Grækenland har indgået en Faustisk pagt med EU der tillod landets politiske elite at udnytte systemet, ved at benytte EU tilskudspenge og få billig kredit til de lokale politiske klasser i stedet for at skabe sunde gode varer og en ordentlig økonomi.
Euroen destabiliserede betalingsbalancen. Den lokale produktion svandt ind og importen eksploderede. Prisinflation førte til krav om højere lønninger. Grækenland mistede konkurrenceevnen. Den offentlige gæld voksede som en paddehattesky for at finansiere det evigt voksende offentlige sektor. I mange år så EU blot til med halvlukkede øjne.
EU-eliten så bange for Lehman effekten, og for at beskytte deres skandaløst underkapitaliserede banksystem, har valgt en modsatrettet holdning til gældssanering for at dække kreditorernes krav ved en 'stoleleg' (problemet flyttes rundt) og løn- og pris deflations tilbageholdendhed.
Djævelen vil nu have sin bid. Grækenland er låst fast i et evigt voksende gældsfængsel med et faldende bruttonationalprodukt, der får landets skattegrundlag til at implodere. Det kæmpe bjerg af gæld er nu for tiden 150% af BNP, og vil om kort tid vokse til 170% med det næste lån som vægt på pyramiden. Arbejdsløsheden eksploderer; butikker og virksomheder lukker. Regeringen svinger pisken, og forbandes af sit eget folk hver gang urealistiske skatteudskrivningsprojekter fremføres, og dermed skabes stadig drakoniske straffe for skatteunddragelser. Dette politiske klima giver grobund for en kapitalflugt og mangel på tillid fra investorer.
EU-politikken terroriserer udkantslandene, (specifikt landene udover Middelhavslandene) med alvorlig recession og kæmpe arbejdsløshed til følge, og skaber uorden og stigende risiko for social uro. Europæiske skatteydere fra nord er også i stigende grad urolige og vrede over de stadig flere krav om finansielle håndsrækninger fra Bruxelles, mens udkantsområderne også lider under den voksende gæld. De er bekymrede over, at dette er slet skjulte overførsler med en øget tvivl om, at grækerne har kapaciteten til nogensinde at betale tilbage.
Ingen i EU er glade. Da stadig flere EU vælgere kan se Bruxelles bede om flere skattepenge for at give hjælp til banker og til de sociale tab, des vredere bliver de. Dette forårsager utilfredshed med hele EU-systemet. EU-eliten er lidt for selvsikre, i deres mere begunstigede stillinger, end de demokratisk valgte. Politikere i medlemslandene står overfor en storm, der bliver værre. Få har modet til åbent at udtrykke deres utilfredshed af frygt for at blive ugleset af Bruexelles eliten, hvis de vover at udfordre denne.
Indtil nu nægter EU-eliten at diskutere tidligere tiders succesrige omstruktureringsmetoder vedrørende markedskriser. Markedet anser sandsynligheden for en græsk fallit som 80%. Deres følelsesmæssige reaktioner mod fallit eller gældsomstrukturering er direkte relateret til deres udsigt til enorm gæld og elendige betalingsbalancer. Efter nedsmeltningen i 2008, ønsker U.S. myndighederne at feje dette roderi ind under gælvtæppet så længe som muligt, og i bund og grund overdrage IMF til dem som en europæisk elendig bank.
Som tingene er nu for tiden er der i bund og grund to tankesæt. EU-eliten ser ud til at have til hensigt at have fokus på EU som et hele for at opsamle den stadig voksende del af Grækenlands gældsproblmer.
Om nogle år vil der kun være en offentlig kreditor, med de privat kreditorer betalt ud og Grækenland vil have en enorm gæld der sandsynligvis vil være i nærheden af 200% af BNP. Der er ingen tydelig plan derefter hvad der så skal gøres med dette bjerg af gæld. Der er et svagt håb om at på en eller anden måde vil Grækenland få vækst så man kan komme ud af gælden. Man har diskuteret strukturreformer i de sidste 20 år i Grækenland, men de mange 'lotterispillere' i det nuværende system har skabt betydelig modstand mod forandring. Fastlåst til en 'hård' Euro, og tvungen løn- og pris deflation, da er det meget vanskeligt at se, hvorfra denne vækst skal komme.
Den anden skole i tænkemåde kommer hovedsageligt fra amerikanske økonomer som Simon Johnson, Nouriel Roubini og Paul Krugman, der er under voldsom indflydelse af den syge argentinske gældsfallit og den fremvoksende markedsgæld omstrukturering. De får støtte fra tyske økonomer der er bekymrede over den græske gælds bæredygtighed og evne til at betale tilbage. De går ind for orden og tvungen gælds omstrukturering så hurtigt som muligt for at fjerne fallitrisikoen og give lettelse af den enorme gældsbyrde. Sådan handling kan gøre strukturreformerne mere spiselige, og dermed kan man opnå den gode vilje i den græske offentlighed ved at byrden fordeles, og dermed tillade gradvise justeringer. Begge strukturreformer og gældsgenforhandling er nødvendige betingelsder for at løse Grækenlands gældskrise.
Medmindre EU-eliten indser at den skal imødekomme de andre landes krav vil divergensen mellem kernen og periferien vokse sig så stor at den kan føre til et sammenbrud af valutazonen. Det kan tage generationer at genskabe troværdigheden til EU institutionerne efter en sådan omgang. Moody's benævner i deres seneste nedvurdering af Portugal den elendige EU krisebehandling som en stor risikofaktor, og det gjorde mange EU politikere vrede. Sandheden er ofte ilde hørt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar