Ilana Mercer
I en artikel med titlen "Samantha Power drager i krig," udstiller Tom Hayden de ideologiske bagtanker bag Barack Obamas krig. Power, "særlig assistent for præsidenten og medlem af hans Nationale Sikkerheds Råd," er stemmen bag Obamas Libyen aktion og "en af de kvindelige embedsfolk (der lobbyed) for en militær aktion sammen med Hillary Clinton og FN ambassadør Susan Rice."
Østrogen på Steroider
Det klarsynede portræt som Hayden maler af denne Dublin-fødte menneskerettighedsagitater kunne ses i The Nation, magasinet for ulvtravenstrefløjen. Hayden siger Power tror at "enhver der først og fremmest er optaget af hjemlige prioriteter må være isolationist og således et forhindring for den globale kamp for menneskerettigheder." Hvis Hayden - hvis progressive opvæskt kan spores tilbage til Abbie Hoffman, Jerry Rubin og Jane Fonda - finder denne "irske internationalist" frygtindgydende, da burde vi alle løbe hen mod et skjulested.
Libyen er en skødets krig. Et produkt af de romantiske forestillinger hos kvinder der fantaserer om en arabisk vækkelse. Det er østrogen-drevet formynderiskhed på steroider.
Antag (ukorrekt) som fr. Power gør at det er U.S. rolle at standse uretfærdigheder, hvor end de forekommer og pleje verdens ledere. Hvor er beviset på Libyens killing fields, massakrerne der skulle være i gang , påstået som det blev da Obama begyndte at straffe Libyen?
Lauren of Arabia
I det mindste da præsident Clinton bombede Kosovo i 1999, også uden den meningsløse formelle godkendelse af Kongressen var der de konstante skrækkelige nyhedsbilleder. I Libyen består casus belli for krigen af intet andet end skøre formodninger. Denne "engle og dæmoner" adkomst passer til en Disney produktion for børn: Der var engang en ond diktator der dræbte sit ædle folk. Da kom Lauren of Arabia for at redde dem.
Selvom de forsøger, kan "humanitære høge" som Power, Susan Rice, udenrigsminister Hillary Clinton og MSNBC falangsen ikke skelnes fra de neokonservative som Bill Bennet, John Bolton, Rudy Guiliani, Lindsey Graham, Billy Kristol, Charles Krauthammer, John McCain, Newt Gingrich, folkene ved Fox og Sarah Palin. Alle har de været med i kampen for at tage del i slaget om at tage det libyske folk bort fra slaget om Libyen og placere slaget, hvor den hører til: U.S. Militæret.
Rigor Mortis højrefløjen især har protesteret mod operationen ikke ud fra principper, men udfra timingen, strategien, missionens formål og den grad af kontrol der udøves af Über Amerika: Obama trådte for sent ind i striden, siger de. Han har opgivet deres dagsorden om National Storhed ved at dele samme cockpit som europæerne. Kun når U.S. leder verden i en militær operation kan der komme noget godt ud af det bla, bla, bla.
At dømme ud fra Haydens skarpe analyse har Power været yderst ihærdig for denne seneste krig, som Palin, - med en undtagelse: Power hviskede og snuskede i præsidentens øre. Men de foretagsomme damer på såvel venstre- som højrefløjen var enige: En god krig vil inspirere. Under en "On the Record" udsendelse med værten Greta Van Susteren gav Palin udtryk for sin skuffelse over at præsidentens krigseufori ikke var helt den samme som hendes. En inspirerende krigstale var det hun længtes efter. Følge andre landes ledelse -- "sidde bagest i bussen" som hun udtrykte det - var ikke godt nok for hende.
Palin eller Power: Lad os tydeliggøre hvad det er der adskiller Jakobinerne på venstrefløjens for de på højrefløjen: Når en Republikansk præsident går ind for en ulovlig, uretfæridgi krig, da er han en krigsforbryder; når hans Demokratiske onde tvilling gør det samme, er han ved at udvikle en "doktrin," udelukkende på en nådens mission.
Mord ved multilateralisme
Det som betyder noget for Power fløjen i det tvedelte Krigs Parti er at Tomahawk krydser missiler der rammer mål i Libyen er blevet affyret med en multilateral styrkes godkendelse. Mord ved multilateralisme er ikke mord så længe det begås kollektivt, ved FN der handler i ledtog med U.S.
Amerikansk udenrigspolitik er noget der kunne været fundet på i en drøm på Oprahs sofa. Følg dine følelser. Sig aldrig Nej til en rebel uden en god grund. Amerikanske krigere med våben og i lænestole, er overbeviste om at hvis ordet "rebel" gentages tilstrækkeligt mange gang så vil det få fraktioner vi bekæmper til at blive til prinsesser som når frøen kysses.
Som en af mine mere livligt oprørte læsere observede på min blog, finder disse kloge idioter nuancer hvor der ingen er: "Islamisk vækkelse," "moderate palæstinensere," "realistiske kommunister," ""feministiske islamister." Faktisk er meget fundet på af de amerikanske sangere der sang for penge ved at synge for oberst Muammar Gaddafi. Intet er blevet sagt om intelligentsiaen der har sunget til hans pris i alle disse år. (Det samme jet set betragter stadig Mao som ikke meget andet end en landbrugreformist.)
Romanticisme versus pragmatisme
Det nyligt "befriede" Egypten har et stort, kraftigt luftvåben og 450000 mand i hæren. Saudierne er også veludrustede. Men araberne har besluttet at mindre er mere når det drejer sig om Den Arabiske Ligas militære militære operationer. Hvorfor dog bekymre sig når en amerikansk "udenrigspolitisk kaste" uimodtagelig for sine egne landsmænds interesser allerede har forpligtet sig til yderligere at puste til de sydende arabiske gader - hvem det så end indbefatter, hvor end det forekommer og hvad end det ønsker.
Pragmatismen bevidnet af de arabiske ledere blev gentaget i Ehu Baraks perspektiv. Israels forsvarsminister og vice premierminister roste NATO og U.S. for at skynde sig med at redde Libyen, men sagde følgende om Operation Feel Good:
"Det er op til de arabiske folk at kæmpe for deres rettigheder; at forandre regimer eller indføre ændringer og nye procedurer i deres interne politiske liv."
Lige nøjagtig det sig føler og mener jeg.
Hvis vi virkelig støtter libyernes "frihed" og udkæmper deres kampe, så har vi også forøget deres impotens og formindsket deres initiativ. Støt individer fordi du tror de ikke kan hjælpe sig selv - og du vil erfare endnu mere hjælpeløshed. Desuden, hvad er disse libyere? Det skrumpende amerikansek Imperiums vogtere? Hvad er der dog sket med det at kæmpe sine egne revolutioner.
Tilbage på terra firma er vore "rebeller" tror jeg i et tilbagetog. Præsident Obama vil komme til at fordoble sine bestræbelser i teateret Libyen for at undgå at komme til at ligne taberen. Libyen handler trods alt om lovlighed -- mere end Irak og Afghanistan, krige Bush påbegyndte.
Med offensiven i Libyen har Obama idiotisk nok givet legitimitet til alle krige.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=284517
Ilana Mercer is a libertarian writer and a fellow at the Jerusalem Institute for Market Studies, an independent, nonprofit, economic-policy think tank. By popular demand, Ilana’s libertarian manifesto, "Broad Sides: One Woman’s Clash With A Corrupt Society," is back in print. To learn more about Ilana and her work, visit IlanaMercer.com. To comment on this column, go to Ilana's blog.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar