Patrick J. Buchanan
Ved at beordre luftangreb og flådebeskydning mod et land som hverken har truet eller angrebet United States begik præsident Obama da en forfatningsstridig handling?
Det kunne godt se således ud. Forfatningens fædre var præcise i deres formulering. Magten til at erklære krig var udelukkende betroet Kongressen.
Fra Kong Williams krig til Dronning Anne's krig til Kong Georges Krig til 7-års krigen havde kolonierne deres rigelige del af kongelige krige. De havde ingen større forpligtelse end princippet om at magten til er erklære krig skal være adskilt fra magten til at føre den.
Og Obama har krænket, udnyttet den magt.
Hans forsvarere argumenterer for, at under War Powers Act kan han føre krig i 60 dage før han går til Kongressen. Men det gælder udelukkende hvis præsidenten svarer igen på et angreb eller har besluttet at landet står overfor en øjeblikkelig fare.
Om JFK havde beordret luftangreb mod missilstationerne på Cuba kunne han have svaret på en øjeblikkelig og potentiel dødelig trussel.
Da Ronald Reagan beordrede beferielsen af Grenada efter marxitiske slyngler havde myrdet præsidenten og de så ud til at 500 amerikanske studerende var i fare for at blive taget som gidsler, handlede han indenfor War Powers Act. Der blev fundet cirka 100000 AK-47 automatiske rifler oplagret på øen.
Reagan handlede igen indenfor ånden og bogstaven i loven da han benyttede USS New Jersey og hangarbaserede fly til at yde gengæld mod terroristlejre der havde været med til at planlægge og udføre massakren på 241 marinere i Beirut, og da han gjorde gengæld overfor Libyen og Moammar Gaddafi for angrebet på U.S. soldater på et diskotek i Berlin.
Lige før George W. Bush gik i krig for at befri Kuwait, og George W. Busk bragte os i krig mod Irak gik de begge til Kongressen og fik tilladelse til disse krige.
Obama benyttede telefonen for at få godkendelse af 10 af 15 medlemmer i Sikkerhedsrådet, men ikke hos Rusland, Kina, Tyskland, Indien eller Brasilien. Han søgte derpå velsignelse hos Den Arabiske Liga, hvilket afslører meget om hvor Obama mener moralsk myndighed i denne verden befinder sig.
Præsidenten beskrev sin begrundelse: "Når uskyldige mennesker bliver mishandlet brutalt; når nogen som Gaddafi truer med et blodbad der kunne destabilisere en hel region; og når det internationale samfund er klar til at stå sammen om at redde tusinder af menneskeliv - så er det i vor nationale interesse at handle. Og det er vort ansvar."
Men hvis Obamas FN mandat var for at "beskytte civile" i det belejrede Benghazi, hvorfor smed vi så et Tomohawk missil ned i skorstenen på Gaddafis lejr, næsten 800 kilometer derfra?
Lørdag faldt Ajdabiya til oprørerne efter at U.S. fly havde pulveriseret dens forsvarere. Hvis civile var i fare i Ajdabiya, var det på grund af et angreb fra oprørerne, der ikke kunne have fundet sted, om ikke U.S. fly havde udført luftangreb mod tanks og tropper der forsvarede byen.
Hvilke civile beskyttede vi i Ajdabiya - eller Brega og Ras Lanuf, der alle faldt på en weekend?
Sandhedens time. U.S. interventionen forhindrede at Gaddafi sejrede i en kampagne for at knuse et oprør. Vi har siden ødelagt hans luftvåben og smadret hans udstyr og decimeret hans jordstyrker for at demoralisere og forkrøble hans hær, indtil officererne indser de ikke kan overleve ugevis med U.S. bombardementer -- og de tager skridt til at fjerne eller dræbe ham.
Amerika udkæmper oprørerens krig.
Derfor opstår der spørgsmål som aldrig blev besvaret fordi Obama så bort fra Kongressen og selv begyndte sin krig. Hvem er disse oprørere, nogle af dem tilhører al-Queda, mens andre igen viser deres had til Gaddafi ved at oversmøre hans plakater med Davidsstjernen?
Når vi vinder oprørernes krig for dem, hvem er det så vi sætter ved magten? Hvem er vores Hamid Karzai?
Hvilke allierede tropper kommer til for at besætte Libyen?
Mange NATO nationer har beskidte historier der. Tyrkerne beherskede det i osmannernes dage. Benito Mussolini holdt i i 20 år. General Erwin Rommel, en af Hitlers favoritter, benyttede den til sin ørkenkrig mod briterne.
Hvilken troværdighed vil vore libyske protegéer have når alle i Libyen ved, at de blot har magten, fordi amerikanerne kom og dræbte deres hær?
Hvor mange tropper vil der kræves for at holde orden i de smadrede byer og forhindre repressalier? Hvem skal stille med de tropper? Hvis en ala Slaget Om Algieret begynder, som det skete i Irak og Afghanistan, og som stadig finder sted, hvem skal så kæme den krig? Og hvis et regimes brug af vold mod protesterende retfærdiggør et U.S. angreb, har Obama så også et carte blance til at angribe Syrien og Iran?
Den mener Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman. Som han sagde i Paris: "De samme principper, aktiviteter som Vesten har brugt i Libyen...Jeg håber at se de samme vedrørende det iranske regime og det syriske regime."
Er Libyen en prøveskueplads for Syrien og Iran?
Neokonservative kunne ikke vær mere ligeglade. Weekly Standard redaktøren William Kristol er henrykt: "Trods sin tvivl og bortforklaring, har præsident Obam ført os ind i en krig mod et andet muslimsk land. Godt for ham."
Det er muligt. Men vil det at få endnu et muslimsk land til at forbløde være godt for Amerika?
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=280677
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar