Krige skal kæmpes for at vinde

Krige skal udkæmpes for at vindes

U.S. Army Official Poster
Photo Credit: SFSU

Før 1. verdenskrig var der ingen plakater på værelserne i Amerika der talte forr ødelæggelse af Tyskland. Før 2. Verdenskrig var der kun få amerikanere der bekymrede sig om japanerne. Da vi først var i krig, var der ingen der syntes det var krænkende at vi portrætterede vor fjende som et undermenneske der bare skulle udslettes. Man kan trods alt ikke vinde en krig ved at være en flink fyr.

Faktisk var det topmålet af venlighed da vi bombede Hiroshima og Nagasaki. Var vi blevet tvunget til at invadere Japan ville millioner af japanere være blevet dræbt.

Uheldigvis er vor moderne verden blevet inficeret af pusse-nusse-sygdommen; holdningen er at vi bør kæmpe halvhjertet og håbe at fjenden overgiver sig når han ser hvor flinke fyre vi er. Det er den samme sygdom Obama er smittet med. hvis blot vi kunne får vor fjende overbevist om, at vi ikke ønsker at slås, at vi er villige til at forhandle, ja, så kan vi få ægte fred.

Men vore fjender tror vi er tøsedrenge og derfor kan de gå ind i hvilket som helst land de begærer fordi amerikanerne jo er så rare og alt for pæne til at kæmpe beskidt. Jeg kan egentlig godt lide Sovjetdoktrinen der indbefatter princippet om "udslettelse" af fjenden til grunden (imodsætning til blot et nederlag der vil føre til tilbagetrækning eller tilbagetog). Russerne invaderede Georgien uden at bekymre sig om et eventuelt amerikansk svar, fordi de var klar over at der ikke ville være andet, end nogle formanende ord. De venstreorienterede i Amerika har i den grad demoraliseret vort land gennem Irak modstanden at Bush ikke med overbevisning kunne kræve at Rusland standsede sin invasion for ellers.....

Tøsedrengene i Kongressen gjorde det klart, at der ikke var noget at frygte i vor "for ellers".

Jeg har skrevet et antal gange om at det er moralsk forkert at kæmpe en krig på en rar måde, og at bekymre sig om civile tilskadekomne. Fra min artikel 3. Verdenskrig.

WWIII:

Hvad nu hvis liberale demokratier har 'udviklet' sig til et punkt, hvor de ikke længere kan føre effektiv krig fordi de er kommet frem til et humanitært stade, hvor de bekymrer sig så meget om andre at de hæmmes i deres forfølgelse af egne nationale interesser?

Hvad nu hvis denne univerisialistiske ide med et liberalt demokrati - ideen om at alle er skabt ligeværdige - er blevet så indpodet at vi ikke længere tillægger nogen særlig værdi til vore egne liv og vort folks interesser fremfor andre landes?

Hvad nu hvis denne universialismens triumf der fremholdes af venstrefløjens insisteren på at amerikanske og israelske militæraktioner, der kendetegnes ved en ekstraordinær bekymring for at undgå civile tilskabdekomne, faktisk er uacceptabel brutal? Og som det også kan ses i højrefløjens påstand om, at en krig mod et land intet har at gøre med befolkningen som sådan, men kun drejer sig om landets ledelse.

Kan nogen krig vindes når dette er diskussionsomdrejningspunktet i lande der udkæmper krigen? Kan nogen krig vindes når den ene af kombattanterne frivilligt begrænser sig på denne måde?

Jeg kan nu endelig høre fornuftens stemmen, en der taler for at udkæmpe en krig for at vinde.

Ynet News, 22 Jun 2006, Moral kræver: Gør skade på fjendens befolkning

Qassam raketterne affyres mod Sderot, og en gruppe af velmenende professorer og forfattere råber op om forsvarsmulighederne ved at skyde mod terroristerne og ved at underskrive erklæringer der kunne lyde "Vil du dræbe den retfærdige sammen med synderen?", en henvisning til Abraham fra Bibelens anmodning til Gud om ikke at ødelægge Sodoma.

Hvorfra stammer en sådan moral? Er der noget land i verden der ikke ville svare igen med artilleriild? Tror nogen virkelig på at USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland eller Belgien ville finde sig i en sådan aldrig ophørende spærreild og ikke svare igen kontant og ensidigt?

Absurd

Absurditeten ved det hele skriger til himlen når "verden tier" om alle de Qassams der affyres mod en fredelig israelsk by, og man så alligevel råber op om krav om en undersøgelseskommission når en arabisk familie bliver dræbt i Gaza. Det er som en slags absurd teater, hvor en gruppe af intellektuelle tilslutter sig dette anti-etiske kor, og med deres egne forrædderiske stemmer dolker deres egen nation i ryggen.

De har advaret regeringen, ledende generaler og politikere om ikke at vække verdens vrede og give mere saft til de anti-jødiske udenlandske medier ved en for barsk militær gengældelse, så nu tier de. Men denne opfordring fra de såkaldte "oplyste" mennesker, som af en eller anden grund kaldes "åndelige mennesker" (en direkte oversættelse af det hebraiske udtryk 'professorer udi humanisme') den indirekte betydning er at man svigter sit eget folk ved at man undlader gengældelsesmuligheder der undertiden ikke rammer deres tilsigtede mål - og derved undlader man helt muligheden.

Disse mennesker kan opfattes som klassiske "bagsædepassagerer," der er villige til at lade andre betale med deres liv så længe deres "teorier" ikke betvivles.

De løgnagtige internationale medier vil forsvare palæstinenserne uanset, hvad israelerne gør, ligesom den israelske venstrefløj. Som det er set i krig efter krig, civile bliver skadet - herunder kvinder, børn og ældre. Kun en befolkning der med magt kaster terroristerne ud, som hejser det hvide flag der symboliserer en skarp protest mod at blive trukket ind en voldelig konflikt - en sådan befolkning vil opnå beskyttelse, udfra målestokken i jødisk moral.

Selvfølgelig skal mennesker advares og få lov til at undslippe i overenstemmelse med halacha (jødisk lov), der er hentet fra vers i Toraen. Som Maimonides skrev for 1000 år siden: "Når vi belejrer en by for at den skal overgive sig, så omring den ikke hele vejen rundt. Du skal give fjenden lejlighed til at flygte for at redde deres liv."

Der vil være muslimer der med overlæg vil misforstå dette som en opfordring til folkemord mod palæstinenserne. Men Israel vil med glæde leve i fred, hvis blot araberne ville give dem lov. Amerika gjorde sig ikke alle mulige anstrengelser for at dræbe japanere. hvis blot japanerne havde haft fred i sindet da ville Hiroshima aldrig være sket.

Artikel fra bloggen plancksconstant.org