Mordforsøg på Gaddafi

Snigmyrde Gaddafi

Paul Kengor

Når vi tænker på Frankrig, Amerika og Gaddafis Libyen plejer vi at tænke på april 1986 da Amerikas kampfly sværmede over Tripoli og oplyste den libyske nat, og det næsten lykkedes at ramme Moammar Gaddafi, der sov i et telt udenfor sin lejr. Frankrig, under ledelse af præsident Francois Mitterand havde faktisk ikke lige præcis støttet os. I dag, ironisk nok, er det Frankrig der udviser klarere beslutsomhed og målsætning over himlen i Libyen, end vor egen øverstkommanderende.

I 1986 var vor præsiden Ronald Reagan; i dag er det ikke tilfældet.

Så er der en ganske særlig lækkerbisken vedrørende Frankrig, Gaddafi og Amerika, der ifølge min viden, ikke er blevet omtalt (og stadig forbliver ukendt) indtil den blev afsløret i min biografi fra 2007 om Bill Clark med titlen: The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand.

Lidt hurtig info om Clark: Bill Clark var en enestående mand -- nogle ville kunne sige han var en national helt. Han var Ronald Reagans nærmeste rådgiver. Udover Reagan selv, var der ingen i Amerika der gjorde mere for at besejre USSR i 1980'erne. Og derpå, efter alt dette, red den fordringsløse Clark mod solnedgangen til sin ranch i cet centrale Californien. Han nægtede at få kontanter i en milliondollar bogaftale. Reagans indsidere og biografiskrivere, fra Cap Weinberger til Lou Cannon bønfaldt Clark om at skrive sine memoirer, idet de vidste han havde rigtig meget at fortælle -- ting som verden intet kendte til. Som en beskedenhedens rollemodel ville Clark ikke gøre det.

William P. Clark

Endelig to årtier efter at have forladt Reagan administrationen indvilligede Clark under store forbehold at samarbejde med en biografiskriver: Undertegnede. Blandt de ting Clark afslørede til mig var Frankrigs anmodning til Reagan administrationen om at myrde Gaddafi,

Her følger hvad jeg erfarede:

Kort efter Reagans indsættelse kom det franske efterretningsvæsen til den nye præsident med en meget 'følsom' plan. Alexandre de Marenches, lederen af Frankrig udenrigsefterretningstjeneste ankom til Washington med en plan om at myrde den libyske diktator under en parade med anvendelse af eksplosiver placeret nær modtagelsesstanden. Da Clark og jeg gennemgik dette møde 20 år senere var vi ikke i stand til af finde nogle noter. Efter at have konsulteret adskillige tidligere efterretningsembedsmænd, samt andet materiale, anså vi at mødet muligvis havde fundet sted tidligt i februar 1981, ikke engang en måned efter at Reagan var belvet indsat som præsident. Hvad var så Reagans svar?

"Vort svar," sagde Clark, "var at vi forstod deres (franskmændenes) følelser overfor den mand, men at vi ikke udførte snigmord."

Der var en bindende ordre der forbød snigmord, først underskrevet af præsident Gerald Ford og støttet af præsident Jimmy Carter. Reagan administrationen havde ingen intention om at bryde den regel, især som en af dens første udenrigspolitiske handlinger. Reagan holdt allerede møder med sit udenrigspolitiske hold, herunder vor egen efterretningschef, Bill Casey, om hvordan Sovjetunionen kunne 'dræbes' - ikke Gaddafi.

Det er vigtig at sætte de Marenches' anmodning ind i den præsidentielle kontekst. Jimmy Carter havde tilladt Gaddafi at presse American Sixth Fleet ud af Sidre Bugten, blandt de mange andre opvisninger i svaghed. Carter var fortid og Reagan var inde. Reagan havde mødt de Marenches før, især den 16. decmeber 1980 i Los Angeles under præsidentvalgkaampen. Franskmanden var dybt imponeret, lagde mærke til Reagans "beskedenhed" og mangel på "selvbevidsthed," og delte Reagans syn på kommunismens ondskab. Selvsamme dag advarede han Reagan om "Ondskabens Imperium." (De Marenches gav senere sine memoirer titlen Det Onde Imperium.)

Efterretningskilder jeg interviewede for The Judge, bekræftede Clarks gengivelse af de Marenches' anmodning. "Han kom til U.S. muligvis så tidligt som februar 1981," sagde en kilde. "Hans mellemmand var vicepræsident Bush. Formålet med besøget var at diskutere fjernelsen af Gaddafi. Han kom i et forsøg til at få os indblandet i planen ... Han ønskede ikke kun vor moralske eller politiske støtte, men ville have os indblandet i selve operationen."

Den samme kilde betonede den såkaldte "Safari Club," gruppen af lande - Frankrig, Egypten, Saudi Arabien, Marokko og Shahens Iran -- der stod sammen i kampen for at bekæmpe spredningen af Sovjet kommunismen især i Afrika, ligesom at hindre Gaddafis eventyr i nabolandet Tchad. Gruppen udgjordes af tidligere efterretningschefer der i midt 1970'erne med Marenches som katalysator. De følte sig frastødt af Uniteds States uvillighed til ikke længere at stå op imod Sovjet, i en post-Vietnam tid der var præget af en venstreorienteret Demokratisk Kongres og præsident. 

Club'en søgte at udfylde et vakuum der var opstået ved svage liberale amerikanere.

Kort sagt var de Marenches tilbud til Reagan i overensstemmelse med bekymringerne og formålet med Safari Club.

Alexandre de Marenches

Som en indikation af det yderst fortrolige formål med hans tur, diskuterede de Marenches, meget forståeligt, ikke sit tilbud til Reagan i sine bøger fra 1986 og 1992. Helt modsat bemærkede han at den egyptiske leder Anwar Sadat den 1. marts 1978 havde bedt de Marenches om hjælp til at "fysisk at slippe af med ham (Gaddafi)." De Marenches fortæller blot om hans forundring over hvad det mon præcis var Sadat havde i tanke. "Kendsgerningen er" skrev de Marenches, "Jeg stod ikke i spidsen for et hold af lejemordere."

Klassisk fransk opførsel.

Ironisk nok blev Clark senere overrasket over at erfare, at han selv var på en mordliste, udfærdiget af ingen mindre end Moammar Gaddafi. En NSC ansat ved navn Oliver Borth informerede Clark om at han var et mål.

Som det jo er helt klart fandt mordet på Gaddafi ikke sted. Hvor kunne tingene dog have været anderledes, nu 20 år senere, om det var sket.

 

Jeg er ikke skuffet over Reagan, at han ikke sluttede sig til franskmændene. Han kunne ikke. Med forbudet om snigmord, gennemført af svage Republikanere og den Demokratiske "détante" præsident var Reagans hænder bundet, og det især så tidligt i hans embedsperiode og med det ultimative mål at have fokus på at nedbryde Ondskabens Imperium

Fakta er at Reagan helt sikkert gjorde hvad han kunne vedrørende Gaddafi. Han spildte ikke tiden, blot tre måneder senere slog han ned på Gaddafi i Sidre Bugten  og derpå fem år senere, ramte han Libyens diktator endnu mere personligt ved bombningen af Tripoli i april 1986.

 

Ikke desto mindre er dette en spændende 'hvad kunne der ikke være sket' situation, en der der sluppet ubemærket hen over historien. Det kunne helt sikkert  ikke være mere relevant end lige nu, hvor Moammar Gaddafi fortsætter med at være en plage for verden.

http://www.americanthinker.com/2011/03/assassinating_gaddafi.html

Paul Kengor is professor of political science at Grove City College. His books include The Judge: William P. Clark, Ronald Reagan's Top Hand, The Crusader: Ronald Reagan and the Fall of Communism, and the newly released Dupes: How America's Adversaries Have Manipulated Progressives for a Century.