Frygt mediernes nedsmeltning, ikke den nukleare
Slap af: Dette er ikke et nyt Tjernobyl eller Three Mile Island, og det vil jeg fortælle helt præcist, hvorfor. Det eneste der er at frygte er den sensationsprægede information der har fået verden til at gå i panik.
Jordskælvet og tsunamien skadede i alvorlig grad reaktorerne ved Fukushima Daiichi (nummer 1) og Daini (nummer 2) i Okuman, i Fukushima præfekturatet, og skadede også Onagawa værket i Miyagi Præfekturatet. Ud af det samlede antal af 55 atomkraftværker i Japan er 11 blevet tvunget til at lukke ned, og har dermed nedsat energikapciteten i Japan dramatisk og tvunget landet til at vænne sig til en serie af skiftende blackouts i energiforsyningen. Det kan forekomme umuligt at overskue alvoren af krisen.
Medierne har imidlertid taget udfordringen op, men en kombination af ringe information, uvidenhed og chokalarmer, og sammen med antikernekraft aktivisterne har de ført sig frem som uvildige eksperter.
Lad os forsøge at få styr på det alt sammen.
Grundviden om reaktorers måde at arbejde på
Fukushima værkerne har adskillige reaktorer bygget efter det samme basisdesign, enten af GE eller af japanske virksomheder under licens af GE. Disse er alle "kogende vand" reaktorer, hvilket betyder lige det navnet antyder: Varmen fra kernereaktorerne koger vandet; dampen der skabes benyttes til at drive turbinerne og dermed skabes energi. Vandet der er i direkte kontakt med reaktorernes kerne, kendt som "kølevand" er der intet særligt ved, det er blot demineraliseret: Vand i sig selv er ikke særlig modtageligt for at blive radioaktivt, men mineraler og forureninger i vandet kan være det. Hvis vandet er renset er der mindre radioaktivt affald at behandle.
Kølevandet pumpes gennem reaktorkernen under normale forhold for at få den energi, hvormed energien kan videreformidles, og så selvfølgelig for at afkøle kernen. Hvis der sker et uheld, lukkes reaktoren ned ved at indsætte "kontrolstave," fremstillet af noget materiale der absorberer neutronerne og dermed langsomgøres kernefissionen som reaktorer får sin kraft fra. Selv en nedlukket reaktor har fortsat brug for afkøling, imidlertid er der en betragtelig mængde eftervarme tilbage i reaktorkernen. Dette betyder der pumperne stadig skal køre, og selvfølgelig når reaktoren er lukket ned kan man ikke få energi derved, og dieselgeneratorer tager over, og batterier som yderligere backups til generatorerne.
Hvis alle kølingssystemerne af en eller anden grund svigter, kan den akkumulerede varme ikke slippe bort: vandet koger væk, og når det er borte, kan de materialer der udgøre reaktorkernen bryde sammen. Dette er rigtig slemt, fordi dermed bryder kontrollerne af reaktorbrændstoffet også ned; og der påbegyndes igen en opvarmning. Dette er hvad der kaldes en nedsmeltning. Da dette skete ved Tjernobyl blev reaktorkernen hurtigt så varm at den fordampede reaktorbrændstoffet og en stor del af de andre materialer rundt om den, hvilket igen førte til en eksplosion der ødelagde bygningen hvor reaktoren befandt sig.
For at forhindre det i at ske i kommercielle reaktorer i den kapitalistiske verden, befinder reaktoren sig inden i tre koncentriske sikkerhedsenheder: Den første selve, "boileren"; den anden en massiv stål flaske, og den tredje een endnu større og mere massiv stålforstærket med beton indvendig og grafit udvendig beklædt indkapslingsenheden. I tilfælde af en nedsmeltning, burde hele reaktoren kunne indkapsles i den anden indkapslingsenehed, men hvis det ikke sker, vil den smeltede reaktorkerne falde ned på grafitgulvet i den tredje enhed, hvor den spredes udover gulvet. Dette foråsager at reaktoren standser og kan afkøle på naturlig vis. Efterfølgende kan resterne bortfjernes sikkert.
Hele denne struktur er derpå inden i en stor konventionel stålbygning der udgør ydervæggen af reaktorkomplekset.
Det der skete ved Fukushima Daiichi
Jordskælvet ramte: Tre af de seks reaktorer var i arbejde, de andre tre var lukket ned med henblik på planlagt vedligeholdelse. Reaktorerne var designet til at kunne modstå et jordskælv i størrelsesordenen 8,2; ved størrelsen 9, var Honshu skælvet 16 gange kraftigere. Dette forårsagede at værket automatisk lukker ned, dette skete tilsyneladende med succes, men....
Cirka en time senere ramte tsunamien. Denne gjorde to afgørende ting. Den ødelagde backupdieselgeneratorerne der holdt pumperne kørende, og tilsyneladende forurenede den reserveafkølingen der dermed ikke længere var ren, men så tilsmudset med tsunamiens affald at man ikke sikkert kunne pumpe dette kølevand. På dette tidspunkt var reaktoren i problemer.
Mens reaktoren blev varmere, begyndte vandet at reagere med zirconium brændselstavsbeholderne og frigav ilt, der begyndte at ophobes i boileren. Operatørerne begyndte at udlede gasserne fra reaktoren for at reducere trykket, og frigive ilten ud til den yderste del af bygningen. Disse gasser er mildt radioaktive, hovedsageligt med nitrogen-16 og adskillige xenon isotoper, alle produkter af fissionsreaktionen der driver reaktoren; tilsyneladende blev de udledt til den ydre bygning for at langsomgøre dispersionen og give dem en mulighed for at miste deres radioaktivitet. Brint i kombination med ilt i luften er eksplosivt, og på et tidspunkt efter udluftningen begyndte i reaktor 3 eksploderede brinten i den ydre bygning, og blæste væggene af den øverste halvdel af bygning bort og efterlod stålstrukturen blottet. Denne eksplosion medførte at seks arbejdere kom på hospitalet, men forskellige skader og et åbenbart hjertetilfælde. Dette var den første iøjnefaldende eksplosion der skabte den store sky er hvid røg.
I New York Times blev dette omtalt som "radioaktiv forurening." Ingen anden kilde har rapporteret dette, herunder IAEA. Tilsyneladende, iflg. Times, er radioaktiv forurening, noget de fortjener ros for.
Den anden eksplosion var endnu en brinteksplosion; som før, var det der tilsyneladende blev ødelagt den ydre bygning der omgiver indkapslingen, ikke selve indkapslingen.
Forvirring
Dette er tidspunktet hvor medierne indleder forvirringen. Mange historier der har koncentreret sig om reaktoruheldene blev illustreret med voldsomme billeder at eksplosioner af naturgas og et brændende olieraffinaderi, der er meget mere iøjnefaldende end en bygning hvor facaden er borte, men det giver det falske billede af en brændende inferno i raktorerne.
Adskillige overskrifter sagde "kernesksplosion," hvilket er noget ganske så anderledes end en "eksplosion i et kernekraftanlæg."
Anti-kernekraft politikere som kongresmand Ed Markey og anti-kerneaktivister fra grupper som Institue for Policy Studies advarede ildevarslende om "endnu et Tjernobyl" -- hvilket dette aldrig er eller vil blive, reaktorerne er så fuldstændig radikalt anderledes i design.
TV - klogeåger talte om "indkapslingsbygningen." Hvilket i sig selv er sandt, da bygningen, hvor indkapslingen er, netop ville være "indkapslingsbygningen" - men det er dog vildledende og med til at skabe forvirring, fordi indkapslingen af alle tre reaktorer forblev intakt.
Således kan umiddelbart slås fast: I det mindste, indtil nu, forbliver det indre, stålindkapslingen på alle tre Fukushima reaktorer intakte. (artiklen er ca 1 måned gammel)
Da gasserne begyndte at blive udledt fra indkapslingsenhederne betød det at der var en vis frigivelse af stråling. Med deres sædvanlige nævenyttighed, rapporterede medierne kun om at der var frigivet stråling. Da der ikke var målelig radioaktivitet på beklædning eller kroppene på de sårede mænd ved eksplosionen, blev dette åbenbart til "strålingsforurening," endda for den stakkels person der fik et hjertetilfælde.
Men hvor megen stråling blev der så frigivet? Der er adskillige måder at måle det på, men det vi plejer at bekymre os om er den modtagne dosis - det vil sige, hvor meget stråling har ramt kroppen på de som er blevet udsat. Man kan tænke på det som solskoldning - hvis man er ude i stærkt sollys i femten minutter modtager man en "lille dosis" af solen; fire timer og du har fået en "stor dosis" og vil blive skoldet.
I U.S. plejer man at måle det i Roentgen, navnet på roentgenstrålerne. (Strengt fortolket måles det som "absorberet Roentgen dosis" eller rad, og dosen i mennesker er "Roentgen equivalen in man, eller rem, men til vore formål er det tilstrækkeligt at sige 1 Roentgen = 1 rad, = 1 rem.) I resten af verden måles doser i Sievert, med 100 Roentgen til 1 Sievert. En fulddosis af 6 Sievert eller 600 Roentgen kaldes "LD 50/3o dosis," hvilket betyder at 50% af de mennesker der for den dosis vil dø i løbet af 30 dage.
Den højeste dosis - det vil sige den dosis der modtages i et tidsrum - der blev registreret ved Fukushima reaktorerne var cirka 1015 microSieverts per time, men det faldt hurtigt til cirka 70 microSieiverts per time. Med andre ord, 0.001015 Sieverts per time, eller cirka 0,1 Roentgen per time. Den højeste totale kropsdosis der er rapporteret om indtil nu har været 106 milliSieverts, 0.106 Sieverts eller cirka 10 Roentgen.
Hvad betyder dette? Nuvel, i U.S. er gennemsnitsbaggrundsstrålingen omkring 7 milliSieverts (700 milliRoentgen) om året; her i Colorado får næsten det dobbelte (mere visse steder såsom Leadville) og nogle steder har en baggrundsstråling der er 5o gange større eller mere.
Således er 105 microSieverts et pænt stykke over den normale baggrundsstråling, men det er heller ikke hele det korrekte billede. Til sammenligning, kan en CT scanning udsætte dig for cirka 5 milliSieverts, 0,5 Roentgen; den totale dosis ved den højeste påvirkning der er rapporteret har været cirka 20 CT scanninger. Flyvning i stor højde giver mere stråling end den normale baggrundsstråling. En der flyver international får cirka 10 Roenten om året, hvilket er det dobbelte af det normale.
Virkningerne af strålingen
Der er ingen tvivl om at virkningerne af store doser af stråling er ganske så rædselsfulde, forskellige kropsfunktioner bryder sammen, man kan ikke optage føden - faktisk kaster man op og diarré er nogle af de første symptomer, sammen med tab af håret, dit immunsystem svigter og du dør som følge af massive infektioner, eller dehydrering. Disse virkninger er kendt som akut radiations syndrum, ARS.
Små niveauer af stråling er noget andet. Vi er alle helt klart udsat for nogen stråling på grund af den normale baggrundsstråling. Den sædvanlige model, baseret på mennesker der var berørt af Hiroshima og Nagasaki, og senere Tjernobyl, kaldes "en lineær dosis virkningsmodel," og lader formode at hvis en dosis på 100 rem forårsager der er 10% flere dødsfald i befolkningen, så vil en dosis på 10 rem betyde 1% flere, 1 rem cirka 1/10. del af en procent mere og så videre.
Dette er en konservativ model, som der er et problem med -- den forudsætter at steder med stor baggrundsstråling, som Colorado, vil have flere kræfttilfælde end steder med lav baggrundsstråling.
Det der faktisk sker er præcis det modsatte - vi her i Colorado har færre kræfttilfælde, end mennesker ved havets overflade.
Hvorfor dette er tilfældet er for nuværende ikke kendt, og i tilfælde af at kræfttilfældende er tilstrækkeligt få så det er svært at være sikre på hvor meget det skyldes den normale stråling, men det er helt sikkert en grund til at overveje om den lineære dosis virkningsmodel er for gammeldags, da en vis mængde af stråling ikke udgør nogen særlig skadelig virkning.
Det der dog sker, er at modellen påvirker, hvordan vi tænker og tror om stråling. Meget små doser at stråling kan måles -- det er bogstaveligt talt "som at tænde et lys" for os, og bønfalder os om at blive opdaget. Følger man den lineære dosis virksningsmodel der formodes at udgøre sundhedseffekter ved meget små udsættelser for stråling, kan det igen betyde at der kræves reguleringer for de endog meget, meget små frigivelser der rapporteres.
Uheldigvis er der en tendens til at de bliver omtalt som "en meget lille udledning af STRÅLING."
Endnu et Tjernobyl?
Alligevel er der nogle der siger at dette er "endnu et Tjernobyl." Lad os derfor tale om Tjernobyl et øjeblik. Ulykken ved Tjernobyl var den største reaktorulykke der er velkendt, muligvis ikke den værste reaktorulykke af nogen slags. I Tjernobyl ulykken var reaktoren af en helt anden type, med en indkapslingsbygning, men ingen indkapslingsenhed, og den blev for varm og eksploderede; de fleste kilder siger at grafitten der udgjorde reaktoren bund gik i brand, skønt nogle kilder siger grafitten faktisk ikke brød i brand, forbrændte, den var blot ekstrem varm. Ifølge FN rapporten døde cirka 50 personer som resultat af ulykken, nogen af dem som følge af akut strålingssyndrom. Den højeste påvirkning der belv rapporteret var cirka 16 Gray - der er en endnu en måleenhed. Men en Gray er en Sievert, sådan cirka.
16 Gray dosen er cirka 1600 Roentgen, 1600-1700 rem, eller næsten tre gange den "dødelige dosis." Det er 160 gange så meget som den værste dosis rapporteret fra Fukushima.
Ydermere medførte branden på Tjernobyl at langt større mængder af radioaktivt materiale blev spredt - herunder cirka 10 tons af selve reaktorkernen. Ikke som Fukushima reaktorerne, havde Tjernobyl en indkapslingsenhed så da den brød i brand var der åbent til det fri, og udledningerne kom let ud i atmosfæren, og spredtes efterhånden til den nordlige del af Europa og en god bid af det vestlige Asien.
På ulykkestidspunktet var der mange rædselsvækkende forudsigelser af den længerevarende sundhedseffekt som følge af strålingen.
FN undersøgte disse effekter, og rapporterede om den i 2005, 2008, og 2011. Rapporten konkluderer at der kan være så mange som 4000 flere dødsfald der kan pege effekterne af Tjernobyl, men det er blandt alle dødsfald i et af de tættest befolkede dele af verden. Med andre ord, den lineære dosis virikningsmodel forudsiger at måske en person ud af en million kunne dø noget tidligere end de ellers ville. Statistisk set. Men vi kan aldrig vide om den forudsigelser er korrekt.
Faktisk siger 2005 rapporten at en meget, meget større effekt på offentlighedens helbrud kommer fra rygterne og usikkerheden:
Sammen med strålingsbetingede dødsfald og sygdomme, påpeger rapporten den mentale sundhedsvirkning af Chernobyl som #det største offentlige sundhedsproblem der er skabt som følge af ulykken," og tildeler delvis denne skade til den psykologiske virkning af mangel på præcis information. Disse problemer er som negative personlige vurderinger af sundheden, tro på en forkortet livslængde, mangel på initiativ, og afhængighed af hjælp fra staten.
Den fatalistiske følelse af at være fordømt fører til passivitet, ligesom andre mere betydelige sundhedsproblmer; dette er helt og aldeles på grund af dårlig information og uinformeret alarmisme.
Eksperterne i medierne
Lad os nu se nærmere på rapporterne i medierne.
En af de første jeg så (jeg blev gjort opmærksom på den af min kollega Richard Pollock) var denne historie i Channel News Asia:
Adskillige eksperter i en konferencespørgeundersøgelse med journalister, forudså også, at uanset udfaldet af Fukushima 1 kernekraftkrisen, vil ulykken i alvorlig grad skade kernekraftrenæssancen..
Og hvem er så disse eksperter?
“Situationen er blevet desperat nok så de tilsyneladende ikke har kapaciteten til at levere ferskvand eller almindeligt vand til at afkøle reaktoren og stabilisere den, og nu i en desparationshandling er de nødt til at skifte og benytte havvand," sagde Robert Alvarez, der arbejder med kernenedrustning ved Institue for Policy Studies.
Hmm. Robert Alvarez. Ved Institute for Policy Studies, i henhold til deres web site:
IPS blev involveret i miljøproblemer gennem anti-kernekraftbevægelsen en naturlig udvidelse af dens lange historie med at arbejde for "den nationale sikkerhedstilstand." I 1979 vandt IPS medlem Saul Landau en pris for sin dokumentar "Paul Jacobs og Kerne-banden," der fortæller beretningen om det hemmelige U.S. kerneprogram og om farerne ved strålingen for amerikanske borgere. I 1985 udgav medlem William Arkin Nuclear Battlefields: Global Links in the Arms Race, der hvalp med til at befæste anti-kernekraft aktivismen gennem dens afsløringer af virkningen af kerneinfrastrukturer på samfund i hele Amerika.
Kenneth Bergeron, forfatter til Tritium on Ice: The Dangerous New Alliance of Nuclear Weapons and Nuclear Power.
Jeg spekulerer på, hvem der mon ellers var med i dette?
“Joseph Cirincione, chefen for Ploughshares Fund.” Dette er den samme Ploughshares Fund der:
… støtter et globalt netværk af eksperter og advokater der er opsatte på at realisere visionen om en kernevåben fri verden. Vi afbalancerer virkningen af disse fonde med vore egne advokater, med vor evne til at sætte fokus og synlighed på de vigtige problemer, og ved at samles og engagere os med organisationer og ledere på området.
“Paul Gunter [sic] U.S. organization Beyond Nuclear,” der:
… som må har at uddanne og aktivere offentligheden om frobindelserne mellem kernekraft og kernevåben og behovet for at forkaste begge for at sirke vor fremtid. Beyond Nuclear går ind for en energifremtid der er bæredygtig, gavnlig og demokratisk. Beyond Neclear holdet arbejder med forskellige partnere og allierede for at yde offentligheden, regeringsembedsmænd og medierne med den nødvendige kritiske information til at flytte menneskeheden hen mod en verden uden kernekraft.
Gunter også ifølge ecologia.org:
… er medstifter af Clamshell Alliance. Bosiddende i Warner, New Hampshire er han blevet arresteret ved Seabrook for ikke-voldelig civil ulydighed ved flere lejligheder.
Jeg begynder at se et mønster, Google de forskellige navne; du vil finde ud af igen og igen at disse samme fire navne bliver omtalt som "kernekrafteksperter." De har alle en nær forbindelse med antikernekraft organisationerne.
Mon ikke også de skulle have en dagsorden?
Hvad skal vi konkludere ud fra alt dette?
Ingen kan fortælle dig at der helt sikkert ikke vil være en katastrofal fiasko - virkelig katastrofal, som Tjernobyl eller værre - på en eller flere af Fukushima reaktorerne. I absolut værste tilfælde ville en kombination af uheld og fiaskoer kunne gennembryde de tre store indkapslinger og frigive et stort strålingsudslip gennem "Kina-Syndromet," eller noget lignende.
Det er meget sandsynlig at der har været en delvis nedsmeltning i en eller flere af reaktorerne - men "nedsmeltning" er ikke det samme som "katastrofalt udslip." Reaktoren skal ikke alene smelte ned, men skal også gennemtrænge såvel indkaplingsenheden og det ydre betonlag, og de er begge designet udelukkende til at forhindre det i at ske.
Det vi kan sige, er at det ikke er særlig sandsynligt at der vil være en katastrofal ulykke, og det bliver, for hvert minut der går mindre sandsynligt. Japanerne afkøler reaktorerne, og tilføjer boron, der "forgifter" kerneraktionen ved at absorbere neutroner, de "gnister" der holder reaktionen i gang.
Størrelsen af strålingen der er sluppet ud er så langt som vi er nu, faktisk meget lille. I stedet for at være "endnu et Chernobyl," som IAEA vurderer ved INES niveau til 7, så er dette INES niveay 4 - og Three Mile Island var niveau 5. Så indtil nu er Fukushima ikke noget nyt Ternobyl, det er endda ikke endnu et Three Mile Island.
Endelig, når du hører nogen i medierne komme med nogen af disse katastrofe forudsigelser så hold øje med hvem det er. Indtil nu er katastrofefordusigelserne kommet fra mennesker der på professionel basis og personligt har forpligtet sig til at lukke kernekraften og kernevåben ned og det har de været optaget af i årtier.
http://pajamasmedia.com/blog/fear-the-media-meltdown-not-the-nuclear-one/
Denne artikel kan anbefales på det varmeste: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/04/atomkraft-og-bedrevidendes-holdning.html - en smagsprøve: Junk Science.com målte engang strålingen der kommer fra granit statuer i US Capitol Bygningen og opdagede, at en person der står i statuerummet i nærheden ad Senatets forsamlingsrum ville optage 5 gange så megen stråling, som hvis vedkommende havde stået ved hegnet til et atomkraftværk.
Også denne kan anbefales: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/30-ar-efter-tremile-en.html
Jeg skal samtidig gøre opmærksom på at disse ting er noget vanskelige af oversætte helt korrekt. Da jeg jo er 'lægmand' uden særlig stor teknisk viden bedes man selv undersøge korrektheden. Men grundtankerne skulle være til at fatte. (synopsis-olsen).
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar