Obama og Trudeau
Michael I. KraussVi var den eneste amerikanske familie i vor boligblok i Toronto i midten af 1960'erne, og vi havde det rigtigt godt. Toronto havde endnu ikke oplevet det boom som fulgte med fra Montreal i 70'erne og at vokse op der var, tror jeg nok, kun en smule anderledes, end at bo i en større by i Midtvesten. Gaderne lå nærmest øde hen om natten, folk var venlige, den canadiske dollar var af samme værdi som US dollar og medierne var centrerede om USA. De få forskelle var nærmest symbolske: Papirpengene have Dronningens portræt, vi spillede mere hockey end baseball -- og "My Country Tis of Thee" havde forskellig tekst.
Men der skete noget sent i 1960'erne der forandrede alting. Landet valget som premierminister en karismatisk og intellektuel 48 årig: En mand der var dukket op fra landets minoritetsgruppe, men hvis mor ikke kom fra nogen minoritet, en mand der kun havde været medlem af underhuset i tre år, uden nogen ledelseserfaring; en mand der lovede forandring og med stor selvtillid spurgte landet om det var klar til det. Pierre Trudeau talte godt og var sexet, og Trudeaumanien havde grebet Canada's ungdom. Trudeau opnåede en overvældende majoritet i det fransktalende Canada og nok stemmer i det engelsktalende Canada til at danne en regering. Da han kom til magten styrkede han den, og blev i embedet i 16 år og forandrede landet markant mod venstre.
Trudeau nationaliserede 25% af olieindustrien og ruinerede den spæde eksplosion i økonomien i det konservative Alberta. Han sikrede minoritetsgruppernes repræsentation på ethvert niveau i regeringen og indførte krav om franskkunnen i de fjerneste egne af det engelsktalande dele af Canada. Han vendte sig mod USA og gik ind for "en tredje vej." Lovede at gøre Canada mere europæisk, ved at indføre metersystemet og implementere en omfattende " gratis" sundhedsreform. Skønt han blev valgt af borgerlige liberale og den pacifistiske del af venstrefløjen snerrede han frækt "hold øje med mig" når han blev spurgt om, hvor langt han ville gå for at knægte de borgerlige friheder efter FLQ terrorister havde bortført to mænd og dræbt den ene. Han indførte lovgivning der afkriminaliserede homoseksuelle gerninger, kontraception og abort, mens han strammede våbenbesiddelseskravet gennem restriktioner. Udover det udvidede han ganske betragteligt Canada's forbundsregerings magt, alt imens han var imod den frie handel med USA og gik ind for forbindelser med Cuba.
Pierre Trudeau var gennemført anti-militarist og anti-amerikansk selv under de mest retfærdige og nødvendige krige. (Som ung intellektuel under 2. Verdenskrig havde han åbenlyst været imod at gå ind i militærer: "(Vi) opfattede den krig som en handling der skulle afgøres mellem supermagterne.") Hans socialisering af megen af Canada's økonomi førte til dagens 0,79 dollars værdi, som er dybt afhængig af prisen på olie mere, end på Canadas foretagsomhed -- Trudeau igangsatte virkelig en "hjerneflugt" til USA der i alvorlig grad skadede denne foretagsomhed. (Uden Alberta's olieholdige sand, da må guderne vide hvad den canadiske valuta ville være værd.) Men han var hele tiden "for det," ikke som sin adstadige efterfølger, der på 24 Sussex Drive. Trudeau var den første verdensleder der mødte John Lennon og Yoko Ono på deres "rejse for fred i verden." (Lennon kaldte Trudeau "et smukt menneske" og udbrød ganske absurd, "hvis alle politikere var som Pierre Trudeau, så ville der være fred i verden.") Da hans socialistiske ideologi blev udfordret af oppositionsmedlemmer i parlamentet udbrød han frækt "F...O..." og snerrede ved deres chok over, at deres holdninger til høflighed var blevet nedtrampet. (Hans efterskrift blev omformet i den parlamentariske beretning som "pernittengryn" som stadig er en canadisk talemåde). Med Trudeau gik Canada ind i den postmoderne tidsalder.
Jeg har været hjemme i mit hjemland USA siden 1987, tre år efter Pierre Trudeau forlod embedet. Mine erindringer om ham er kommet voldsomt tilbage, for præsident Barack Obamas tiltrædelse minder om Trudeaus i på en nærmest i såvel overtro som dybde. Implikationerne ved valget af Obama for os er muligvis lige som omfattende som det var for Canada under Trudeau.
Hvad nu hvis 2009 er det år vi blev til Canada? Hvad skal der blive af os og af verden?
Michael I. Krauss is Professor of Law, George Mason University School of Law.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar