2. Verdenskrigs spøgelser plager stadig Europa
65 år senere er de følelsesmæsige ar der stadig.
Mens briter indgår væddemål om hvor længe Gordon Brown kan holde fast i embedet og reflekterer over de neo-fascistiske partier succes ved EU-valget vil nogle af os her i Storbritannien, Amerika og resten af den frie verden standse op, og overvje hvad denne måned har betydet for Europa og verden for 65 år siden.
Jeg er netop kommet tilbage fra en'pilgrimsrejse' til Portsmouth, England, hvor jeg mødtes med det hastigt svindende kontingent af britiske D-dagsveteraner, der mødes hvert år den 6. juni for at huske deres tusinder af faldne våbenfæller.
Hvad der ikke er særlig kendt er, at i ugerne efter D-dag var der omfattende slagterier i det af nazisterne okkuperede Frankrig og at dagene efter D-dag, 1944 var ligeså vigtige i verdenshistorien som begivenhederne i 1066. Faktisk er Overlord Broderiet, der pryder væggene på D-Dag Museum i Portsmouth lavet efter Bayeux Tapetet og repræsenterer den frie verdens udfrielse fra Hitlers rædselsregime.
De allieredes invasion var den største igangsættelse af en ekspeditionstyrke i menneskehedens historie, og betød at menneskehedens fremtid kom i balance. Dwight Eisenhower havde forberedt en dyster tale ifald den var blevet en fiasko.
Havde han og Bernhard Montgomery ikke vundet ville vi ikke kunne begejstres over Susan Boyles fremtid eller skumle over det britiske parlamentsmedlem der bad skatteyderne betale for hans bidrag til en kirke. Havde mændene i Normandiet i 1944 svigtet, ville vi måske være midt i et Tusindsårs Rige. Man vil gerne tro at typer som Roosevelt, Stalin, Chruchill ikke ville have tilladt at det skulle ske.
Den 6. juni i Portsmouth, en by hvorfra tusinder af amerikanere drog ud for at give deres ultimative offer mødtes jeg med en britisk D-Dag veteran, der stadig var rasende på USA selv efter 65 år. Han forsikrede mig, afsløret af min amerikanske accent, at han var fortørnet over at Roosevelt ikke var gået ind i krigen i tide og havde pålagt en enorm gældsbyrde på Storbritannien som først er blevet betalt færdig i 2008. Det jeg synes var interessant var hans observation af, at Amerikas ikke spildte tiden med krigen i Afghansistan, men at i 1940 lod de Storbritannien stå alene mod Hitler i to rædseslfulde år. Han ville ikke sige det til mit videokamera, men han sagde han havde behov for at få luft her 65 år efter, og med vrede. Det at 9000 unge amerikanere ligger i grave ved Omaha Beach berørte ham ikke. Jeg forsøgte at ræsonner med ham om at USA invaderede Afghanistan, fordi det have været under angreb 9/11,2001, gjorde ikke indtryk. Han var fast besluttet på at betegne Amerika som næsten kriminel i sin afvisning af at komme Storbritannien til hjælp, straks krigen blev erklæret i 1939.
Dette er en anklage jeg har hørt på i de 39 år jeg har boet i Storbritannien. Når man har set filmen The Gathering Storm bliver man virkelig klar over den totale mangel på forberedelse i Storbrtiannien og Europa mens Hitler marcherede hen over kontinentet og Kanaløerne. (da jeg foretog undersøgelser til min bog Spitfire Girls, fandt jeg ud af at Tyskland trænede fremtidige Luftwaffe flyveres' i flyverklubber i mange år får 2. Verdenskrig udbrød på grund af Versailles Traktaten der havde forbud mod tysk militarisering) De eneste individer udover Winston Churchill der havde en klar forståelse af det Helvede der Führer skulle til at igangsætte mod menneskeheden var Jehovas Vidner. Ingen lyttede.
Jeg overværede gudstjenesten i Portsmouth Katedralen for at mindes 65. årsdagen for D-Dag. Præsten i den britiske hær holdt talen og genfortalte en tur han havde været på med sit barn til Sachsenhausenkoncentrationslejren. Han sagde han i de seneste år var blevet spurgt om, de enorme tab af menneskeliv ved D-Dag havde nogen som helst mening. Han sagde at de ubegribelige overgreb i lejren, hvor Jehovas Vidner og andre politiske dissidenter var blevet ombragt ville have været en del af vor dagligdag om ikke de Allierede havde triumferet på D-Dag og i de efterfølgende kampe.
En anden veteran var så berørt at han græd mens jeg forsøgte at filme hans beretning. Han begyndte at græde da han talte om sin kommandants død, og jeg endte med at holde ham i hånden mens jeg filmede med det anden. Alle de over 80 årige veteraner jeg mødte genoplever Normandiet-invasionen som var det i går. Deres sorg er ægte og bevægende.
De mænd jeg mødte i den første uge i juni 2009 var blandt det svindende antal der overlevede. De grumme tal af døde var overvældende: 435000 døde, sårede, savnede på begge side i blot Slaget om Normandiet alene. Mens vi sidder og sludrer om Britains Got Talent, hvor synes blodbadet i 1944 dog langt borte.
Men mens jeg gik rundt i Portsmouth kunne jeg fornemme tilstedeværelsen af titusinder af unge mænd, der aldrig kom tilbage til denne by. Et forbipasserende RAF-fly havde smidt en million valmuer og kom igen i dagevis - på min vindueskarm i mit logi, på stranden, på hjelmen af bilen og jernbanesporene på Southsea Stationen - ganske enkelt overalt lå disse valmuer. Mens jeg betragtede dem flyve rundt i vinden indså jeg, at hver af dem repræsenterede en død soldat eller død kvinde. Jeg bukkede mig for at samle en op, men den havde sit eget liv og blæste væk fra mig. Jeg forsøgte da med endnu en, igen forsvandt den som ville den sige, "Jeg vil ikke skilles fra mine kammerater." I 2004 tog jeg til Omaha Beach og så hen over de endeløse rækker og marker med kors. De valmuer gav på en måde et stærkere indtryk.
Sjælene af de tapre og lidende unge mænd fra Juni måneder svæver over Storbritannien, Europa og den frie verden mens vi lever vort nemme liv. I skyggen af det fatale skyderi ved Holocaust Museum i Washington den 1o. juni, mindes vi om, at ekstremismen stadig er iblandt os og at tyranniet igen kan lande på vor kyst.
Må vi aldrig glemme de ofre de mænd på D-Dag og i Slaget om Normandiet gav. Må vil altid være stolte af vort dynamiske og frie samfund og være parate til at forsvare det.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar