Patrick J. Buchanan
Vedrørende vor intervention i Libyen kan man sige en ting helt sikkert og endnu der med sikkerhed kunne forudsiges.
Da han igangsatte sine angreb mod den libyske hær og regimet, havde Barack Obama ikke tænkt det grundigt igennem. Og denne nation bliver nu sandsynligvis trukket endnu dybere ind i den krig.
For Muammar Gaddafis styrker overlevede ikke blot U.S. Luft og missilangrebene, hvorefter vi overlod luftkrigen til NATO, men hans styrker har siden vist sig oprørernes overlegen. Uden NATO vile rebellerne være blevet udslettet for en måned siden.
Og i dag står NATO overfor muligheden af at blive ydmyget.
"NATO's forsyning af bomber er ved at slippe op," lød lørdagens overskrift i Washington til en artikel der begyndte således:
"Mindre end en måned inde i konflikten i Libyen er NATO ved at løbe tør for præcisionsbomber, hvilket påpeger begræsningerne hos Storbritannien, Frankrig og andre europæiske landes evne til at opretholde en relativ lille militæraktion i gang i en periode over en måned.....
Manglen på europæisk ammunition, sammen med det begrænsede antal af fly til rådighed, har rejst tvivl ...om hvorvidt United States kan fortsætte med ikke at vende tilbage til luftkampagnen mod Libyens leder Muammar Gaddafi, der stadig holder fast ved magten."
Blot seks NATO lande har fly der er på missioner mod den libyske hær, og franskmændene og briterne, der udfører de fleste bombninger er ved at løbe tør for laserstyret ammunition. Deres fly er ikke udstyret til at benytte U.S. Smart bomber.
NATOs luftangreb er således blevet mindre præcise og dødbringende mens Gaddafi hamrer løs mod Misrata, den sidste by i oprørernes besiddelse i vest, og han hær går igen mod Ajdabiya, porten til Benghazi.
Kort sat, krigen går ikke godt. Hvor står vi så nu?
Hvis United States ikke kommer tilbage i kampen vil den libyske hær sandsynligvis knuse modstanden i Misrata, og skubbe rebellerne tilbage til Benghazi og Tobruk.
Da oprørerne mangler soldatererfaring og organisation til at udføre en offensiv, og deres NATO lufthjælp er blevet svagere, såp er det bedste de muligvis kan håbe på i nær fremtid er at holde fast ved det de har i øst.
Hvilket betyder en stillingskrig - en ingen-vinder krig.
Kan Obama acceptere et sådant udkomme af en krig han påbegyndte, da han erklærede at Gaddafi skal bort? Kan han gå ind til 2012 med Republikanere der håner ham for at vælge en kamp med Gaddafi, og så efterfølgende taber den for United States? Kan Obama efterlade Gaddfi i Tripoli vidende han planlægger terrorangreb mod Amerika som gengældelse?
Hvis Gaddafi klarer den, kan Obama så overleve?
Kan han fortælle de plagede briter og franskmænd at vi ikke vil lave om på vor dumhed ved at have påbegyndt denne krig?
I en lederartikel sidste uge i New York Times skrev Obama sammen med Nicolas Sarkozy, og David Cameron:
"Vor pligt og vort mandat er ... ikke at fjerne Gaddafi med magt. Men det er umuligt at forestille sig en fremtid for Libyen med Gaddafi ved magten....Det er utænkeligt at nogen der har forsøgt at massakrere sit folk kan spille en rolle i deres fremtidige regering."
Men hvis det nu er "utænkeligt og umuligt" for Gaddafi at forblive ved magten, hvem skal så fjerne ham?
I fraværet af himmelsk intervention, er det Uncle Sam eller ingen.
Hvis en forandring af regimet nu er den underliggende del af NATO missionen, hvem kan så andre end United States sikre at missionen lykkes?
Artiklen i Post om Storbritannien og Frankrig de førende militærmagter i NATO Europa, der har opbrugt deres Smart-Bomber på en måneds kamp med en afrikansk nation på 6 millioner og nu bønfalder Yankeerne om at komme tilbage og vinde krigen for dem, rejser et alvorligt spørgsmål.
Er den mest succesrige alliance i historien, der holdt Stalins, Khruschchev og Breznevs, Den Røde Hær, fra at tromle gennem Fulda kløften og nå Kanalen Hær blot en tom skal?
Er NATO uden Amerika en papirtiger?
Ved afslutningen af 1. Verdenskrig rapporterede den tyske udenrigsminister efter at have besøgt den aldrende kejser Franz Josef i Østrig, "Herr, vi er allieret med et lig."
Er vi også det?
I 1990'erne måtte vi rode de britiske og franske kastajner ud af ilden i Bosnien. Da serberne kæmpede for deres provins Kosovo, måtte Amerika knække Beograd med 78 dages bombninger.
NATO kunne ikke klare denne kamp i sin egen baghave.
NATO kunne ikke klare denne kamp i sin egen baghave.
Skønt vi stadig er i Irak, er NATO der ikke. Der er NATO enheder i Afghanistan, men nogle har trukket sig ud og andre vil ikke kæmpe.
Hvilke goder har Amerika af medlemskabet i NATO der retfærdiggør omkostningerne ved titusinder at tropper, luft - flåde baser, skibe og fly der forsvarer et rigt og folkerigt kontinent der kronisk nægter at levere våben og mænd for at forsvare sig selv?
Hvorfor forsvarer amerikanerne stadig Europa nu 66 år 2. Verdenskrig, og en generation efter at Sovjetunionen forsvandt?
Er det ikke på tide at vi smider dem ud af reden?
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.
Read more: NATO is losing Obama's war http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=288721#ixzz1JyfP2TPX
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar