Myter om fagforeninger
Thomas SowellDen største myte om arbejderfagforeninger er, at de er til for arbejderne. Fagforeninger er til for fagforeningerne, ligesom virksomhederne for virksomhederne og politikerne for politikerne.
Intet kan udstille den yderste kynisme hos fagforeningerne og politikerne der går ind for den såkaldte "Employee Free Choice Act," bedre end Obama administrationen som forsøgte at få ført den gennem Kongressen. De ansattes frie valg om, hvorvidt de vil være medlem af en fagforening eller ej er præcis, hvad den lovgivning ville smadre.
Arbejderne har allerede et frit valg i de hemmelige afstemninger der udføres under de eksisterende love. Da flere og flere arbejdere i den private sektor har stemt for at forkaste at have en fagforeningsrepræsentant for dem, har fagforeningernes modsvar været at fjerne de hemmelige afstemninger.
Under "Employee Free Choice Act," skulle fagforeningerne ikke nødvendigvis vinde i de hemmelige valg for at repræsentere arbejderne. I stedet kunne fagforeningsrepræsentatnerne blot indsamle underskrifter fra arbejderne indtil de havde flertallet.
Hvorfor har vi hemmelige afstemninger, uanset om det er fagforeningsvalg eller valg til regeringsembeder? For at forhindre intimidering og give mennesker lov til at stemme efter deres overbevisning, uden frygt for repressalier.
Dette er en altafgørende rettighed som fagforeningerne ønsker at fjerne fra arbejderne. Handlingerne hos fagforeningspøblerne i Wisconsin, Ohio, og andre steder giver os en klar demonstration af, hvor lidt de respekterer andres rettigheder, de som er uenige med dem og hvor meget de stoler på at trusler og repressalier kan give dem det de ønsker.
Der kræves verdensklasse chutzpah (frækhed) at gå ind for, og lave om på de hemmelige afstemninger ved denne "Employee Free Choice Act." For fagforeningerne er arbejderne blot råmaterialet der kan benyttes for at skabe fagforeningsmagt, ligesom jern er råmaterialet der benyttes i U.S. Steel, og bauxit er råmaterialet i Aluminium Company of America.
Den mest fastslåede kendsgerning om arbejderfagforeningerne er, at de ikke skaber nogen velstand. De er en af stadig flere institutioner der specialiserer sig, og lever af velstanden skabt af andre, uanset om disse andre er virksomhederne eller skatteyderne.
Der er grænser for hvor længe fagforeningerne kan suge penge ud af virksomhederne, uden at stå overfor alvorlige økonomiske hindringer.
Den mest berømte arbejderfagforeningsleder, den legendariske John L. Lewis, chef for United Mine Workers fra 1920-1960, sørgede for øgede lønninger og jobgoder til kulminearbejderne, langt udover det de ville have fået ud af et frit marked baseret på udbud og efterspørgsel.
Den mest berømte arbejderfagforeningsleder, den legendariske John L. Lewis, chef for United Mine Workers fra 1920-1960, sørgede for øgede lønninger og jobgoder til kulminearbejderne, langt udover det de ville have fået ud af et frit marked baseret på udbud og efterspørgsel.
Men der er jo ikke noget der hedder et gratis måltid.
En økonom fra University of Chicago kaldte John L. Lewis, "verdens største sælger af olie."
Hans strejker der afbrød forsyningen af kul, ligesom de resulterede i højere lønninger, der fik prisen på kul til at stige var årsagen til at mange mennesker og virksomheder skiftede fra kulbrug til olie som igen førte til arbejdsløshed hos kulminearbejderne. De højere lønninger førte også til at kulminevirksomheder udskiftede mange arbejdere med maskiner.
Nettoresultatet var en gigantisk nedgang i antal ansatte i kulmineindustrien, og mange minebyer blev forladt som spøgelsesbyer i 1960'erne. Jovist, der er ikke noget der hedder et gratis måltid.
Lignende er sket i den fagforeningskontrollerede stålindustri og i bilindustrien. På et tidspunkt var U.S. Steel den største stålproducent i verden og General Motors den største bilproducent. Deres fagforeninger levede fedt og godt i deres storhedstid, men også de opdagede at der ikke er noget der hedder et gratis måltid, da medlemmerne mistede deres arbejde i hundredtusindvis.
Arbejderne har også lært at der ikke er noget der hedder et gratis måltid, hvilket er grunden til at de i årenes løb har stemt imod at blive repræsenteret af fagforeninger i hemmelige valgafstemninger.
En gruppe af arbejdere er imidlertid forblevet, i det store og hele immune, overfor sådanne tilbageslag. Det er regeringsarbejderne der er repræsenteret af fagforeninger i den offentlige sektor.
Men olien kunne erstatte kullet, mens U.S. Steel faldt fra nummer et i verden til nummer ti, og Toyota kunne erstatte General Motors som verdens førende bilproducent, så er regering et monopol. Ingen vil kunne erstatte forbunds eller statsbureaukratierne, uanset hvor mange penge fagforeningerne suger ud af skatteyderne.
Det er grunden til at regeringstilknyttede fagforeninger fortsætter med at trives, mens de i den private sektor går tilbage, det er nemlig skatteyderne der betaler deres gratis måltid.
Dr. Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution and author of "Applied Economics" and "Black Rednecks and White Liberals."
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar