hvor ville jeg dog ønske at medierne ikke gik i selvsving over Jacksons død. Andre langt vigtigere historier som Iran, sundhedsreform, og Obama administrationens fortsatte indblanding i vort liv får langt mindre omtale. Det at dække Jackson betyder et kæmpepublikum så man kan næppe klandre medierne for at forsøge at tjende på det. De ville trods alt være tossede hvis de ikke forsøge at malke historien til sidste dråbe.

Om 100 år, vil historikerne så være forundrede over populariteten hos mennesker som Jackson? Forhåbningsvis på det tidspunkt vil vi være vokset fra den tilbøjelighed vi har til at sætte mennesker op på en bjergtop og tilbede hver bevægelse de foretager.

Andre artikler af Rick Moran ved klik