Omvendt profet Jimmy Carter

Jimmy Carter krønikerne

Paul Kengor

For de som ikke er helt sikker på, hvordan man skal stille sig til en kompleks dynamisk situation som i Egypten, så frygt ikke mere: Jimmy Carter har grebet ind med klarsyn og selvsikkerhed.

"Jeg mener, at der intet er at være nervøs over med Det Muslimske Broderskab" fortalte Carter et åbenlys beundrende universitetspublikum i Austin, Texas. Manden der stod bag udskiftningen af Shahen med verdens værste teokratiske-terror stat forudså fortrøstningsfuldt at Det Muslimske Broderskab "vil være inkluderet i den overvældende demonstration af ønsket om frihed og demokrati."

Hvis du nu ikke er helt så sikker på om man skal være ængstelig for Hosni Mubaraks fald, så vær blot bange nu -- meget, meget bange. Jimmy Carters udsagn om sådanne ting har nemlig ikke lige præcis været en inspirerende optimistisk opmuntring.

Som en service mener jeg kan tilbyde denne hurtige gennemgang af Carters lovrpisninger af tidligere regimer, diktatorer og mordere, fra Sovjetunionen til Mellemøsten til Det Fjerne Østen. Lad os begynde med 'Ondskabens Imperium.'

I dagene umiddelbart efter Sovjet invaderede Afghanistan sent december 1979 var præsident Carter chokeret og befandt sig i en slags alvorlig soleklar tilstand af dyb forundring. Trods alt havde han og Leonid Brezhnev blot seks måneder tidligere ved et topmøde i Wien, bogstaveligt talt kysset og krammet hinanden. Hvorfor gjorde Sovjet dog nu dette?

Carter var såret, forrådt ved det kys.

"Min holdning til russerne har ændret sig på dramtisk vis i den sidste uges tid," fortalte han en målløs Frank Reynolds på ABC News. "Denne handling fra Sovjet har på dramatisk vis ændret min holdning til hvad Sovjets endelig målsætninger er mere end de har gjort i den tid jeg har haft embedet."

Den Demokratiske præsident havde længe beklaget Amerikas "overdrevne frygt for kommunismen," hvorfra han havde håbet at kunne løsrive nationen. Og nu lige med et, udslettede hans kommunistiske venner Afghanistan. Carter havde netop kaldt dem "venner" og forsikret amerikanerne i sin første uge som præsident at "det ser ud til at Sovjet er vore venner." Det var et tema han havde med sig i hele sin præsidentperiode og han fortalte journalister ved en pressekonference den 26. juni 1978 "Vi ønsker at være venner med Sovjet."

På samme tid havde Jimmy Carter forsøgt at advare amerikanerne mod deres selvtilfredshed, og ubegrundede følelser om amerikansk ekseptionalisme, især sammenlignet med Sovjetunionen. "Vi har vore egne problemer i dette land," belærte Carter, især sammenlignet med USSR.

Hvad var disse problemer så? Hvor for eksempel var amerikanerne Sovjet underlegen? Carter havde en pålidelig kilde: Sovjets ambassadør. Carter gjorde opmærksom på, hvad Sovjets ambassadør Anatoly Dobrynin havde instrueret ham i: "Han sagde til mig, 'I det mindste i Sovjetunionen har vore kvinder lige rettigheder.'"

Ja, ja selvfølgelig. Ingen tvivl om at Sovjet på dette område overtrumfede os.

Et sted, hvor kvinder var ved at miste rettigheder var i Iran der faldt for Ayatollahen og hans mullaher næsten på samme tidspunkt som den Røde Hær skød sig ind i Afghanistan.

For Carter var dette helt og aldels uventet. Den 31. december 1977 stod han ved siden af Shahen og skålede: "Iran, på grund af Shahens store lederskab, er en stabilitetens ø."

Et år senere var denne stabilitetens ø, eksploderet som en vulkan, igangsat af Ayatollah Khomeini. En journalist spurgte Carter om Shahen ville overleve. "Jeg ved det ikke," sagde præsidenten. "Jeg håber det."

Få uger senere var Shahen borte, Ayatollahen var lederen. (læs denne artikel på synopsis)

Vi drager østpå, og efter Den Kolde Krig, så overvej Carters samme tvivlsomm lovprisninger af verdens mest undertrykkende stat: Nord Korea.

Kim Il-Sung var en tyran, der stod i spidsen for et militantisk ateistisk regime der fratog borgerne de allermest grundlæggende borgerligt rettigheder; dog syntes Carter, en genfødt baptist fra Plains, Georgia, at Kim "var meget venlig mod Kristendommen," og observerede ham i "meget frie samtaler med hans ministre."

Kims opsynsmænd ledte ekspræsident Carter gennem fupstormagasiner og fabrikker og hvad man ellers kan finde på i Planetens mest falske Potemkin landsbyer. Carter slugte det hele, med line og krog, og udgav denne rapport i Atlanta Journal-Constitution da han kom hjem:

Vi fandt Pyongyang som en puslerende by....De har alle arbejde eller går i skole. Efter arbejdstiden er stormagasinerne, som Rosalynn besøgte,  stopfyldte. Jeg gik ind i et af dem. Det er som Wal-Mart i amerikanske butikker en lørdag eftermiddag. De gik alle omkring der, og alle syntes være i højt humør. Pyongyang om natten ligner Times Square.

Sådan skrev Carter om et område, der som satelit fotos beviser, er indhyllet i mørke om natten, og hvor mellem to - tre millioner borgere ville sulte ihjel i det næste fire år -- det svarer til 10-15% af befolknignen (eller 30-45 millioner amerikanere.).

Værre endnu. Nogle få senere meddelte det nordkoranske regime at det var en atommagt, en direkte krænkelse af "Agreed Framework" der blev indgået under mellemkomst af Carter og Kim i 1994. Dengang stod Carter udenfor Clinton's Hvide Hus og forsikrede med triumf journalisterne at "krisen er forbi" -- ord der førte til overskrifter i både New York Times og Washington Post.

Vi går længere frem i tiden da sådanne helt utrolige lovprisninger fra Jimmy Carter fortsatte ind i Krigen Mod Terror, skiftende fra typer som Kim til Saddam. Da præsident George W. Bush forberedte krigen i Irak, stod Carter i spidsen for en tilbagevenden af inspektionerne i Irak -- de selvsamme inspektører der gentagne gange var blevet smidt ud af Saddam når de nærmere sig områder under mistanke for våbenlagre. "Selv hvis Irak skulle føje sig helt og fuldt nu," forsikrede Carter, "da ville Saddam ikke have noget andet valg end at komme overens. Resultaterne ville være sikre."

Endnu senere indgød Carter tillid til endnu en terrorledelse: Hamas. Ekspræsidenten kritiserede George W. Bush og hans udenrigsministierum for at vove at kalde terrorgruppen for "terrorister." "Efter at de (Hamas) var blevet valgt som ledere af deres regering," sagde en synligt vred Carter, "er de blevet erklæret som værende terrorister."

 

Selv mange af Carter's liberale beundrere i pressen blev frastødt af den udtalelse. Da han blev spurgt af de måbende journalister om han stolede på Hamas afviste Carter det med: "Det er ikke et spørgsmål om at stole på dem. Det er et sprøgsmål om ....hvad de har forpligtet sig til at gøre. De har indvilget i at se med velvillighed på et antal af de forslag jeg er kommet med." 

Således bringer dette os op til nutiden og cirklen er sluttet, fra USSR til Nordkorea og tilbage til Mellemøsten. Carters kommentarer om Hamas lyder besnærende lig det som han sagde i denne uge om Det Muslimske Broderkab -- for ikke at nævne Brezhnez, Kim og de andre der overvældede Carter med deres charme. Da Carter forsikrede de unge på college og fakultetet om "at Det Muslimske Broderskab ikke er noget at være ængstelig for," bemærkede han, at han havde mødtes med medlemmer af Det Muslimske Broderskab under sit ophold i Egypten.

Ja, lige netop. Og det skulle så formodes at være en garanti?

Ikke hvis den kommer fra Jimmy Carter. Hvis nogen havde håbet på at frygten for Det Muslimske Broderskab indflydelse i Egypten måske var overdrevent, en smule hysterisk, så har man nu grund til at være bange -- meget, meget bange.

http://spectator.org/archives/2011/02/18/the-jimmy-carter-chronicles/