Obama, Guden der svigtede
Paul KengorSom en person der har studeret, undervist i og skrevet om Mellemøsten i mange år skal jeg være den første til at indvilge i, at præsident Obama har en yderst vanskelig opgave. Hvad ville jeg gøre med Libyen, hvis jeg var præsident? Hvad med Egypten?
Jeg er ikke helt sikker på det. Situationerne er komplekse med for mange ukendte dunkle faktorer. Den vigtigste af dem er, hvem eller, hvad præcis står bag oppositionen? Ville en Gaddafi eller Mubarak bliver skiftet ud med muslimske demokrater eller teokrater, af en Ayatollah, af en fra Hamas, af en Hamid Karzai, af en Saddam eller Sadat, eller måske af den første Thomas Jefferson i den arabiske verden?
Selvfølgelig har mine personlige overvejelser over det komplekse ingen betydning, jeg er ikke præsident Obama. Således er det her med Barack Obama som øverstkommanderende, at venstrefløjen endnu engang har fejlet og dermed fejlet for Amerika.
Venstrefløjen havde sat der håb og drømme til Barack Obama. Han var ikke blot endnu en politiker, han var en post-moderne, post-racemæssig, post-kulturel, post-politisk figur.
Vi fik at vide, at Obama ikke havde brug for politisk erfaring. Hans internationale opfostring, hans multi-nationale bagrund, hans medfødte diversitet og multikulturalisme, hans ungdommelig rejsen, og omfavnen fra land til land, kultur til kultur, tro til tro, gennem Islam, Buddhismen, asketismen, Kristendommen, Augustinus, Aquina, Graham Greene, Nietzsche, præsten Wright og så meget andet -- kunne lægges oveni i overfloden af medfødt storslåethed -- der ville skabe en ny art af politikere, en mand der kunne tage overlegne beslutninger ved de sværeste udfordringer. Han var ingen George W. Bush; han var det diamentralt modsatte af Bush.
Alt dette var selvfølgelig noget bavl, men det er sørgeligt nok i tråd med den perverse politisk-åndelige sentimentalitet der plager venstrefløjen. Venstreorienterede har en bizar tendens til at hylde deres politiske ledere som genier. Det har de gjort selv med Clinton og Al Gore. Som en nem kontrast, karikerer de, som per refleks, deres modstandere, uanset statur eller kendsgerning, som værende dumme. Det er en uheldig egenskab, følelsernes triumf over logikken; men alligevel gør de det uophørligt.
Det som gør situationen værre er nutidens venstrefløjs gennemførte sekularisme. Progressive er mere agnostiske og ateistiske end nogen sinde. De søger efter frelsen gennem politik, som er en gud der altid vil svigte. I Obama håbede mange af dem på en slags politisk Messias, der ville kunne nå et mål af jordisk almagt, som ikke ville være set hos tidligere præsidenter.
Husk også på, at det var Mellemøsten der formodedes at være Obamas stærke side. Han ville være bedre end Bush og lige i rette øjeblik og sted. Så langt fra at være en styrke har Obamas mellemnavn, Hussein, været en forsikring, som de venstreorienterede forsikrede os var en frelsende nåde. Deres trofaste leder ville vide, hvad der skulle gøre, på en måde som "Bush," Texas bondeknolden ikke var helt i stand til.
I stedet ser det ud til at Obama er uden mål og med i de små, som i de store billeder, ligesom det er tilfældet med de 'vise' mænd og kvinder han har omgivet sig med. Hverken lærer eller disciple har nogen svar.
Selvfølgelig har de af os som ikke lider af 'venstrefløjssygen' anerkendt det storslåede sludder om Obama som det rene ingenting og vand. Sørgeligt nok er det imidlertid ikke overraskende at venstreorienterede fjolser har imponeret tilstrækkeligt mange moderate og uafhængige til at vælge Obama som præsident. Nu lider Amerika en masse, ligesom "Frihedsmarchen" som både Bush og Reagan anbefalede og satte i gang.
For nu at være retfærdig overfor Obama så har han aldrig iscenesat sig selv som Messias som hans tilhængere gjorde. Han var det lys der havde været skjult under skæppen. Han havde brug for at blive valgt af folket så hans lys kunne skinne foran mennesket. Amerika var ikke Den Skinnende By, Lyset - det var Barack Obama derimod.
Dette bringer mig, til en Reagan analogi der giver et billede af, hvor gennemført tragisk Obama er ude af kontakt med dette afgørende historiske tidspunkt. Da Solidaritets bevægelsen voksende frem i Polen som modstand mod Sovjet kommunismen var Reagan nøjagtig klar over, hvordan der skulle handles. Han var som født til øjeblikket; hele hans livserfaring, fra First Christian Church i Dixon, Illinois, til Hollywood til Det Hvide Hus havde forberedt ham. Hans internationale kontakter (ikke som Obamas) var ægte og af samme støbning, som bemærkelsesværdige personer som Pave John Paul II og Margaret Thatcher, der i tidens fylde havde den præcise forståelse af menneskets natur, Forsynet. De besad den samme forståelse af det store billede. Det samme var sandt for bevægelser som Lechj Walesa' Solidarnosz, og Vaclav Havel' Charter 77 i Tjekoslovakiet. Reagan vidste, hvem der stod bag dem, og hvad de var imod. Han fik frie valg indført i løbet af et årti, og løgnerne og tyvene blev smidt på hisoriens askedynge.
I hele denne periode kaldte de venstreorienterede Reagan en tosse.
Der er et udpræget intellektuelt tomrum på den amerikanske venstrefløj. Jeg erindrer et Reagan citat vedrørende den yderste venstrefløjs fætre og kusiner: "Marxistisk Leninstisk tænkning," oplyste Reagan," er et tomt skab."
Det er sådan det er. Lige nu ser vi tomheden på venstrefløjen. Efter at have nedbrudt Bush' hus -- sat ild til en god mand med alle våben i det svulmende arsenal -- og givet forsikringer om "et Velsignet Land" under Barack Obama forekommer venstrefløjen nu nøgen, afklædt uden svar på noget som helst. Ingen vand er blevet til vin, ingen manna fra himlen, ingen Hellig Gral. Alt der er tilbage er falske løfter fra en falsk Messias fremført i Venstrefløjens eget billede. Fra Iran til Egypten til Libyen - der er ingen løsninger. Sådan skulle det jo ikke have været.
Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism and Dupes: How America's Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar