Lykkelige gnavne ældre

Lykkelige gnavne ældre mennesker

Christopher Orlet

Jeg så ellers virkelig frem til at blive en gnaven gammel mand -- lediggang hele dagen, gå og nusse rundt i huset, sparke til katten, skrive vrede læserbreve og bruge lange perioder isoleret på badeværelset. Men nu har forskere simpelthen kølet min drøm ned som et iskoldt brusebad. Tilsyneladende er vi langt mere tilbøjelige til at surmule, brokke os og klage midt i livet, end når vi er ved livets ende. 

Nuvel, det forklarer Glenn Beck

Ifølge disse glædesdræbende forskere er vi mest lykkelige som 80 årige. Det er altså ikke retfærdigt. Vi bør være lykkeligst når vi er på toppen af livet, ikke når vi har brugt 75% af vort tid i lægens venteværelse, og resten af tiden på at køre (meget langsomt, på midten af vejen, med flittig brug af bremsen) frem og tilbage til lægens konsultation.

Undersøgelsen afslører også, at ældre kvinder er en anelse mere lykkelige, end gamle mænd. Jeg gætter på, at grunden til at bedstemor er så munter skyldes at hendes afdøde ægtemand efterlod hende med en bankkonto fyldt med Benjamin'er (dollars), der kan anvendes på busture til Branson, og store kontantgaver til TV prædikanterne. Men så langt går undersøgelsen dog ikke i dybden. 

Konventionel visdom har ellers nærmest fastslået at gamle mennesker er gnavne, kontrære, og møgirriterende. Og det har også været min erfaring, både som observatør og som mand i træning til at blive gammel. Jeg har altid formodet at gamle mænd er kværulanter, nuvel fordi med deres egne ord, "børn, og unge i dag har ingen respekt for noget som helst. Og så spiller de den der forbandede grammofonplademusik alt for højt!"

De er også tvære fordi de kæmpede i 2. Verdenskrig for at deres børn og børnebørn kunne forblive frie, og til hvad nytte? For at de kan have bukser på der falder ned om knæene på dem?

De er gnavne fordi der er 497 TV kanaler og ikke en eneste ordentlig der er værd at se på. I hvert fald ikke siden de fjernede Matlock. (TV serie om en gammel advokat)

Faktisk så tror jeg de fleste ældre mænd er sure fordi da de var børn da skulle de udføre daglige pligter fra solopgang til solnedgang, og slæbe sig de 30kilometer til skole (vel at mærke hver vej), og det har gjort dem sure og det har de så været lige siden.

Der er bare det ved det, at det er de altså ikke.

Dette stammer fra the Economist:

Glæde og lykke dykker midt i livet, så dukker den op igen; stress stiger i løbet af 20'erne, falder derpå drastisk; bekymring topper midt i livet, og falder derpå drastisk...sørgmodighed er i let stigning midt i livet, og falder derpå.

Så modsat den konventionelle tro, er livet ikke en lang tur ned ad bakke i marchen mod graven. Snarere er vor rejse som et U-sving på vejen, begyndende med vor karrierefri sorgfri år, derpå går det nedad som med en tungt blylod med ægteskab, børn, kontorjob, økonomiske problemer, afskedigelse, dumme naboer, derpå en kursstigning når man nærmer sig seniliteten, og børnene er flyttet til Seattle, og du endelig kan trække dig tilbage fra det sjælsdræbende arbejde, og roligt afvente den søde, dejlige død.

Undersøgelsen afslører også, at vi typisk er mest mismodige i alderen mellem 50-53. Jeg er 47 så det betyder at jeg altså har mine mest elendige år foran mig. Åh, ja.

Interessant nok er det ikke det at have vrede sulte teenagere boende hjemme, et stressfyldt job og en overvægtig hustru der gør livet  for de midaldrende miserabelt. De har det dårligt, fordi det er naturligt at have det dårligt midt i livet. Punktum. Slut.

Dog er den holdning, mening, at gamle mennesker er gnavpotter svær at ryste af sig. Undersøgelsen forklarer også denne misforståelse. Formodentlig, kræves der mere for at 'ryste' de grå hår, fordi de gråhårede endelig har indset, og fået fred med hvor patetisk og skuffende -- oh.. jeg mener ordinært -- deres liv har udviklet sig. De har accepteret den kendsgerning at de ikke kommer til at skrive den største amerikanske roman, eller blot et indlæg på Twitter der vil blive husket, at de aldrig vil få det der sommerhus på Cape Cod, og at deres døtre alle har giftet sig med de rene tåber. Og det er helt i orden. 

Ældre mennesker er også lykkeligere fordi de ikke længere bekymrer sig om alt det pladder de unge bekymrer sig om: F.eks. ambitioner, at være populær, materielle goder, fedte for betydningsfulde personer. Faktisk er de ligeglade med det meste. Jeg er allerede ret så ligeglad om disse ting, så mon ikke jeg har et forspring?

Alt dette betyder ikke at ældre mennesker er helt og aldeles frastødt ved nutidens ungdom. En anden undersøgelse viser, at de gamle tågehorn nærmest får et boost i selvtilliden ved at læse negative artikler om unge mennesker, fordi alt i populærkulturen og på TV er målrettet unge, undtagen Matlock, og den har de jo fjernet.

Det er også gode nyheder. Det betyder at man kan være gammel og lykkelig og så stadig nyde at se unge mennesker komme frem i livet. Faktisk så føler jeg mig allerede lidt lykkeligere blot ved at tænke på det.

http://spectator.org/archives/2011/01/06/happy-whiny-people/