Hvad ender det mon med? - revolutioner

Hvor hjulet standser aner ingen

Paul Shlichta

Undskyld mig for ikke at slutte mig til begejstringen over de seneste opstand i Egypten, Tunesien og andre islamiske lande. Jeg er endog meget nervøs over revolutioner, især de der finder sted i februar.

Symbolet for alle politiske revolutioner er en roulette, med croupieren der synger "rundt og rundt går det store hjul, hvor det standser aner ingen." Lederne af en revolution er ikke nødvendigvis de som ender med af få magten. Folket der gjorde oprør for at styrte en tyran ender ofte med at skulle lide under en anden.

 

Den Franske Revolution i 1789 fik sin energi ved ønsket hos de almindelige borgere om menneskerettigheder og frihed for undertrykkelse af aristokrater og de priviligerede klasser. 

Deres oprindelige mål var et konstitutionelt monarki, men det lykkedes en ekstrem fraktion, Jakobinerne, at gribe kontrollen, arrestere og henrette den kongelige familie, oprette et terrorregime og eliminere al modstand. Jakobinerne blev derpå væltet af deres rivaler Girondisterne der henrettede dem. Resultatet, Den Konstitutionelle Republik under Direktoratet holdt yderligere fire år, indtil Napoleon Bonaparte greb kontrollen og blev "førstekonsul" og derpå Kejser -- hvilket slet ikke var det som de oprindelige revolutionære havde kæmpet for.

I februar 1848 ved den anden Franske Revolution blev Orleans monarkiet styrtet, og man oprettede Den Anden Republik. I december samme år, blev Louis Napoleon valgt som præsident. Tre år senere suspenderede han den lovgivende forsamling og ved et statskup, som selv Marx beundrede (1) oprettede han Den Andet Kejserdømme.

I februar 1917 styrtede Rusland folk zarregimet for at komme fri at dets undertrykkende aristokrati og bureaukrati. Kerenskys demokratiske provisoriske regering forsøgte at arbejde sammen med de radikale bolshevikker og dele magten med deres netvær af "sovjetter." Imidlertid igangsatte bolshevikkerne i oktober deres egen revolution og indførte et socialistisk tyranni (med sit eget aristokrati af bureaukrater) der var endnu værre end noget zarregime nogensinde havde været.

Revolutionen på Cuba sluttede i februar 1959 da Batista flygtede fra landet. I dette tilfælde forblev lederes Fidel Castro ved magten, først og fremmest ved at dræbe og fængsle alle sine modstandere. Snart indså Cubas folk, at de var kommet under et endnu barskere diktatur, end de have oplevet under Batista. 

Revolutionen i Iran opnåede sejr 11. februar 1979 da kejseregimet blev styrket og Shahen gik i eksil. Skønt de forudgående folkelige opstande var blevet inspireret af forskellige sekulære og religiøse motiver var de mest organiserede dele tilhængerne af Ayatollah Khomeini, der vendte hjem fra eksil lige før Shahen forlod landet (2). Derefter (ifølge en skribent (3), "var det der begyndte som en autentisk og antidiktatorisk folkelig revolution, baseret på en bred koalition af alle anti-Shah kræfter, snart herefter forvandlet til en islamisk fundamentalistisk magtovertagelse." Til sidst, trods hans utallige tidligere forsikringer om det modatte, blev Khomein de facto herskeren i et strengt islamisk teokrati.

Udover at bemærke at februar ikke er en særlig lykkebringende måned for revolutioner kan vi af disse eksempler udlede at:

• Kun en lille procentdel af en nations befolkning deltager måske faktisk i en succesrig revolution. Ifølge en forfatter, "er det næsten uhørt for en revolution af involere mere end blot 1% af landets befolkning." (4)

• Som jeg har beskrevet andet steds er tilsyneladende spontane demonstrationer ofte blevet omnhyggeligt planlagt af en lille gruppe hvis eksistens faktisk ikke er kendt i offentligheden. Dette synes at have været tilfældet i Egypten. 

• Disse obskure og hemmelige organisatorer kan have en ydre motiv, og er i nøglepositionen til at kunne aflede en revolution fra det oprindelige mål. 

Lad os nu overveje det nuværende spil på Mellemøst rouletten -- de tilsyneladende succesfyldte revolutioner i Tunesien og Egypten, borgerkrigen i Libyen, protesterne i Bahrain og Yemen, og den ulmende uro der faktisk findes i ethvert land i Mellemøsten, i Jordan, Syrien, Tyrkiet og Saudi Arabien.

.

Tilsyneladende har disse opstande fået energi gennem verdslig uro blandt fattige og undertrykte befolkninger, især fra studenter og de arbejdsløse. Men disse spontane energifyldte grupper har modtaget betragtelig assistance fra adskillige terrorgrupper der har deres egne grunde til at forværre uroen i de islamiske nationer.

Disse intriger synes af være undgået analyse. Mellemøsten har altid været en rigt broderet tøjstykke af tæt sammenspundne traditioner, bedragerier, hemmelige planer og modplaner der bare ikke kan begribes af observatører fra Vesten. Og nutidens Islam, dokumenterer ret så tydeligt, at enhver af dens sekter og fraktioner ville sværge at de (og de alene) følger religionen trofast, hvilket er med til at gøre det kompleks og tvetydigt.

 

 Ikke desto mindre, skønt jeg kun kan bedømme det ud fra det jeg læser i aviser eller på TV -- det vil sige en håndfuld kendsgerninger fremført gennem propaganda, fabrikationer, overdrivelser og misfortolkninger -- så tror jeg jeg kan udskille nogle få ledetråde i dette indviklede tøjstykke.

Blandt de islamiske fraktioner der går ind for vold mod ikke troende og frafaldne er al-Queda en af de adskillige væsentlige Sunni broderskabe. Hezballah og den iranske fascisme er shiitisk, og Det Muslimske Broderskab og Hamas betragtes som wahhabittisk. Tilsyneladende håber alle disse organisationer på at kunne benytte den nuværende uro i Mellemøsten til at udvide deres indflydelsesområde og deres magt. Det er betegnende, at de alle har udtrykt deres godkendelse af revolutionerne i Tunesien og Egypten.

Trods det erklærede had til Mubarak syntes al-Queda påfaldende fraværende i den egyptiske revolution. Meningen er delt om, hvorvidt al-Queda vil blive mere eller mindre magtfuld i nationer efter revolutionerne. Dette kunne betyde at deres taktik og intriger er blevet mere forfinede, udspekulerede, som det er blevet bevist ved deres formodede tilstedeværelse i Yemen. Man kan undre sig over Gaddifis oprindelige påstand om, at al-Queda stod bag oprøret mod ham, og han seneste trussel om at slutte sig til dem hvis Vesten intervenerede.

En mere ildevarslende spekulation, inspireret af Irans lidenskabelige godkendelse af de nuværende opstande er, at de er en del af et globalt skema for Shiitisk dominans af islam. Skønt blot 10-20% af verdens muslimer er shiitter, udgør de 90-95% af muslimerne i Iran, 60-75% i Irak, Azerbaijan og Bahrain, 45-55% i Libanon, og 35-40% i Yemen. Det ser ud til at vi glemmer at Hezballah, der nu kontrollerer Libanon, er en shiitisk terrororganisation. Opstanden i Bahrain er allerede blevet karakteriseret som et et shiitisk forsøg på at styrte deres sunniregime mens protesterne i Yemen, kan være, i det mindste en del af de fem tidligere shiitiske oprør der fandt sted i årene 2004-2010.

En analyse er gået så langt som at antyde at Ahmadinejad planlægger at omringe og erobre Saudi Arabien og dermed opnå shiitisk kontrol over den islamiske verden. I denne kontekst er det seneste forfatningsmæssige referendum i Egypten i forstyrrende grad meget lig det skridt som førte til Khomeinis statskup i iran.

Og hvad så med Wahhabi? Skønt oprindeligt mistænk for volden synes deres erfaring i deres Hamas fraktion i Gaza at have lære deres søstergruppeDet Muslimske Broderskab kunsten med fløjlshandsken -- det vil sige at  være tilbageholdende hjælpsom fører til indflydelse og mangt. De synes at have benyttet den samme tilgang under den egyptiske revolution, så meget at selv PBS i en Frontline udsendelse undrede sig over, hvad Det Muslimske Broderskab har gang i.

Personligt tror jeg på det hele som jeg har nævnt. Jeg formoder, at alle disse fraktioner manøvrerer, og forsøger at manipulere hinanden (5). Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt de kan arbejde sammen. Trods deres uoverensstemmelser, er svaret måske Jo.

De deler alle et fælles mål, oprettelsen af et pan-islamisk kalifat over hele Mellemøsten og et fælles hadeobjekt -- Israel og United States.

Jeg har aldrig brugt mig om roulettespillet. Men jeg er tvunget til at stå og betragte dette spil, men en stadig større mistænksomhed om at hjulet er skævt. Huset vinder nemlig altid, men hvem bor i huset?

Noter:

[1] Marx and Engels mente at den franske revolution i 1848 ville igangsætte en bølge af proletarrevolutioner over hele verden som nogle synes at tro sker nu. Marx's The Eighteenth Brumaire of Louis Bonaparte, udgivet i 1852, kan opfattes som en bedrøvelig erkendelse af at revolutioner kan være vejen til snedige statskup.

[2] Khomeini's hjemkomst til iran lige før Shahens fald er påfaldende lig Lenins hjemkomst til Ruslands Finlands station i april 1917, for at begynde Bolshevik revolutionen i oktober. Man kunne mene at Marx lærte af Bonaparte, Lenin af Marx, Khomeini af Lenin og de nuværende planlægger fra Khomeni. 

[3] Sepehr Zabih, Iran Since the Revolution, Johns Hopkins Press, 1982, p.2. Jeg spekulerer på hvad professor Zabih ville have at sige om dette års revolutioner.

[4] Den anonyme Wikipedia forfatter går videre med at citere undtagelserne: "Den Franske Revolution i 1789, den russiske revolution i 1917, muligvis den rumænske revolution i 1989 - disse må have overskredet 1% 'mærket.' Alligevil i Iran var flere end 10% indblandet i anti-shah demonstrationerne den 10 og 11. december 1978."

[5] Vi burde ikke ignorere muligheden af intriger der involverer ikke islamiske grupper. De talrige paraller mellem islamiske og marxistisk ideologi kan inspirere til intervention af kommunistceller og lande.

http://www.americanthinker.com/2011/03/and_where_it_stops_nobody_know.html