Ikke alene har man mistet næsten 100 mennesker i en hensynsløs blodrus, men legitim kritk af Islam er blevet yderst miskrediteret ved at kæde det sammen med en morderisk galning. Læs også: Can the Left Resist the Temptation to Exploit the Norway Attacks?
Jeg har boet I Oslo i de senere år, og jeg er gået forbi regeringsbygningerne i centrum næsten hver dag. Jeg har boet meget nær ved dem, blot fem minutters gåtur; de var min genvej til Oslos centrum.
Ofte når jeg betragtede disse bygninger, der, som jeg vidste indeholdt kontorerne for statsministeren og alle kabinetsministene rystede jeg på hovedet i undren over den helt åbenbare mangel på synlig sikkerhed.
Næsten aldrig så jeg en eneste bevæbnet – eller blot ubevæbnet – vagt. (De eneste undtagelser var ved de sjældne lejligheder når en parade af udenlandske flag var stillet op og limousiner parkeret ved kantstenen indikerede, at en eller anden præsident eller premierminister var på besøg.)
Denne mangel på sikkerhed var absolut ikke usædvanlig I Norge, hvor politiet ikke medfører våben, og, hvor selve ideen om at politiet bærer våben betragtes af næsten alle som en reminiscens fra et tidligere stade i menneskets udvikling. Men – hallo – foran administrationsbygninger hos en regering i Vesten? Og så efter 9/11? Det forekommer som den rene galskab. I de seneste uger når jeg har passeret maskinpistolbevæbnede soldater i Amsterdam Lufthavn, og udenfor New York Stock Exchange, tænkte jeg straks på disse umiddelbart sårbare regeringsbygninger i Oslo.
Da jeg først hørte nyheden om eksplosionen ved disse bygninger var min første tanke, selvfølgelig at det var et jihad angreb. Men således var det ikke: Det var en højrefløjs galnings værk. Det var ikke jihad, det var et meningsløst slagteri af en galning, som dem vi har set ved Columbine og Virginia Tech.
En overskrift i en norsk avis i dag bemærkede, at dødsantallet i Oslo og på Utøya var højere, end Columbine og Virginia Tech tilsammen. De norske medier har altid rapporteret om massemord af ensomme pistolmænd i USA, som var de ting der aldrig kunne ske i Norge. De var snarere symptomer på et sygt samfund som nordmændene aldrig ville kunne forstå. I Norge benytter man udtrykket – ”amerikanske tilstande.” Det indikerer aldrig noget godt. Mareridtet i Norge, set fra et norsk perspektiv, var det mest amerikanske af det amerikanske.
De af os der mente, i de første timer efter sprængningen I Oslos centrum, at vi var vidner til endnu en jihad handling kan godt tilgives. På en måde ville det have givet mening. 9/11, London, Madrid, Beslan, Bali, Mumbai – hvorfor ikke Oslo? Og så alligevel, Norge, skønt medlem af NATO med tropper I Afghanistan og Libyen, var ikke lige præcis i frontlinjen for kampen om at slå jihad. Snarere tværtimod.
Norge kalder sig et ”fredslandet.” I årevis har den norske regering og det kulturelle miljø stræbt efter at kommunikere ud, til selv de mest ekstreme elementer af international Islam, at de ønskede at være venner. De har vist deres gode vilje på en række områder:
· De har gjort meget ud af at fremstille jøderne mindre sympatiske. Jostein Gaarder, forfatter til den internationale bestseller, Sophie’s Verden, offentliggjorde en leder for nogle få år siden, hvor han erklærede sin foragt for Israel, og det jødiske folk. Da Gaarder fik en del kritik, skyndte mange højprofilerede medlemmer af den norske kulturelite sig at stille sig skulder ved skulder med ham. Hvis kultureliten I Norge er mere anti-semitisk end deres modparter i noget andet land I Europa da har det en hel del at gøre med deres erkendelse af, jo mere du holder af jøderne, des mere vil du gøre muslimer til modstandere.
· De var været utroligt blide overfor Mullah Krekar, terroristen der bor I Norge. Mens nogle regeringsembedsmænd har (beundringsværdigt) arbejdet for at få grundlæggeren af Ansar al-Islam sendt retur til hans fødeland Irak, har systemet gentagne gange beskyttet ham og givet ham lov til at blive i en dejlig lejlighed i Oslo, hvor han får støtte af staten. I årenes løb har de norske medier fremlagt utallige profiler af dette morderiske, barnetorturerende uhyre; uafvendeligt skildret ham som en charmerende, bedstefarlignende type og givet ham masser af plads for at han kunne svine USA til.
· De har kvalt kritik af Islam. I januar 2006 genoptrykte Vebjørn Selbekk, udgiver af et lille evangelisk tidsskrift ved navn Magazinet, de danske Muhammad tegninger – og sendte dermed det norske etablerede system i panik. Politikere på det allerhøjeste plan pressede Selbekk til at beklage sin krænkelse. Han modstod det beundringsværdigt – for en stund – men bøjede sig til sidste, og den 10. februar 2006 stillede han sig frem foran en forsamling af norske imamer, og bønfaldt om deres tilgivelse, fordi han havde benyttet sin ytringsfrihed. Topregeringsembedsmænd så til med tilfredshed, og en delegation anført af en biskop fra Norges Kirke rejste til Yemen for at overbringe de glade tidender om denne kapitulation til de teologer man vidt og bredt anser som de der er nærmest ved en muslimsk Pave – Yusuf al-Qaradawi.
· Det at fremvise den islamiske totalitarisme har man helt droppet i glemselens hule. For to år siden, på to separate nætter, lavede en lille hær af norske unge muslimer optøjer i Oslo centrum, og forvandlede et sædvanligvis behageligt kvarter til noget der kunne ligne Sarajevo eller Beirut - når det er værst. Det formodede motiv for denne eksplosion af vold var utilfredshed over situationen i Gaza; det virkelig motiv var at vise deres magt – at intimidere og kommunikere overfor Norge, at deres tid var inde, og at man hellere måtte lytte til dem med respekt, - for ellers… Og i februar sidste år, forsamledes endnu en lille hær af muslimer, denne gang ikke oprørske knægte, men alvorligt-udseende mænd i lange kjortler og fuldskæg, i Oslo centrum, i det samme kvarter hvor Vidkun Quisling engang holdt sine Nazi demonstrationer, og der lyttede de med helt åbenlys velvilje mens en ung taler ved navn Mohyeldeen Mohammed truede Norge med et 9/11. Begge disse begivenheder fandt sted og forsvandt, og de mennesker der tager beslutninger vedrørende sådanne sager besluttede blot, at det ville være det bedst at lade som om de aldrig var sket.
· Man har åbenlyst støttet terrorgrupper. I de sidste dage af februar er en af de større historier der er kommet fra Norge, været erklæringen af Udenrigsminister Jonas Gahr Støre om landets støtte til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas om at søge at få FN til at anerkende en Palæstinensisk Stat. Denne holdning kom som en overraskelse i betragtning af den norske regerings langvarige bestræbelse for at ”bygge bro” til Hamas. Det var trods alt Støre, der – da et par dusin diplomater fra Vesten udvandrede ved en hidsig anti-Israel tale holdt af Mahmoud Ahmadinejad i 2009 ved FN konferencen om racisme – var den eneste fra Versten der blev og hørte hele talen.
· Den måde de har talt til norske muslimer om islamistisk terrorisme har været – ja overvej nu dette. For et par år siden da Jørn Holme, chef for sikkerhedsstyrkerne i det norske polti dukkede op ved et møde sponsoreret af Muslimske Studenters Sammenslutning, angiveligt for at diskutere terrorisme, overvågning og den muslimske samfund, syntes hans hovedformål at være at knytte bånd til de tilstedeværende muslimer ved at nedgøre etniske nordmænd (der som han sagde var ”for stupide til at forstå at der ikke er nogen forbindelse” mellem Islam og terrorisme) ligesom de hvide kristne amerikanere (”I USA i 60’erne,” fortalte han publikum, ”blev sorte voldtaget af hvide der gik i kirke den næste dag.”) Holme kaldte USA for ”menneskerettigheds-krænkende-land nummer 1” og sagde at hans største frygt, når han overvejede et muligt terrorangreb i Norge var, at en sådan handling ville opildne til anti-muslimske fordomme.
Således kan du se, at mens et islamisk terrorangreb på Oslo var en mulighed, så ville det bare være for dumt af islamisterne at gøre Norge til deres fjende.
I løbet af de timer, hvor vi alle mente at dette var et jihadistangreb, dukkede der en tanke op i mit sind, at dette ville forandre det politiske kort i Norge. I årevis har Fremskridtspartiet, der er Norges næststørste, af de syv til otte større partier, ført an ved at gå ind for mere ansvarlig politik om indvandringen og integrationen af mennesker fra muslimske lande – og er blevet dæmoniseret som en samling højre-fløjs fremmedhadende ekstremister der hader muslimer. Jeg formodede at efter dette angreb, da ville nordmændene stemme på Fremskridtspartiet som leder af regeringen ved de næste valg. Nu synes det som om, at den mand der begik alle disse mord er tidligere medlem af Fremskridtspartiet og er, jo virkelig en højre-fløjs-fremmedhadende ekstremist der huser (ifølge Dagbladet) et ”voldeligt had mod muslimer” og multikulturalismen, og som havde Ungdomsafdelingen af Arbejderpartiet som mål, fordi han beskylder det herskende Arbejderparti for islamiseringen af Norge. Norges politiske fremtid ser nu meget anderledes ud, kort sagt, end for 24 timer siden.
Det bliver værre endnu. Anders Behring Breivik, viser sig være hyppig kommentator på en hjemmeside, der bestyres af en af mine venner I Norge, Hans Rustad, og at de drejer sig næsten udelukkende om islamiseringen af Norge. Hans hjemmeside er lige nu nede – jeg ved ikke hvorfor – undtagen en side, hvor han posterede en samling af alle Breiviks posteringen på sitet, gående helt tilbage til 2009. Den 14. september 2009 skrev han: ”Bawer er muligvis ikke den rette person i arbejdet som brobygger. Han er en liberal anti-jihadist og ikke en kulturel konservativ på mange områder. Jeg har mine mistanker om at han er alt for paranoid (jeg tænker her på hans homoseksuelle orientering). Det kan se ud som om han frygter at ”de kultur konservative” vil blive en trussel for de homoseksuelle i fremtiden. Han nægter derfor at gribe muligheden for at få indflydelse i en positiv retning. Det forekommer helt og aldeles ufornuftigt.”
Den 31. oktober 2009, skrev han adskillige ting han mente burde gøres i de næste tyve år for at forhindre islamiseringen af Norge, blandt dem: “Påbegynd et samarbejde med de konservative kræfter indenfor den Norske Kirke. Jeg ved at liberale kræfter i den europæiske anti-jihad bevægelse (Bruce Bawer blandt andre, og nogle andre liberalt sindede) vil have et problem med dette, men de konservative kræfter i kirken er faktisk vore bedste allierede.Vor hovedmodstandere må ikke være jihadisterne, men de som hjælper jihadisterne – nemlig multikulturalisterne.” Og den 6. november 2009 skrev han: ”Det er tragikomisk at en betydningsfuld NGO som Human-Etiks-Forbund er blevet overtaget af en kulturmarxist, når den burde ledes af en liberal anti-jihadist som Bruce Bawer.”
Det er gysende at læse mit eget navn I posteringer af denne massemorder. Og det er dybt deprimerende at se denne onde, forskruede skabning blive islamskritikkens ansigt i Norge.
Norske Tv-journalister der i de første timer af krisen var synligt ubehageligt til mode over udsigten til at skulle tale om islamisk terrorisme er nu mere end villige til at diskutere farerne ved ”Islamofobi,” og ”konservativ ideologi,” og drager nu paralleller mellem Breiviks vanvid og fanatisme og Fremskridtspartiet.
Gårsdagens begivenheder repræsenterer derfor en dobbelt tragedie for Norge. Ikke alene har man misten næsten 100 mennesker, herunder dusinvis af unge i en hensynsløs voldelig blodrus. Men legitim kritk af Islam, der forbliver en ægte trussel mod friheden i Norge og Vesten er blevet alvorligt miskrediteret med denne morderiske galning.
http://pajamasmedia.com/blog/a-double-tragedy-for-norway/?singlepage=true
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar