Afkodningen af Guds skiftende sindsstemninger

ROBERT WRIGHT

De gamle israelitter fik direkte vejledning fra Skriften om, hvordan de skulle behandle andre folkeslag der ikke tilbad Israels Gud, Jahve. "I skal udslette dem - hittiterne og amoritterne, kananæerne og perizziterne, hivvitterne og jebusitterne - således som Herren jeres Gud har befalet jer."

Formålet med denne øvelse, forklares i 2. Mosebog, at sikre at de "afskyvækkende" religioner hos nabofolkene ikke gav afsmitning på israelitterne.

Alligevel var israelitterne ganske tilfredse med at leve i fred med naboer der tilbad fremmede guder. I Dommerbogen foreslår en israelitisk militærleder et freds og forsoningsarrangement med ammonitterne:

"Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang HERREN vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land."

Bibelen er ikke den eneste hellige skrift der har en sådan ubeslutsomhed mellem tolerance og krigeriskhed. Muslimerne, der ligesom kristne og jøder tilbeder Gud der åbenbarede sig for Abraham rådgiver i en del af Koranen til at "dræbe dem der dyrker flere Gud, hvorend I finder dem." En andel del beskriver dog en helt anderledes tilgang mod de vantro, "Din religion er for dig, min religion for mig. Symboler fra tre religioner: Islam, Kristendom, Jødedom.

Man skulle tro at Abrahams Gud skulle kunne beslutte sig - kan han leve med andre guder eller kan han ikke? Hvad er der med den skiften i vægelsindethed? Nuvel skiftet i ubeslutsomheden er faktisk ikke så tilfældig. Hvis du sammenligner de abrahamitiske skrifter med hvad lærde har fundet frem til vedrørende omstændigheder omkring deres tilblivelse viser et mønster sig. Visse situationer inspirerede til tolerance og andre igen til det modsatte. Man kan måske endda sige at dette mønster er en slags kode, en kode der er skjult i Skrifterne og som, når de først er afsløret, giver løsningen på Guds skiftende stemninger.

Måske kan denne kode give løsningen på meget mere. Måske ved at kende omstændighederne der gjorde, at forfatterne af Skrifterne var mere åbne, det vil kunne hjælpe de moderne troende til selv at blive mere åbne i sindet. Måske er der skjult i Bibelen og Koranen den kode der forbinder Skriftens indhold med konteksten, og som derved måske kunne hjælpe med til at reparer de farligste skilleveje i de abrahamitiske trosretninger, den mellem muslimer og jøder.

Første skridt for at finde frem til denne kode er at betragte den verden som gav os den hebraiske Bibel (Gamle Testamente) og Koranen - den verden som har koden indbygget. Der vil vi se hvordan Guds sindstemninger følgende kan forandre sig - hvordan faktisk et udbrud af hævndreven intolerance hjalp os til selve monoteismen; vi vil se at monoteismens skabelse efterlader os med det man kan kalde en dårlig Gud. Men vi vil også se denne Gud dengang havde udtalelser af moralsk styrke - både i judaismen og i islam - og at de gavnlige virkninger af denne vækst i moralsk henseende stadig er i verden omkring os, og det på et tidspunkt hvor vi virkelig har brug for endnu et sådant fremstød.

I begyndelsen - eller næsten begyndelsen - var Kong Salomon, Israels tredje konge, han regerede i det 10. århundrede før Kristus (før vor tidsregninge.) Udover han var meget vis var han også udpræget polyteist. Bibelen behandler denne besynderlige kendsgerning ved at kaste skylden på hans mange hustruer af fremmed herkomst der "vendte hans hjerte mod andre guder."

Bibelen har den logiske forklaring. I gamle dage, når en mand af kongeligt blod giftede sig med en udenlandsk kvinde af royalt blod så var det ikke på grund af en romantisk forbindelse. Det var en del af udenrigspolitikken, en metode at cementere forbindelserne med en anden nation. Denne forbindelse blev styrket ved at vise den anden nations guder respekt. Salomons mange hustruer førte ham ikke til de mange guder, det var hans politik der førte ham til hustruerne, og derpå guderne.

Salomon mente at Israel ville kunne få gavn af det - økonomisk og på andre måder - ved at være i god forståelse med de nærliggende nationer. Som spillere i teori siger, da betragtede han relationerne med andre nationer som en risikofri investering, Israel og de andre nationers rigdomme var positivt forbundet, så udbyttet ville være en win-win eller en tab-tab situation. Hans forkærlighed for disse religoner var en måde at sørge for at win-win situationen kunne sandsynliggøres.

Adskillige gange i Bibelen understreges denne formodning om investering gennem det at der vistes religiøs tolerance. Det betyder ikke at religiøs tolerance altid var samvittighedsfuldt indkalkuleret. Menneskesindet benytter mange krogveje for at nå frem til social succes. Men hvad enten beregningerne er bevidste eller ej, da er mennesker mere åbne over andre folkeslags religiøse troslærer, hvis de fornemmer en dynamisk mulighed for en investering uden risiko.

De negative side er at formodninger om en risikofri dynamik - i et spil hvor den ene vil vinde og den anden tabe - kan føre til intolerance mod andre religioner og deres guder. Hvis man ser nøjere på Bibelen vises hvordan dette verdenssyn hjalp med til at føre Israel fra polyteismen på Salomons tid hen mod monoteismen - en monoteisme der (i modstrid med standard opfattelsen hos kristne og jøder) ikke ser ud til at have fundet sted førend i midten af det første århundrede før vor tidsregning.

Det der banede vejen for denne triumf for monoteismen var en række profeter der hele tiden råbete op om hengivenhed overfor Jahve, og som tordnede mod Israels mange guder. Disse profeter er ikke nødvendigvis selv monoteister, de benægter nemlig ikke andre guders eksistens. De kan forekomme at være det som lærde kalder monolatrister, ved at insistere på at israelitterne kun tilbeder en Gud.

En af de første profeter var Hoseas der menes at have skrevet i det 8. århundrede før vor tid. Ved at forkaste det salomonitiske synspunkt - at indblanding i den store verden ville gøre Israel rigere - insisterede Hoseas på spillet med risikofri investering; At Israel "blander sig med de fremmede folkeslag vil fortære dets styrke." Hoseas mistænksomhed overfor de fremmede er ikke overraskende. Israel var en lille nation i et barsk miljø, og blev ofte andres prygelknabe.

Profeterne der gik ind for een gud havde fremgang, men de havde problemer med at få den fulde helhjertede støtte af Israels ledere. Så i den første del af det 7. århundrede f.v.t. årtier før Hoseas fremholdt sine prædikener da var Israel stadig involveret i religiøs pluralisme. Templet i Jerusalem, ifølge Bibelen, var ikke kun hjemsted for Jahve, men også for Asherah, en gudinde som de lærde i stigende grad tror var Jahves gemalinde. Tilmed var der "offerpladser til Baal," kananæernes Gud.

Så i 640 f.vt. kom der en effektiv konge i Israel ved navn Josias der gik ind for den monoteistiske sag med stor brutalitet og skubbede Israel ennu nærmere monoteismen. Han fjernede Ashera figurerne fra Templet og gjorde "dem til støv." Baal offeraltrene gik det ikke bedre. Var Josias også drevet af et verdenssyn, hvor tilbedere af andre guder end Jahve syntes at være fjender?

Åbenbart, men i hans tilfælde var der også israelitter blandt fjenderne - hjemlige politiske rivaler - ikke udenlandske. I de gamle dage kom den politisse magt fra det guddommelige. Profeterne der kunne hævde at tale for guden med mange tilhængere havde indflydelse. Hvis den gud var Jahve, ville disse profeter være koncentreret ved Kongens hof, da Jahve var Israels nationalgud. Men profeterne fra andre guder var mindre føjelige overfor Kongens kontrol og udgjorde derfor en trussel mod hans magt.

Så længe polyteismen herskede var der masser af disse profeter. På et tidspunkt var der "400 Ashera profeter" og "450 Baal profeter," fortæller Bibelen dystert. Josias's renselse af Templet var en god strategi i dette spil; jo mindre indflydelse disse profter havde, des mere til ham.

Josias var muligvis en monolatrist, ikke en monoteist. Men i løbet af nogle få årtier efter hans død, ville den sande monoteisme fremstå, I 586 f.v.t. blev den israelitiske elite ført i fangenskab i Babylon efter at være besejret af det ny Babyloniske imperium. I passager i Esajas's bog, der menes at været skrevet under eksilet siger Jahve, uden omsvøb, "Udover mig er der ingen gud." Stammer denne ekstreme intolerance overfor andre guder - benægtelsen af deres eksistens - fra omstændigheder ved Israels omgivelser?

Sådan kunne det se ud. Forfatteren til disse monoteistiske passager (af lærde kendt som den anden Esajas, for at skelne ham fra forfatteren til tidligere kapitler i Esajas) betragter et Israel der længe har været plaget af "undertrykkere" der er tjenlige til at få en på tuden. Denne straf som Esajas forudser for disse fjender synes at indeholde underkastelse, og som en bonus, nyheden om at deres guder ikke eksisterer. Esajas's Gud lover israelitterne at, når tiden er inde, vil folk fra Ægypten og andre steder, "komme i lænker og bøje sig for jer. De vil betale skat til jer og sige, 'Gud alene er med jer og der er ingen anden, der er ingen Gud udover ham." Sådan!

Lykkeligvis, efter eksilet blev livet mere balanceret. Babylonierne der havde erobret Israel blev dernæst besjeret af perserne der lod de bortførte vende hjem til deres hjemland. Israel var ikke længere blandt fjender. De hosliggende nationer var nu fælles medlemmer af det persiske Imperium og derfor ikke længere nogen trussel. Og som man kunne forudse, er Bibelens bøger der dateres som efter eksilet, såsom Rut og Jonas, fyldt med en varm imødekommenhed mod folkeslag - moabiterne og assyrerne - der i tiden før eksilet var blevet gjort til onde fjender.

Et mere indforstået synspunkt der også findes hos en bibelsk forfatter (eller forfattere) og som lærde mener er skrevet kort tid efter eksilet - er kilderne fra præsterne. Den præstelige kilde, eller P, benytter internationalt fælles sprog og skriver ikke blot om Guds pagt med Israel, men om en "evigvarende pagt mellem Gud og enhver levende skabning af kød og blod som er på Jorden."

Et isolationistisk verdenssynspunkt havde flyttet Israel fra polyteisme til krigerisk monoteisme, men nu da Israels omstændigheder var mindre truende, blev krigeriskheden vendt til at være en indre del af monoteismen. Mellem den anden Esajas' vrede proklamationer i eksilet og P's mere tilpassede stemme var Israel gået fra en eksklusiv til en mere passende monoteisme.

Tusind år senere vil den samme dynamik - der svinger mellem hvad der er gavnligt og ikke gavnligt - kunne have samme virkning på den islamiske monoteisme, og få den til at svinge frem og tilbage mellem tolerance og krigeriskhed.

Muhammeds prædiken af troen begyndte i Mekka omkring 613 efter vor tidsregning, og det ser ud til han havde forhåbninger om at inddrage jøder og kristne i en fælles tro. I Koranen - som muslimerne anser som Guds ord talt af profeten Muhammad - bedes profetens efterfølgere om at sige til deres fælles abrahamistiske slægtninge, "Vor Gud og Jeres Gud er en."

Dette håb om at kunne vinde i spillet viser sig især i forbindelse med jøderne, først og fremmest efter Muhammad flyttede til byen Medina og blev dens politiske og religiøse leder. Muhammad besluttede at hans efterfølgere skulle have en årlig 24 timers faste, som jødernes på Yom Kippur. Han kaldte den endog Yom Kippur - i hvertfald brugte han udtrykket som de arabiske jøder benyttede om Yom Kippur. Det jødiske forbud mod at spise svin blev afspejlet i et muslimsk forbud. Muhammad bad også sine tilhængere at at bede vendt mod Jerusalem. Han sagde Gud i "sin forudviden," valgte "Israels børn fremfor ...alle andre folk."

Når det drejer sig om kristne: Ved at forkaste polyteisterne der troede Allah havde døtre, kunne Muhammad ikke acceptere ideen om at Jesus var Guds søn. Han var dog tæt på. Han sagde at Jesus var "Messias...Guds budbringer, og hans Ord .. en Ånd fra Ham." Gud ifølge Koranen gav Jesus evangeliet og "indgød i hjerterne hos dem som fulgte ham, venlighed og medfølelse."

Muhammads økumeniske mission syntes at have fejlet. Han mærkede helt bestem afvisningen fra kristne og jøder. Et vers i Koranen indeholder denne skuffelse. "Oh, troende! Betragt ikke jøder eller kristne som venner. De er kun venner med hinanden." Når du først er overbevist om at samarbejde til fælles bedste ikke er muligt så tørrer de venskabelige følelser ud.

I sin nye situation forandrede Muhammad retningen for bøn fra Jerusalem til Mekka. Ifølge den islamiske tradition udstødte han tre stammer af jøder fra Medina - og dræbte de mandlige voskne i den tredje stamme, som var under mistanke for at samarbejde med folk fra Mekka i slaget mod Medina.

Alligevel fik kristne og jøder en særlig plads i den islamiske tradition som "bogens folk." Koranen siger gentagne gange at de er modne til frelse.

I årene efter Muhammads død i 632 påbegyndte de islamiske ledere en erobring af lande nær og fjern. Denne udvidelse af imperiet gav doktrinen om Jihad, der giver ret til krig mod vantro med det formål at få dem til at konvertere.

Når først erobringen var gjort fandt de muslimske ledere ud af, at forsøget at påtvinge en fælles tro i et multinationalt imperium var en håbløs opgave. Doktriner der lovede frihed til kristne og jøder så de kunne tilbede deres gud kom hurtigt. Senere blev sådanne friheder også givet til buddhister og flergudsdyrkende.

I mellemtiden ville jihaddoktrinen blive dæmpet gennem undtagelser. Og holdningen om en "større jihad" - en indre kamp hen mod godhed - ville fremkomme og blive knyttet til Muhammad selv. Som i Israel efter eksilet, befandt Abrahams Gud sig i et multietnisk miljø fyldt med nye omstændigheder, og som undergik en vækst i moral.

I hvert tilfælde havde væksten været glidende progressiv, og i begge tilfælde ville der være tilbageslag. Dog i begge tilfælde brugte Gud nok tid på, i rigelig mængde, at sprede i Skrifterne oder til tolerance og forståelse, vers som moderne troende kan vælge at sætte fokus på, hvis de vil.

Vil de så det? Måske kan koden der er indbefattet i Skrifterne hjælpe. Nøglen, kunne være at arrangere situationen således at forbindelserne mellem muslimer og jøder er gavnlig for begge.

Undertiden vil dette betyde at man skal sørge for at skabe grobund for det gavnlige - for eksempel styrke handelsforbindelserne mellem Israel og de palæstinensiske områder. Andre gange vil det betyde at man betoner det skadelige som allerede er i gang - understrege for eksempel at den fortsatte kamp mellem israelere og palæstinensere vil føre til en tabssituation for begge (ligesom den vil medføre eskalerende spændinger mellem den "muslimske verden" og "Vesten.") Varig fred vil være en win-win situation.

Denne fred ville også være forudsagt. Esajas (den første Esajas, ikke Esajas fra eksilet) forudså en dag da Gud "skal arbejde for mange folkeslag" og "nation skal ikke rejse sværd mod hinanden, de skal heller ikke oplæres i krig længere." Og i et Koran vers, der af lærde er dateret til afslutningen af Muhammads liv fortæller Gud menneskeheden at han har "gjort jer til nationer og stammer så i kan kan komme til at lære hinanden at kende."

Denne lykkelige afslutning er svær at begribe. Det kræver tid for mennesker der er med i dette spil om risici, at tilpasse deres holdninger hertil. Denne tilpasning vil måske aldrig ske, hvis mistroens barriere opretholdes.

I det mindste kan vi holde op med at tale, som om denne tilpasning var umulig - som om tolerance og vold er uundgåelige følger af monoteismen. I det mindste kan vi holde op med at spørge om Islam - eller judaismen eller nogen anden religion - er en fredens religion. Svaret er nej. Og samtidig Ja. Det står der i Bibelen og i Koranen.

Her kan ses en omtale af Robert Wrights nye bog: The Evolution of God.

http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,1902851-1,00.html